Generaloberst Lindemann lod bl.a. dette ledvogterhus ved Hjerm nedbrænde som repressalie for sabotagen mod hans personlige tog. (Nationalmuseet)

Erik Rørbæk Madsen (1915-96) fik stærke reprimander for togsabotagen og erkendte fejlskøn (Frihedsmuseets Fotoarkiv)

Natten til den 24. februar 1945 afsporede jernbanesabotører fra Struer den tyske øverstbefalende, generaloberst Georg Lindemanns personline tog syg for Struer. Ingen kom til skade ud over knubs, men aktionen fik voldsomme konsekvenser.
Mest kendt er det, at Lindemann lod en nærliggende gård og et ledvogterhus nedbrænde som repressalie. Men afsporingen var også den direkte årsag til, at besættelsesmagten genoptog krigsretsforfølgelse. Det førte til henrettelse af ikke færre end 62 sabotører i Ryvangen ved København i løbet af blot syv uger – fra februar til april 1945.
Afsporingen af Lindemanns tog fremkaldte stærk kritik internt i modstandsbevægelsen. Hvad nu hvis generalen var blevet dræbt? Det ville have ført til uoverskuelige repressalier, og man havde i den danske modstandskamp omhyggeligt undgået anslag mod tyske toppersoner.
Da f.eks. en likvidering under en biljagt på Valby Bakke i København i sommeren kunne mistolkes som et attentatforsøg på Werner Best, den tyske rigsbefuldmægtigede, var de illegale blade hurtige til at rykke med en præcisering af, at det på ingen måde var hensigten at stræbe Werner Best efter livet.
Skræmmebilledet var det dødelige attentat i maj 1942 i Prag mod Reinhard Heydrich, tysk rigsprotektor i Böhmen-Mähren og chef for det tyske Sikkerhedspoliti. Det blev udført at britisk trænede tjekkiske agenter og førte til ugelange voldsomme repressalier – bl.a. massakren på hele den mandlige befolkning i byen Lidice. Nedkæmpelsen var så tilbundsgående, at den tjekkiske modstandskamp nærmest aldrig kom i gang igen.
Aktionen fra Struer-sabotørerne bundede ikke i nogen ordre oppefra. Den blev iværksat af Erik Rørbæk Madsen, ingeniør på B&O og byleder i Struer. Han var arketypen på den civile modstandsleder, der på et tidligt tidspunkt havde grebet til våben mod besættelsesmagten. I besættelsestidens slutfase stødte folk af hans type hyppigt sammen med folk fra det militære system – udsendt af den lille Generalstab – der i stigende omfang tog kontrol med modstandsbevægelsen.
Nedenstående uddrag er fra bind 4 af Modstand. Det bygger blandt andet på Erik Rørbæk Madsens erindringsbog Vælg din egen skæbne. Det viser blandt andet den svært overskuelige organisation og kompetencestrid, der var notorisk i den jyske modstandskamp i det sidste krigsår. Konflikterne fik den samlede betegnelse ‘Den jyske strid’.
Teksten herunder består af flere sammenklip fra min bog. Teksten er identisk med den, men jeg har tilføjet mellemrubrikker.

—– —–

Kaptajn Carl-Gustav Schøller var modstandsbevægelsens regionsleder i Nordjylland. Han havde tidligere engageret sig i den civile modstandsbevægelse og havde i den forbindelse bl.a. været til instruktion i Erik Rørbæk Madsens hjem. Nu skrev han en alvorlig irettesættelse til den samme mand. (Frihedsmuseets Fotoarkiv)

Tre dage efter Ranum-mødet (et ledelsesmøde i Toldstrup-organisationen), den 14. marts 1945, skrev kaptajn C.-G. Schøller, ny Region I-leder, et brev til Erik Rørbæk Madsen (’Givskov’) om sabotagen mod Lindemanns tog. Schøller var rystet over, at den 29-årige Rørbæk Madsen kunne finde på at foretage aktionen i betragtning af de repressalier, der ville være indtruffet, hvis generalen var omkommet.
”I det foreliggende Tilfælde har De saaledes vist en i Forhold til Deres Uddannelse og Alder forbløffende mangel paa Omtanke,” skrev regionslederen
”Lige saa klart det er, at vi skal sætte haardt mod haardt, hvis Indsatsen er det værd, ligesaa forkasteligt vil det være at udføre Gerninger, der uden Gevinst for os bringer Død og Ulykke over danske Medborgere. Så hellere give Afkald paa den Smule Propaganda.”
Brevet blev sendt til ’Givskov’ gennem distriktslederen, og han fik at vide, at han ville blive udelukket fra organisationen i gentagelsestilfælde.

