Et markant forløb i den kommende film ‘Hvidstengruppen II – De Efterladte’ bliver de oplevelser i tysk fangenskab, som 17-årige Gerda Fiil og 27-årige Kirstine Fiil Sørensen (‘Tulle’) måtte igennem.
De var døtre af Marius og Gudrun Fiil, kroejerparret i Hvidsten, og de blev idømt henholdsvis to års ungdomsfængsel og fængsel på livstid ved den tyske krigsret i København i juni 1944. Det var ved den lejlighed, at otte medlemmer af gruppen blev dødsdømt for derefter at blive henrettet i Ryvangen den 29. juni.
Gerda og Kirstine Fiil Sørensen blev transporteret til Tyskland sammen med den 50-årige Monica Wichfeld, godsejerfrue på Engestofte på Lolland, den 25-årige biblioteksstuderende Else Elisabeth (‘Pie’) Baastrup Thomsen og den 27-årige Grete Jensen fra Aalborg, hvis mand, Hans-Henrik Jensen i april 1944 var blevet dræbt under en likvideringsaktion.
De to Hvidsten-kvinder blev anbragt i flere nordtyske fængsler, som de med korte intervaller blev flyttet imellem. Gerda Fiil delte i en periode celle med Monica Wichfeld, indtil den 17-årige pige allerede i august 1944 blev løsladt og sendt hjem til Danmark. ‘Tulle’ blev i november transporteret til tugthuset i Cottbus, hvor hun kom til at dele celle med fru Wichfeld, ‘Pie’, Grete Jensen samt endnu en dansker, Alice Bergmann Jensen. Hende vides der kun lidt om, og hun er ikke med i filmen.
Sidst i januar 1945 flyttedes fangerne vestpå til tugthuset i Waldheim ved Leipzig, da artilleridrøn indvarslede, at Den røde Hær nærmede sig Cottbus. Monica Wichfeld døde i Waldheim af en lungebetændelse, hun pådrog sig  under den hårde transport i iskoldt vejr, mens de øvrige kvinder klarede sig igennem til befrielsen.

Fik slået tænder ud under Gestapo-forhør
Grete Jensens baggrund er væsentlig mindre kendt end Kirstine Fiil Sørensens, ‘Pie’ Baastrup Thomsens og Monica Wichfelds. Deres rolle i modstandskampen og videre skæbne er alle meget velbeskrevne. Jeg vil derfor bringe en passage fra bind 3 af Modstand – min fremstilling i fire bind af frihedskampen 1940-45 – hvori omstændighederne omkring hendes arrestation skildres på side 471-472:
“Den 10. april 1944 gik en gruppe modstandsfolk i Aalborg i aktion for at likvidere kørerlærer Ernst Mikkelsen, den mest frygtede danske Gestapo-mand i byen – kendt som ’Stikker-Mikkelsen’. Angivelig overlevede han på grund af en skudsikker vest, og en Gestapo-styrke dukkede op.
Under en ildkamp blev den 32-årige tømrer Hans Henrik Jensen alvorligt såret. Han døde dagen efter på det tyske lazaret, efter at tyskerne forgæves havde forsøgt at holde liv i ham.
Hans hustru Grete blev arresteret, og et våbenlager blev afsløret i en kaninfarm, som parret havde. Grete Jensen blev afhørt på Højskolehotellet af et større antal Gestapo-folk. Hun fik ifølge sin erindring mange år senere tænderne slået ud, og manden, der havde overlevet likvideringsforsøget, gik forrest.
”Mikkelsen, han havde en stor schæferhund, og den lod han hoppe op af mig og sagde: ’Hvis du ikke siger det her, så får vi den sgu til at bide dig’,” fortalte hun.
Gestapo forsøgte at afhøre Grete Jensens syvårige datter om våbenskjulesteder, og moderen fik at vide, at den lille pige skulle bortadopteres til Tyskland. Det var dog ikke rigtigt; hun blev anbragt hos bedsteforældrene. Efter et par uger i Kong Hans Gades arrest blev Grete Jensen overført til Vestre Fængsel.”
Grete Jensen spilles i ‘Hvidsten II – De Efterladte’ af Nadia Kvist.

‘God støtte i fru Wichfeld’
Hvis nogle skulle ønske at gå dybere ned i historien, inden filmen får premiere, kan jeg varmt anbefale at låne Sven Arvid Birkelands bog Taget af tyskerne (Gyldendal, 2007) og læse siderne 45-56. Birkeland gennemførte som pensioneret overlæge en lang række interview for at kortlægge de psykiske langtidsskader, som blandt andet modstandskampen havde forårsaget.
En af samtalepartnerne var den nu 89-årige Grete Jensen, og man mærker tydeligt på de kortfattede svar, hvor svært det var for hende at tale om oplevelserne. Samtidig viser Sven Arvid Birkeland sig som den dygtige interviewer, der alligevel fremkalder en fortælling, der får fortiden til at stå skarpt.
Et kort uddrag:
“Fik du nogen hjælp til at komme over det psykiske?
Nej, det har jeg tænkt meget på nu. Alle de mennesker, det går ud over, de får krisehjælp, det var der ikke noget, der hed dengang. Det havde vi haft brug for, også i dag.
Ja, for du havde det skidt.
Ja, det havde jeg, og det har jeg tit.
(…)
Men det må jo have været forfærdelig tungt både at miste sin mand og desuden tro, at ens barn var sendt til Tyskland, og selv sidde nede på ubestemt tid.
Ja, men da havde jeg en meget god støtte i fru Wichfeld.
Hun var meget dygtig til sådan at holde modet oppe?
Ja, det var hun. Når man var ked af noget, så var hun der med det samme.
Ja, og hun havde jo selv en trang skæbne, må man sige.
Ja, det havde hun, og hun var dejlig.”