I dagene efter den 9. maj 1945 var Jens Toldstrup (1915-1991), lederen af våbenmodtagelserne i Jylland, indstillet på at samle alle villige fra sin modstandsorganisation på flere tusinde aktive og føre dem til Sydslesvig – det gamle danske land.
Den 29-årige mand, som briterne kaldte ‘Europas bedste modtageschef’, var oprørt over en tale som statsminister Vilhelm Buhl havde holdt i Folketinget fire dage efter befrielsen. Her havde han sagt, at ‘grænsen ligger fast’.
For den stærkt nationalistiske Toldstrup havde det været en selvfølge, at Tysklands nederlag skulle bruges som anledning til at skaffe landet ned til Dannevirke ‘hjem’ til Danmark.
Hans folk var motiverede og velbevæbnede, og han var selv på befrielsesdagen blevet hyldet som frihedshelt på Nytorv i Aalborg – og han blev det derefter ved utallige parader for modstandsfolk i foråret og forsommeren 1945

Ville holde situationen flydende
Det var modtagechefens tanke at lade sine folk sætte sig på nøgleposter i Sydslesvig og udnytte sin personlige goodwill i en forhandling med de britiske hærstyrker, der var ankommet få dage før. Det skulle efter planen bevæge briterne accepterede at holde spørgsmålet om områdets nationale tilhørsforhold flydende, til der kunne holdes en folkeafstemning. Kalkulen var, at det skulle skabe en folkestemning i Danmark, der ville sætte Buhl-regeringen over et fait accompli.
Hvis det var sket, ville det have været en parallel til situationen i Østeuropa lige efter Første Verdenskrig, hvor forskellige frikorps førte grænsekrig – ikke mindst langs det slagne kejserlige Tysklands grænse til det nyoprettede Polen.
Det er ikke urealistisk, at et sådant træk kunne have fået indflydelse. Jens Toldstrup var en usædvanlig karismatisk mand, en høvdingeskikkelse. Han havde en evne til at knytte kontakter til sine modstandsfolk på en måde, der skabte livsvarige loyalitetsbånd. Det selv om hans modstandsorganisation var sammensat af folk med vidt forskellig baggrund og politiske synspunkter.

Lyttede til landsbylæge
Toldstrup blev dog hurtigt overbevist af mere besindige modstandskammerater om, at det med at formere en milits og drage mod grænsen ikke var en god ide. Det var ikke mindst den 47-årige læge Anton Rask fra Salling, der politisk var på linje med Toldstrup, men samtidig en fornuftig, eftertænksom mand, der fik modstandslederen til at lytte.
“Hvis du gør det, er du ikke bedre end nazisterne. Så er du ikke bedre end dem, vi bekæmpede. Du skal ikke gøre det!” fremgår det af Merete Justs biografi fra 2013 Anton Rask.
Lægen var blandt modtagechefens bedste venner, og han var i de sidste hektiske krigsmåneder en slags diplomatisk rådigiver for Jens Toldstrup.

Junckers opfindelse
Når Toldstrup, som oprindelig hed Anton Jensen, fik en så fremtrædende position, skyldtes det i det hele taget, at han trods udpræget selvrådighed var klar til at lytte til bestemte folk – til ‘at tage ordrer fra dem’, som han udtrykte det.
Den vigtigste var godsejer Flemming Juncker (herunder tv.), modstandsbevægelsens Jyllands-leder, der var manden, der ‘skabte’ Jens Toldstrup. Helt bogstaveligt, for det var den 11 år ældre Juncker der fandt på det dæknavn, der senere blev modstandslederens rigtige navn.
Det skete i foråret 1944, da Flemming Juncker bad toldassistenten om at blive ny modtagechef, efter at Gestapo havde arresteret Christian Ulrik Hansen. Juncker havde øje for, at Jensen kombinerede et stort organisations- og ledelsestalent med et exceptionelt ildnende engagement.

