“Ebbe Gørtz var et af de mange paradokser under besættelsen. Han var en konventionel officer, og intet i hans personlighed eller indstilling pegede frem mod irregulær krigsførelse. Men han var fra efteråret 1943 altid med i baggrunden som den endelige autoritet bag den illegale hærledelse. I 1944/45 skulle han – under Frihedsrådets ledelse – blive øverstkommanderende for den illegale hær.
Militærhistorikeren A.R. Jørgensen blev imponeret, da han i maj 1939 som 26-årig premierløjtnant mødte ham. Det skete på en hviledag under en øvelse på Søgård Kaserne, hvor Gørtz tilfældigvis også var til stede.
”Han ringede til kompagniet for at spørge, om han måtte se kompagniets nye redskabspakninger. (…) Jeg havde aldrig set ham før på nært hold. Han kom alene, og han ønskede ikke, at jeg skulle foranstalte, at redskabskasserne blev anbragt på jorden. Vi kravlede rundt på de pågældende vogne, hvor jeg åbnede kasserne.
Han havde et forbløffende godt kendskab til kompagniets organisation og til kassernes indhold. Han udstrålede en stærk personlighed, og han optrådte uhøjtideligt og ligetil. (…) Da han var gået, kom jeg til at tænke på, at det var utroligt, at han havde kunnet tilegne sig et så detaljeret kendskab til et ingeniørkompagnis udrustning samtidigt med, at han skulle tilrettelægge hærens krigsplanlægning.”
Beskrivelsen er ikke kun en konventionel ros fra en ung officer til en general. A.R. Jørgensen var på andre punkter ganske kritisk – f.eks. i skildringen af Gørtz’ indsats op til den tyske besættelse:
”Gørtz må have et medansvar for, at der ikke blev udarbejdet operationsplaner af den fornødne standard, og han må ligeledes bære en del af ansvaret for, at officerskorpset generelt manglede kampånd.”
Ebbe Gørtz var usvigeligt loyal. F.eks. var det oplagt for de nærmeste omgivelser, at han nok havde haft konflikter med sin foresatte, generalløjtnant William W. Prior, men selv mange år senere sagde Gørtz intet om sådanne uenigheder. Loyaliteten gjaldt også nedad, og det i en grad, så han til tider var for ukritisk over for sine nærmeste medarbejdere.
Generalmajor Gørtz’ vurderinger kunne svigte, som f.eks. da han tog hjem og overnattede i sin privatbolig om aftenen den 8. april 1940 og fastholdt, at han ikke mente, der ville komme et angreb.
Samtidig med, at Ebbe Gørtz’ generalsudstråling var mærkbar for dem, der mødte ham, manglede han folkelig appel og evne til at knytte mennesker til sig.”

Her er fraklip 1

Her er fraklip 2