En af de mest bemærkelsesværdige kvinder i modstandsbevægelsen var Birte Høeg Munck (billedet, senere Birte Høeg Brask), der som 23-årig medicinstuderende var med fra begyndelsen af den kommunistiske modstandskamp i sommeren 1941. Sidst på året gik hun under jorden sammen med Børge Houmann, lederen af DKP’s illegale arbejde, og de forblev på fri fod og virksomme lige til den tyske kapitulation i maj 1945.
I dette uddrag fra bind 1 af Modstand skildres kvinden, der kun kendtes som ‘Trille’ eller ‘Mads’.  Det er sket på basis af historikeren Morten Møllers biografi af Børge Houmann med titlen Hvem er Nielsen? (Gyldendal, 2012), der også rummer et skarpt portræt af hans assistent, der efter krigen blev hans kone.
Teksten er identisk med ordlyden i ‘Modstand-1’ bortset fra, at mellemrubrikkerne er tilføjet.

—– —–

Så meget som Børge Houmanns aktiviteter sidst i 1941 havde grebet om sig, var det klart, at han måtte have en assistent. Den første, der fik ideen til, at det skulle være Birte Høeg Munck, ’Trille’, var isolationsarbejder Knud Francker, der var en af Houmanns betroede folk.
”For det første kunne kun sprog. Hun kunne skrive på maskine. Hun kunne stenografere – og hun var dygtig til at lave mad (…). Samtidig var hun en dejlig pige, og hun så jo godt ud,” var Franckers begrundelse.
Den 23-årige kvinde blev fra dette tidspunkt som ’Mads’ chefens uundværlige faktotum, der rejste som kurer og sørgede for boliger, mødelokaler samt falske legitimationskort.
”Mads var en rigdomskilde, som syntes uudtømmelig, hvad adresser og mødesteder angik. (…) Mindst én gang ugentlig mødtes partiets illegale ledelse, fire mand, og det skulle helst være et nyt sted hver gang,” skriver Børge Houmann i sine erindringer.
”Mads ordnede det. Hun havde et nøgleknippe så stort som en borgfrues i de gode gamle romaner.”

Brud med borgerlige barndomshjem
Bag de nøgne fakta om Birte Høeg Muncks indsats ligger en dramatisk personlig historie (…). Hun var i 1937 som 18-årig blevet gift med den 23-årige Kjartan Munck (…). De var begge medicinstuderende og var fælles om at have gjort op med solide borgerlige barndomshjem, hvorefter de var blevet kommunister og kulturradikale. De havde fået en søn i 1939.
(…) Med den nye opgave var Birte Høeg Munck definitivt inde i den allerfarligste del af den illegale kamp. Det betød samtidig et privat opbrud af dimensioner. Samarbejdet med den 16 år ældre Børge Houmann udviklede sig til et samliv, der varede besættelsestiden ud – og resten af livet.
Mange mænd, der gik under jorden, forlod deres hjem, hvor der ofte var mindre børn, men eksempler på, at kvinder gjorde det samme, er få. Men Birte Høeg Munck gjorde det; hendes lille søn blev sat i pleje fra 1942 og resten af besættelsestiden.

Børge Houmann (1902-1994) var den øverste kommunistiske sabotageleder krigen igennem – og blandt de stiftende medlemmer af Danmarks Frihedsråd. (Morten Møller: Hvem er Nielsen)

Vraget ægtemand gik til hånde
Kjartan Munck blev i øvrigt anholdt af dansk politi for kommunistisk virksomhed den 5. marts 1942, men løsladt tre dage senere på grund af manglende bevis. Han blev senere efterlyst igen og levede illegalt resten af besættelsestiden. Han var partiets ’førsteduplikatør’ – altså fast beskæftiget med manuel fremstilling af partiets og Frit Danmarks tryksager.
”Ud over at være et trofast partimedlem var han som nævnt gift og havde barn med den lægestuderende, som nu fungerede som Houmanns assistent og elskerinde, og som indsamlede det materiale, Kjartan Munck skulle trykke,” noterer Morten Møller.
’Trille’ kom efter krigen til at tænke på adskillelsen fra sit barn med smerte – også af professionelle grunde. Hun er identisk med den kendte børnepsykiater Birte Høeg Brask; det var hendes pigenavn, som hun tog tilbage, da hun blev skilt fra Kjartan Munck i 1946. (…)

