De besøgende hilses velkommen af en informationstavle, der har ordet Gedenkstätte (mindested) øverst. Den gamle sten med ordet ‘Ehrenhain’ er dog ikke flyttet længere væk, end at den kan ses fra indgangspartiet.

I 1990 gik den 71-årige Dorthe Pedersen fra Esbjerg forbi en af mindetavlerne i det tyske mindretals mindested på Knivsbjerg mellem Aabenraa og Haderslev for deres omkomne under verdenskrigene – det såkaldte Ehrenhain. Hun fik et chok, da hendes øjne tilfældigt strejfede navnet Niels Riis.
Siden dengang har det ind imellem påkaldt sig offentlig opmærksomhed, at mindestedet ikke blot fremviser navnene på hjemmetyskere, der faldt ved fronten i kamp for Tyskland. Riis tilhørte ganske rigtigt det tyske mindretal, og han var ‘død som følge af krigen’, men dødsårsagen var, at han i 1948 blev henrettet af dansk politi, fordi han som Gestapo-ansat gentagne gange havde forøvet grov mishandling af tilfangetagne modstandsfolk på Staldgården i Kolding. En af dem var Dorthe Petersens bror.
Niels Riis’ navn blev fjernet fra mindetavlen som det første af en håndfuld. Siden er to andre henrettede Gestapo-medarbejderes navne blevet slettet, og i 2010 blev yderligere to navne fjernet, da det kom for en dag, at de var blevet henrettet af de britiske myndigheder i Tyskland for grove krigsforbrydelser.

Oprettelsen af æreslunden i 1962 tilfredsstillede et behov i mindretallet for et mindested for det meget store antal faldne.

Lille, men stor forskel
Spørgsmålet om mindelunden på Knivsbjerg blev lige før jul behandlet af historikeren Henrik Skov Kristensen i et kapitel i bogen Forundringsparat – festskrift til Inge Adriansen (museumsinspektør på Sønderborg Slot), der blev udgivet i anledning af hovedpersonens 70 års fødselsdag.
Han tager afsæt i en ændring på mindestedet, der fandt sted i 2012, der umiddelbart virker ubetydelig, men som har dybtgående betydning i forhold til den tyske befolkningsgruppes forhold til fortiden under nazismen. Efter præcis 50 år under betegnelsen Ehrenhain (æreslund) kaldes mindestedet siden 18. august 2012 for et Gedenkstätte (mindested).
Skiftet er fysisk markeret ved, at informationstavlen på billedet herover et sat op ved indgangen til mindestedet for de faldne hjemmetyske Waffen-SS-soldater, mens den sten, der tidligere var stedets vartegn, står mere diskret i baggrunden, men dog synlig fra indgangen.
Den symbolske ændring består i, at ordet Ehrenhain har en betydning, der mest handler om (militær) hæder og ære, mens Gedenkstätte mere går på stille eftertanke.

Som det ses her, er enkelte navne blevet fjernet fra denne mindesten. De ca. 5000 faldne fra første verdenskrig bliver mindet med et kollektivt mindesmærke, mens hver enkelt af de godt 800 faldne eller savnede fra Anden Verdenskrig er nævnt – på nær 83, hvor familien ikke har ønsket, at den faldnes navn bliver medtaget.

Medtog bevidst torturbødler 
Skov Kristensens kapitel handler om den politiske proces lige fra forberedelsen af æreslunden i årene op til 1962 til nutiden.
Det mest opsigtsvækkende, han kan fortælle, er, at folkene bag åbningen af æreslunden helt bevidst tog navne med på mænd, som de vidste, var henrettede torturbødler. Der var ikke tale om ‘smuttere’. Initiativtagerne opbyggede et personkartotek, der viser, at man fuldt ud var klar over de enkelte personers skæbne.
Gruppen bag mindestedet var alle gamle nazister fra mindretallet, der under Det tredje Rige var gennemnazificeret, fordi Adolf Hitler for hjemmetyskerne repræsenterede håbet om at kunne få grænsen flyttet tilbage til Kongeåen og dermed komme heim ins Reich.

