Oberst C.D.O. Lunn var muligvis den lokale kommandant, der op til den 9. april 1940 var bedst underrettet om, hvad der var ved at ske. (Foto fra Anders Bjørnvad: ‘Hjemmehæren’)

Oberst C.D.O. Lunn var rystet, da han i foråret 1938 kom ud fra den socialdemokratiske forsvarsminister Alsing Andersens kontor. Obersten var hjemme på besøg fra sin udstationering som leder af den internationale kontrolkommission ved den fransk-spanske grænse under Den spanske Borgerkrig. Han mente, at det var på høje tid at få bragt det danske forsvar i orden – altså opruste – i betragtning af den udvikling, han havde kunnet iagttage på nærmeste hold ude i Europa.
C.D.O. Lunn – bogstaverne står for Christian Ditlev Ole – blev fejet af. Alsing Andersen slog fast, at regeringens linje lå fast, og at Danmark ikke havde midlerne til at føre et forsvar mod et stormagtsangreb. Lunn mente ud fra sine æresbegreber, at forsvarsministeren ‘enten måtte være så hildet i partianskuelser, at han ikke kunne forstå, eller også var han dum, eller han var noget i retning af en landsforræder’.
Sådan var ordene fra en højtstående embedsmand om hans øverste chef. De fremgår af en beretning fra oberst Lunns arkiv, som er gengivet i historikeren Anders Bjørnvads bog Hjemmehæren fra 1988.

Mobiliserede på trods af ordre
Da Anden Verdenskrig brød ud, var C.D.O. Lunn tilbage i sin egentlige stilling som chef for 2. Feltartilleriregiment på Holbæk Kaserne. Han foreslog nu, at Generalstabens Efterretningssektion skulle videresende informationer til lokale militære chefer, så de kunne være forberedt på, hvad der kunne være af risici deres områder. Da forslaget blev afvist, reagerede Lunn med at etablere sit eget uofficielle meddelernet. Da tyskerne kom den 9. april 1940, var oberst Lunn derfor muligvis den militære chef, der var bedst forberedt på, hvad der var under opsejling.
Hærens enheder blev dagen før sat i alarmberedskab, men fik samtidig besked på, at intet måtte foretages, der kunne tolkes som forberedelse til kamp. C.D.O. Lunn ‘lod imidlertid befalingen forsvinde i en skrivebordsskuffe’, som forfatteren Thomas Harder udtrykker det i sin bog Kryssing. Han bestilte køkkenvogne og pakkede alt, hvad der var nødvendigt for at enhederne kunne rykke ud.
Samtidig lod han sin næstkommanderende, oberstløjtnant C.P. Kryssing, formere et mobilt kommando, der kunne rykke ud i tilfælde af, at mindre tyske styrker gik i land langs den meget lange kyststrækning på Nordvestsjælland.  Om morgenen den 9. april var han godt i gang med at mobilisere regimentets batterier, da ordren fra København om at indstille kampen indløb.

Måtte tage imod fjenden
Lunn blev nødt til at optage kontakt med Værnemagtens styrker, men han var ikke typen, der gjorde gode miner til slet spil. Da en mindre gruppe tyske soldater skulle indkvarteres i Holbæk for et par nætter, aftalte obersten med kommunen, at de kunne overnatte på en skole. Han ville ikke have dem ind på sin kaserne.
Det, han nødigst af alt ville se, var Hagekors-flaget over Holbæk Kaserne. Det gjorde han sit til at besværliggøre ved at kappe linerne på flagstangen i kasernegården. Han kunne ikke vide, at det skulle vise sig unødvendigt. Holbæk Kaserne var en af de få kaserner, der efter den 9. april 1940 forblev under dansk flag.

Oberster stak våben til side
Langt de fleste af hærens højerestående officerer var systemloyale embedsmænd. Trods raseri over den kampløse kapitulation den 9. april, følte de sig bundet af regeringens politik. Antallet af modstandsaktivister var få.
To af undtagelserne var C.D.O. Lunn og hans oberstkollega i Holbæk, Helge Bennike. De havde en fælles interesse i den danske hærs våbenlagre, der var under skarp tysk kontrol med jævnlige optællinger. Værnemagten ville undgå, at større eller mindre våben blev stukket til side til illegale formål.
Både Bennike og Lunn tænkte i retning af en situation, hvor et større oprør mod den tyske besættelse kunne blive muligt. I sommeren 1942 mødtes de på C.D.O. Lunns gods Knabstrup, og de to ældre officerer blev så optaget af deres snak, at de glemte at spise den aftalte frokost. De aftalte at forberede depotpladser, og Lunn tran derefter aftale med fem vestsjællandske godsejere, der var villige til at hjælpe.
Senere lykkedes det at få fjernet nogle våben fra hærens lagre, og de kom til at indgå i modstandskampen.