Prøv engang at bemærke den velklædte unge mand til venstre i bagerste række på billedet herover (foto: arkiv.dk). Hans navn er Ole Harkjær Simonsen (1917-2002), 26 år i 1943, bankassistent og formand for Konservativ Ungdom i Gentofte – her sammen med sin bestyrelse. En samtidig beretning fra ham demonstrerer, hvordan de politiske konjunkturer havde ændret sig fra et enigt Folketings vedtagelse af et forbud mod Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) i august 1941 til de tyske myndigheders overtagelse af Horserød-lejren to år senere, den 29. august 1943.
Spørgsmålet er af betydning for den seneste tids debat foranlediget af et krav fra Horserød-Stutthof Foreningen, der har krævet, at statsminister Mette Frederiksen skal give en officiel undskyldning for Kommunistloven. Interneringen af hundreder af kommunister fik i sidste ende som konsekvens, at 145 Horserød-fanger faldt i det tyske Sikkerhedspolitis hænder, da general Hermann von Hanneken erklærede undtagelsestilstand. De blev deporteret til kz-lejren Stutthof i oktober 1943, og 21 af dem omkom.
Ole Harkjær Simonsen var nær meningsfælle og partikammerat med en anden ungkonservativ, Svenn Seehusen, der i 1941 utvetydigt var gået ind for Kommunistloven med den begrundelse, at kommunisterne var ‘en pestbyld på det danske samfund’. I nedenstående tekstuddrag kan du se, hvordan Harkjær Simonsen, da han i 1943 selv blev interneret i Horserødlejren, kunne se på de DKP’ere, han blev konfronteret med, som ‘nok kommunister, men dog landsmænd’.

Politiske pariaer på grund af Vinterkrigen
Vedtagelsen af Kommunistloven var blevet modtaget med nærmest total tilslutning i pressen og formentlig også blandt vælgerne bag de fem partier, der var parlamentarisk grundlag for ministeriet Staunings samarbejdspolitik.
Baggrunden var, at DKP slavisk fulgte instrukserne fra Sovjetunionen, som man fik gennem Kommunistisk Internationale (Komintern), og Moskva-processerne havde gjort diktatoren Josef Stalins rige lige så berygtet som Nazityskland. En endnu vigtigere årsag til de danske kommunisters paria-stilling var deres støtte til Sovjetunionens overfald på Finland mindre end to år før.
De meget få – især borgerligt nationale som Ole Harkjær Simonsen – der før den 22. juni 1941 havde engageret sig i illegalt, antitysk arbejde, havde på ingen måde opfattet kommunisterne som kampfæller. Tværtimod. Molotov/Ribbentrop-pagten havde gjort Sovjetunionen til en slags allieret for Hitlers Tyskland. DKP forholdt sig neutral i forhold til den tyske tilstedeværelse i landet, og partiavisen ‘Arbejderbladet’ satte den nationale samling under Thorvald Staunings ledelse under pres gennem en aggressiv økonomisk og socialpolitisk linje.
Kommunisternes første illegale publikation ,’Danske Toner’, udkom først måneden efter vedtagelsen af Kommunistloven. En mærkbar ændring i holdningen skete først i løbet af efteråret 1941 under indtryk af den seje russiske modstand og den danske regerings tilslutning til Antikominternpagten i november. Stalin og Sovjetunionen havde nu givet håb om, at Tyskland alligevel kunne tabe krigen.

Konjunkturbestemt håndslag
Ole Harkjær Simonsens indstilling i 1943 afspejler ikke nogen dybereliggende holdningsændring. Han var konservativ hele livet og blev sidenhen i perioden 1973-87 borgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune. Hvad man derimod får syn for i hans dagbog fra internatet på Alsgade Skole på Vesterbro i København og tiden som tysk gidsel i Horserødlejren i efteråret 1943, er en mikroversion af den verdensomspændende alliance mod aksemagterne ledet af vestmagterne og Sovjetunionen.
Uddraget herunder, hvori handlingen begynder om morgenen den 29. august 1943, er identisk med den tekst, der er bragt i bind 3 af Modstand – min fremstilling i fire bind af frihedskampen 1940-45. Mellemrubrikkerne er dog blevet tilføjet.

—– —–

Udsigterne var skræmmende for flere hundrede danskere, der blev interneret som gidsler på Werner Bests initiativ ved undtagelsestilstandens indførelse. At blive hentet på sin bopæl før daggry af ikke-dansktalende mænd med en ubestemmelig bemyndigelse og uden oplysning om bestemmelsessted var uhørt i det velorganiserede, fredelige Danmark – selv efter tre års tysk besættelse.
Blandt gidslerne var den 25-årige bankassistent Ole Harkjær Simonsen, der var formand for Konservativ Ungdom i Gentofte. Efter at være blevet ført ud af forældrenes hjem på C.L. Ibsensvej blev han gennet op på en overdækket lastbil. Kort efter gik det op for KU-formanden, at også partifællen, kirkeminister Vilhelm Fibiger sad på lastvognens lad.
Kort efter stoppede lastbilen på Baunegaardsvej, og Einar Dessau, direktør i bryggeriet Tuborg, blev ført ud. Harkjær Simonsen fik senere forklaringen på, at Dessau, der var direktør for bryggeriet Tuborg, så hurtigt havde været klar til afgang.
”Han havde siddet i sit Arbejdsværelse og havde læst og (…) var (…) faldet i Søvn i sin Stol. Han vaagnede ved, at Telefonen ringede. Det var Tuborgs Reklamechef, Henrik Kraft, der fortalte, at Undtagelsestilstanden var indtraadt, og at Tyskerne var begyndt at arrestere Folk. (…) Ikke saa snart var Røret lagt paa, førend det kimede paa Døren.”
De to mænd skulle have været til et svæveflyvningsstævne, så Dessau havde en pakket håndtaske stående parat.
(…)
Turen endte ved Alsgade Skole på Vesterbro, som var blevet beslaglagt som internat.
”Her bliver vi stillet op i en Række foran en Maskinskrivningsdame, til hvem vi skal opgive Navn og Data. (…) I den bageste Halvdel af Salen er der stillet Borde og Bænke op, og her sidder de tidligere ankomne.”

