For det dansk-polske par Lucjan Maslocha (1912-45) og Lone Maslocha, født Mogensen (1921-45) gik modstandsarbejde og kærlighed hånd i hånd. (Nationalmuseet)

Et polsk efterretningsmiljø var aktivt i Danmark besættelsestiden igennem. Netværket bestod af eksilpolakker fra det tysk besatte Polen og indvandrere fra Polen, der var tætsluttede kredse – også efter at de havde været mange år i landet. Den mest betydningsfulde polak var Lucjan Maslocha, og hans kæreste og senere hustru Lone havde fået sit engagement i Polen gennem kontakter til landet fra barnsben.
I de sidste to år af besættelsestiden fik polakkerne voksende samarbejde med modstandsbevægelsen – bl.a. Holger Danske og Hjemmefronten.
     Denne tekst er sammensat af flere uddrag fra bind 4 af Modstand – min samlede fremstilling af frihedskampen 1944-45 (Politikens Forlag, 2015-21). Den handler bl.a. om, hvordan den storpolitiske udvikling i det sidste år af krigen blev katastrofal for polakkerne i Danmark. De havde arbejdet for den lovlige polske eksilregering i London, der efter nedkæmpelsen af Warszawa-opstanden august-oktober 1944 var politisk død.
    Teksten er identisk med den, der står i bogen bortset fra, at mellemrubrikkerne er indsat.

—— ——

Udviklingen i Polen havde en særlig betydning for den polske efterretningstjeneste i Danmark, der  blev ledet af sekondløjtnant og styrmand Lucjan Maslocha. Den var en del af ’Felicia’, der var den skandinavisk,finsk-baltiske afdeling af ’Kontinental Aktion’, som blev organiseret af den polske eksilregering i London. Den 32-årige Maslochas folk var i voksende grad blevet en del af den danske modstandsbevægelse gennem samarbejde med folk fra Studenternes Efterretningstjeneste, Hjemmefronten og Holger Danske.
I én henseende var deres situation imidlertid unik. På grund af det billede, der tegnede sig som følge af Warszawa-opstanden, mistede eksilregeringen gradvis betydning, mens Lublin-komitéen blev en stadig mere central faktor. Det var for polakkerne i Danmark derfor efterhånden ikke kun tyskerne, man måtte opfatte som fjender, men også de danske kommunister.

Torben Halkier (1920-45) var blandt de Holger Danske-folk, der samarbejdede med Lucjan Maslocha. Han hjalp bl.a. med af facilitere salg af guldbarrer, der indbragte midler, som de polske efterretningsfolk kunne arbejde for. Halkier blev arresteret af Gestapo i oktober 1944 og omkom i tysk kz-lejr. (Nationalmuseet)

Datter af udstationeret ingeniør
Maslochas nærmeste medarbejder var den 22-årige fotograf Lone Mogensen fra Hjemmefronten, som han også var blevet kæreste med. Hun var datter af en nu afdød ingeniør hos F.L. Smidth, der havde boet mange år i Polen. Lone Mogensen havde derfor haft en del af sin opvækst i landet og talte flydende polsk. I foråret 1944 undgik hun arrestation, da det polske efterretningsnet blev rullet op, og lige efter pinse flygtede hun til Sverige.
Her blev hun ansat i konsulartjenesten på det polske gesandtskab i Stockholm. Hun fik også igen kontakt med KU-kammeraten Svenn Seehusen, der allerede havde været i Sverige i over et halvt år. De arbejdede sammen om at forsøge at ’hjemsende’ polske modstandsfolk på falske papirer som danske Tysklands-arbejdere. Til gengæld skaffede polakkerne radiomateriel til Seehusens folk til en forbindelse mellem Danmark og Sverige.

Finansiering gennem guldbarrer
Lucjan Maslochas organisation blev finansieret gennem guldbarrer og kontanter, som han via Sverige modtog fra England.Guldet blev solgt i Danmark for at skaffe danske kontanter; prisen på en guldbarre var ca. 17.000 kr. (svarende til ca. 375.000 kr. i 2021).
Finn Elmvang, lederen af afdeling ’John’, var en af de mellemmænd, som hjalp  med salget af guldet. ’John’ gav Maslocha kontakt til endnu to fra Hjemmefronten: den 26-årige Johanne Dindler Rasmussen (’Hanne Møller’) og Torben Halkier. Et af de kontaktsteder, de benyttede, var ifølge forfatteren Dines Bogø inventarforretningen ’Den gule Æske’, Store Strandstræde 7. Halkier satte ’Hanne Møller’ i forbindelse med entreprenører, der arbejdede for tyske myndigheder, og det havde blandt andet givet hende lejlighed til at spionere mod tyske befæstningsarbejder i Jylland.
(…)

