Ejler Borch (tv.) og Pierre Honoré (th.) – to af de medvirkende ved Tankstelle-aktionen – fotograferet på Axeltorv i København i 2013. Her var BOPA-veteraner samlet i anledning af opsættelsen af en mindeplade for BOPA-aktionslederen Børge Thing (‘Brandt’) ud for Axelborg Bodega. De to udgjorde i fællesskab et socialt centrum i BOPA-miljøet, idet de i en årrække var værter for en årlig sammenkomst for BOPA-veteraner, ægtefæller og efterkommere på samme bodega. (Foto: Niels Gyrsting)

Om godt en uge, den 14. november, udkommer bogen Den sidste sabotør – Ejler Borchs erindringer fra Besættelsen på forlaget Frydenlund. Forfatteren er journalist Anders Fenger, og titelpersonen er Ejler Borch. Han er 98 år og var maskinlærling i København under Besættelsen. Borch er usædvanlig frisk både fysisk og åndeligt og dukker stadig ind imellem op til arrangementer, der har noget med besættelsestiden at gøre.
Ejler Borch var medlem af en BOPA-sabotagegruppe under Søren Egholm Lauritzen, en 21-årig fyldepennereparatør (foto herunder), der var vokset op i en familie af lavere middelklasse i Glostrup. Han havde dæknavnet ‘Lille Sven’, fordi han kun var 1,60 meter høj, men han viste alligevel gode lederevner med gåpåmod, opfindsomhed og omhu i planlægning.
Et stort anlagt angreb på det stærkt bevogtede Tankstelle Seeland – et stort tysk benzindepot – viste imidlertid, at BOPA ikke var nær så gode til aktioner med åben kamp i militær stil som til de industrisabotager, som organisationen er berømt for. Som du kan se af nedenstående uddrag af bind 4 af min serie Modstand – en samlet fremstilling af frihedskampen 1940-45 – forløftede ‘Lille Sven’ sig på opgaven og blev dræbt. Ejler Borch var med på det dækningshold under aktionen, der er nævnt.
Jeg har på flere måder selv haft forbindelse med personkredsen, der deltog i Tankstelle-aktionen. For det første deltog jeg et par gange i den traditionelle julefrokost for BOPA-folk, ægtefæller og efterkommere på Axelborg Bodega i København. Jeg var inviteret på grund af mit arbejde med Modstand. Ejler Borch og Pierre Honoré – en anden fra Tankstelle-holdet – betalte for arrangementet, så her havde jeg lejlighed til at tale med Ejler Borch.
Jeg kontaktede ham faktisk og spurgte, om han ville fortælle mig sin historie til brug i mine bøger, men han afslog venligt. Jeg vidste ikke en brik om, hvad han konkret havde været med i, og det var der heller ingen andre, jeg talte med, der gjorde. Tilsyneladende har Ejler Borch mere eller mindre gået med sin historie hele livet uden at fortælle den til andre end sine nærmeste.
For det andet var Pierre Honoré en stor hjælp i forbindelse med bogværket – og også kilde til en del indhold – som jeg ofte havde kontakt med. Han var pensioneret høreapparat-fabrikant og civilingeniør – en begavet mand og interessant samtalepartner. Pierre døde i 2017 i en alder af 91 år.
For det tredje nåede jeg i 2014 at træffe Aage Staffe, kort før han døde som 88-årig i 2014. Det var ham, der i februar 1945 placerede en bombe i skorstenen, som du kan se i boguddraget.
Ikke mindst på grund af disse personlige minder hilser jeg det velkomment, at bogen kommer. Jeg håber, den er god og kan kun ønske min journalist-kollega Anders Fenger tillykke med, at det er lykkedes ham at få historien.

—– —– —–

Modstand, bind 4, side 387-390:

Kl. 7.15 næste morgen, den 16. februar 1945, sprang en kraftig bombe, som den 19-årige BOPA-gruppeleder Aage Johansen (senere Staffe – foto herunder) havde placeret i skorstenen oven på en toetagers vagtbygning ved W/H Tankstelle Seeland i Vanløse, Værnemagtens største brændstofdepot i København. Hans gruppe havde dagen før efterladt en stige på stedet, så han kunne komme derop.
I det samme iværksatte ti deltagere på aktionsholdet uvarslet beskydning med Suomi-maskinpistoler. Det lykkedes dog ikke at nedkæmpe den godt forskansede vagtstyrke, der bestod af regulære soldater; i stedet udviklede angrebet sig i de følgende minutter til den måske mest intensive ildkamp på dansk jord under besættelsen med over 3000 affyrede projektiler.

