Den knap ti måneder lange Scavenius/Best-akse fra den 7. november 1942 til samarbejdspolitikkens fald den 29. august 1943 er en af de vigtigste politiske samarbejdsrelationer i det 20.århundredes Danmarks-historie. Ikke desto mindre er det svært at få hold på deres personlige forhold, og det er omdiskuteret. Erik Scavenius destruerede efter krigen sit personlige arkiv og dermed formentlig mange brikker til en mosaik.
Noget af det i mine øjne mest fascinerende ved andet bind af Den inderste fare, Birgithe Kosovics dokumentariske roman om Erik Scavenius, er, at hun i en række medrivende scener giver et bud på, hvordan forløb, kontakter og samtaler kan have udspillet sig, som aldrig vil kunne dokumenteres med historiske kilder.  Her tænker jeg ikke mindst på Scavenius’ og Bests samtaler – og især på, hvordan de forholdt sig til det største tabu af alle: Werner Bests omfattende personlige deltagelse i de nazistiske masseforbrydelser inden hans ankomst til Danmark.
Dem må Erik Scavenius uundgåeligt gennem sine embedsmænd have haft kendskab til, men det er bestemt muligt, at spørgsmålet er forblevet unævnt, fordi Scavenius som statsminister har set deres relation som diplomatisk, idet Werner Bets var den øverste tyske, politiske magthaver i Danmark. Derfor har Scavenius givetvis ment, at det ikke var hans opgave at forholde sig til Bests fortid.
Men Birgithe Kosovic lader i en håndfuld scener de to mænd berøre spørgsmålet. Det sker blandt andet i nedenstående uddrag fra bogen under datoen 27. februar 1945 (værkets kapitler er underinddelt efter datoer), hvoraf emnets eksplosive karakter tydeligt fremgår.

Indledningsvis et par ord om udgangspunktet:

1). Hvad vidste Erik Scavenius om Werner Bests fortid?  Da Best blev udnævnt til tysk rigsbefuldmægtiget i efteråret 1942, må der være sket en research på manden i Udenrigsministeriet. Herigennem kunne man finde ud af
– at Werner Best i 1931 som 28-årig havde udfærdiget ‘Boxheim-dokumentet’, der var en opskrift på, hvordan en nationalsocialistisk magtovertagelse kunne ske med terroristiske midler,
– at Best som politichef i Hessen-Darmstadt havde åbnet en af Nazitysklands første koncentrationslejre i Osthofen.
– at Best havde været en nøglefigur i opbygning af det hemmelige politi Gestapo i 1930’erne som et centralt led i den terroristiske nazistat
– at han som krigsforvaltningschef i Frankrig 1940-1942 med blandt andet ansvaret for de tyske relationer til fransk politi havde spillet en rolle – som man dog ikke havde fuld klarhed over – i de første deportationer af franske jøder til udryddelseslejren Auschwitz,
– at Bests generelle omdømme fra tiden i Frankrig havde indbragt ham navnet ‘Blodhunden fra Paris’.
Derimod vidste Erik Scavenius ikke, at Werner Best havde ledet nedskydningen af tusindvis af polakker efter nedkæmpelsen af Polen i september 1939 for at forbygge dannelsen af en polsk modstandsbevægelse. Det kom ikke for en dag før i 1960’erne.

2). Hvad ved vi om Werner Bests og Erik Scavenius’ personlige relation efter den danske regerings afgang den 29. august 1943? Da Werner Bests erindringsbog (redigeret og udgivet af Sigfried Matlok) udkom i 1989 blev deres indbyrdes korrespondance i efterkrigsårene offentliggjort, og den skabte mediestorm. Ikke så meget på grund af deres indhold, men fordi de – med historikeren Hans Kirchhoffs ord – ‘af Scavenius er skrevet i en langt varmere tone, end konventionen ville kræve’.
Der er ingen tvivl om, at der var et grundlæggende tillidsforhold mellem dem – en ‘god kemi’. Ud over brevene havde de i enkelte tilfælde kontakt via kurerer, men tilknytningsforholdet var ikke fra Erik Scavenius’ side så varmt, at han på noget tidspunkt i de 17 år, han levede efter besættelsen, opsøgte Werner Best i Tyskland.

3). Er relationen udtryk for, at Erik Scavenius havde eller udviklede nazisympatier? Nej , det har jeg ikke kendskab til noget, der tyder på. Som jeg ser det, var Scavenius den samme gennem hele sin karriere: Embedsmand, dansk statstjener (men uden veneration for kongehuset), rationalist, med en aristokratisk foragt for folkeopinionens betydning og – ikke mindst vigtigt i forhold til Werner Best og nazismen – afstandtagende i forhold til enhver form for heroisk eller nationalt begrundet mysticisme.

Efter denne indledende prosa videre til det, det egentlig handler om: Birgithe Kosovics bog (side 545-551).

