Med sin metalliske, nasale stemme, insisterende facon og aldrig svigtende skarpsindighed var landsretssagfører Carl Madsen (1903-1978) gennem årtier en institution i danske retssale og i medierne. Mest af alt huskes den kommunistiske jurist som forsvarer for Fristaden Christiania – en rolle, der gjorde ham til ungdomsoprørernes helt i  1970’erne.
Der, hvor han og flipperne fandt en fællesnævner, var i en kompromisløs opposition mod ‘magthaverne’, ‘det etablerede’ eller – med et udtryk som Carl Madsen foretrak – ‘klassefjenden’.

Ekskluderet til sidst
Det mærkværdige er, at Madsen i al sin venstreorienterede vrede ikke var frisindets forsvarer – ikke i nogen meningsfuld forstand. Han kæmpede en livslang kamp for proletariatets diktatur.
Han var fra 1928 og 47 år frem medlem af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), og da han forlod partiet, var det fordi han blev smidt ud. Carl Madsen blev i 1975 ekskluderet af DKP på grund af sin kritiske holdning til ledelsen. Han holdt fast i troen på, at det var Sovjetunionens mission at føre den kommunistiske ide ud i livet.
Et eksempel på hans retorik kan du se i et klip her fra youtube

Biografi på vej
Denne særprægede og markante skikkelse spillede også en vigtig rolle under besættelsen, især m.h.t. til forberedelsen af retsopgøret. Og det er denne side af Carl Madsens virke, som historikeren, ekstern lektor Chris Holmsted Larsen (her til højre) fra Roskilde Universitet (RUC) vil koncentrere sig om, når han på tirsdag den 25. april holder foredrag på Nationalmuseet.
Foredraget bygger på hans PhD-afhandling, Den stalinistiske systemkritiker, som han fik antaget i fjor. Den har han nu omarbejdet til en biografi, der udkommer på Gyldendal i august.

Indespærret i to år
Carl Madsen lærte ‘systemet’ grundigt at kende fra, idet han efter juridisk embedseksamen i 1928 i en årrække havde en stilling i Finansministeriet. Han blev i 1935 landsretssagfører og begyndte at gøre sig bemærket som beskikket forsvarer.
Hans rolle i modstandskampen blev defineret af, at han i juni 1941 i lighed med hundreder af andre kommunister blev arresteret som led i den grundlovsstridige massearrestation. Den 38-årige jurist blev først indsat i Vestre Fængsel og derefter i Horserødlejren. Da tyskerne overtog lejren den 29. august 1943, lykkedes det ham at flygte, men ca. 150 andre kommunister blev ført til Stutthof-lejren ved Danzig, hvor mange af dem omkom.

Forgæves jagt på ‘storkapitalen’
Denne række af oplevelser fyldte Cal Madsen med et stærkt had til det officielle Danmark. Hos ham var der ingen forståelse at hente for samarbejdspolitikkens dilemmaer og politiets vanskelige stilling i særdeleshed.
I 1944 fik han sæde i Frihedsrådets juridiske udvalg og var med til at skrive udkastet til straffelovstillægget, der blev vedtaget kort efter befrielsen, og som blev grundlaget for retsopgøret. Madsen gik ind for udstrakt brug af dødsstraf, og hans mærkesag blev en hård kurs over for ‘værnemagere’ – virksomhedsejere, der havde tjent stort på den tyske besættelse.
I den første halvandet år efter krigen havde han som statsadvokat stor indflydelse på udrensningens praktiske iværksættelse, men han kørte fast i sine bestræbelser på at ramme ‘storkapitalen’, der i de fleste og vigtigste tilfælde kunne henvise til, at de havde handlet efter henstilling fra regeringen.

Provokerende forfatter
I november 1946 forsvandt han med ét fra billedet, da han mistede stillingen, fordi han kørte galt i spirituspåvirket tilstand. Derefter nedsatte han sig som selvstændig advokat, og han blev en landskendt forsvarsadvokat i et stort antal kontroversielle retssager, hvoraf Christiania-sagen blot er den kendteste.
“Sluttelig spillede han som storprovokerende forfatter og systemkritiker en central rolle i den særlige kommunistiske fortælling om besættelsen, der vandt frem i kølvandet på ungdomsoprøret,” skriver Chris Holmsted Larsen i sit oplæg til foredraget.

Skinger tone, men stærkt indhold
Personligt har jeg i forbindelse med arbejdet på bind 2 af Modstand – mit bogværk om modstandsbevægelsen – trukket på Carl Madsens Proces mod politiet (1969), der er en sønderlemmende kritik af dansk politi og retsvæsen under besættelsen. Jeg har især brugt afsnittene om dansk politis tragiske drab på SOE-chefen Christian Michael Rottbøll i en lejlighed i Øresundsgade den 26. september 1942.
Skildringen er fordrejet og helt præget af den kommunistiske jurists politiske dagsorden. Tonen er skinger, og ethvert moment bliver brugt til at mistænkeliggøre myndighederne, beskrive politiet som naziinficeret og lignende.
Men jeg skulle hilse og sige, at når det gælder de forskellige mystiske og stadig uopklarede omstændigheder angående drabet på Rottbøll, står Carl Madsens skildring sig stadig godt, selv om emnet nu – næsten 50 år senere – er behandlet af en række andre forfattere.
Et fast kendetegn for Madsen var hans uomtvistelige dygtighed.
 Foredraget på tirsdag den 25. april er arrangeret af Frihedsmuseets Venner. Det begynder kl. 19.00, og der er gratis adgang.

Hjemmesiden for Frihedsmuseets Venner finder du her