Hen under aften den 6. juni 1944 trak et større antal unge mænd i største diskretion sammen om maskinfabrikken Globus i Glostrup ved København. De tilhørte BOPA, der efter to års modstandskamp havde udviklet ekspertise nok til at kunne rette regulære partisanangreb i fuldt dagslys mod virksomheder, der arbejdede for Nazitysklands rustningsindustri.
De bevæbnede vagter ved Globus var overbeviste nazister i tysk tjeneste. De havde bunkere med skydeskår, som de kunne kæmpe fra, hvis de blev angrebet.
‘Sprængstoffet blev kørt dertil på to lastbiler,’ beretter Jørgen Jespersen, der havde dæknavnet ‘KK’, i sin bog fra 1993, ‘Afdeling KK’.
Han var – skønt kun 18 år gammel – leder for 20 af de 50 sabotører, der deltog i aktionen.
‘Langs østsiden af fabrikken var der to-tre villaer, som vi besatte inden aktionen for bl.a. at have et meldested og en telefon. En enkelt villa på nordsiden blev også besat. På sydsiden var der en frugtplantage, der gjorde det muligt at kravle næsten frem til hegnet. Angrebsholdet kom to-tre mand ad gangen og gik i stilling på de tre sider af fabrikken i villaerne og i frugtplantagen.
Kl. 19.00 præcis skulle angrebsholdet være på plads, og holdet ved Roskildevej skulle starte angrebet med at nedskyde vagterne ved porten. Der var i alt fem mand på post, og de stod alle i nærheden af deres bunkers. Vi var krøbet så langt frem mod vagten, som vi turde, og vi kunne høre og af og til se ham.
Pludselig råbte vor vagt ‘hvem der’ samtidig med, at han svingede sin maskinpistol ned og pegede på os. Jeg skød på ham med det samme, og de andre fulgte efter,’ fortæller ‘KK’ videre – en beretning han også har fortalt i dette videoklip fra Frihedsmuseet.
Globus blev sprængt i luften, og succesen var så fuldstændig, at general Eisenhower – den allierede øverstkommanderende – sendte et takketelegram.

Skød sig fri gennem frakke
Jeg har siden jeg var barn interesseret mig for besættelsestiden – ikke mindst med fokus på folk, der havde lavet ‘skrappe ting’. Det blev ikke mindst stimuleret af faldskærmschefen Flemming B. Muus’ bog Ingen tænder et lys, som jeg læste som 14-årig.
21 år senere fik jeg chancen for at møde en modstandsmand af netop den kaliber, da jeg skulle interviewe Jørgen Jespersen i hans hjem i Holte i anledning af 50-årsjubilæet for befrielsen i 1995. Han havde ud over Globus-aktionen også ledet den største af alle sabotager i Danmark, da Riffelsyndikatet to uger senere – 22. juni 1944 – blev sprængt i luften.
Gestapo vidste godt, hvem ‘KK’ var, og den unge mand var fast besluttet på ikke at lade sig tage levende. Derfor gik han altid med en cyankaliumpille i frakkereverset. Helt utroligt undgik Jørgen Jespersen sin skæbne, selv om han engang blev pågrebet af en Gestapomand.
‘Du bist KK’, sagde tyskeren, og Jespersen var derfor helt sikker på, hvilken slags forhør, han kunne se frem til på Dagmarhus. Det lykkedes den unge mand at skyde sig fri med en pistol, han havde i en skjult lomme i frakken.
Episoden er legendarisk, for skuddet gik igennem frakken, der siden blev udstillet på Frihedsmuseet. Den vil givetvis også være blandt udstillingsgenstandene, når det nye museum er færdigt, der skal erstatte den bygning, der brændte i fjor.

Modstandshelt med miniaturehund
Da jeg her i vinter besøgte ‘KK”s nu 88-årige sabotør-kammerat fra Bopa, Aage Staffe, betegnede han Jespersen som en af de måske allerbedste sabotører i det tyskbesatte Europa.
Uundgåeligt gjorde jeg mig før interviewet i 1995 tanker om, hvordan det ville være at møde en person med den fortid. Oplevelsen kom ikke til at svare til det billede, jeg havde dannet mig.
Da jeg en formiddag først i april mødte op til aftalen, var den over 1,90 cm høje, slanke mand med hvidgråt fuldskæg og gul pullover i roligt spadseretempo på vej tilbage mod sit hus efter at have luftet sin hund Moonie – en lille terrier ikke meget større end en dværgpincher.
Vi talte sammen i hans havestue ud mod forhaven, og han svarede venligt og med lune, men hele tiden kortfattet på spørgsmål om de højdramatiske begivenheder 50 år tidligere.
Jeg havde ikke meget held med mine forsøg på at tromme dramatikken op eller få ham til at tale mere i overskrifter. Her var ingen hidsige fortællinger om pumpende adrenalin – kun præcise, ordknappe skildringer som hans ord om Globus-sabotagen.
Når vi kom ind på hans egen fremtrædende rolle, fremhævede han flere gange beskedent, hvor dygtig en leder hans egen chef, Børge Thing (‘Brandt’), havde været.

Efterkrigskarriere i hæren
Jørgen Jespersen og hans hustru Eva virkede som et helt gennemsnitligt, hyggeligt pensionistægtepar. Efter et stykke tid serverede fruen et par stykker smørrebrød og en øl, og ‘KK’ viste mig rundt i huset. Vi talte om dagligdags ting, og jeg forstod at parret havde fire voksne børn.
Huset bar præg af, at beboeren havde gode evner som håndværker.
I kælderen blev jeg mindet om, at han havde haft en efterkrigskarriere i forsvaret, idet en loftslampe i et festlokale var lavet af et granathylster. Derimod mindes jeg ikke, at effekter fra besættelsen prægede hjemmet i særlig grad.
Mediefolk kunne let få kontakt med Jørgen Jespersen, for han stod i telefonbogen: ‘Jespersen, J., oberstløjtnant’. Alligevel var og er hans navn ikke særlig kendt uden for kredsen af særligt besættelsestidsinteresserede. Det skyldes givetvis hans tilbagetrukne stil. Der var aldrig noget forsøg fra hans side på at fremstå som ‘modstandsbevægelsens talsmand’.

Likviderede forfatters far
Da vi genoptog interviewet fik jeg en ny oplysning til min artikel: at Jespersen sammen med en af sine Bopa-folk havde likvideret to stikkere på en villavej i Glostrup i 1944. Han sagde videre, at det var noget af det værste at tænke på – det at have været nødt til at slå andre mennesker ihjel.
‘De gamle ting kan godt blive ved med at dukke op mange år efter – også i sene nattetimer,’ sagde han.
Når han havde gjort det, begrundede han det med, at han som afdelingsleder nogle gange var nødt til at bede sine folk likvidere stikkere. Derfor følte han sig forpligtet til selv at gå foran.
Hvad angår likvideringen, var der en interessant oplysning, det ikke lykkedes mig at trække ud af ‘KK’. Det kunne jeg se, da Peter Øvig Knudsen fem år senere interviewede ham i Weekendavisen. Her fremgik det, at én af de to likviderede var Aage Petersen, medlem af Schalburg-korpset og far til forfatteren Leif Panduro.
Jørgen Jespersen døde som 77-årig i 2003. Han var en rørig og veloplagt 69-årig, da jeg mødte ham, men han var de sidste par år af sit liv plaget af sygdom. (Foto: Nationalmuseet)