Svend Truelsen (1915-97), premierløjtnant i Den kongelige Livgarde, blev leder af den illegale efterretningstjeneste, efter at Hærens og Søværnets efterretningsofficerer måtte flygte efter den tyskerklærede undtagelsestilstand den 29. august 1943. Denne eventualitet var blevet forudset allerede i 1940, og Svend Truelsen var blevet bedt om at være til rådighed for at føre officerernes aktiviteter videre. (Nationalmuseet)

Lige fra den 9. april 1940 arbejdede officererne i Generalstabens Efterretningssektion og Marinestabens Efterretningssektion i dybeste hemmelighed for Storbritannien.
De sad stadig i deres stillinger, fordi de danske militære værn havde fået lov til at fungere videre på grund af den særlige besættelsesordning i Danmark med samarbejdspolitik og indre selvstyre. Men ved siden af deres legale officerstjeneste drev de som illegal sideaktivitet deres efterretningsarbejde for de vestallierede.
En af efterretningsofficererne var den 25-årige premierløjtnant Svend Truelsen. Han blev af sin chef, oberstløjtnant Einar M. Nordentoft, anmodet om at fratræde tjenesten, passe sit civile arbejde i Landbrugsrådet og være klar til at tage over, hvis der skulle ske noget med officererne.
Natten til den 29. august 1943 blev ritmester H.M. Lunding arresteret i generalstabens kontorer på Proviantgården ved Christiansborg, og de øvrige officerer måtte gå under jorden. Alle officerer i Danmark blev interneret, og kaptajn Per Winkel valgte som den eneste frivilligt at blive i landet og lade sig interneret, fordi hans kone stod foran at skulle føde.
De øvrige flygtede til Sverige i september – bl.a. sammen med sparekassefuldmægtig Jutta Graae, der havde været det centrale forbindelsesled til efterretningsorganisationens kurerer.
I den kaotiske flugtsituation lykkedes det kun mangelfuldt officererne at få lavet en overlevering af kontakter til Svend Truelsen. I stedet lykkedes det i en periode en løjtnant Knud Hedegaard-Broch fra Foreningen af Løjtnanter og Kornetter at overtage store dele af efterretningstjenestens kontaktnet. Hedegaard-Broch lod udadtil forstå, at han var leder af de illegale efterretningstjeneste i Danmark.
I mellemtiden havde Truelsen samlet en række kammerater fra Den kongelige Livgarde i et korps, hvis formål var at beskytte Kongehuset og andre bærende samfundsinstitutioner. Det skete på et tidspunkt, hvor frygten for kommunistiske grupper var på sit højeste, og hvor mange regnede med, at kommunisterne besad store mængder våben.
Svend Truelsen blev først sidst i oktober – næsten to måneder efter efterretningsofficerernes afrejse – aktiv som leder af de illegale efterretningstjeneste. I de nedenstående, sammenklippede uddrag fra bind 3 af Modstand (Politikens Forlag, 2015-21) – mit firebindsværk om frihedskampen 1940-45 – kan du læse, hvordan han blev introduceret, og hvordan hans første tid forløb.
Teksten er identisk med det, der står i ‘Modstand-3’ bortset fra, at jeg har indsat mellemrubrikker.

—– —– —–

Det blev kaptajn Per Winkel (1906-92), der fik skabt de kontakter, der gjorde det muligt for Svend Truelsen at træde i funktion. (Nationalmuseet)

Da kaptajn Per Winkel blev løsladt fra interneringen den 22. oktober 1943, opsøgte han hurtigt Svend Truelsen i Landbrugsrådet for at få opklaret, hvad der var sket med det efterretningsarbejde, som Winkel havde regnet med, at Truelsen var i fuld gang med at bygge op.
Det viste sig, at reserveofficeren ikke drev efterretningsarbejde, men i stedet havde samlet en gruppe garderofficerer.
Truelsen har formentlig ikke undladt at nævne, at gruppen få dage før havde befriet oberstløjtnant Ørum. Winkel må derfor have været stensikker på at have en aktivistisk officer for sig, som – tvært imod at lade sin gruppe se tiden passivt an – var klar til at gå i aktion på forefaldende modstandsopgaver.
Den 26. oktober 1943 kom Per Winkel til Stockholm, hvor han på banegården blev modtaget af E.M. Nordentoft og Jutta Graae.
Efterretningsofficererne var helt enige om, at løjtnant Knud Hedegaard-Broch måtte kobles af som leder og premierløjtnant Truelsen sættes i gang. Winkel blev derfor sendt tilbage til Danmark for at give Svend Truelsen grønt lys og sætte han ind i de stadig eksisterende intakte kontakter.

