Vedsted Landbohjem, som det så ud indtil festen for kong Christian X’s fødselsdag den 26. september 1944. Bygningen blev kort efter razziaen sprængt i luften som repressalie, fordi en tysk befalingsmand var blevet dræbt under aktionen, og den danske Gestapo-mand Peter Karl Brinkmand var blevet såret. Begge dele skyldtes dog tyske vådeskud, viste det sig. (Nationalmuseet)

Et privat sammenstød i et illegalt logi førte i september/oktober 1944 til sabotagelederen Hans Andersens død under en Gestapo-razzia og voldsomme konsekvenser for hans familie.
Det var blot et af en række aktioner, der førte til, at tysk politi gjorde et dybt indhug i den syd- og sønderjyske modstandsbevægelse.
Nedenstående er uddrag fra bind 4 af Modstand, der udkom i april 2021. Teksten er sammensat af enheder fra flere forskellige kapitler, men den er identisk med bogens tekst på nær, at underrubrikker er tilføjet.

—– —– —–

”Feltmadras!” udbrød den 44-årige sønderjyske modstandsmand Hans Andersen.
Det skete under en ophidset ordveksling midt i september 1944 med en kusine til hans 30-årige kone Signe. Kusinen var datter af Signe Andersens faster og onkel i landsbyen Moltrup nordvest for Haderslev, hvor Andersen havde illegalt logi. Kusinen havde meddelt, at hun havde forlovet sig med en tysk soldat. Hans Andersen (’Anders’) foreholdt hende, at hun forrådte sine landsmænd, mens han og andre satte livet på spil for at befri Danmark.
Andersen var leder af sabotagen i Haderslev-området, og husmandsstedet lå tæt ved den østjyske længdebane, der var hovedmålet for jernbanesabotagen. (…) Det heftige sammenstød skulle kort efter resultere i både en familietragedie og en katastrofe for modstandsbevægelsen i Sønderjylland.

I skjul efter arrestationsforsøg
Den stærkt nationale Hans Andersen, kusk og tidligere oversergent, var kommet ind i det illegale arbejde, da han i julen 1943 havde fået en henvendelse fra Christian Petersen, leder af den kommunistiske sabotage i Haderslev. De fandt en fælles dagsorden, selv om de stod i hver sin politiske lejr. Oversergenten begyndte at danne grupper og havde et våbenlager i sit hjem.
Hans og Signe Andersen gik under jorden i juni 1944, da Gestapo forsøgte at arrestere ham. (…) Parret satte deres treårige søn i pleje hos Signe Andersens forældre, husmandsparret Martin og Karen Grøn ved Christiansfeld. Snart efter blev også Christian Petersen arresteret.
(…)

Kontakt til ‘Snogen’
I sit raseri over at være blevet overfuset af Hans Andersen tog hustruens kusine ifølge forfatteren Henning N. Larsen til Fredericia og fortalte sin tyske forlovede om forløbet. Soldaten arrangerede et møde mellem hende og den danske Gestapo-medhjælper Johannes Rasmussen (’Snogen’), der havde stået bag oprulningerne af modstandsorganisationen i Fredericia og af Holger Danske-gruppen HD2.
’Snogen’ udspurgte kusinen og viste hende et foto af Hans Andersen. Hun fortalte, at billedet ikke længere var vellignende, idet ’Anders’ med briller og overskæg havde ændret udseende.
Efter det voldsomme optrin med husets datter var det nu umuligt for det illegalt levende par at blive hos Signe Andersens faster. De rykkede ind på Vedsted Landbohjem, hvor værtsparret Marius og Marie Bonde flere gange havde huset modstandsfolk på flugt.
(…)

Hans Andersen (1900-1944) var efter kommunisten Christian Petersens arrestation ene om at stå for koordineringen af sabotagen på Haderslev-egnen. (Nationalmuseet)

Fuldt tryk på jernbanesabotagen
På Vojens-egnen havde Hans Andersen (’Anders Thomsen’) i sin underjordiske tilværelse som sabotageleder kolossalt travlt og havde oprettet en håndfuld sabotagegrupper. (…)
Omkring midnat natten til den 10. september 1944 sprængte grupperne med få minutters mellemrum sporskifterne på Hovslund, Rødekro, Hjordkær, Bolderslev, Bajstrup og Fårhus stationer. Samtidig blev jernbanebroen over Uge bæk nord for Tinglev sprængt. Aktionerne resulterede i en 17 timer lang spærring af strækningen.
Lederen var den 29-årige premierløjtnant Alfred Rasmussen Friis, der var uddannet baneingeniør og ifølge historikeren Aage Trommer en teknisk set overordentlig dygtig sabotageleder.
(…)