Masselevering af våben
Det lykkedes Toldstrup at udvikle sin organisation i lyntempo, og det var medvirkende til, at langt de fleste våben, der blev leveret til Danmark med flyvemaskiner, kom til landet i besættelsens sidste år. Over 5000 containere blev fra og med september 1944 kastet ned svarende til over 80 pct. af, hvad der blev leveret gennem hele besættelsen. Jens Toldstrup havde organiseret ca. 20 modtageområder i Jylland, og 61 pct. af den samlede mængde flybårne våben dalede ned med faldskærme over hovedlandet.
Toldstrup organiserede også sabotage, illegale ruter og anden modstandsvirksomhed. Selv om Gestapo efterhånden fik konstateret  hans identitet, holdt han sig utroligt nok på fri fod til befrielsen.   Han klarede sig blandt igennem på frækhed og opfindsomhed. Toldstrup var bevidst om tyskernes respekt for uniformer, og i lange perioder færdedes han omkring i bil og udgav sig for politikommissær eller funktionær i det civile luftværn iført de dertil svarende uniformer.
Hans mobile hovedkvarter var altid klar til at bryde op med minutters varsel, hvis en fare viste sig. I alt nåede Toldstrup og hans nærmeste hjælpere at have hovedkvarter 41 steder. Længst tid var han i Aalborg, men til tider ledede han arbejdet fra mindre byer som Grenå og Hadsund.

Med skammen som drivkraft
Jens Toldstrup, der var vokset op i Assens, havde en radikalt fordømmende holdning over for det politiske system og i særdeleshed over for kapitulationen den 9. april 1940. Han anså folk som Vilhelm Buhl som slet og ret landsforrædere, og var klar til at gøre meget for at undgå, at de etablerede politikere fik lejlighed til at komme tilbage til magten ved at slå mønt af modstandssynspunktets sejr og den plads på allieret side, som det lykkedes Danmark at få.
Jens Toldstrup, der var løjtnant af reserven, anerkendte de demokratiske landvindinger og velfærdsudviklingen i 1930’erne, men slog på, at en krævementalitet var vokset frem, mens pligtfølelsen var på retur. Det kom i hans optik for en dag, da den tyske Værnemagt gik over grænsen.
“For altid vil dette slægtled i Danmark stå med skammen over sig. Det har vredet sig som orm for at komme uden om ansvaret før, under og efter krigen. De er kommet krybende frem i solskinnet for at høste ære, hvor den ikke tilkom dem, og de har hugget deres giftige tænder efter den ungdom, som bare gjorde sin pligt og intet andet,” skrev han i sin erindringsbog Uden kamp ingen sejr fra 1947.
“Men de vil få deres dom. For kommende slægter vil den helt, der bare var en ganske almindelig bydreng, men som havde den opfattelse, at sandhed og ret, fædreland og folk betød mere end hans eget liv, få den største betydning. Gennem ham er historien om Holger Danske blevet sandhed. Og det er ham. som er skyld i, at Holger Danske aldrig mere skal sove så fast, som han gjorde en tid.”

Den jyske strid
Det kan næppe overraske, at den stejle modtagechef rodede sig ud i den mest indædte af alle personkonflikter under besættelsen. Det skete, da oberstløjtnant Vagn Bennike (her th.) i forsommeren 1944 blev udnævnt til Jyllands-leder af ‘den lille generalstab’ – den underjordiske hærledelse under kommando af general Ebbe Gørtz.
Officererne virkede i forståelse med de politikere, der havde haft regeringsmagten til den 29. august 1943.  Forløbet fik betegnelsen ‘den jyske strid’.
På den ene side stod en ung, brændende idealistisk mand, der allerede gennem måneder havde vist gode resultater. På den anden side stod en 56-årig karriereofficer, der stillede sig uforstående over for Toldstrups attitude. Som reserveofficerer måtte løjtnant Jensen da vide, at enhver ny chef begynder med at etablere sin autoritet og skaffe sig overblik over organisationen, har Bennike vel tænkt.
Men oberstløjtnanten måtte hurtigt indse, at modtagechefen ikke ville indordne sig og tværtimod sendte ham stridbare breve. Striden eskalerede, og trods flere mæglingsforsøg varede den mere eller mindre ved til befrielsen.