—– —–

27. februar 1945:

“Tjenestepigen med de barnlige hænder havde netop forladt kaminstuen, da dr. Best, som sad overfor, smøg noget i munden, og nede i hånden øjnede Scavenius et lille pilleglas forsvinde i lommen. Selv om munden derovre smilede, stak venligheden spidst; og der var en hulhed i stemmen, som om han talte om en chance, han havde fortabt:

”Forestil Dem, at der fandtes nogle – ja? Lad os antage, at der ud over de almindelige lejre, arbejdslejrene, at der så også fandtes nogle andre lejre, hvor – ”

Han gik i stå og kælede sig om munden med fingerspidserne.

Scavenius holdt vejret. Da dr. Best havde inviteret ham ud på Rydhave her til aften, havde han troet, at han ville tale med ham om genoptagelsen af kampen mod modstandsbevægelsen med legale juridiske midler, som var blevet indledt for få dage siden med henrettelsen af 10 mænd, og hvordan Scavenius kunne mægle mellem den rigsbefuldmægtigede og Svenningsen. Denne tankeleg havde han ikke været forberedt på, og han ville helst være fri for at fortsætte ud ad dette spor, men den unge mand fortsatte:

”Lejre, der var indrettet til en slags – ” han standsede op foran ordet, men sagde det så – ”udryddelseslejre?”

Det kom i et suk, næsten som i lettelse.

Uden at dreje hovedet flyttede dr. Best blikket over på ham, som om han frygtede, at nogen skulle høre, at de sad her og havde denne samtale.

”Med gaskamre?” mumlende han. ”Indrettet til at slå folk ihjel? I tusindvis? Hver evig eneste dag?”

”Men den slags,” indvendte Scavenius med en kølig stemme, ”det har vi jo hørt om før; hvis der virkelig fandtes sådan nogle lejre – ”

”Selvfølgelig ikke!” afbrød dr. Best og løftede hånden i en afværgende gestus, idet han sukkede som over en kedelig vittighed eller en håbløs dumhed, og irettesatte forsigtigt: ”Det, som jeg taler om, det er naturligvis kun noget, vi forestiller os.”

Scavenius skyndte sig at få fat i kaffekoppen og bøje i nakken, mens han tog den op til læberne.

”Man ville aldrig kunne tvinge folk ind i sådanne kamre,” sagde han ned mod koppen, og idet han med det samme indså, hvor meget han havde ret, løftede han hovedet og fortsatte, men uden at se den unge mand i øjnene: ”Man ville være nødt til at skyde dem. Og ingen soldat ville være i stand til at henrette tusindvis af mennesker, dag ud og dag ind. Det er umuligt.”

Da han så over på dr. Best igen, sad denne nærmest som kuet.

”Det er klart,” sagde han som i et ikke bjæf. ”De har ret. Men lad os alligevel sige, at de gik frivilligt derind.”

”Det ville ingen jo gøre!”

Det lød, som om han korreksede dr. Best, og Scavenius kom til at slubre af koppen. Hvad var det her for en samtale?

”Måske,” hørte han ham fortsætte, ”troede folk, at det var en badecelle?”

”Men,” forsøgte Scavenius, som om ordene bare var ord, ”hvor skulle man gøre af alle ligene?”

”Jamen, dem – ” hånden derovre gjorde en let affejende bevægelse, som om at det skulle han ikke bekymre sig om – ”dem brændte man?” Han smilede, med en lille blufærdighed: ”Det er jo bare noget, vi forestiller os.”

Scavenius rystede svagt på hovedet, men dr. Best blev ved:

”Hvis vi nu antog, at der virkelig for alvor fandtes sådan nogle lejre. Og hvis man også forestillede sig, at – ” stemmen tøvede – ”at kommandanten i sådan en lejr stod foran glughullet til gaskammeret og kiggede ind gennem den lille rude til alle de mange arme mennesker, der stod klemt sammen derinde, mens gassen blev sendt ind – ” det kneb ham om øjnene – ”og hvis kommandanten skulle stå og se ind i infernoet med alle de mange, som skreg af skræk og kravlede oven på hinanden og kradsede med neglene i loftet og kæmpede imod alt, mens de langsomt blev kvalt – ”

”Ja, hvad så?” afbrød Scavenius og holdt fast om kaffekoppen med begge hænder. ”Hvad er det, De vil sige?”

Dr. Best gik i stå; og de vekslede et blik, der var flygtigt og med en lille bøn; men så skubbede manden alligevel sig selv videre:

”Lad os antage, at denne kommandant, som stod og stirrede ind på en pine så stor og altomfattende, at ingen, der har set det, nogensinde kan glemme det; et syn, som vender tilbage til én, når man mindst venter det, og som ødelægger én, æder af én, selv længe efter.”