Den fatale oplysning
På Vedsted Landbohjem pressede Signe Andersen sig tæt ind til sin mand, sabotagelederen Hans Andersen, da et voldsomt skyderi pludselig brød løs ved 23-tiden samme dag, den 26. september 1944.
”Bare det ikke er os, de er ude efter,” sagde hun.
En vellykket fest på Christian X’s 74-års fødselsdag var ved at være slut, da tre busser kørte op foran bygningen. Omkring 50 tyske soldater sprang ud, omringede bygningen og åbnede ild ind ad vinduerne. (…) Som hustruen frygtede, drejede razziaen sig netop om Hans Andersen og hende selv.
Med i aktionsstyrken var Johannes Rasmussen og Peter Karl Brinkmand. (…) Razziaen blev gennemført under voldsomme former, og nu blev det fatalt, at Signe Andersens kusine havde fortalt om hendes mands ændrede udseende. Under andre omstændigheder ville maskeringen og brillerne sammen med hans falske identitetskort muligvis have sat ham i stand til at klare frisag, men nu beordrede ’Snogen’ ham op på en stol midt i lokalet.
”Her ser De (…) et af de modbydeligste mennesker, der er med til at ødelægge Danmark,” skreg han blandt andet.
Ud på natten lykkedes det Hans Andersen at slå to soldater, der bevogtede ham, ned. Han forsøgte at flygte, men den 44-årige mand blev skudt og dræbt i sit løb over gårdspladsen. Signe Andersen gik fri, da hverken hun eller manden havde ladet sig mærke med, at de kendte hinanden.
(…)

Syv tyskere dræbt ved togafsporing
Ved 22-tiden den 27. september 1944 gennemførte Alfred Rasmussen Friis og hans folk – et døgn efter katastrofen på Vedsted Landbohjem – en perfekt afsporing mellem Bolderslev og Hjordkær på Aabenraa-egnen. (…) Rasmussen Friis fulgte op med at beordre flere aktioner, og kl. 01.50 natten til den 7. oktober lykkedes det at afspore et tog mellem Rødekro og Hjordkær. Strækningen blev afbrudt i halvandet døgn (…). Vigtigst var det dog, at afsporingen (…) fik yderligere virkninger. Tyskerne var ikke indstillet på bare at tage til efterretning, at syv tyske soldater var blevet dræbt.
(…)

Som baneingeniør var premierløjtnant Alfred Rasmussen Friis (1915-1945) en overordentlig kvalificeret praktisk leder af jernbanesabotagen. Han blev arresteret i Vejle den 7. oktober 1944 og sendt i kz-lejren Neuengamme. Han døde på en udkommando den 4. marts 1945, og hans jordiske rester blev aldrig fundet. (Nationalmuseet)

‘Himmelfartskommandoerne’
På Vedsted Landbohjem havde Signe Andersen, hustru til den dræbte sabotageleder Hans Andersen, fået lov til at gå om morgenen den 27. september 1944, fordi hendes korrekte identitet på grund af hendes falske legitimation forblev uafsløret.
Men Gestapo lagde vægt på at få fat i den unge enke og opsøgte hendes far, Martin Grøn, på familiens husmandssted ved Christiansfeld. Den 57-årige husmand nægtede trods intensive forhør at fortælle, hvor datteren og hendes lille dreng opholdt sig.
Netop i de samme dage indførte den højere SS- og politifører Günther Pancke efter samråd med general Hermann von Hanneken de såkaldte ’himmelfartskommandoer’.
”Gentagne Gange er i den sidste Tid Jernbanetog, hvori der befandt sig Medlemmer af den tyske Værnemagt, blevet bragt til Afsporing ved Sprængning,” skrev Panckes pressekontor den 8. oktober 1944.
”Et særligt alvorligt Tilfælde skete en af de sidste Dage, hvorved 7 Soldater blev dræbt og 42 saaret. Til Afværgelse af disse Sabotagehandlinger vil der fremtidig i de Tog, hvori der befinder sig medlemmer af den tyske Værnemagt, medføres fangne danske Sabotører.”
Det var den direkte konsekvens af den afsporing mellem Rødekro og Hjordkær, som Alfred Rasmussen Friis havde nået at beordre, inden han blev arresteret.
Gestapo opgav afhøringerne af Martin Grøn og sendte ham i Frøslevlejren. Men han blev jævnlig hentet ud og sat ind i en vogn af danske fanger, der blev placeret på et ukendt sted i et togsæt, der transporterede tyske soldater. Både Alfred Rasmussen Friis og Martin Grøn kom senere i tysk kz-lejr; ingen af dem overlevede.

.