Winkels og Truelsens møder
Kaptajn Winkel erkendte efter krigen i en beretning, at han inderst inde havde planer om at blive hjemme. Han havde efterladt sin hustru og et nyfødt barn. Han rejste til Danmark den 30. oktober 1943 med Erling Kiær fra Helsingborg til Helsingør, og af sikkerhedshensyn nøjedes han med at se sin kone på afstand og gav sig ikke til kende.
I løbet af de ni dage, Winkel var i landet, lykkedes det ham at binde en række af de løse ender op, som ’Ligaens’ pludselige udrejse havde efterladt. Han havde samtaler med Truelsen en eller to gange om dagen, og han havde også adskillige møder med kaptajn S.P. Eriksen (senere Schjødt-Eriksen), der talte på vegne af general Gørtz, politikommissær Jens Odmar og Erling Foss.
I den forbindelse lykkedes det Winkel at  få Foss til at genoptage sine leverancer af ’Ugen’ til Stockholm, der var gået i stå efter Hedegaard-Brochs besøg halvanden måned før. Et andet tegn på den mistillid, som løjtnantens ledelse havde vakt, var, at Jens Odmar truede med at afbryde forbindelsen, hvis ikke løjtnanten blev ’uskadeliggjort’.

Axelborg – Landbrugsrådets hovedsæde – blev under Svend Truelsens ledelse en spioncentral i Danmark i perioden oktober 1943 til maj 1944. (Nationalmuseet)

Korps lagt under linjeofficer
Alle var enige om, at Svend Truelsen skulle fungere som efterretningsofficerernes repræsentant i Danmark med oplysningspligt til kaptajnerne S.P. Eriksen og Helge Klint i Den lille Generalstab samt til kriminaloverbetjent Max Weiss i Malmø. Truelsen skulle rejse rundt for at introducere sig og dermed knytte kilderne til den nye tjeneste.  Alle oplysninger skulle samles hos Truelsen (’Dr. Thomsen’) med assistance af C.C. Scavenius. Truelsen skulle selv forestå nedfotograferingen.
Winkel tog Truelsens korpsdannelse af reserveofficerer ad notam, men sørgede for at få det ind under mere organiserede former – ifølge historikeren Palle Roslyng-Jensen især for at undgå det  ’hvidgardepræg’, der var over korpset. Han gav kaptajn Eriksen besked om gruppernes eksistens. Det førte til, at mandskabet blev stillet under kommando af en linjeofficerer fra Livgarden”
Da Per Winkel ni dage efter sin ankomst, den 8. november 1943, rejste retur til Sverige, skete det med toldbåden ’Knud’ ført af søløjtnant N.F.Z. Jessen. (Winkel fik) en tolderkasket på som forklædning.

Kaptajn Svend P. Eriksen – senere Schjødt-Eriksen (1905-77) – var den stærke mand i den illegale hærledelse, kaldet Den lille Generalstab. Han var en systemets mand, der stod på dårlig fod med den aktivistisk prægede Svend Truelsen. (Nationalmuseet)

Landbrugsrådet det perfekte dække
Svend Truelsen tog fat på opgaven som leder af efterretningstjenesten med en kolossal dynamik. Allerede den 11. november, tre dage efter Per Winkels afrejse, skrev Truelsen sit første brev:
”Nå, alt skal nu nok gå. Vi skal og må have gang i det. (…) Jeg vil i hvert fald gøre mit yderste. Det er dejligt at komme i gang igen,” skrev han til Stockholm.
Som personalechef i Landbrugsrådet med ca. 400 ansatte havde han mulighed for at ansætte folk, der reelt lavede efterretningsarbejde. På den måde hyrede han de to  sekondløjtnanter fra Livgarden Erik Fournais og Ib Bruhn-Petersen. Fournais bemærkede Truelsens ’eneståénde evne til at se folk an og øjeblikkelig med et gennemborende – og for sig alt afslørende – blik at vurdere mennesker’.
     Fournais tilbragte nu nogen tid med, sammen med 20-30 andre unge mennesker, at sammentælle vægten af de okser, der blev eksporteret til Tyskland. Så blev han en aften kaldt ind på Truelsens kontor og fik forevist en række plancher over tysk militær organisation, våbengrensfarver o.lign., der skulle læres udenad. Det var meningen, at han og Bruhn-Petersen skulle sendes til Jylland for at skaffe oplysninger om de tyske tropper.

Listede oplysninger ud af dommere
Omkring den 10. november 1943 fik Svend Truelsen besøg af premierløjtnant Frits G. Tillisch, der skulle hilse fra kaptajn S.P. Eriksen. Tillisch skulle aftale et møde, idet Eriksen og Truelsen ikke kendte  hinanden, selv om Truelsen var begyndt af levere efterretninger til Den lille Generalstab.
Tillisch begyndte derefter at samarbejde for Truelsen sideløbende med sit arbejde for Eriksen.
Den nye efterretningschef tog nu på en Jyllands-rejse sammen med sin næstkommanderende Carl Christian Scavenius. På en sådan orienterings- og kontaktrejse havde Svend Truelsen store fortrin, der satte ham i stand til at få mange og vigtige oplysninger, nærmest uden at folk oplevede at blive udspurgt. Som ansat i Landbrugsrådet var det naturligt for ham at rejse rundt og forhøre sig.
Og så havde han skrevet en bog om husdyrvoldgift sammen med juraprofessor Stephan Hurwitz, der nu sad i Stockholm som chef for Flygtningekontoret. Derfor løb Truelsen den velkalkulerede risiko at optræde under sit eget navn, når han henvendte sig til dommerne i de forskellige områder. De kendte hans navn, fordi bogen var den eneste på markedet om denne juridiske disciplin.