Jeg undrede mig meget, da jeg i søndags sad ved eftermiddagskaffen og læste denne anmeldelse af historieprofessor Claus Bryld af Henning N. Larsens nyudkomne bog Benådet (Nyt Nordisk Forlag) i Politikens bogtillæg. Jeg kunne ikke rigtig forbinde den ekstremt negative vurdering med den bog, jeg havde læst. Det slog mig med det samme, at det er et fejlskud af Politikens redaktion at bede netop Claus Bryld om at anmelde bogen, der handler om de 32 benådninger af dødsdømte under retsopgøret.

Barndom i retsopgørets tegn
De fleste, der læser dette indlæg, kender muligvis Claus Brylds baggrund, men alligevel en kort præsentation:
Han er født i 1940 som søn af en af de fire Bryld-brødre, der var centralt placeret i det danske nazistparti DNSAP. Partiføreren Frits Clausen kom som privat gæst i barndomshjemmet. Efter krigen – da Claus var mellem fem og 10 år – vandrede faderen og farbrødrene ind og ud af fængsler og fangelejre og til retsmøder. I nogle år efter faderens løsladelse gik familien i en slags frivilligt eksil i Tanger i Nordafrika for at få omgivelsernes reaktioner på familiens rolle under besættelsen på afstand og starte på en frisk.
Alle de fire brødre og også Claus Brylds mor døde i en ret tidlig alder – flere af dem tilsyneladende af sygdomme fremprovokeret af ydmygelserne under retsopgøret og den sociale isolation i tiden derefter. Bryld overvejede en kort overgang som ung at skifte sit let genkendelige efternavn ud.

Pionerfortælling
Claus Bryld har fortalt om familiens historie i bogen Hvilken befrielse – fortælling fra en opvækst i nazismens og retsopgørets skygge fra 1995 (udkom i væsentligt revideret udgave i 2008).  Det har næppe været en let beslutning at udgive bogen, for ingen andre i slægten ønskede at gå ud i offentligheden, og flere var lodret imod.  Jeg interviewede ham selv om familiefortiden i november 2011 i forbindelse med en artikelserie i Ekstra Bladet om personer og familier med nazistisk fortid. Han ønskede forskellige aftaler på forhånd, men da de var på plads, bidrog han velvilligt, generøst og ikke specielt vagtsomt.
Jeg var godt tilfreds med de udtalelser, jeg fik med hjem. I det hele taget synes jeg – og det er vel bredt anerkendt – at han har givet et afgørende bidrag til tabersidens historie i forbindelse med retsopgøret, der nærmest var ukendt, da første udgave af Hvilken befrielse udkom.

Godt debatindlæg
For mig virker det oplagt, at man ikke kan antages at være nogen velegnet anmelder af bøger om retsopgøret, når netop retsopgøret har været så afgørende og negativ en faktor i ens liv.
Jeg synes, at Claus Brylds artikel er glimrende som et velformuleret og fyndigt indlæg om det principielt umoralske i dødsstraf. Synspunkterne er tydelige, og angrebene på Henning N. Larsen går jo ikke ud over, hvad man må finde sig i, når man stikker næsen frem. Brylds artikel burde bare have stået på debatsiderne.
Efter min opfattelse er den slet ikke en anmeldelse, i hvert fald ikke en historiefaglig en af slagsen. 85 pct. af artiklen er moraliserende med ordet ‘usympatisk’ som ledetråden. Henning N. Larsens synspunkt – at dødsstraf under de særlige vilkår lige efter krigen var en beklagelig nødvendighed – er efter Brylds mening tilsyneladende så langt ude, at enhver dialog er irrelevant. Bryld mener, at selve det, at Henning N. Larsen bringer kapitler med navne, foto og sagsbeskrivelser af hver af de 32 benådede er så uetisk, at det overflødiggør enhver yderligere vurdering af bogen.

Egentlig vurdering mangler
Jeg savner flere ting, som jeg som læser forventer at kunne finde i en anmeldelse i Politiken:
1). En præsentation, evt. kortfattet, af forfatterens præmis og målsætning. I et neutralt, nøgternt sprog.
2). En vurdering af, om han/hun lever op til sin målsætning.
3). En vurdering af bogens sprog, opbygning og argumentation.
4). Claus Bryld konstaterer med hensyn til Ditlev Tamms værk Retsopgøret efter besættelsen, at han ikke ‘kan se, hvad det er brugt til’. Javel så. Hvis Henning N. Larsen ikke har inddraget retsopgørets førende historiker i forsvarligt omfang, så ville jeg regne med at få uddybet, om det har konkret betydning for fremstillingen – og i givet fald hvilken.