Celeber forsamling i internatet
Ud over den imposante Ole Bjørn Kraft var en af de første, KU-formanden fik øje på, Aksel Møller – en anden førende konservativ. Kort efter genkendte Ole Harkjær Simonsen blandt de stadigt nye ansigter sin KU-ven Erik Haunstrup Clemmensen. Han var med kun 22 år et af de yngste gidsler.
(…)
Sammensætningen af arrestanterne viste, at tyskerne godt vidste, hvor modstandsmiljøerne fandtes. Af de ca. 140 internerede repræsenterede knap 20 Det konservative Folkeparti eller KU politisk.
Fra de tre andre samarbejdende partier var der en enkelt politiker fra Det radikale Venstre, men ingen Venstre-folk og socialdemokrater.
Flertallet af de personer, der nu skulle overnatte nogle nætter på madrasser i klasselokaler og gymnastiksalen, var prominente i en eller grad inden for den akademiske verden, bladverdenen, kulturlivet – og altså politik. Tilsyneladende havde mødet med et større antal ligestillede taget toppen af den dystre stemning hos de fleste.
”Jeg så lutter kendte ansigter, alle meget ældre end jeg. (…) De fleste kendte jeg kun fra aviserne,” fortalte den dengang 31-årige forlagsredaktør Bo Bramsen, der var én af de internerede.
”Det så sandelig ud til at være en meget celeber forsamling. (…) Snakken gik som til et cocktail-party, skønt klokken endnu ikke var seks om morgenen.”
(…)

Kristen Amby (1894-1961), konservativ præst og folketingsmedlem fra 1932, var et værdsat kontaktled mellem de kommunistiske fanger og deres familier. (Foto: Critique)

Værdsat konservativ fængselspræst
Fredag den 3. september blev de fleste af gidslerne transporteret til Horserødlejren. Det indebar en sammenføring af to mildt sagt forskellige fangegrupper.  I lejren sad de 145 tilbageværende kommunister, der på grund af justitsminister Thune Jacobsens efterladenhed den 29. august 1943 ikke blev lukket ud i tide til, at de de kunne slippe væk, inden tysk militær overtog lejren.
”Kommunisterne reagerede meget forskelligt, da de saa os. Nogle ganske enkelte skulede ondt til os, en Del saa ganske ligegyldige ud, mens Resten vinkede til os med store Smil. Særlig Amby fik mange genkendende, venlige Tilraab,” skrev Ole Harkjær Simonsen i sin dagbog.
Henvisningen gælder det konservative folketingsmedlem Kristen Amby, der fra sin stilling som fængselspræst i Vestre Fængsel var stærkt værdsat som kontaktperson mellem de fængslede kommunister og deres familier.

Afviste kommunistisk opvartning
Folkene fra Alsgade Skole fik ved ankomsten at vide, at kommunisterne, der havde gjort barakkerne klar til de nyankomne, i fremtiden skulle gøre rent for dem.
”Vi ønskede naturligvis under ingen Omstændigheder, at skønt Kommunister, så dog Landsmænd skulde varte os op, og det blev meddelt Tyskerne. Og de maabede! Det kunde de ikke forstaa, og det kunde vi godt forstaa, at de ikke kunde forstaa,” skrev den ungkonservative politiker.
For Arne Jepsen, telegrafist og DKP’er, var de nye fangers ankomst også en markant begivenhed.
”Nogle var som isbjerge at passere, de hilste ikke, så os ikke,” skrev Arne Jepsen.
”Andre hilste derimod gerne, ja, indlod sig endda gerne i samtale med os, skønt vagterne gjorde nogle valne forsøg på at holde skidt for sig og kanel for sig. Den sidste kategori startede endda en indsamling af cigaretter og tobak til os veteranfanger.”
(…)

I fængsel for 9. april-demonstration
Det var anden gang under besættelsen, den ellers ustraffede (Ole Harkjær Simonsen) var berøvet sin frihed. Han havde  deltaget i antinazistisk arbejde allerede fra 1940. I begyndelsen af april 1941 havde han som KU-formand stået bag opklæbningen i Gentofte og de nærmeste nabokommuner af flere tusinde mærkater på lygtepæle, plakatsøjler, vinduer, postkasser og lignende med påskriften ’Vi mindes de faldne, 9. April ved at flage på halv, ved at bære sort Slips og Sørgebind.’
Det gav ham en dom på 20 dages hæfte ved Københavns Byret til afsoning i Vestre Fængsel.