Hovedkraft havde høj post i SS
Den mest indflydelsesrige blandt initiativtagerne var den tidligere SS-mand Paul Koopmann, der efter krigen kun fik en kort fængselsstraf for fronttjeneste i Waffen-SS, fordi det lykkedes ham at skjule for de danske myndigheder, at han havde haft en høj stilling i SS.
Koopmann arbejdede som betroet medarbejder for dr. Franz Riedweg, der var leder af Germanische Leitstelle, der organiserede rekrutteringen  og den politiske skoling af de SS-frivillige fra de tyskbesatte, racebeslægtede lande som Norge, Danmark og Holland. Riedweg, der var en schweizisk læge, var én af SS-rigsfører Heinrich Himmlers protegéer og var erklæret nazist til sin død som 98-årig i 2005. Koopmann betegnes i SS-personaleakterne som ‘overbevist nationalsocialist og SS-mand’, og det oplyses, at han blev ‘anvendt til teoretisk undervisning, også om jødespørgsmål’.
Paul Koopmann ved medlem af amtsrådet i Sønderjyllands Amt fra 1955 til 1970, og han var i fem år i 1970’erne medlem af det tyske mindretals kontaktudvalg til den danske regering.

Indflydelsesrige bøger
Navneændringen på Knivsbjerg er et af de sjældne eksempler på, at historiske bøger får en aktuel politisk betydning. Selv om de drypvise oplysninger om krigsforbrydere på mindetavlerne begyndte at komme frem i begyndelsen af 1990’erne, var det først, da Dennis Larsens bog Fortrængt grusomhed – danske SS-vagter 1941-1945 (Gyldendal, 2010) og Henrik Skov Kristensens Straffelejren – Fårhus, landssvigerne og retsopgøret (Nyt Nordisk Forlag, 2011) udkom, at holdningerne til fortiden i det tyske mindretal begyndte at flytte sig for alvor.
Henrik Skov Kristensen husker også at nævne den afgørende rolle, som chefredaktør Siegfried Matlok, mindretallets førende talsmand gennem årtier, har spillet. Matlok har utvetydigt i sine ledere i avisen Der Nordschleswiger og ved andre lejligheder erklæret sig enig i behovet for selvransagelse blandt hjemmetyskerne, når det gælder den nazistiske fortid.
Debatmøder i Sønderjylland har vist udpræget støtte til nyorienteringen blandt de midaldrende og yngre medlemmer af mindretallet. Nogle kredse med rødder i SS-veteranmiljøet er dog imod.

Fårhus-mentaliteten
Skov Kristensen har i Straffelejren grundigt beskrevet den  klassiske hjemmetyske selvforståelse vedr. krigen – kaldet ‘Fårhus-mentaliteten’. Den har som udgangspunkt, at ca. 2500 fra mindretallet gik i krigstjeneste, og over 800 enten faldt eller er savnet.
Dette uhyre offer bragte de ud fra en national loyalitet over for Tyskland – og efter krigen blev alle de frontfrivillige idømt fængsel af det danske samfund. Det, at  man var loyal over for et forbryderisk politisk system, var i mange år ikke et emne til drøftelse. Det samme gælder det forhold, at medlemmer af mindretallet deltog krigsforbrydelser under hagekorsflaget.
Næsten alle hjemmetyskere, der blev idømt straf – også lederne – blev indsat i Fårhuslejren, hvor mindretallets dømte havde rigelig lejlighed til at vedligeholde opfattelsen af sig selv som ofre for dobbelt uretfærdighed.
Derfor bestod mindretalsledelsen i årevis efter krigen af folk, der også havde haft fremtrædende positioner i det nazistiske system. (Foto: Henrik Skov Kristensen)