En gidselpolitik som den rigsbefuldmægtigede Werner Best proklamerede i april 1944 førte til 31 henrettelser i Ryvangen på to måneder

’Voldsforbryder henrettet’. Sådan så en chokerende overskrift ud på forsiden af de danske morgenaviser mandag den 24. april 1944. Nyhedsartiklen havde en obligatorisk ordlyd dikteret af den tyske besættelsesmagt.
Det var den 19-årige student Niels Stenderup, der var blevet skudt bag den tysk beslaglagte Ingeniørkaserne i Ryvangen, hvor Mindelunden i dag ligger. Han var blevet dødsdømt ved den tyske SS- og Politiret på Dagmarhus for et voldeligt forsøg på at frarøve en tysk soldat hans våben.
Henrettelser af danske modstandsfolk var dermed genoptaget efter en længere pause. Det skete som reaktion på en støt

Werner Best (1903-1989), tysk politisk chef i Danmark, indførte sit gidselsystem som modtræk efter en periode, hvor clearingdrab havde været den foretrukne repressalie over for modstandsbevægelsens aktioner. Han var modstander af anonyme gerningsmænds nedskydning af ofre, der måtte forekomme tilfældige. Dr. Best var en lige så hårdhudet nazist som de andre tyske ledere, men han ønskede krigsretsforfølgelse, fordi han var jurist og stod for, at der til en bestemt straf skulle svare en paragraf. (Nationalmuseet)

voksende sabotage og modstandsbevægelsens likvideringer af danskere, der samarbejdede med tysk politi.

De faktisk ’skyldige’
Samme dag som henrettelsen blev bekendtgjort, fremsatte den rigsbefuldmægtigede dr. Werner Best en presseudtalelse.
”Naar Underverdenens Elementer (…) paany er begyndt at angribe tyske Interesser, skal de og den danske Offentlighed vide, at heroverfor bliver der reageret hurtigt og skarpt,” sagde han.
Best understregede, at det var den tyske hensigt, at det ikke var den danske befolkning som helhed, men de personer, han kaldte de faktisk ’skyldige’, der skulle rammes.

”Gidsler som Garanti for, at der ikke sker yderligere Forbrydelser, tages ikke ud af Befolkningen, men ud af de forbryderiske Kredse selv. Den tyske udøvende Magt har arresteret et stort antal Elementer fra de underjordiske Kredse (…). Over 100 Sabotører og Voldsforbrydere har Dødsdomme i Vente,” forklarede han.

Øje for øje
Dr. Best forklarede i direkte vendinger, at der var tale om et gidselsystem.
”Det (…) ligger i de underjordiske Elementers egen Haand, hvad der sker med deres fangne Kammerater. (…). Holder (…) de forbryderiske Kredse (…) det for rigtigt atter og atter at ophidse deres Redskaber til Angreb paa tyske Interesser, saa holder man det paa tysk Side for rigtigt (…), gennem deres fangne Forgængeres Skæbne at demonstrere, hvad de selv har at vente ved en Fortsættelse af deres Virksomhed.”
Med henblik på det dagsaktuelle forklarede Best, hvorfor han havde undladt at benytte sin benådningsret i sagen om den 19-årig unge mand.
”Naar en Person, der tilhører Værnemagten, overfaldes og saares, (…) maa der gives Krigens haarde Ret fri Bane overfor en fangen Voldsforbryder, der under andre Forudsætninger maaske var blevet benaadet.”

Det tyske synspunkt
Besættelsesmagtens chefer anså frihedskæmperne for retsløse. De holdt sig til, at det ifølge folkeretten var ulovligt for ikke-uniformerede undergrundsgrupper at foretage angreb mod den uniformeret besættelseshær. Repressalier af enhver art var derfor lovlige, mente de. Modstandsfolkenes synspunkt var derimod, at Nazityskland lovløst havde angrebet og besat et neutralt naboland, som man oven i købet havde en ikke-angrebspagt med.

