Som repressalie, fordi Gunnar og Ada Bomhoff have givet sabotører illegalt logi, blev deres villa på Harsdorffsvej 9 på Frederiksberg sprængt i luften af det tyske Sikkerhedspoliti. Ved sprængningen blev Bomhoffs bror, der holdt øje med ejendommen og tilfældigt opholdt sig i den, dræbt. (Nationalmuseet)

Den præcise dagsorden for et ledelsesmøde i Holger Danske på Frederiksberg i efteråret 1944 er ukendt, men det drejede sig sandsynligvis især om rygterne om en forestående vestallieret landgang i Danmark.
Teksten herunder er taget direkte fra bind 4 af Modstand. Kun mellemrubrikkerne er tilføjet.

—– —– —–

Gunnar Dyrberg (th.) – 22-årig afdelingsleder i Holger Danske – blev reddet fra Gestapo-arrestation af sin forsinkelse.

Som en regulær militærstyrke var Den danske Brigade naturligvis også på tæerne, jo flere forlydender der kom om en forestående invasion.
”Møde hos generalen. Der er ting, der tyder på, at vores afmarch er nært forestående. Orlov er inddraget” skrev oberstløjtnant F.L. Hvalkof i sin dagbog den 4. september 1944.
Grundlaget var oplysningerne fra oberstløjtnant Nordentoft i Stockholm.
Sidst på formiddagen samme dag punkterede Gunnar Dyrbergs cykel, da han var på vej til Harsdorffsvej 9 på Frederiksberg. Villaen tilhørte den 57-årige grosserer Gunnar Bomhoff og hans 53-årige hustru Ada. ’Herman’ havde dermed overtrådt et fundamentalt princip i det illegale arbejde: altid at komme præcis til møder. Han trak nu cyklen.

Agent aftvunget oplysninger under tortur
Det vides ikke præcis, hvad dagsordenen var, eller hvem der skulle deltage, men den nu arresterede Frantz Lassen var formentlig blandt de inviterede. Special Forces lagde nemlig en voksende vægt på skibssabotage, og det havde Lassen forstand på fra uddannelsen i England.
Ifølge historikeren Peter Birkelund var Frantz Lassens forklaringer under tortur formentlig årsagen til, at mødet blev røbet. Dyrberg priste sig lykkelig over at være forsinket.
”Det myldrede med mennesker (…) Jeg trak min cykel forbi og blandede mig i opløbet for at få noget at vide,” erindrede han.

Frantz Lassen, 22-årig faldskærmsagent fra SOE, kunne ikke holde stand, da han de første dage af september 1944 efter arrestation blev underkastet intensiv tortur på Shellhuset. Han brød sammen og opgav et stort antal oplysninger om personer og adresser.

HD-leder såret, men slap væk
Tysk politi var mødt op på netop det aftalte mødetidspunkt.
”Heldigvis havde tyskerne overset, at villaen lå for enden af en meget lang indkørsel, så mine kammerater blev advaret i god tid. Efter en skudveksling lykkedes det dem at slippe væk.”
Kriminaloverbetjent Olav Bertelsen (’Jønsson’), der havde haft illegalt logi i villaen, blev dog såret, men slap også væk – ud af et vindue, hen over garagetaget og derefter over et plankeværk. Få minutter efter kom ’Bergstrøm’ intetanende op ad havegangen.
”Da han næsten er nået op til villaen, opdager han tyskerne og vender om (…). Tyskerne bliver så overraskede, at de ikke når at skyde, men de optager straks forfølgelsen,” skrev Dyrberg.

Fatal betænksomhed
En udrykningsvogn fra Frederiksberg Politi kom til området efter at være blevet tilkaldt på grund af skuddene og tog den panikslagne Knud Larsen op et stykke fra Bomhoffs hus. Gestapo ankom kort efter til stationen og forlangte manden udleveret.
Situationen blev endnu værre, da han var ved at blive ført bort. En af de danske betjente gjorde opmærksom på, at han havde glemt sin mappe. Den indeholdt materiale, der belastede Knud Larsen yderligere. Han blev straks ført til forhør hos Ib Birkedal Hansen på Shellhuset.

Knud Larsen (‘Bergstrøm’) var en stor fangst; det var den danske Gestapo-mand Ib Birkedal Hansen ikke i tvivl om, da HD-aktionslederen blev bragt ind på Shellhuset. Efter fem dages forhør bukkede den ellers sunde og raske 33-årige lærer under og døde.

Velbegrundet frygt
Muligheden for, at chefen var arresteret, dæmrede for Hans Edvard Teglers allerede få timer senere, da ’Bergstrøm’ ikke kom til et møde. Teglers pakkede sine ting sammen i sit illegale logi på klostret på Bernstorffsvej samme nat. Blot tre timer senere rullede to lastbiler og en lille personvogn op foran klostret, og svært bevæbnede politisoldater sprang ud.
”De blege, forskræmte damer kom frem i deres slåbrokker og med håret i uorden,” skrev Teglers.
Dagen efter, den 5. september 1944, holdt Holger Danskes afdelingsledere møde hos Niels Jørgen Carstensen (’Sjørn’) i hans forældres hjem på Spurveskjul 4 på Frederiksberg. Atmosfæren var tung af den kun alt for velbegrundede frygt for, hvad der kunne være sket med chefen.  Drøftelserne gik nu på, hvordan organisationen skulle føres videre, og samtidig besluttede man at mobilisere på grund af rygterne om invasion, så alle grupperne samlede sig på koncentrationsstederne.

