I sommeren 2002, da jeg lige var flyttet til Roskilde, fik jeg et længere brev fra en mand, der underskrev sig ‘Kjeld Feilberg, major’.
Anledningen til henvendelsen var bogen Værnet – den danske SS-læge i Buchenwald, som jeg få måneder før havde fået udgivet på JP Bøger sammen med tre medforfattere (Hans Davidsen-Nielsen, Niels Høiby og Jakob Rubin).
Kjeld Feilberg var i familie med en af bogens bipersoner, og han havde nogle supplerende oplysninger om vedkommende. Da jeg helt tilfældigt boede nogle få gader fra hans bolig – en kvistlejlighed på vejen Klostervang – inviterede han mig på en kop kaffe.
Jeg vidste fra telefonen, at manden havde en korrekt, noget militært præget stemme. Da han tog imod, fremstod han trods sine 88 år  robust – som en mand, der stadig holdt sig i form med spadsereture i et rask tempo.
Han var enkemand og serverede kaffe fra en stilig sølvkaffekande og et stykke kage til.

Flugten til krig
Da jeg havde hørt oplysningerne om familiemedlemmet, kom han hurtigt ind på de dramatiske begivenheder på Roskilde Kaserne 62 år tidligere, den 9. april 1940. Den har jeg skildret i et andet indlæg her, men på det tidspunkt kendte jeg ikke noget til det, han talte om.
Den i 1940 26-årige mand var premierløjtnant ved IV. Regiment og en af oberst Helge Bennikes betroede officerer, som Bennike kunne stole fuldt og helt på, da han besluttede at føre regimentet over Øresund for at gå i krig på svensk side. Det skete ved at lade soldaterne marchere om bord på Helsingborg-færgen, der blev kapret.

Trak våben mod kompagnichef
Loyaliteten var ikke en selvfølge. F.eks. modarbejdede en af kompagnicheferne – den nazistiske kaptajn Jacob Erik Holm – beslutningen, der da også var et regulært mytteri, da den danske regering havde beordret hæren og flåden til at overgive sig.
Kjeld Feilberg var en blandt flere aktivistiske officerer, der  på havnen i Helsingør tak deres pistoler mod kaptajn Holm for at få ham til at undlade at forhindre soldaterne i at forlade Danmark. Holm havde i øvrigt et vist held med sit forehavende, da kun knap halvdelen af de 400 soldater, der var kørt fra Roskilde om morgenen, valgte at sejle med til Skåne.

Genindtrådte i den danske hær
Som bekendt blev der aldrig nogen forsvarskamp at deltage i på svensk side, for landet blev ikke angrebet og forblev neutralt. Oberst Helge Bennike rejste til Stockholm og forsøgte forgæves, at få den svenske eller den finske hær til at optage den danske styrke.
Da forsøget var slået fejl, rejste næsten alle soldaterne hjem til Danmark og genindtrådte i hæren, der på grund af besættelsesordningen med formel dansk neutralitet stadig eksisterede. En håndfuld mænd rejste imidlertid i slutningen af maj og begyndelsen af juni 1940 nordpå i stedet.

David-mod-Goliath-kamp
Premierløjtnant Feilberg var en af dem, og det fremgår klart af formålet, at han var en usædvanligt hård hund. De få danskere ville melde sig til den norske hær, selv om den modstand, man siden den 9. april havde ydet mod tyskerne, var på sit sidste. Alligevel var de indstillet på at gribe til våben mod den magt, der ikke blot havde besat Danmark og Norge, men som netop i de samme uger var ved at nedkæmpe Frankrig.
Det blev dog ikke til noget, da Norge måtte give op den 10. juni 1940 – inden danskerne nåede frem.

Kammerat med senere partisanleder
En af de andre, der var villig til at vove livet i Norge, var en af Feilbergs nære officerskammerater fra Roskilde, løjtnant Arndt Paul Lauritzen (1915-1978), der havde et utroligt livsløb.
Lauritzen (foto herunder), der var vokset op i København, havde i 1930’erne i flere år været munk på et kloster i Luxembourg. Efter officersuddannelsen i Roskilde og opholdet i Sverige rejste han få måneder senere til Italien i følgeskab med den katolske biskop i Danmark. Arndt Lauritzen gled derefter ud af den danske besættelsestidshistorie, for han forblev i landet, blev katolsk præst og lærer på Parma-egnen.
I de sidste år af krigen gik han ind i den italienske partisanbevægelse, og han havde kommandoen over de styrker, der i foråret 1945 befriede Parma fra tysk besættelse. Hverken ‘Arndt’ eller ‘Lauritzen’ harmonerer særlig godt med italienske tungebånd, så i Italien kendes han simpelthen som Paolo il Danese (‘Paul Danskeren’).  En vej er opkaldt efter ham i den mellemstore by.
Den utrolige historie om Arndt Paul Lauritzen er fortalt af forfatteren Thomas Harder i bogen Den danske partisan – Paolo il Danese (Informations Forlag, 2009).
Heri er også Kjeld Feilbergs rolle fyldigt beskrevet. Han døde i øvrigt i 2004, få måneder efter sin 90 års fødselsdag.