Niels Stenderup (1924-1944), student. At netop den 19-årige unge mand blev det første offer i gidselperioden førte til en nedkøling af den personlige relation mellem Werner Best og Nils Svenningsen, Udenrigsministeriets direktør og departementschefstyrets førstemand, der var hans faste forhandlingsmodpart. Niels Stenderup var søn af en af embedsmændene i Svenningsens ministerium. (Nationalmuseet)

De otte fra Hvidstengruppen
Werner Bests politik førte til, at der gang på gang i forsommeren 1944 på tysk diktat blev indrykket dobbeltnyheder i aviserne, der dels gik ud på, at f.eks. en stor sabotage var blevet gennemført, dels at en eller to dødsdømte frihedskæmpere var blevet skudt. Årsag og konsekvens skulle mejsles ud.
Den 22. juni 1944 skete den største sabotage overhovedet under besættelsen, da BOPA sprængte Riffelsyndikatet i Københavns Nordhavn – en storleverandør af automatvåben til det tyske militær. Morgenen efter blev otte medlemmer af en nordjysk våbenmodtagegruppe henrettet.
I den følgende uge ulmede uroen i København, der udviklede sig til Folkestrejken. Midt under strejken blev yderligere otte modstandsfolk skudt i Ryvangen. De var alle med i Hvidstengruppen.

KZ-lejr i stedet for krigsret
Efter 31 henrettelser i løbet af to måneder stod den senere meget kendte modstandsmand Jørgen Kieler og flere af han kammerater fra Holger Danske for tur til at komme for den tyske krigsret, men få dage efter henrettelsen af Hvidstenfolkene kunne han og andre fanger i Vestre Fængsels gård se et opslag om, at krigsretten var opløst. Ingen kunne regne ud, hvad grunden var.
Sagen var, at den tyske fører Adolf Hitler havde fulgt begivenhederne i Danmark tæt og fået det indtryk, at det var Hvidstengruppens henrettelse, der havde udløst Folkestrejken. Han mente, at krigsretter gav modstandsfolkene lejlighed til at bruge anklagebænken som talerstol og gøre sig selv til martyrer. Det ville gøre endnu flere til frihedskæmpere i stedet for at slå modstanden ned.
Derfor beordrede Hitler krigsretsforfølgelsen indstillet i alle tyskbesatte lande. I stedet skulle sabotører, der blev taget på fersk gerning skydes ned på stedet, eller fanger i tyskernes fængsler skulle forsvinde ’i nat og tåge’, dvs. sendes til Tyskland uden at pårørende eller andre fik noget at vide om, hvad der var sket dem. Det ville virke mere effektivt skræmmende, mente føreren.
I praksis blev konsekvensen, at et stort antal danske modstandsfolk blev sendt i tyske kz-lejre i det sidste år af krigen.

Efter befrielsen blev alle de frihedskæmpere, der var blevet henrettet i Ryvangen, gravet op og identificeret. Nogle blev ført til deres hjemegn og begravet, mens resten blev jordfæstet i den senere mindelund efter en følelsesladet procession gennem byen fra Christiansborg Slotskirke. (Nationalmuseet)

De sidste måneders ofre
På grund af især den voksende jernbanesabotage blev krigsretten genindført i februar 1945, og i de sidste tre måneder af krigen blev 61 frihedskæmpere skudt i Ryvangen – de seneste blot 16 dage før befrielsen i maj.
Af i alt 101 danske modstandsfolk, der blev henrettet efter krigsretsdom, blev dødsdommene i de 94 tilfælde eksekveret i Ryvangen.
Werner Best blev i 1948 dødsdømt ved Københavns Byret. Året efter blev straffen reduceret til fem års fængsel ved Østre Landsret, men senere forhøjet til 12 års fængsel ved Højesteret. Henrettelserne i Ryvangen var imidlertid slet ikke på anklageskriftet, idet de ifølge folkeretten var lovlige.