Den danske styrke i Sverige, der endte med at blive på over 3000 mand, blev i lang tid betegnet som ‘polititropper’ af hensyn til værtslandets neutralitet. Fra efteråret 1944 kaldtes den stadigt hyppigere det, den var: en dansk brigade. (Nationalmuseet)

De fleste frivillige i Den danske Brigade havde meldt sig for at kæmpe aktivt mod den tyske besættelse. Det vakte derfor mistro og modvilje, da mere og mere tydede på, at styrken skulle holdes i beredskab til Danmarks besættelse var slut. Den 28-årige læge Jørgen Røjel og den 44-årige kaptajn O.C. Brøndum delte fuldt ud holdningen og tog – for det fremgår herunder – konsekvensen af den.
Teksten er identisk med ordlyden i flere sammenstykkede afsnit fra ‘Modstand-4’. Kun mellemrubrikkerne er tilføjet.

—– —–

Omtrent samtidig søgte den 28-årige Jørgen Røjel, der var flygtet til Sverige efter sabotagen af Langå-broerne, forflyttelse fra sin lægetjeneste ved Den danske Brigades Sofielund-forlægning til Håtunaholm-lejren ved Stockholm. Han var ved at forberede sig på flugt.
Røjel overvejede sammen med artillerikaptajn Otto Christian Brøndum at rejse hjem til Danmark for at deltage i modstandskampen. De havde begge længe anet, at det ikke var meningen, at brigaden skulle bruges til kamp mod tyskerne, men til at sikre ro og orden efter en kapitulation.

Kaptajn Brøndum afsat
Umiddelbart efter at (artillerikaptajn) O.C. Brøndum midt i juli 1944 var vendt tilbage (til Sofielund-lejren) fra sommerferie, brød en konflikt ud i lys lue der havde ulmet i månedsvis mellem oberstløjtnant Frode Lund Hvalkof, lejrens chef, og den aktivistiske Brøndum, der ved erklæringen af militær undtagelsestilstand den 29. august 1943 havde ført sit batteri til Sverige.
Den 20. juli 1944 blev han afsat som kompagnichef – officielt fordi infanteristerne opfattede ham som artillerifikseret og derfor af militærfaglige grunde var utilfredse. Det lå dog i luften, at det kun var et påskud for at slippe af med en mand, som hverken Hvalkof eller den øverste chef, generalmajor Kristian Knudtzon, følte sig tryg ved.

Mange år efter krigen fortalte Jørgen Røjel (1916-2007), at det ikke mindst var henrettelserne af de otte medlemmer af Hvidstengruppen den 29. juni 1944, der fik ham til at føle sig forpligtet til at risikere alt, vende tilbage til Danmark og deltage i den aktive kamp. (Nationalmuseet)

Frygt for disciplin-skred
Brøndums folk reagerede ved at sende en solidaritetserklæring direkte til generalen uden om Hvalkof. Oberstløjtnanten gik i aktion for at forhindre disciplinen i at skride. Han talte med underskriverne enkeltvis og afkrævede dem fornyet forsikring om loyalitet. Han konstaterede, at Brøndum intet havde foretaget sig i anledning af erklæringen.
”(Jeg sagde) ham, at han (…) burde (…) have sammenkaldt sit kompagni og frabedt sig enhver form for sympatiudtalelser, og at han ved sin undladelse heraf havde skadet disciplinen,” skrev F.L. Hvalkof i sin dagbog.

Stjal maskinpistol fra depot
I raseri over at være blevet fjernet som kompagnichef henvendte kaptajn O.C. Brøndum sig til Den danske Brigades chef, generalmajor Kristian Knudtzon, men opnåede intet. Knudtzon fandt, at Brøndum havde optrådt egenrådigt, og han fik at vide, at han kunne opholde sig, hvor han ville.
”Han ville sende bud efter mig, når brigaden skulle hjem. Indtil da havde han ikke brug for mig,” erindrede Brøndum.
Det var der andre, der havde. I Stockholm forhørte han sig om, hvorvidt modstandsbevægelsen ville bruge ham, hvis han vendte hjem, og svaret var bekræftende. Brøndum og Jørgen Røjel havde løbende holdt kontakt, og lægen traf i de sidste julidage sine forberedelser. Han ’lånte’ en maskinpistol og to 9-mm Husquarna-pistoler i Brigadens våbendepot i Håtunaholm.
”En eftermiddag tog jeg de omtalte våben og pakkede dem med tilhørende ammunition i en kuffert, som jeg (…) lod indskrive som rejsegods til Trelleborg,” erindrede Jørgen Røjel.

