C.F. Schalburg (i centrum) som frivillig under den finsk-russiske Vinterkrig. De danske frivillige nåede ikke at komme i kamp. (Mikkel Kirkebæk: Schalburg – en patriotisk landsforræder)

Hvordan kunne så mange danskere mod al sund fornuft blive nazister og dermed vende sig mod det, som resten af befolkningen stod for? Nogenlunde således lød, så vidt jeg husker, et  spørgsmål, da jeg i mandags holdt foredrag i Tønder.
Det skete efter indbydelse fra det lokale bibliotek. Emnet var modstandsbevægelsen, men spørgsmålet om nazisterne var det, der gav den længste ordveksling.

Mange nazister
Godt nok fik Frits Clausens parti DNSAP aldrig mere end tre folketingsmandater, men i forhold til stemmetallet havde partiet mange medlemmer. Den såkaldte Bovrup-bog – en illegal tryksag fra 1946 – omfatter 28.000 navne, adresser og fødselsdatoer på folk, der på et eller andet tidspunkt var medlem af partiet. Udgivelsen, der blev foretaget af tidligere modstandsfolk på basis af DNSAP’s kartotek, havde til formål at miskreditere tidligere nazister i efterkrigssamfundet.
Nazistpartiets medlemstal kulminerede i begyndelsen af 1943 med 19.000 medlemmer, fremgår det af historikeren John T. Lauridsens bog Dansk nazisme 1930-45 – og derefter.

Indflydelsesrige højrekredse
Det svar, jeg gav, og som jeg synes, bedst indkredser spørgsmålet, er, at DNSAP’s politik og hele ideologi for visse kredse på højrefløjen fremstod som en rimelig valgmulighed. Højreradikale og fascistiske bevægelser havde medvind overalt i Europa – ikke blot den italienske fascisme og den tyske nazisme, men også de nationalkonservative diktaturer i Ungarn, Østrig og Portugal. I Danmark ønskede forholdsvis brede kredse en ‘stærk mand’ i stedet for den socialdemokratisk/radikale regering – for eksempel den højreradikale Landbrugernes Sammenslutning (LS) med op mod 40.000 medlemmer.

Vikingetids-idealer
Derfor var de danske nazister folk, som man efter mange højreorienterede danskeres opfattelse godt kunne være i stue med og diskutere politik med. Det var folk, hvis synspunkter opfattedes som inden for det rimeliges grænser  – også selv om man måske var uenig i partiets jødehad og partikonceptet, som var et plagiat af Hitler-partiet i Tyskland.
Samtidig var Clausens folk før den 9. april 1940 langt fra at ville gå tyskernes interesser – de stod tværtimod for en yderligtgående dansknational ideologi, der ville genskabe vikingetidens samfundsidealer og have et Danmark til Ejderen.

Vellidt gardeofficer
Et godt eksempel har historikeren Mikkel Kirkebæk givet i sin biografi Schalburg – en patriotisk landsforræder om den senere Frikorps Danmark-kommandør C.F. Schalburg, der i 1930’erne var kaptajnløjtnant i Den kongelige Livgarde. Han havde et tæt forhold til kongehuset, og da han meldte sig som frivillig til den finsk-russiske Vinterkrig i 1939, fik han et brev fra dronning Alexandrine med ønsker om held og lykke. Det på trods af, at C.F. Schalburg på dette tidspunkt ikke blot var medlem af Frits Clausens parti, men var eksponeret i offentligheden som landsungdomsfører for Nationalsocialistisk Ungdom (NSU).
I livgarden var Schalburg en vellidt officerer. De undergivne følte nærmest hengivenhed for ham på grund af hans ildnende engagement. Løjtnant Anton Jensen, der senere under navnet Toldstrup blev nedkastningschef under modstandskampen, så op til C.F. Schalburg og havde samme syn på soldateridealer som denne. Hvordan Jensen så på Schalburgs udtalte jødehad, som kaptajnløjtnanten ofte i tjenesten gav højlydt udtryk for, melder historien intet om.
Da Danmark blev besat, var Schalburg fortvivlet over, at der ikke var blevet gjort modstand. Ud fra hans verdensbillede, hvor militær heroisme var den højst værdsatte egenskab, burde det have været en selvfølge.

9. april satte skellet
C.F. Schalburg er et godt eksempel på, hvor skillelinjen gik for mange danskere. Efter landets besættelse den 9. april 1940, sluttede DNSDAP sig til besættelsesmagten, og i sensommeren 1940 meldte Schalburg sig som frivillig til Waffen-SS. Efter dette tidspunkt hilste gamle officerskammerater ikke på han på gaden, og hans breve til gamle venner fra fronten blev i mange tilfælde ikke besvaret.
Det var med andre ord ikke hans nazistiske ideologi eller hans tydeligt udtrykte jødehad, der gjorde ham til en paria i kredse, hvor han før havde været et værdsat medlem. Det afgørende var, at han havde gjort fælles sag med den magt, der havde besat Danmark.

Du finder programpunkterne på Historiske Dage, der vedrører besættelsen, her