Da Erik Ninn-Hansen, tidligere minister og folketingsformand, døde forleden, blev det i nekrologerne kun nævnt i forbifarten, at han var gammel modstandsmand. Det er meget naturligt i betragtning af hans markante politiske karriere og den pinlige afslutning i Rigsretten. I modstandsbevægelsen lod han andre om at spille hovedrollerne.
Allerede dengang var han først og fremmest politiker. Tanken om sabotage og skuddueller med tysk politi synes at have ligget ham fjernt.

Tre konservative kammerater
Ninn-Hansen var en af tre klassekammerater, der alle var konservative og sammen i 1941 blev studenter fra Slagelse Højere Almenskole. De flyttede til København, og de fik alle tilknytning til Studenternes Efterretningstjeneste (SE), den illegale bladorganisation, der senere også blev en markant aktør på de illegale Sveriges-ruter. Alf Bent Hermann og især Arne Sejr – SE’s stifter – blev meget aktive modstandsfolk, mens Ninn-Hansen valgte at passe sine jurastudier.

Kontaktmanden
I stedet fik han ifølge Mikkel Faurholdts og Svend G. Kjedsens biografi Ninn (Spektrum, 1994) en rolle som kontaktmand mellem SE og politiske kredse – ikke mindst fordi han allerede fra gymnasietiden havde et nært forhold til den senere toppolitiker Poul Møller, der dengang var formand for Konservativ Ungdom (KU).
‘Modstandsbevægelsen havde brug for politiske meldinger til den illegale presse, og der måtte ikke være usikkerhed om de kanaler, som oplysningerne gik igennem. Derfor var det helt afgørende, at modstandsfolkene have nogle kontakter blandt politikere, journalister og politifolk, som de kunne have tillid til. Ninn-Hansen var en af dem, der sørgede for disse forbindelser,’ skriver forfatterne.
Også derfor sørgede Erik Ninn-Hansen for at holde sig ude af tyskernes søgelys.
Sidst på året 1944 kom Gestapo dog tæt på. Ninn-Hansen og Alf Bent Hermann delte en toværelses lejlighed, og en dag, da de kom hjem, var lejligheden gennemrodet – tilsyneladende fordi tyskerne var på jagt efter Hermann.

Er der nogen, vi kan arrestere?
Som tusinder af andre var Erik Ninn-Hansen med i en militær ventegruppe, hvor man lærte at samle våben og skille dem ad. På befrielsesaftenen 4. maj 1945 cyklede han til en lejlighed i Malmøgade på Østerbro, hvor en gruppe fra Studenternes Efterretningstjeneste var samlet.
‘Hvad de egentlig skal foretage sig er lidt uklart, men natten igennem kører de rundt i Københavns gader i en gasdrevet Ford for at finde nogen, som de kan arrestere,’ skriver Faurholdt og Kjeldsen.
Gruppen blev tilknyttet Feltpolitiet og var bevæbnede med pistoler og håndgranater, men der gik flere dage, før de fik bid.
‘Et par gange får de et tip om en formodet stikker, som de henter, sommetider afhører, løslader eller leverer videre i systemet. Gruppen sørger også for transporter af fanger til Vestre Fængsel,’ hedder det i bogen.
Det var jo ikke noget særligt, og det er netop pointen med denne lille fortælling om Ninn-Hansens modstandsindsats. Den lå langt nærmere det almindelige end storsabotørernes bedrifter og folk, der vovede sig ud i skuddueller med Gestapo eller deres danske hjælpere.  (Fotos fra Mikkel Faurholdt og Svend G. Kjeldsen: Ninn)