Med arkivloven på sidelinjen
Flere andre ting falder mig i øjnene ved en nærmere gennemlæsning:
1). Det kommer i anmeldelsen til at fremstå, som om Henning N. Larsen har overtrådt om ikke de skrevne, så i hvert fald de uskrevne etiske regler for overholdelse af privatlivets fred i forbindelse med arkivadgang til retsopgørssager. Det er tværtimod mit indtryk, at Larsen har været omhyggelig med at overholde arkivloven. Myndighederne har blot i deres praksis siden ca. 2000 taget bestik af, at der er gået mange år, siden Ditlev Tamms værk udkom i 1984 med anonymisering af stort set alle følsomme navne. Henning Larsen har med arkivadgangen fået offentlig tilladelse til præcis den formidling, han har fremlagt i sin bog – lige som f.eks. Peter Øvig Knudsen tidligere har fået det til bøgerne Efter drabet og Birkedal. Og Erik Haaest til Hipo-folk. De adgangsgivende myndigheder ved godt, hvad de giver lov til. Og de domfældtes mentalerklæringer, som Bryld specielt nævner, har været fremlagt på offentlige retsmøder.
2). Endnu mere undrer det mig, at Claus Bryld efterlyser stof om de benådedes efterkrigsliv. Det ville kræve kontakt til de domfældtes efterkommere, og det er et brud på arkivloven at kontakte efterkommere til de domfældte ud fra oplysninger, man alene har fra arkivmaterialet. Jeg er enig med Bryld i, at det er en mangel i bogen, men jeg ser det som et tegn på, at Henning Larsen netop lægger vægt på at overholde arkivloven, og at han, derudover, formentlig helst har villet undgå på at trække på oplysninger fra Erik Haaest, der i Hipo-folk er gået tæt på efterfængselslivet for de benådede medlemmer af Lorenzen-banden.
3). Claus Bryld bruger de første 25 pct. af teksten på selv at redegøre for emnet, og i resten af artiklen inddrager han hyppigt eget, alternativt stof – især fængselspræsten Erik Carlés bog. Resten af pladsen bliver brugt på hurtige, affejende nedslag. Bryld går ikke i dialog med den bog, han foregiver at anmelde.

Navn og foto – ja selvfølgelig
I modsætning til Claus Bryld mener jeg, at det er en kvalitet ved bogen, at Henning N. Larsen gennemgår hver af de 32 sager.  Naturligvis skal vi have navne og billeder på de dødsdømte og senere benådede. Over halvdelen af deres navne har kunnet findes på nettet i adskillige år, og ellers kan man finde deres navne i de årlige Hvem, hvad, hvor fra slutningen af 1940’erne.
Jeg må undre mig over Claus Brylds puritanisme. Er der nogen, der forestiller sig, at man skulle holde op med at beskrive Blekingegadebandens aktiviteter ved enhver lejlighed, hvor en journalist eller forfatter måtte finde det for godt, blot fordi gerningsmændene har udstået deres straf? Har der været indvendinger mod de jævnligt udkommende bøger om gamle drabssager, selv om der er løsladte gerningsmænd, der prøver at finde en vej i livet igen? Har politimorderen Palle Sørensen et krav på at få fred for omtale af drabene på de fire betjente på Amager i 1965?

Retfærdige domme
De 32 benådede var torturbødler, stikkere eller terrorister af den allerværste slags, der modtog deres domme med rette. Også de havde ret til en mulighed for at bygge et rimeligt liv op efter udstået straf, men når det  handler om forbrydelser i denne kategori kan man efter min opfattelse aldrig vinde retten til, at fortidens gerninger forbliver uomtalte.
Henning N. Larsens bog er interessant, og personligt vil jeg få god brug for den i forbindelse med mit projekt om modstandsbevægelsen, fordi de enkelte sager indeholder meget relevant stof om modstandskampen. Men jeg kan ikke anbefale bogen til folk med tendens til depressioner. De mange beretninger fra torturkamre er barsk og rystende kost. Men det er et vigtigt historisk bidrag, at også denne side af retsopgøret bliver oplyst – i fuldt omfang.