Nervekrig med raglanklædte mænd
Som en akut opgave skulle et våbendepot straks flyttes.
Røjel, ’’Sjørn’ og O.C. Brøndum tog af sted sammen med den 32-årige malermester Hagbard Friis Jensen (’Julius’), der havde depotet i sit malerværksted på C.F. Richsvej 142 – også på Frederiksberg. Desuden havde organisationen i Friis Jensens garage en stor, benzindrevet bil, der var taget fra Gestapo.
”Vi var alle udstyret med pistoler og ’ananas’, og jeg havde desuden en violinkasse, hvori min svenske Husquarna-maskinpistol lå skudklar,” erindrede Jørgen Røjel.
”Da vi kom ad Richsvej-Grøndalsparkvej-krydset, stod vi af taxien og slentrede to og to ned mod værkstedet (…). Der var en påfaldende uro i gadebilledet – især var der en forbavsende masse civilklædte herrer i raglanfrakker.”
Trods de urolige anelser fortsatte de mod garagen og lukkede døren op, men bilen var væk.
”Gestapo havde altså været der først og var her måske endnu. Hurtigt trak vi os (…) ned mod ’Julius’’ lejlighed. Jeg pakkede maskinpistolen ud af violinkassen, mens de andre tog ladegreb på deres pistoler. Det var mørkt, og det støvregnede.”
Hagbard Friis Jensen var kommet noget foran og ind i sit hjem, uden at kammeraterne havde set det. Her ventede Gestapo, men malermesteren undgik arrestation ved at springe ned ad sin kældertrappe og flygte trods beskydning. De øvrige tre mænd gik i dækning bag et stendige, og mens de lå der, kom en af de raglanklædte mænd imod dem.
”Pludselig drejede gestapofolkene om og fjernede sig med raske skridt. (…) Det sidste, vi så til fjenden, var, at der kørte et par biler væk fra garageanlægget og svingede forbi os,” skrev Røjel.

Den 32-årige danselærerinde Elisabeth (Lis) Bomhoff i tysk fangenskab. Af Bomhoff-familien var det kun fru Ada – grosserer Gunnar Bomhoffs hustru – der blev arresteret ved razziaen den 4. september. Hun blev sat i Vestre Fængsel og senere Frøslev-lejren. Grosseren, sønnen Helmer Bomhoff og dennes hustru Lis Bomhoff blev anholdt den 18. oktober, da de var i selskab med likvideringsmanden Bent Fauerschou Hviid (‘Flammen’), der blev overrasket af en Gestapo-aktion i prokurist Erik Nyegaards villa på Strandvejen nord for København. Helmer og Lis blev sat i Frøslev-lejren til krigsafslutningen, mens Gunnar Bomhoff blev deporteret til KZ-lejren Neuengamme, hvor han omkom i april 1945.

19-årig skudt og dræbt i garage
Forklaringen var, at der var tale om patruljerende gestapofolk, efter at en anden aktion allerede var gennemført. Tre andre Holger Danske-folk havde kort forinden været på adressen. Det var Gert Jæger Jensen (’Gertsen’) med to af sine gruppemedlemmer, den 19-årige stud.jur Kai-Ole Hammerich og en mand med dæknavnet ’Niels’. To tyskere, der ventede på dem i værkstedet, holdt dem op, og da frihedskæmperne prøvede at slå sig fri, blev Kai-Ole Hammerich skudt og dræbt, mens Gert Jæger Jensen blev alvorligt såret i brystet. Det lykkedes imidlertid ’Gertsen’ at dræbe den ene tysker med et samtidigt affyret skud, hvorefter han spillede død.
Den overlevende tysker låste ’Niels’ inde i selve depotrummet, hvorfra ’Niels’ dog flygtede gennem et vindue. Da gestapomanden kom tilbage med en kollega i den tro, at både Hammerich og Jæger Jensen var døde, blev han skudt og såret af ’Gertsen’ med en pistol, som han i mellemtiden havde fisket frem fra sin rygsæk. Det lykkedes med stort besvær Gert Jæger Jensen at komme ud af området. Han blev behandlet på et illegalt lazaret, og det lykkedes ham at holde sig på fri fod, indtil han fem måneder senere blev transporteret til Sverige.

‘Bergstrøm’ pint ihjel
Røjel, Brøndum, ’Sjørn’ og Hagbard Friis Jensen var med andre ord tæt på at gå i fælden hos gestapofolk, hvis sindsstemning må have været præget af, at en kollega netop var blevet dræbt og en anden såret. At Gestapo havde fundet depotet og sat sig til at vente, var sandsynligvis endnu et resultat af Ib Birkedal Hansens afhøring under tortur af ’Bergstrøm’, der nu havde været i tyskernes vold i halvandet døgn. Få dage senere, den 9. september 1944, døde Knud Larsen.