Ebbe Munck (1905-1974) var en fuldbefaren verdensmand, der som 35-årig ved Danmarks besættelse var en erfaren polarforsker. Som journalist havde han været udsendt til Den spanske Borgerkrig, Vinterkrigen i Finland, og i 1939 havde han opholdt sig i Prag under den tyske indmarch. i 1960’erne blev han hofchef for kronprinsesse Margrethe. (Nationalmuseet)

Eftersom Danmark havde overgivet sig frivilligt den 9. april 1940 og derefter slog ind på forhandlingspolitikken, havde landet – i modsætning til andre tysk besatte lande – ingen eksilregering i London. Derfor måtte spørgsmålene, der drejede sig om modstandsbevægelsens forhold til omverdenen formidles ad andre kanaler.
Det helt centrale omdrejningspunkt i alle besættelsesårene var en mand, der var helt uden politiske poster, men som alligevel fik en statsmandslignende indflydelse. Manden var Ebbe Munck, der i 1940 var Berlingske Tidendes korrespondent i Stockholm, og forblev i den svensk hovedstad krigen ud.
Munck fik afgørende indflydelse på det kompromis, der førte til, at Frihedsrådet og de etablerede politikere i maj 1945 kunne danne regering sammen. Det var et udfald, der helt og holdent var i overensstemmelse med de vestallieredes ønsker.
Nedenstående uddrag fra bind 4 af Modstand, der udkommer den 16. april på Politikens Forlag, drejer sig om Muncks besøg i København i efteråret 1944, der blev centralt for det politiske forløb. Under arbejdet kom billedet til at stå klart for mig af den erfarne politiske journalist, der var vant til at læse spillet og konkludere med skarphed.
I august/september havde Ebbe Munck været på et månedlangt ophold i London. Han havde været til samtaler med det britiske udenrigsministerium Foreign Office,  sabotageorganisationen Special Operations Executive (SOE – nu under navnet Special Forces) og den sovjetiske London-gesandt. Den danske gesandt i USA Henrik Kauffmann kom på besøg samtidig med Munck, og de benyttede lejligheden til at holde et samlet møde med en række danske nøgleaktører i London, bl.a. den konservative eksilpolitiker John Christmas Møller.
Derfor er det ikke for meget at sige, at Ebbe Munck var en mand med fingeren på pulsen, da han ankom til København. Besøget fandt sted midt under en alvorlig krise for Frihedsrådet, idet det centrale medlem, professor Mogens Fog og redaktøren for det illegale nyhedsbrev Information Børge Outze var blevet arresteret en uge før.

Teksten herunder er som i bogen bortset fra, at mellemrubrikker er tilføjet.

—– —–

“Da Ebbe Munck kl. 17.15 lørdag den 21. oktober 1944 ankom med tog til København, var han på det rene med, at han kun kunne færdes ude efter mørkets frembrud. Som opvokset nord for København og med en offentlig profil var risikoen for genkendelse stor. Han var fire dage før brudt op fra Stockholm for at tage på det besøg i Danmark, han havde arbejde frem imod under sit ophold i London. Han fik ud for Kullen bådlejlighed med et motorskib, der sejlede til Vejle.
Kaptajn Svend Schjødt-Eriksen (’Spex’) og faldskærmschef Flemming B. Muus, der hos SOE havde dæknavnet ’Mint’, var dagen efter, den 22. oktober 1944, de første, Munck holdt møde med. De fastlagde besøgsprogrammet og gennemgik våbenforsyningen og andre løbende sager.
”Speks er lidt hårdt trængt i øjeblikket, da to af hans nærmeste mænd er blevet taget og en del kompromitterende materiale er faldet i tyskernes hænder,” erindrede Ebbe Munck med tanke på razziaerne på efterretningstjenestens kontorer, de mange anholdelser og drabet på premierløjtnant F.J. Dehn-Jensen, der alt sammen var sket få dage før. Schjødt-Eriksen var også selv efterlyst, og tyskerne kendte hans rigtige navn. Flemming B. Muus så slidt ud.
”Han ligner nærmest et skelet, men holder stillingen, han har jo den fordel at være ukendt og bevæger sig derfor frit i byen.”