Svært bevogtet depot
Trods en styrke på ca. 50 mand endte aktionen i en tragedie, og som sabotage var den kun delvis vellykket. Det på trods af en minutiøs planlægning, som den 21-årige Søren Egholm Lauritzen (’Lille Sven’), der var opvokset i nabolaget, havde stået for.
Depotet lå lige ved Vanløse station, og benzinen lå i to nedgravede tanke ved siden af hinanden. En række BOPA-aktioner mod benzindepoter og -stationer havde fået tyskerne til at samle beholdningerne i større depoter under sværere bevogtning.
”Området var omgivet af en væg med skarpe pigge på, og foran indgangen var der opført en bunker med skydeskår,” erindrede den dengang 18-årige Pierre Honoré (’Mads’).
’Lille Sven’ havde valgt, at angrebet skulle sættes i værk, netop når et bestemt S-tog forlod stationen. Det ville gøre det muligt at nærme sig depotet enkeltvis blandt de mange folk på vej til arbejde, så ingen opfattede, at der var tale om en opmarch.

Vigtigt rekylgevær
Maskinpistolilden mod vagtstuen blev affyret fra en togvogn, som Lauritzen havde fået DSB til at parkere lige syd for Tankstelle. Tre mand havde til opgave at pacificere indgangsbunkeren, og den 24-årige blikkenslager Keld Petersen (’Blik’) havde opstillet et rekylgevær på en viadukt lidt vest for anlægget. Han havde kendskab til våbenet fra en periode som værnepligtig underkorporal.
”Det (…) var vigtigt, da det antageligt kun var rekylgeværet, der havde gennemslagskraft nok til at gennemtrænge vagtbygningens mur,” erindrede Honoré fra ’Lille Svens’ gennemgang af planen.
Selv skulle Pierre Honoré sammen med Ejvind Hansen skyde en afspærret indgang op. Sprængningsholdet skulle trænge frem med to ladninger på hver 25 kilo med 1-minuts-lunter og anbringe dem på tankene. Ud over Lauritzen bestod holdet af Børge Thing, den 20-årige blikkenslager Kurt Michaelsen (’Mick’) og to af ’Lille Svens’ barndomsvenner fra Vanløse Ole Ewé (’Ib’) og Peter Gylling Mortensen (’Tom’).

Træfferen på anføreren 
Dækningsgruppen, der skulle tage kampen op mod eventuelle udrykninger fra HIPO eller Værnemagten, blev ledet af Kaj Schmidt (’Niels’). Da det ikke lykkedes at nedkæmpe vagtstyrken, måtte sabotørerne forsøge at vedligeholde en kraftig ild, mens bombeholdet løb ind, så vagterne blev holdt mest muligt væk fra vinduerne. Men det gik næsten med det samme galt.
”Jeg så Lille Sven trimle ned af tankens skråning (…). Brandt, Ib og Tom begyndte at slæbe Lille Sven ud, så den eneste, der var tilbage, var Kurt, som lå med den ene ladning på enden af den fjerneste tank,” skrev Pierre Honoré.
Keld Petersen var efter Honorés opfattelse manden, der reddede styrken fra en regulær katastrofe.
”Han skød (…) med korte salver på 5-10 skud, og begyndte i den ene side af vagtbygningen og fortsatte til siden, så han kom igennem hele facaden med et magasin på 50 skud. Skuddene er antagelig gået lige igennem muren, for tyskernes ild ophørte med det samme.”

Lunteantænding under fuld beskydning
Kurt Michaelsen råbte desperat, at nogen skulle komme og tænde den anden ladning.
”I mellemtiden havde Ejvind med Suomiens kolbe fået hamret den jernliste ned, som holdt piggene over døren, så adgangen blev passabel,” fortalte ’Mads’ videre.
”Jeg (…) skulle nu passere 40-50 meter over til tanken i det frie skudfelt fra vagtbygningen. Jeg kom sikkert over mellem to af Bliks salver.”
På grund af vagternes skydning var det umuligt at forbinde bomberne med Cordtex; de måtte antændes hver især. Honoré mente, at det lykkedes ham at få antændt ’Lille Svens’ ladning, men helt sikker var han ikke på, at det var dén ladning, der endte med at eksplodere.
”Nu havde jeg (…) mindre end et minut til at slippe væk i. Væggen bag tankene havde heldigvis ingen pigge, men var mindst 2 meter høj,” berettede ’Mads’, og det lykkedes ham at komme over.
”Knapt var jeg kommet 50 meter væk, så eksploderede den første bombe med et rystende brag.”

En leder, der manglede overblik
Forløbet var kontroversielt i BOPA. F.eks. skrev Aage Staffe i 2001, at ’Lille Sven’ meget tænkeligt kunne være blevet dræbt af vådeskud, fordi de tyske soldater angivelig ikke var bevæbnet med maskinpistoler, men med karabiner. Og han mente, at Egholm Lauritzen, én af hans nærmeste kammerater, var en dygtig leder, når han havde en sammensvejset gruppe, men at han ikke havde overblikket til at lede så mange, for ham til dels ukendte folk.
Tyskerne reddede meget af benzinen, men ophørte med at bruge Tankstelle.