Mødesteder – den konstante udfordring
”Hillerødgade 75. Læge Kjems. Der er god plads. Jeg har fået nøglen.”
Birte Høeg Muncks lægekontakter reddede i begyndelsen af februar endnu engang situationen. Houmann modtog beskeden om Nørrebro-lejligheden med lettelse, for i 1942 var det vanskeligt at finde et diskret mødested til en større gruppe. (…) Omkring 14 personer skulle deltage i mødet.
”Mange små arbejderlejligheder stod til disposition. To- og to-og-et-halvt-værelses lejligheder var altid til at låne,” skriver Houmann.
”At finde en lejlighed, hvis indehaver man turde stole på, og som samtidig befandt sig deroppe på rangstigen, hvor en rummelig lejlighed var en selvfølge, det var et problem i besættelsens første tid.”
Det var risikabelt at samle så mange mennesker, og det foregik da også med opbydelse af al den illegale teknik, som ’Nielsen’ og ’Mads’ havde indøvet. Ud over de to fik kun Aksel Larsen, Alfred Jensen og Thorkild Holst adressen at vide på forhånd. De øvrige fik besked på at møde op forskellige steder i nabolaget.
”Mads tog direkte til mødestedet og tilkendegav med en blomst i vinduet, at vejen var fri,” beretter Børge Houmann.
”Også Aksel Larsen tog direkte til adressen. Vi andre tre samlede københavnere og provinskammeraterne op og indfandt os med passende mellemrum inden for en halv time. Der skulle ikke ringes på. Mads åbnede døren, når det behøvedes. (…) Ikke en sjæl i gaden eller ejendommen opdagede, at læge Kjems havde mange gæster denne dag,”
Stemningen var – selv om argumenter for og imod blev luftet – overvejende positiv for sabotage (…). Det blev besluttet, at begyndelsen på den kommunistiske sabotage i Danmark skulle markeres den 9. april – toårsdagen for Danmarks besættelse.
Da mødet sluttede efter seks-syv timer, blev deltagerne forsigtigt og med passende mellemrum sluset ud.
(…)
Professionel partifælle
DKP havde ikke meget at starte på. Bortset fra enkelte spaniensfrivillige havde næsten ingen i partiet erfaring med sprængstoffer. Det søgte Børge Houmann at råde bod på ved at tage kontakt til sin gamle ven Stig Veibel, som han kendte fra det antinazistiske arbejde i 1930’erne.
Den 44-årige Veibel var kemiker – og blev for øvrigt i efterkrigstiden professor i kemi. Han holdt forelæsning over emnet ’Fremstilling af brandbomber’ i en lejlighed på Lundtoftegade på Nørrebro, og deltagerne var blevet bedt om at tage materialer med til efterfølgende øvelser. Houmann var selv kursist, for det var tanken, at han personligt skulle lede de planlagte aktioner den 9. april.

Langt de fleste sabotager i 1942 var primitive brandsabotager, hvoraf mange mislykkedes. Her et lager og en garagebygning i Middelfartgade i København efter en aktion. (Nationalmuseet)

Primitiv begyndelse
Karl Vilhelm Christensen var en af dem, der blev kontaktet af Thorkild Holst, tidligere redaktør af Arbejderbladet og medlem af DKP-ledelsen. Han havde medbragt en lille taske til Karl Christensen.
”Han viste mig (…) to flasker vand med fosforstænger i og to par gummihandsker, som vi endelig måtte bruge. Desuden var der en flaske med opløsningsvæske til stængerne og endnu en lille flaske, med med neutraliseringsvæske i tasken, hvis vi trods gummihandskerne alligevel skulle få noget af det opløste djævelskab på hænderne,” skriver han i sin erindringsbog Som vi var.
En anden dag kom Holst med opskrift på en simpel ’brandmaskine’, som skulle fungere med syre og sukker.
”Vi eksperimenterede flittigt med et spinkelt træstativ og papirkræmmerhuse uden rigtigt at få det til at virke. (…) Fosforen var nemmere at håndtere. Opløst og hældt på rensede firkantede blækflasker og godt tilproppede var de lette at have i lommerne,” fortæller Karl Christensen.
(…)
Debutaktioner blev fuser
Natten til den 9. april 1942 skulle den 38-årige Børge Houmann oven i alle sine lederfunktioner også stå sin prøve som anfører i marken. Det skete, da han sammen med to kammerater nærmede sig den tysk bemandede Gardehusarkaserne på Østerbro.
”Vi medbragte to bomber, fremstillet af Heinrich i en kælder på Amager i overensstemmelse med Stig Veibels forskrift,” beretter Houmann.
”De virkede ikke. Efter mere end en times ventetid på en bænk i Fælledparken lige over for kasernen (…), hentede Victor krabaterne igen. Kun en åbentstående rude kunne senere fortælle værnemagten, at den havde haft morgenbesøg”.
Markeringen på besættelsesdagen af sabotagestarten blev i det hele taget mislykket, idet andre sabotører samme nat forsøgte at sætte ild på nogle jernbanevogne med ammunition ved Østerport Station, men fosforet virkede ikke.