Politikernes faste støtter
Ved 18-tiden mødtes de igen til en lille modtagelsesfest i et separatlokale på Holte Kro. Her var også ’Spex’s og ’Mint’s koner med og dertil Herman Dedichen (’Sømanden’). I det hele taget havde Schjødt-Eriksen, Muus og Dedichen – politikernes støtter – lagt fast hånd om dette vigtige besøg. Det er ikke unaturligt, at Frode Jakobsen mente, at Munck blev ’ført i ledebånd’ af trekløveret.
Gæstens overnatningssted var en villa i nærheden.
”(Jeg) spadserer gennem skoven til mine værtsfolk (..) Jeg har en bagvej åben og er på vagt hele natten, men jeg indrømmer, at jeg er temmelig nervøs,” fortalte Munck.

Der var ekstra gode cigarer på bordet, da Vilhelm Buhl (billedet) sammen med to andre topsocialdemokrater afventede Ebbe Muncks ankomst i det indre København. (Frihedsmuseet)

Topmøde i dunkel klublejlighed
Dagen efter, mandag den 23. oktober 1944, ankom han kl. 17.45 til Nørreport station. Dedichen tog imod ham og ledsagede Munck til en dunkel klublejlighed over for Botanisk Museum, hvor Vilhelm Buhl, Hans Hedtoft-Hansen og H.C. Hansen var klar til at tage imod gæsten.
”Der står et veldækket bord og venter, og i dagens anledning er der skaffet en extra forsyning af cigarer. (…) Buhl holder en lille velkomsttale,” skrev Ebbe Munck.
Eks-statsministeren understregede betydningen af, at politikerne nu for første gang under krigen fik et direkte budskab fra det allierede udland. Munck refererede i en hel time fra London-møderne, mens politikerne stort set holdt sig til at lytte. Han bekræftede, at der blandt vestmagterne var fuld accept af Vilhelm Buhl som statsminister. Parterne var enige om, at det var overordentlig vigtigt at forbedre forholdet til Sovjetunionen. Socialdemokraterne bekræftede, at de gerne så Kauffmann som udenrigsminister, og de ville gerne have Christmas Møller med i regeringen.
”Vi kom herefter til spørgsmålet om modstandsbevægelsens og kommunisternes deltagelse(…), de tidligere betænkeligheder herom var overvundet. (…) Man havde tænkt sig Mogens Fog som repræsentant for modstandsbevægelsen og Aksel Larsen som repræsentant for kommunisterne,” erindrede Ebbe Munck.

Klar til at betale regningen for SOE-agenterne
Politikerne ville ikke umiddelbart acceptere ministre fra alle fire modstandsorganisationer. Munck måtte til gengæld meddele, at Frihedsrådet ikke kunne acceptere dommer Harald Petersen, der tidligere havde været statsadvokat for København og – kortvarigt – justitsminister 1940-41. Han var politikernes kandidat som justitsminister, men indvendingen var, at han i sin aktuelle stilling i Københavns Amts Nordre Birk havde været med til at dømme kommunister.
Ebbe Munck kom derpå til spørgsmålet om tilbagebetaling til Storbritannien af de udgifter, som faldskærmsorganisationens indsats i Danmark havde kostet. Politikerne bekræftede uden videre, at det var en selvfølge. Efter den politiske drøftelse, der var præget af kompromisvillighed, kom parterne til det, der skilte politikerne og Munck, der fra 1940 havde været en ankermand for det aktivistiske modstandssynspunkt.
”Man ville gerne understrege, at modstandsbevægelsen i Danmark næppe var nået så langt (…) med mindre de legale instanser havde bifaldet og beskyttet. Jeg indvendte, at (…)  (modstandsbevægelsen) (…) tværtimod mente, at det ofte havde været vanskeligere at arbejde, så længe det danske politi var i stand til at udøve systematiske efterforskning, end nu,” sammenfattede gæsten, inden selskabet brød op lidt over midnat.