Kaptajn Otto Christian Brøndum (1900-1983) mistænkte -med god grund – ledelsen af Den danske Brigade for at ville holde styrken tilbage i Sverige, så den kunne bruges som en ro-og-orden-styrke efter en tysk kapitulation (1900-1983).

Hasarderet rotur
Den 4. august 1944 mødtes Jørgen Røjel og O.C.Brøndum i Trelleborg på Sveriges sydkyst. I Sofielund lurede oberstløjtnant F.L. Hvalkof på, hvad den genstridige kaptajn kunne finde på.
”Desværre er Brøndum ikke fundet. Måtte det ske! Han skulle nødigt være kommet til Danmark,” noterede Hvalkof i sin dagbog.
Det lykkedes sent om aftenen den 6. august 1944 Røjel og Brøndum at få en skipper til at sejle dem ud i Øresund og sætte dem i vandet med en pram. Jørgen Røjel, der var en trænet roer, roede båden ind mod Amager.
Overfarten var hasarderet. Røjel var dødsdømt in absentia, Brøndum blev betragtet som desertør, og de to kampfæller havde stjålne militære våben i båden. Den i forvejen store risiko for at møde et tysk patruljefartøj blev akut, fordi Røjel stik mod planen kom til at foretage sin rotur i fuldt månelys, fordi den svenske fisker havde vægret sig ved at sejle tæt på den danske kyst.

Sneg sig i land gennem sivbevoksning
O.C. Brøndum sad med en skudklar maskinpistol, da de to mænd ikke mente, at de ville have anden chance ved en opdagelse end pludseligt at beskyde af en tysk patruljebåds besætning, hvad der kunne give en mulighed for at slippe bort i forvirringen. Det lykkedes dem dog at komme ind til kysten tæt ved Dragør Fort. De sneg sig i land med trukne pistoler dækket af en sivbevoksning.
Med en lokal læges hjælp nåede makkerparret uopdaget ind til København. De fik illegalt logi hos den folkekære skuespiller Ib Schønberg, der var en personlig bekendt af kaptajn Brøndum.

Oberstløjtnant Frode Lund Hvalkof (1893-1988) slog hårdt ned, da en kreds af soldater skrev en støtteerklæring til kaptajn Brøndum og sendte den til generalmajor Knudtzon uden om Hvalkof. (Nationalmuseet)

Faretruende konfrontation med officerer
En aften omtrent samtidig var Jørgen Røjel og Otto Christian Brøndum efter deres landgang ved Dragør tilsagt til møde i en villa i Svanemøllekvarteret nor for København.
”(Vi) blev konfronteret med en person, der kaldtes ’magisteren’ eller ’dr. Ravn’, som jeg straks genkendte som Frode Jacobsen,” erindrede Jørgen Røjel.
” Foruden ham var der kaptajnerne Hjalf og Schjødt-Eriksen (…). For en sikkerheds skyld mødte  Brøndum og jeg bevæbnet, og under hele samværet havde vi ikke højre hånd oppe af lommen. Den holdt om en afsikret Husquarna-pistol.”
Den faretruende stemning afspejlede, hvor meget der var på spil I Stockholm var (de danske efterretningsofficerer) E.M. Nordentoft og P.A. Mørch blevet kaldt til den svenske socialminister Gustav Möller. De fik en overhaling og blev gjort klart, at våbentyveriet kunne bringe Sveriges neutralitet i fare.
Samtidig var brigadeledelsen bekymret for, om de to kammeraters flugt kunne smitte blandt et mandskab, hvor utilfredsheden murrede. Man offentliggjorde navnene på dem uden at tage hensyn til, at Røjel var blevet dødsdømt in absentia for sin ledelse af brosabotagen i Langå i 1943.

Røjel blev til ‘ingeniør Jørgen Andersen’
Derfor var det den to meter høje indfødte københavner magtpåliggende at blive gjort ukendelig. Logiværten Ib Schønberg sørgede for, at en sminkør fra Det Kongelige Teater farvede hans hår; han anlagde sort overskæg og var herefter ’ingeniør Jørgen Andersen’, der brugte briller.
På mødet beordrede kaptajn Hjalf dem til ufortøvet at rejse tilbage til Sverige og tage de medbragte våben med. Det afviste de. De to mænd fra Den lille Generalstab afkrævede efter mødet ’magisteren’ et løfte om, at Brøndum og Røjel i det mindste ikke gik ind i modstandsbevægelsen, men også det nægtede Frode Jakobsen at forhindre dem i.

.

.