Forsinket modtagelse af brev
Erik Rørbæk Madsen så dog først brevet flere uger senere, for dagen efter, den 15. marts 1945, blev han opsøgt af læge Einar Ammundsen (’Bloch’), der kom på vegne af Jens Toldstrup. Jyllandsledelsen skulle have et nyt medlem fra Dansk Samling efter Børge Eriksen, og Toldstrup ville gerne have sin nære ven og rådgiver Anton Rask optaget. Det skulle ’Givskov’ prøve at formidle i kraft af et personligt bekendtskab med partiformand Arne Sørensen.

Anklage: Uværdig til tillid
Da Erik Rørbæk Madsen kom hjem (fra København), lå der en kuvert til ham fra Valdemar Hoffmann Laursen, distriktsleder for Struer. De to breve, der kom frem, da han åbnede den, viste i koncentreret form, hvor spændt stemningen var blandt lederne i den jyske modstandsbevægelse.
Hoffmann Laursen havde den 15. marts modtaget et brev til orientering fra Jens Toldstrup om, at Rørbæk Madsen (’Givskov’) var udnævnt til modtagechef i Struer. Da han som distriktsleder intet havde hørt om dette, opfattede han det sådan, at ingeniøren havde handlet bag hans ryg.
”Jeg beklager at have vist Dem en Tillid, som De ikke har været værdig til. (…) Jeg maa forlange, at De holder Dem helt ude fra Arbejdet, indtil jeg kan meddele Dem min endelige Beslutning,” lød det blandt andet i brevet.
Hoffmann Laursen vedlagde tilrettevisningen fra regionsleder Carl-Gustav Schøller, der var udformet to uger før, men som Rørbæk Madsen nu så for første gang. Brevene ramte ham hårdt. C.-G. Schøller var en modstandskammerat fra den tidligste tid og havde givet sprængstofinstruktion i Erik Rørbæk Madsens hjem. Hoffmann Laursen var kontorchef på B&O og dermed en kollega.

Svaret, der aldrig blev sendt
Ingeniøren udfærdigede et svar på kaptajn Schøllers tilrettevisning, som han fremsendte gennem kommandovejen, men Laursen afviste at videresende det. I stedet skrev Rørbæk Madsen til Toldstrup, hans direkte overordnede i modtagearbejdet, og modtagechefen sendte læge Anton Rask som ’parlamentær’. Rask og Rørbæk Madsen, der begge var på cykel, mødtes på vejen mellem Holstebro og Vinderup og fulgtes til Hoffmann Laursens illegale logi.
Tingene blev landet i mindelighed, idet Erik Rørbæk Madsen fortsatte som modtageleder i Struer, men distriktslederen holdt fast på, at hans brev til Schøller ikke ville blive sendt.

Erkendte fejlskøn
I brevet erkendte Rørbæk Madsen, at aktionen mod generaloberst Lindemanns tog var udtryk for et fejlskøn, men han benægtede at have udvist manglende disciplin. Han sad selv i byledelsen og havde kompetence til at iværksætte aktioner, og distriktslederen var ikke i byen. Dette turde være et illustrativt eksempel på mange civile modstandsfolk syn på den tiltagende officerskontrol.
”Jeg benytter samtidig Lejligheden til at beklage den dårlige militaristiske Kommandotone, man på det sidste er begyndt at anvende. Dette kan man ikke tillade sig over for mennesker, der i Årevis har risikeret alt for frivilligt at gå med i Kampen for Sandhed og Ret, og som har taget deres Broderpart af Tørnen,” skrev Erik Rørbæk Madsen i det ikke-videresendte svar.