Skal tre bind blive til fire?
Jeg skal bruge op mod en million kroner til totalfinansiering for at gennemføre flerbindsværk om modstandskampen. Bind 1 udkom i 2015
Indsamlingsmål: 443.500 kr. (100 pct.)
Videregående mål: 925.000 kr. (208,6 pct.)
Indsamlingsperiode: 30. marts til 26. juni 2017
Knap en million. Ja, så meget kommer det til at koste at gøre mit flerbindsværk Modstand om modstandsbevægelsen færdig. Næsten i hvert fald – og det uanset om værket bliver på tre eller fire bind. Hvad løsningen bliver, er nemlig ikke afgjort endnu. I tilfælde af et firebindsværk skal 925.000 kr. indsamles i løbet af de næste tre måneder for at producere bind 2 og 3.
Det er den løsning, jeg foretrækker, da den giver de bedste rammer for mine ambitioner med arbejdet. Det beløb forsøger jeg nu at indsamle i en bredt anlagt indsamling kombineret med ansøgninger til etablerede fonde.
Plan B
Beløbet er meget ambitiøst, og hvis det skulle vise sig umuligt at nå, har jeg en plan B, der i første omgang kræver et mere overskueligt beløb. Den går ud på alene at søge midler til at producere bind 2 af den indtil nu planlagte trebindsversion af værket.
For at rumme de mange dramatiske højdepunkter og følelsesmættede handlingsforløb vil der være et udvidet sideantal til rådighed i forhold til bind 1, der udkom i 2015 og er på 571 sider. Fagligt og fremstillingsmæssigt er denne grundversion absolut også forsvarlig. Hvis det bliver udgangspunktet, kan bind 2 produceres for 443.500 kr.
De to modeller i en nøddeskal:
Firebindsløsningen: Udgivelse af bind 2 i 2018, bind 3 i 2019 og bind 4 i 2020. Indsamlingsbehov: 925.000 kr. inden den 26. juni 2017
Trebindsløsningen: Udgivelse af bind 2 i 2018 og bind 3 i 2020 Indsamlingsbehov: 443.500 kr. til bind 2 alene inden den 26.- juni 2017.
Ny crowdfunding med ca. samme eller lidt større målbeløb gennemføres senere til produktion af bind 3.
Beløbene skal ses i lyset af, at arbejdet ikke lader sig gennemføre ved siden af et fuldtidsarbejde. Tværtimod er jeg nødt til at kunne koncentrere mig helt om Modstand i længere perioder for at nå i mål med projektet.
Totalfinansiering
Jeg samler ind til en totalfinansiering. De nødvendige beløb handler ikke kun om mine leveomkostninger. Uanset om det indsamlede beløb muliggør en trebinds- eller en firebindsløsning, vil jeg, så snart resultatet af indsamlingen er konstateret, få en opkrævning svarende til knap en tredjedel af beløbet fra Politikens Forlag. Det skyldes primært, at forlaget skal have 100.000 kroner pr. bind som bidrag til produktionsudgifterne.
Resten af beløbet skal gå til bidrag til mine leveomkostninger. Markedet for faglitteratur i Danmark er så lille, at ekstra royalty for bogsalg i første omgang næppe bliver andet end lommepenge – selv i tilfælde af et tilfredsstillende salg. Når det gælder egen indtjening undervejs er mine muligheder foredrag, freelance-journalistik, kommunikationsopgaver og korttids-ansættelser.
‘Mange bække små…’
Hvis du har interesse for denne udgivelse og kan undvære 100, 300 eller 600 kr., må du endelig ikke undlade at bidrage ud fra en opfattelse af, at det ikke nytter noget, når så stort et beløb skal samles ind. Jeg tror, at ’mange-bække-små’-princippet kan række et pænt stykke.
Fondsansøgninger bliver nødvendige; de første er allerede afsendt. Jeg ved, at fondsbestyrelser ofte, når de skal tage stilling til en ansøgning, interesserer sig for, hvem der ellers bidrager. Det er tit det første spørgsmål, der stilles. Derfor kan et stort antal mindre bidrag være med til at udløse fondstildelinger, der ellers ikke ville være kommet.
Bliv nævnt i bogen for 300 kr.
Indsamlingen vil blive gennemført efter reward crowdfunding-princippet, dvs. at der kommer noget tilbage til bidragyderen alt efter, hvor meget man giver. Hvis du giver blot 300 kr., bliver du nævnt på en donorliste bagi bind 2. Se den komplette liste over rewards her.
Indsamlingen løber til den 26. juni, altså i tre måneder. Der er ingen risiko ved at bidrage. I får kvittering for jeres bidrag, og hvis det ikke lykkes mig at indsamle mindst 443.500 kr. i perioden, bliver alle pengene tilbagesendt til donorerne fratrukket et administrationsgebyr på 5 %.
Hvis indsamlingen bliver fuldført og pengene udbetalt, beholder crowdfunding-udbyderen www.booomerang.dk (ja, tre o’er) 7 % af det indsamlede beløb som betaling for platformen.
Kan du sætte et direkte link til indsamlingen ind?
Ja, selvfølgelig. Det er da oplagt. Tak! https://www.booomerang.dk/projects/modstand/