Efter min udsendelse af kapitlet ‘Besættelsesdag på fjerne kyster’, der blev skåret væk i den endelige version af min bog Modstand, har forfatteren Hans Elfelt Bonnesen indsendt følgende kommentar:
“Fra ovenstående udsnit – som er særdeles interessant – får man det indtryk, at der var en overvejende, ja nærmest grundfæstet stemning blandt danske søfolk om at man ville blive ‘ude’, og gå i allieret tjeneste.
Jeg mener, at dette er en overvurdering, idet det andre steder er blevet omtalt, at der var mange danske søfolk, der sagde ‘nej-tak’ og hellere ville vende hjem til Danmark.
Et sted har jeg læst, at op mod 50% af de adspurgte reagerede negativt på tanken om at ‘gå i krig’.
Hvilket de så heller ikke gjorde.”

SVAR: Grundlæggende har jeg den opfattelse, at søfolkenes vigtigste bevæggrunde til at gå i allieret tjeneste var patriotisme – dvs. ønsket om at kæmpe for Danmarks befrielse på allieret side – pligtfølelse, maskuline æresbegreber og lignende. Derfor har teksten fået det præg, den har.
Men jeg forstår godt Bonnesens indvending, for der er ingen grund til at tro, at søfolk i den danske handelsflåde i udgangspunktet var hverken mere eller mindre fædrelandskærlige, kampivrige, tyskfjendtlige m.v. end befolkningen som helhed. De blev bare på en helt anden og mere kategorisk måde sat i en valgsituation af Danmarks kampløse besættelse den 9. april 1940.
– For det første vil jeg sammenligne med en frihedskæmper hjemme i Danmark, der tre-fire år inde i besættelsen efter måneders overvejelse vælger at gå ind i en modstandsgruppe trods de farer, det betyder. Den mulighed for at lade en beslutning modnes havde søfolkene ikke. De skulle nærmest på stedet tage stilling til, om de ville sejle for de allierede eller rejse hjem til det tyskbesatte Danmark over Sovjetunionen, der på dette tidspunkt endnu var neutralt. I nogle tilfælde blev beslutningen truffet om bord på skibe, der havde forladt britisk havn med kurs mod Danmark. Et skibsråd afgjorde, om skibet skulle fortsætte mod f.eks. Esbjerg eller vende om.
– For det andet blev søfolkene på en meget håndfast måde konfronteret med omverdenens reaktion på Danmarks kapitulation. De så avisoverskrifter som ‘Danmark kapitulerer, Norge kæmper’, og om en tabende bokser hed det ‘He lay down like a Dane’. Danskerne blev i allierede havne klassificeret som enemy aliens (‘fjendtlige fremmede’) og skulle igennem en omfattende screening. De danske skibe måtte stryge Dannebrog.  Det virker troværdigt, at den slags hændelser har haft en stærk virkning på søfolkene.
Kilderne til oplysningen om, at 90 pct. af handelsflådens mandskab valgte at sejlede for de allierede fremgår af noterne. Jeg kan tilføje, at de fire historikere bag Danmark besat (Claus Bundgård Christensen, Joachim Lund, Niels Wium Olesen og Jakob Sørensen) bruger søfartshistorikeren Christian Tortzens mammutværk i fire bind Søfolk og skibe 1939-45 – Den danske handelsflådes historie under Anden Verdenskrig (1981-1985) som kilde. Selv har jeg  nøjedes med ‘folkeudgaven’ af Tortzen med titlen Kampen på havet (Informations Forlag, 2011).
Forfatterkollektivet bag Danmark besat konkluderer om krigssejlerne:
“De danske søfolks reaktion skal ikke nødvendigvis  ses alene som et udslag af trang til at hjælpe de allierede. (…) Beslutningen om at sejle under f.eks. britisk flag skyldtes for manges vedkommende de triste alternativer. Det var ikke nemt at komme tilbage til Danmark, og hvis de afmønstrede i et fremmed land, ville de være henvist til tilfældigt arbejde, hvilket indebar ganske usikre fremtidsudsigter for den enkelte. Paradoksalt nok fremstod allieret tjeneste som det sikre alternativ.”
Her synes jeg, der er grund til at nævne, at for søfolkene indebar deres valg i 1940, at det i betragtning at Tysklands tilsyneladende uovervindelighed var højst usikkert, om de nogensinde ville få Danmark og deres familie og venner at se igen. Alternativet – at rejse gennem Rusland – var møjsommeligt og strabadserende, men det kunne lade sig gøre og var relativt sikkert.
En grund til, at langt de fleste alligevel tog det heroiske valg, kan have ligget i holdningsfællesskabet i skibsbesætningerne med deres traditionelt stærke hierarki. Dette har – sammen med selve identiteten som sømænd – virket som et afgørende holdepunkt i en farefuld tid. Først på det skib, den enkelte sømand befandt sig på, da valget skulle træffes – senere i havnebyen Newcastle, der blev det faste samlingssted for danske søfolk, når de ikke var til søs.
Hans Elfelt Bonnesens indlæg vækker den eftertanke, at søfolkene har forholdt sig individuelt forskelligt til forholdene, selv om den afgørende beslutning på skibene ofte blev truffet en bloc – formentlig næsten altid under toneangivende besætningsmedlemmers stærke indflydelse.

Jeg kan til sidst nævne, at Bonnesens navn ikke var ukendt for mig ved modtagelsen af indlægget, idet jeg har to af hans bøger med på min litteraturliste. Det er Hemmelig dansk radiotjeneste under Anden Verdenskrig (Borgen, 1992) og Med fup og faldskærm – Roland Olsens krigsdagbog (Webers forlag, 2014). Sidstnævnte er de betydningsfulde efterladte optegnelser fra den modstandsindstillede kriminaloverbetjent Roland Olsen (1903-1972), som jeg får brug for at trække på i alle tre bind af Modstand.