‘Onkel’ i familie på fredelig villavej
For Lucjan Maslocha ledte forbindelserne til Hjemmefronten frem til hans blivende logi. Hans Edvard Teglers gav Hjemmefront-folkene kontakt til den 39-årige skolepedel Kaj Jensen på Hyldegårdsskolen i Ordrup. Han satte Maslocha i forbindelse med den 44-årige arkitekt Robert Wehage, arkitekt ved Gentofte Kommune, og hans 39-årige hustru Dagmar.  Her fik den polske sømand et gæsteværelse til rådighed, og han oplevede efter det langvarige liv på flugt at få et varmhjertet hjemmeliv.
Den tilpasningsdygtige polak var ’onkel’ for den 10-årige datter Bente og den 6-årige søn Ulf. Maslocha havde sprogøre nok til at forstå og udtrykke en del danske vendinger, så samtalen bestod i en skønsom blanding af dansk og tysk. Han tilbragte sommerdage på stranden ved Charlottenlund sammen med husets mor og de to børn, som han prøvede at lære at svømme.

Adressen Hans Jensens Vej 44 i Gentofte blev både det sted, hvor Lucjan Maslocha nød frikvarterer fra det illegale arbejde hos en hyggelig familie, og hvor han endte sine dage som nygift mand sammen med sin hustru. (Dines Bogø: ‘Dræbt af Gestapo’)

Datter på 10 år var bud
Ud over at være logivært assisterede arkitekten Maslocha med rentegning af skitser af tyske militære anlæg, som polakken modtog fra sine folk. Robert Wehage kunne også skaffe værdifulde oplysninger i kraft af sin adgang til tekniske tegninger af bygninger i Gentofte Kommune.
Maslocha og ægteparret valgte at løbe en risiko ved at gøre noget, som næsten alle andre undgik: at lade mindre børn vide besked. Ifølge forfatteren Dines Bogø hjalp datteren på 10 år med at cykle som bud med breve, pakker, mundtlige beskeder, mindre våben og krystaller til radiosendere. Lillebroderen overværede bl.a., at Maslocha testede nyt radioudstyr.

Rakettegninger
En anden nær samarbejdspartner for ’den lille mand’ var den 27-årige aktuar Thøger Busk, som i foråret 1944 havde givet ham og Lone Mogensen logi i sin lejlighed og derefter selv engageret sig i Felicia. Han havde blandt andet formidlet 30 vigtige tegninger af de frygtede V2-raketter, som Tyskland i september 1944 begyndte at beskyde de britiske storbyer med.
Kontakten til Holger Danske bevirkede, at Lucjan Maslochas telegrafist Knud Erichsen flere gange sendte fra Parkovsvej 33 i Gentofte. HD havde lånt villaen til hovedkvarter under kodenavnet ’P33’  af en venligtsindet ingeniør, der var rykket ud og flyttet i en lejlighed med sin familie.

Robert Wehage (1900-57) og hustruen Dagmar (1905-57), logiværter for den polske efterretningsmand. (Dines Bogø: ‘Dræbt af Gestapo’)

Vigtig post, der udebliver
I oktober 1944 konstaterede det polske gesandtskab i Stockholm, der at der ikke kom mere post fra Lucjan Maslocha. ’Den lille mand’ oplevede, at de oplysninger, han sendte til Malmø, lige så stille blev suget op af de svenske og danske efterretningssystemer. Det hang givetvis sammen med, at den polske eksilregering i London under Stanislaw Mikolajczyk var politisk død som selvstændig magtfaktor; den sovjetisk kontrollerede Lublin-komité var umulig at komme udenom.

Da Lone insisterede på at komme hjem
Lone Mogensen – Maslochas kæreste, der arbejdede på det polske gesandtskab – blev urolig og opsøgte i november 1944 sin kammerat fra KU og Hjemmefronten
Svenn Seehusen, der i Stockholm var medlem af Modstandsbevægelsens Kontaktudvalg.
”Lone ønskede at få en såkaldt illegal udrejsetilladelse til Danmark,” erindrede Seehusen.
”Jeg svarede hende, (…) at vi kun gav tilladelse (…), hvor det drejede sig om vigtige kurerer.”
Han kunne ikke anbefale hjemrejsen, da hun vidste for meget.
”Hun fastholdt over for mig sit ønske og svarede mig med fasthed i stemmen: ’Jeg bliver ikke taget af Gestapo’,” skrev Svenn Seehusen i et privat erindringsskrift.
I Stockholm konstaterede oberstløjtnant E.M. Nordentoft i november 1944, at den polske efterretningstjeneste i Danmark var nedlagt. De fleste Felicia-folk fortsatte dog arbejdet, men afleverede deres resultater til den illegale danske efterretningstjeneste.
(…)
Selv om Svenn Seehusen havde frarådet det, rejste Lone Mogensen, kæreste og modstandskammerat til Lucjan Maslocha,  natten til den 3. december 1944 illegalt tilbage til Danmark med en fiskekutter til Frederikshavn.
Hun var bekymret for ham. I kredse i Danmark, der havde haft kontakt med Maslocha, bredte der sig en stemning af, at det var farligt at arbejde for ’Felicia’. Lucjan Maslocha var ifølge forfatteren Dines Bogø blevet opsøgt at en kvinde og en mand, der på en truende måde opfordrede ham til at indstille kontakten til eksilregeringen af London.

