Werner Best var en knivskarp jurist, Gestapos administrative hjerne og senere – i årene 1942-1945 – Adolf Hitlers politiske chef i Danmark.  Han havde en mesterskakspillers taktiske sans. Best levede til 1989 og angrede aldrig sin hovedrolle i nazistaten.
Jeg har mødt ét af hans fem børn og vedkommendes ægtefælle under mit arbejde på bogen Werner Best, der udkom i 2013. Politisk ligger parret lysår fra Werner Best, idet de er venstreliberale – en af de første ting, de gør opmærksom på, da jeg træder ind i en højloftet entre i deres lejlighed på en herskabelig sidegade nær centrum i en mellemstor vesttysk by. De er belæste mennesker, der blandt andet har læst de samlede værker af Thomas Mann, der var ildeset i nazitiden.

Den taktiske sans
Trods kløften mente jeg under besøget at kunne genkende et bestemt personlighedstræk fra dr. Best i efterkommeren – nærmere bestemt den eminente taktiske sans. Evnen til at tage bestik af situationen og handle ud fra det.
Men inden jeg går videre vil jeg lige undskylde, at jeg omtaler Werner og Hilde Bests barn akavet som vedkommende/den pågældende eller lignende. Grunden er, at jeg har lovet personen anonymitet, og da kun de tre yngste af de fem børn i dag lever – to døtre og en søn – ville det komme tæt på at identificere vedkommende at oplyse kønnet.

De to ældste børn er døde
Lige fra begyndelsen af bogprojektet var der mange der spurgte mig, om jeg havde talt med børnene. For mig var det bestemt også et fokuspunkt. Spørgsmålet om, hvordan efterkommernes liv er blevet præget af at have en far, der havde et afgørende ansvar for Holocaust og Gestapo-terror, ligger lige for.
Men efter et stykke tid fandt jeg ud af, at de to ældste, Gisela og Hartmut, begge var døde et år før jeg begyndte på mit projekt. Det var ærgerligt, for med fødselsår i henholdsvis 1932 og 1934 var de nok de eneste, der havde detaljerede erindringer fra tiden i Danmark.
To døtre født i 1936 og 1939 er begge læger – og begge gift med læger – mens den yngste søn, der er født i 1942, er advokat. Hans hustru er pensioneret gymnasielærer.

Hidtil ukendt billede
Det viste sig, at to af de tre nulevende børn var helt uvillige til at tale med journalister, forfattere eller andre, der på offentlighedens vegne vil spørge ind til familiefortiden. Det tredje barn sagde et stykke tid efter den første kontakt ja til mit ønske om at komme på besøg, og jeg indfandt mig i august 2012.
Jeg tror, at værtsparret ret hurtigt fik indtryk af, hvad der for mig ville være det mest interessante resultat at få med hjem. Det var ikke svar på spørgsmål om tiden i Danmark, for det kunne vedkommende barn ikke huske noget om. Det var heller ikke faderens omfattende synderegister, for det kendte jeg i forvejen. Det var derimod  det maleri fra 1929, der er gengivet øverst i dette indlæg. Det hænger i et værelse i parrets lejlighed. Det var virkelig interessant til mit behov, fordi der ikke findes offentligt kendte billeder af Werner Best ældre end midten af 1930’erne, da han blev fotograferet under sin hastigt opstigende karriere i sikkerhedsapparatet.
Maleriet, der blev til, da Werner Best var 26 år, giver derfor et godt indtryk af, hvordan han så ud som helt ung mand – et ikke uvæsentligt indslag i en biografi.

Sen email fra fotohandel
Best-barnet og ægtefællen gav udtryk for, at de gerne ville lade mig bruge det, og jeg nævnte muligheden af, at jeg kunne sende en freelance-fotograf med henblik på affotografering, men jeg fik det svar, at de havde en søn, der kunne ordne den side af sagen.
Da jeg kom hjem til Danmark sendte jeg et referat af vores samtale på mail, fik svar tilbage, og jeg havde fortsat indimellem kontakt med parret hen over de følgende måneder. Tonen var ufravigeligt høflig og imødekommende. I hver henvendelse indflettede jeg en forsigtig påmindelse om das Gemälde. Hver gang blev der svaret bekræftende. Og hver gang skete der intet.
Efterhånden blev bogen om Werner Best færdig, og jeg havde egentlig opgivet. Men knap to uger før bogen skulle til tilrettelæggelse, sendte jeg endnu en email med det indhold, at jeg skulle have billedet i hænde senest på en bestemt dato, hvis jeg skulle kunne nå at bruge det i bogen.
Blot to dage før bogen gik til tilrettelæggeren kom der en mail med en mig ubekendt tysk afsender ind på min konto på Ekstra Bladets redaktion. Den viste sig at være fra en fotoforretning i mit værtspars by, som sendte en vedhæftet fil med billedet.

Hvad er tendensen?
Hvad var så formålet med at trænere sagen så længe? Jeg kan ikke vide det sikkert, men jeg tror, at det handlede om, at man ønskede at holde øje med, om jeg begyndte at ‘genere’ andre familiemedlemmer med opringninger – især de to helt uvillige søskende.
Selv om Best-barnet og ægtefællen er helt på det rene med og ikke undskylder Werner Bests forbrydelser, var de også på vagt over for, hvor aggressiv min vinkel var. De ville gerne have en fornemmelse af die Tendenz, som det blev udtrykt.
Og når man har den slags reservationer, er det jo – og det er her den effektive taktik kommer i spil – meget rart at have et maleri i baghånden.

Israelsk nej til Best-barnebarn
Parret havde tilsyneladende også en andet bevæggrund til at gå med til et møde. De har en datter, der var 16-årig skoleelev tilbage i 1990’erne. Hendes klasse skulle på udvekslingsbesøg i Israel, men man ville ikke give indrejsevisum til et barnebarn af Werner Best.
Sagen blev en historie i både en regionalavis og radiostationen Deutsche Welle, og den fik en happy ending. En ældre jøde bosat i  Schweiz satte sig i bevægelse, fordi han var forarget over den tankegang, at ‘fædrenes synder skal nedarves på sønnerne i syv led’.
Han fik på en eller anden måde organiseret et pres på de israelske myndigheder, så pigen alligevel senere fik mulighed for indrejse.
Denne historie ville hendes forældre tydeligvis gerne have med i min bog.

Forståelig reservation
Jeg havde en sympatisk oplevelse af parret, og jeg kan minsandten godt forstå deres reservation. De virkede som om de havde bearbejdet fortiden på en så konstruktiv måde, som det nu er muligt, når ens far har ladet 10.000 polakker myrde af Einsatz-grupper og franske jøder deportere til Auschwitz.
Werner og Hilde Best var hverken mere eller mindre synlige i lejligheden, end afdøde forældre er det i ethvert gennemsnitligt hjem. Miniaturebilleder af dem sad på væggen i et hjørne, og Werner Bests Dänemark in Hitlers Hand stod i bogreolen, men ikke på et påfaldende sted. Maleriet hang som nævnt i et andet værelse.

Historiens vingesus
Jeg kan ikke nægte, at jeg oplevede et vist historiens vingesus, da jeg fik lov til at gå op af en trappestige i den meget højloftede entre. Her var der sat hylder op i fire lag til ekstra opsætningsplads for bøger.
Her stod en del af Werner Bests bogsamling – tykke filosofiske værker af filosofferne Schopenhauer og Kant og af den preussiske statsretsteoretiker Karl vom Stein. Mere overraskende stod der også et mindre antal science fiction-bøger – en genre, som Best begyndte at interessere sig for på sine ældre dage.