Aktivisten mod systemmanden
Balladen var ikke bare en personkonflikt; den rummede dybe uenigheder. Vagn Bennike holdt sig dybt under jorden på præstegårde og godser, og han kunne kun kontaktes gennem flere lag af kurerer. I hans øjne løb Toldstrup med en meget udadvendte optræden uhørte risici, og han deltog endda ind imellem selv i aktioner.
Bennike ledede jernbanesabotagen, men holdt modstandskampen i en mere begrænset skala, end Toldstrup ønskede. Vagn Bennike forfulgte ‘den lille generalstabs’ højeste prioritet – opbygningen af en underjordisk hær, der kunne hjælpe de allierede under en eventuel invasion, og som – ikke mindst – kunne sikre samfundets stabilitet, når tyskerne var slået.
Toldstrup prioriterede opbygningen af ventegrupper lavere. Han ønskede kamp mod besættelsesmagten her og nu og lagde ikke skjul på, at formålet var at få så mange historier om dansk kampvilje i de udenlandske aviser, så man kunne få sonet skændslen fra den 9. april 1940.

Bennike blev ført frem
Frihedsrådet tog Bennikes parti og besluttede at fjerne Toldstrup, og der synes at have været planer om at likvidere ham. Tilsyneladende var det oberstløjtnantens livvagt Bill Elmøe, der var udset til opgaven.
Modtagechefen kunne imidlertid henvise til britisk støtte. Stormagtens militærmyndigheder ønskede ikke at udskifte den mand, der havde sørget for et modtagearbejde af en så høj kvalitet, at leveringer til Danmark var blevet opprioriteret.
Det lykkedes derfor Toldstrup at beholde sin position, men ved befrielsen viste det sig med det samme, hvem der havde fat i den lange ende. Vagn Bennike blev udnævnt til generalmajor, og myndighederne fik præpareret aviserne, så Bennike på befrielsesdagen var på forsiden af mange aviser under overskriften ‘Alle drenges helt’. Unægtelig en omtale, der ville have passet bedre på Toldstrup end på den ikke helt unge oberstløjtnant.

Marginaliseret efter krigen
De etablerede politikere var i alliance med ‘den lille generalstab’ for længst i gang med at sikre sig aktier i den sejrende modstandsbevægelse. Konsensus-fortællingen var opstået: Bortset fra de danske nazister gjorde et enigt folk modstand – nogle på den passive henholdende måde, andre blot med ‘den kolde skulder’, mens endnu andre bekæmpede besættelsesmagten med våben.
Det officielle Danmark har betalt modstandsfolkene tilbage i form af Mindelunden i Ryvangen og andre mindesteder samt højtideligholdelse af vigtige mærkedage.
Toldstrups fandt i sit ønske om et andet samfund og straf over de ansvarlige for den 9. april ikke støtte hos briterne, der ellers værdsatte ham så højt. De allierede havde tværtimod i lang tid satset på Vilhelm Buhl som den mand, der bedst kunne sikre stabiliteten i Danmark i overgangstiden fra krig til fred.
Så kunne man i stedet belønne Jens Toldstrup med en medalje, og det gjorde man. Den tidligere modtagechef fik ifølge forfatteren Sven Ove Gades biografi Toldstrup (2011) senere fornemme ordner fra Storbritannien, USA, Norge og Frankrig, men aldrig nogen dansk hædersbevisning. Ikke engang en Dannebrogorden kunne det blive til.
Toldstrup skabte sig en tilværelse i efterkrigssamfundet som bl.a. kjolefabrikant, og han boede i perioder i Spanien og Nigeria. Men han var altid præget af, at han aldrig senere kom til at spille en rolle, der blot tilnærmelsesvis var på linje med den, han havde haft, da han var en mand i tyverne.

• Peter Laursens interview fra 1985 i DT-TV med Jens Toldstrup ligger i to dele på youtube her og her
• Du kan læse et tidligere indlæg om bl.a. én af Toldstrups nære modstandskammerater Jørgen Hesseldahl her
• Den omstridte Vilhelm Buhls rolle har jeg omtalt her