Dedichen om Frihedsrådet
Inden Dedichen næste dag, den 24. oktober 1944, igen fulgte gæsten på vej, sendte han et telegram til Special Forces. Frihedsrådet havde efter hans mening udviklet sig til en slags mytisk begreb.
”De har en vidtrækkende magt over liv eller død, strejker eller ro i alle dele af landet,” noterede han i meddelelsen, der bestemt ikke var venligt ment.
Mens Frihedsrådet aktuelt faktisk truedes af udslettelse, havde det – som historikeren Jørgen Hæstrup skrev – placeret sig i midtpunktet af en udvikling, der stormede fremad og krævede dets standpunkttagen til stadig vigtigere problemer.
Denne dag var første destination en lejlighed på Østerbro, hvor Ebbe Munck holdt et møde med de  konservative Ole Bjørn Kraft og Poul Sørensen. Dialogen var helt parallel til den, der var foregået med socialdemokraterne.

Avancerede politiske manøvrer
Lige efter mødte Munck Frihedsrådets inderkreds – Flemming B. Muus, Børge Houmann og Frode Jakobsen – i et hus i Hellerup. De var alle enige om, hvor vigtigt det var at holde enhed udadtil, men Ebbe Munck undlod at spørge udtrykkeligt, om Rådet støttede Buhl.
Spørgsmålet er, om det var en tilfældig uklarhed, eller om Munck bevidst valgte at afstå fra at skære ind til benet på dette punkt. Den eneste anden mulighed som statsminister var John Christmas Møller, men Ebbe Munck var på det rene med, hvor lavt Christmas Møllers aktier stod hos briterne – så lavt, at han ikke kunne få et møde med udenrigsministeren i London. Derfor havde han næppe nogen interesse i at anspore til nogen nærmere drøftelse, når han blot havde fået præsenteret den britiske støtte til Buhl og omtalt det positive møde med politikerne. Houmann og Jakobsen har givetvis kunnet se perspektiverne, men de var begge drevne forhandlere, der næppe har fundet tidspunktet velegnet til at udtrykke sig forpligtende – og slet ikke at fremsætte et udtrykkeligt forbehold over for Vilhelm Buhl.

Holdt armlængdes afstand til gammel allieret
Christmas Møller så sig selv som den naturlige leder af en befrielsesregering, og for Frihedsrådet var han – som tiden skulle vise – ikke ude af billedet. Men Ebbe Muncks kølige overblik havde for længst tilsagt ham at se bort fra den konservative eksformand i en central rolle. Dermed abstraherede han fra en fælles fortid.
Som i øvrigt også Erling Foss, havde de begge været konservative modstandspionerer. Et af de initiativer fra den tidligste besættelsestid, som der står et heroisk skær over, er Christmas Møllers og Muncks møde i Ordrup Mose en iskold vinteraften den 29. december 1940, hvor Ebbe Munck – allerede dengang kontaktmand for SOE – præsenterede John Christmas Møller for en opfordring til at rejse til England. Her kom Møller fra 1942 til at varetage en på flere måder utaknemmelig opgave, men fik varig betydning gennem de radiotaler over BBC, som han fortsat holdt.

Kørt til illegal rutebåd i bagerbil
Hvorom alting er, kunne Ebbe Munck rejse fra København med det resultat, at en ledende rolle til Buhl ikke havde vakt modsigelse. Munck rejste igen ud af landet lørdag den 28. oktober kl. 6.30.
”Han bliver hentet i en bagerbil og sat af på Grønlands Handels Plads, hvor båden venter. Fire unge polyteknikere bevæbnet med maskinpistoler står på deres post for at dække dem (…). Der er syv passagerer, der kryber ned i lasten,” skrev forfatteren Janni Andreassen i bogen At vise flaget.”