En helt central organisation i modstandsbevægelsen var fra efteråret 1943 Dansk-svensk Flygtningetjeneste, en illegal rute til det neutrale Sverige. Fra Malmø blev den drevet af redaktør Leif Hendil (1898-1961), der var flygtet til Sverige, mens radioforhandler Robert Jensen (‘Tom’, 1900-44) var leder af afskiberorganisationen på den danske side. Ruten havde sit hemmelige kontor på Forchhammersvej 7 på Frederiksberg.

I begyndelsen deltog tjenesten i transport af flygtende jøder efter den tyske Jødeaktion i oktober 1943. Derefter drejede det sig om illegal transport af primært modstandsfolk, og det lykkedes i perioden med Robert Jensens effektive ledelse at sende over 1200 personer over Øresund.

Ole Geisler (1913-48), der var blandt lederne i Danmark for den britiske sabotageorganisation SOE, var ved et tilfælde til stede på rutekontoret. Hans færdigheder som eliteuddannet soldat satte ham i stand til at slå sig fri under razziaen og komme væk. (Nationalmuseet)

‘Tom’ huskes som en af de virkeligt store modstandshelte – både på grund af radioforhandlerens store resultater og hans tragiske død. Den 24. juli 1944 gik det galt, og onsdag i næste uge er 80 årsdagen for Gestapo-aktionen mod rutens postkonstor. I den anledning holder Niels Gyrsting – formand for Frihedsmuseets Venner – kl. 11.00 den 24. juli en mindetale om Robert Jensen i Mindelunden i Ryvangen nord for København.

Herunder et uddrag fra bind 4 af Modstand – mit firebindsværk om frihedskampen 1940-45 – om razziaen på Forchhammersvej. Teksten er identisk med bogens tekst bortset fra, at mellemrubrikker er tilføjet.

——

‘Modstand-4’, side 37-38:

Svend Tronbjerg (1916-44) havde tidligere som teknisk assistent ved Frederiksberg Kommune leveret oplysninger, der satte den første Holger Danske-gruppe i stand til at udføre en række sabotager i bydelelen. Derefter havde han fået ansvaret for afsendelse af breve og værdiforsendelser fra kontoret på Forchhammersvej. (Nationalmuseet)

To af de mest centrale modstandsfolk i Øresunds-området klarede fortsat frisag trods ustandselige razziaer. Det var radioforhandler Robert Jensen (’Tom’), leder af afskiberorganisationen i Dansk-svensk Flygtningetjeneste, og hans nærmeste medarbejder Christian Algreen-Petersen (’Christian’), blot 21 år og hjemsendt værnepligtig.
Mandag den 24. juli 1944 mødte ’Christian’ midt på eftermiddagen op på rutens hemmelige kontor på Forchhammersvej på Frederiksberg. ’Tom’ lukkede ham ind i stuelejligheden, hvor også faldskærmsagenten Ole Geisler, tidligere leder af bl.a. Hvidsten-modtagelserne, var til stede sammen med Svend Tronbjerg, tidligere teknisk assistent ved Frederiksberg Kommune. Tronbjerg, der netop var vendt tilbage efter et ophold i Sverige, havde overtaget ansvaret for forsendelser af penge og værdigenstande.
”Jeg gav mig til at læse i ’Information’ (…), da det pludselig ringede på døren,” skrev ’Christian’.

Dræbt af maskinpistoler
Robert Jensen gik ud for at lukke op, og øjeblikke efter lød en voldsom hamren og lyden af glas, der klirrende faldt til jorden.
”Tom kom løbende ind i stuen med sin uundværlige cigar i munden. ’De er der!’ råbte han, hvorpå han for hen efter sin mappe og løb ud gennem køkkenet for at prøve at undslippe gennem baggården,” berettede Christian Algreen-Petersen.
Den 44-årige korpulente radioforhandler var uden chance, og både han og Tronbjerg blev dræbt af maskinpistolsalver. Derimod overlevede Geisler ved at slå den Gestapo-mand ned, der bevogtede ham og kaste sig gennem køkkenvinduet. Han flygtede under beskydning fra gården over et meterhøjt plankeværk, mens Algreen-Petersen løb hen mod vinduerne mod Forchhammersvej.
”Jeg rev vinduet op og kiggede ud. (…). Hurtigt svang jeg mig ud.”

Christian Algreen-Petersen (1923-2005), ‘Toms’ nærmeste hjælper med afskibningen, blev for anden gang på få måneder alvorligt såret. Trods sin – efter tysk opfattelse – alvorlige meddelagtighed i illegalt arbejde slap den 21-årige mand med indespærring i Frøslevlejren resten af krigen. (Nationalmuseet)

Ung hjælper skudt og såret
’Christian’ havde kun tilbagelagt få skridt, da en mand kiggede frem fra hushjørnet. Det var den 42-årige politibetjent Robert Sustmann Ment, der tre måneder før havde været blandt de danske Gestapo-håndlangere, der var blevet hængt ud med billede i De frie Danske.
”Han rettede maskinpistolen mod mig og skød en byge. Ganske automatisk smed jeg mig fladt ned,” erindrede den unge rutemand.
”I det samme vendte Gestapomanden sig om, skød ind i gården. (…) Da jeg så ham vende ryggen til, sprang jeg igen op og gav mig til at løbe. (…) Som en top snurrede han rundt og skød igen. Atter faldt jeg ned på fortovet.”
Sustmann Ment indstillede sin maskinpistol på enkeltskud.
”I en afstand af en halv til en hel meter gav han sig til at skyde til måls efter mig. (…) For hver kugle, der traf, gik der en svien gennem mig.”

Udspurgt om ‘Flammen’
Med hele 16 kugler i kroppen og voldsomme smerter blev ’Christian’ kørt til det tyske lazaret på Nyelandsvej. Han blev ført ind på en operationsstue, lagt på en briks og klædt af af en tysk Røde Kors-sygeplejerske.
”Pludselig vågnede jeg ved, at en Gestapomand ruskede mig i håret (…). ’Wo ist Flammen?’ Det kom som et piskesmeld,” skrev Algreen-Petersen.
Endnu et udslag af Gestapos jagt på den 22-årige likvideringsmand Bent Faurschou Hviid.
”Jeg kunne være krøbet i et musehul (…). Vidste de, at ‘Flammen’ lige havde været hos os; hvis det var tilfældet, og hvis de mente, at jeg kendte hans opholdssted, skulle jeg nok få det hyggeligt.”
Nu gik døren op, og to bårer blev ført ind. På den ene lå Tronbjerg, på den anden Robert Jensen. Christian Algreen-Petersen, der nu var alvorligt såret for anden gang, slap forbløffende billigt. Han klarede sig igennem en række hårde forhør, og via en periode i Vestre Fængsel tilbragte han resten af krigen i Frøslevlejren.
Den tidligere medarbejder Peter Fyhn var én af de mænd, som Gestapo også havde håbet på at kunne pågribe, og han var herefter efterlyst.