Det forfærdelige afsluttende kapitel af Danmarks besættelse, der rummede over 60 henrettelser af danske modstandsfolk i Ryvangen i København i løbet af mindre af to måneder, endte med, at 10 unge mænd fra Fredericia-området blev skudt blot 16 dage før befrielsen. Én af dem blev benådet umiddelbart før eksekutionen, mens de ni andre blev skudt.
Modsat alle andre frihedskæmpere fik de ikke engang lov til at skrive afskedsbreve til deres efterladte.
I dette uddrag fra bind 4 af Modstand har jeg skildret, hvordan det gik til, da de 10 blev arresteret. Teksten er identiske med den, du finder i bogen bortset fra, at mellemrubrikker er tilføjet.

—– —–

Helge Hermann besluttede sammen med en kammerat at lave en jernbanesabotage på egen hånd. (Nationalmuseet)

Natten til den 2. marts 1943 var to unge Fredericia-sabotører, Erik Vestergaard og Robert A. Jensen,  meget tæt på at blive arresteret af en tysk patrulje, da de gennemførte en aktion mod jernbanen øst for Bredstrup. Nu gjaldt det om at forhindre, at andre forsøgte sig samme sted.
De to sabotører gav – som det var reglen – straks overbetjent H.V. Sonneby, der var blevet sabotageleder efter Finn Dalgaard, besked om, at der var særlig risiko på banen nord for byen. (…)

Tortureret efter uforsigtig aktion
Halvandet døgn efter den mislykkede jernbanesabotage ved Fredericia, den 3. marts 1945, gik det galt. Dels var advarslen ikke nået ud til alle grupper, dels besluttede to sabotører imod reglerne og uden at informere sabotagelederen at lave deres egen sprængning. Det var den 19-årig ingeniørstuderende Ib Schaltz og den 23-årige ekstraarbejder ved DSB i Fredericia Helge Hermann.
De lånte deres gruppeleders cykel til transport af sprængstoffet, men ved Stenhøjsbroen blev de standset af en tysk officer. Han så imidlertid gennem fingre med, at den ene af dem stadig havde en pistol, men tilsyneladende var de unge mænd for chokerede til at gøre noget forsøg på at flygte.
Hermann og Schaltz blev derfor udleveret til Gestapo og ført til Pjedsted forsamlingshus, hvor Per Birkedal Hansen med det samme tog fat på hård tortur. I løbet af aftenen lykkedes det at fremtvinge navne på flere fra gruppen.

Iver Lassen havde ingen mulighed for at slippe væk, da en talstærk Gestapo-patrulje ringede på midt om natten. (Nationalmuseet)

Reddede kammerat med ringeapparat
Gruppelederen anede uråd, fordi cyklen ikke som aftalt var blevet leveret tilbage inden kl. 18. Han nåede imidlertid ikke at advare andre.
”Kl. halv fire ringede det på døren (…). Vi lod dem ringe, de forsøgte på forskellig vis at komme ind,” fortalte faderen til den 21-årige handelslæring Iver Lassen.
Da det ikke lykkedes, slog de dørruden itu og skaffede sig adgang. Der var fem svært bevæbnede mænd, bl.a. Birkedal Hansen. Inden de kom ind havde Iver nået at advare sin nærmeste ven. Ebbe Jensen, der boede i nabolaget. De to havde lavet et elektrisk alarmsystem mellem deres boliger, og Ebbe slap væk. Om morgenen begyndte det at rygtes, at en hel gruppe var blevet taget.
”Man forsøgte i panik at redde, hvad reddes kunne,” skrev forfatteren Sven Lundberg.
”Da Erik Vestergaard mødte på arbejde kl. 7 (…), blev han bedt om at komme ned til snedkermester Lorentzens værksted i Danmarkstræde.”
Her var kammeraten Robert A. Jensen i lære, og de fik besked på at løbe ned for at advare Helge Hermann, som boede i de umiddelbare nabolag. Men da de kom ind på gårdspladsen, gik Gestapo der allerede. De vendte lige så stille om og forsvandt.

Julius Grarup undgik modsat tre kolleger på stationen i Taulov anholdelse og kunne derfor mange år senere berette om begivenheden i denne avisartikel, der er blevet udleveret af Grarups søn.

Sabotageleder flygtede
Et gruppemedlem, som boede hos sine forældre, undgik anholdelse, fordi han sov på et loftsværelse, som tyskerne ikke opdagede, da de brød ind. Op ad dagen slap han ud af huset. Tyskerne bevogtede alle udgangsporte fra den indre by, men den unge mand slap ud uden at blive bedt om legitimation ved at følges med nogle ældre damer og dermed komme til at se uskyldig ud.
Det lykkedes også sabotagelederen H.V. Sonneby at komme væk ved hjælp af en trafikassistent ved jernbanen, der lukkede ham inde i en pakvogn i et tog, der skulle til Sjælland. Jernbanemanden fulgte selv med toget og lukkede først den blinde passager ud, da det havde passeret Storebælt.
(…)

Koldblodig DSB-mand slap væk
Jernbanesabotagegruppen i Taulov ved Fredericia var blevet advaret, og de fleste gik under jorden i dagene efter anholdelserne i Fredericia. Alligevel lykkedes det Gestapo at pågribe tre, der alle var ansat på stationen, den 6. marts 1945. Det var den 26-årige Henry Jakobsen, den 28-årige Karl G. Kolding og den 25-årige Eluf P. Månsson.
”Den ene kom kørende i en bil, som han netop skulle bruge til at flygte med. En anden blev taget i sit hjem. Den tredje var igen på sit arbejde på stationen (…) Ved side af stod fjerdemanden i gruppen, Julius Grarup, med kælenavnet ’Julle’,” skrev Sven Lundberg.
Gestapo lod sig imidlertid i denne omgang bluffe.
”Julius Grarup stod på deres liste – ikke nogen ’Julle’. (…) Da Gestapo var væk, kunne han lige så stille hænge sin kasket og arbejdskittel på knagen – og gå under jorden.”

Læs evt. om samme emne dette