Johanne Dindler Rasmussen (1918-73) fra Holger Danske, der var samarbejdspartner med Lucjan Maslocha. Hun var i likvideringsfare, fordi hun var mistænkt for at have angivet en HD-gruppe til Gestapo, men mistanken viste sig efter krigen ubegrundet. (Nationalmuseet)

Holger Danske-kvinde i fare
 Både den trofaste hjælper pedel Kaj Jensen og Johanne Dindler Rasmussen (’Hanne Møller’) fra Hjemmefronten følte sig så eksponerede, at de flygtede til Sverige; det skete lige efter Lone Mogensens hjemkomst. Den 26-årige ’Hanne Møller’ var ikke alene i farezonen på grund af sit efterretningsarbejde, idet hun var mistænkt for at have stukket Holger Danske-afdelingerne ’Jes’ og ’John’, som hun begge havde arbejdet sammen med, og som var udsprunget af Hjemmefronten.
Utrygheden ved hende blev ikke mindre af, at hun ifølge historikeren Peter Birkelund havde seksuelle forhold til modstandsfolk, men der var ikke fremkommet noget konkret bevis, da hun kort forinden var blevet afhørt af det, der i en rapport upræcist betegnes som ’efterretningstjenesten’.
I dette tilfælde viste det sig at være en god ide, at man veg tilbage fra likvidering. Mistanken om, at ’Hanne Møller’ havde stået bag aktionen mod afdeling ’John’ i Ny Adelgade den 10. november 1944 blev først slået ned under retsopgøret, da det blev klart, at Ib Gerner Ibsen, Schiøler-gruppens leder, havde sluttet sig frem til sammenhængen ud fra en seddel med et telefonnummer, som var blevet fundet under ransagningen af afdelingens støttepunkt på Tårbæk Strandvej.
(…)

Svenn Seehusen (1918-96) fra Modstandsbevægelsens Kontaktudvalg i Stockholm var nær kammerat til Lone Mogensen fra Hjemmefronten. Han advarede hende i november 1944 kraftigt mod at tage hjem til Danmark. (Nationalmuseet)

Gift i den katolske kirke i Bredgade
Det var en stakket frist, da Lucjan Maslocha den 2. januar 1945 slap bort fra en tysk razzia på Bornholmerfærgen. Det skete to dage efter, at han og Lone Mogensen var blevet hemmeligt viet i den katolske kirke i Bredgade. Polakken skulle have været på en rejse til Sverige, men razziaen kom i vejen. Han klarede frisag på sine
islandske identitetspapirer og tog til sit logi i Hellerup, hvor han og Lone Maslocha tilbragte aftenen og gik i seng.
Langt over midnat ringede det på døren (…) Når Gestapo og HIPO denne nat rykkede ud med en såkaldt Rollkommando, kan det have været en reaktion på Torotor-aktionen. At den kostede det nygifte par livet, ser ifølge forfatteren Dines Bogø ud til at have været en tilfældig konsekvens af en aktion, der havde et andet sigte.

Brød gennem låst dør
Den var begyndt ved 23-tiden, da 12-16 mand rykkede ud i en ’skovvogn’. Lederen var den 35-årige SS-mand Carl Biegler, mens den danske Gestapo-ansatte Arno Hammeken var tolk. Kommandoen medbragte en adresseliste, og ud for hver adresse stod der, hvem man skulle søge, og hvad formålet var. En af de første, der blev anholdt i sit hjem, var et medlem af undergrundshæren, der boede på Østerbro. Så stoppede vognen kl. 01.30 ud for Hans Jensens Vej 44.
Trods Dagmar Wehages voldsomme protester insisterede lederen på at gennemføre en fuld husundersøgelse. Biegler og Hammeken brød ind igennem den låste dør til ægteparret Maslochas værelse, og Biegler affyrede en maskinpistolsalve, der ramte dem begge. Lone Maslocha døde næsten med det samme, mens manden først døde flere dage senere på det tyske lazaret.
Robert Wehage blev anholdt og afhørt, hvorefter han kom i Frøslevlejren resten af krigen.