Scavenius plirrede. Såvidt han viste, havde dr. Best kun været med til at sende de franske jøder østpå; han havde aldrig slået nogen ihjel, ikke selv; han havde aldrig nogensinde været i nærheden af drabene. Og dr. Best havde gjort alt, hvad der havde stået i hans magt, for at redde de danske jøder, og ligegyldigt hvad folk troede om den mand, var han et menneske med samvittighed; det vidste han, det ville enhver kunne han se på ham, som han nu sad der og så frem for sig, som om han var ved at kaste op.

”Ting,” insisterede den unge mand, ”som gør, at, selv hvis man kun havde fået det beskrevet af andre, så kunne man ikke se på sin kone eller sine børn, når man kom hjem bagefter. Ting, som gør, at man slet ikke kan se noget andet menneske i øjnene, ikke i flere dage, i mange uger. Og bagefter, når alle råbene og skrigene og alle klagerne og bønnerne og gråden og jammeren var væk, og stilheden havde indfundet sig i kammeret; ville De tro det, hvis nogen fortalte Dem, at det kunne føles, som om man mødte Gud derinde?”

Scavenius glanede over på ham:

”Har De – ”

”Nej!? For Guds skyld!” næsten råbte den unge mand.

Scavenius slikkede sig over læberne, han ville helst hjem nu, men den rigsbefuldmægtigede fortsatte undskyldende:

”Betragt det som den sindstilstand, man kan komme i. Hvis for eksempel sådanne drab måtte gennemføres? Fordi det var det eneste, der kunne redde lejr-kommandantens land og folk? Og at han var tilkaldt for at overvære – ” tungespidsen gled over læberne – ”gasningen, fordi han skulle tage stilling til systemets effektivitet med henblik på en forbedring eller en godkendelse af procedurerne. Og mens han står der og ser ind på disse dødsdømtes kamp og fortvivlede hjælpeløshed, mærker han, hvordan hans underordnede kigger på ham? Det var dét, jeg ville sige. Prøv at forestille Dem det. Han ved, at hvis han kigger væk, at hvis han ikke klarer det her, og hvis han bryder sammen, så vil han tage modet og styrken fra alle sine folk, for hvem dette syn er en del af deres daglige arbejde i krigen.”

”Findes de lejre?”

De sad og så hinanden i øjnene. Så rystede dr. Best på hovedet, men så spinkelt og så langsomt, at det næsten lignede et lille ja.

”Det er et billede, en eufemisme” sagde han. ”Det er noget, vi forestiller os.”

”Men hvorfor skal vi det!”

Dr. Best sukkede.

”Forleden dag faldt jeg over en sætning. Af en tjekkisk forfatter. ’Im Kampf zwischen Dir und der Welt, sekundiere der Welt.’ Og så er det, jeg vil spørge: Hvad gør kommandanten? Stiller han sig på verdens side? Ofrer han sig? For sit land og sit folk? Og bliver ved med at kigge ind gennem glughullet? Eller vælger han sig selv og kigger væk?”

Scavenius så væk. Han rystede på hovedet:

”Jamen, jeg forstår overhovedet ikke, hvad det er, De vil sige med – ”

”Dét, som jeg vil sige,” klagede dr. Best, ”dét, som jeg spørger om, det er: Hvad vil det sige at vælge verden, når man står midt i krigen? Hvis man er kommandant i sådan en lejr? Eller hvis man er indsatsleder og organiserer einsatzgrupper ved fronten? Eller hvis man er menig soldat og har fået ordre til at slå civile ihjel? Hvis man ved, at enten gør man det. Enten begår man en grusomhed og redder land og folk. Eller også gør man det ikke, og så frelser man sig selv fra en rædsel, der overstiger alt.”

Scavenius stirrede. Hvad var det, han så i det ansigt? Selvmedlidenhed? Nej, det var kun en mand, der var drevet så langt ud af situationen, at han kunne finde på at gøre skade på sig selv. Scavenius svælgede. Han vidste godt, hvad der var det rigtige at svare et sådant menneske. Og i øvrigt mente han det:

”Når verden er stærk, så vælg Dem selv. Og når De selv er stærk, så vælg verden.”

”Hvad betyder det?”

”Når det ideal står stærkt, at De skal nyde og være fri fra forpligtelser, så skal De vælge verden og slås for det, der binder os sammen. Og når verden står stærkest med krav om massernes underkastelse, så vælg Dem selv og kæmp for den enkeltes frihed.”

Dr. Best så op på ham, som om han ikke forstod.

”Og lige nu?” bjæffede han.

”Lige nu?”

Scavenius slikkede sig over læberne: Denne fornemme pande? Denne elegante profil? Den bævende hage, de plirrende øjne og det rødsprængte blik? Kunne det virkelig passe? Havde den unge mand mere på samvittigheden, end han havde troet?

Han afbrød enhver tanke:

”Så vælg Dem selv.”