– Jeg kørte ustandselig rundt med sprængstof, der skulle ud til de enkelte grupper. Det var farligt, for der var hele tiden den fare, at tyskerne ville lave en gaderazzia.
Det fortæller den nu afdøde, tidligere modstandskvinde Hedda Lundh som næsten 90-årig i Danske kvinder i modstandsbevægelsen, en dokumentarfilm i tre afsnit, som Pia Fris Laneth og Li Vilstrup lavede for DR-K i 2012.

Viklede sig ud af razzia
Den dengang 22-årige Hedda Lundh kørte faktisk i begyndelsen af 1944 ind i en razzia med en taske fuld af sprængstof og instruktionsmateriale.
‘Jeg stod pænt af cyklen – hvad skulle jeg ellers gøre?’ skriver hun i sin erindringsbog Ikke noget theselskab (Museum Tusculanums Forlag, 2002).
‘Da en vred tysker kom løbende hen imod mig, tænkte jeg: ‘Nå, så er det sket.’ ‘Los, los,’ skreg han og viftede mig væk. ‘Modvilligt’ stod jeg på cyklen, idet jeg kastede ‘nysgerrige’ blikke på de andre, der blev undersøgt, mens jeg blev jaget videre, indtil jeg kom ud af afspærringen. Da jeg kørte videre, rystede jeg, så cyklen slingrede,’ fortæller hun videre.

Usynlige kvinder
Og nej, det var ganske rigtigt ikke noget teselskab. Den unge litteraturstuderende var på dette tidspunkt en så erfaren jernbanesabotør, at hun var instruktør for nye grupper under de kommunistiske Århus-sabotør Willy Samsing, der havde dæknavnet ‘Frandsen’.
Mange af de praktiske færdigheder havde hun erhvervet som spejder i ungdomsårene.
Som så mange andre tidligere modstandsfolk talte Hedda Lundh gennem årtier ikke om oplevelserne under besættelsen. Først i 1995 gav hun et radiointerview i anledning af 50-året for befrielsen.
I den anledning gav hun sig til at søge tilbage, og én ting begyndte stort set med det samme at undre hende. Selv om hun – ved siden af sabotagegruppen – var med i en modstandsgruppe, der udelukkende bestod af kvinder, fandt hun ingen af de kvindelige kammerater i Frihedsfondens arkiver.

Opgør med en myte
Hedda Lundh konstaterede, at kvindernes aktive modstandsindsats i vidt omfang er blevet overset.
En ting, der derudover motiverede hende til at gå ud i offentligheden, er den traditionelle beskrivelse af kvinderne som det omsorgsfulde bagland, der sørgede for rent tøj, mad, rationeringsmærker og illegalt husly til dem, der var under jorden.
‘Kvindens rolle er en af de myter, jeg har forsøgt at gøre op med i denne bog,’ skriver hun.
Hendes egen varierede indsats er i sig selv en mytebryder.

Den brændte synagoge
Hedda Lundh stammede fra trygt miljø – en konservativ sjællandsk journalistfamilie.
I 1938 og 1939 fik hun som 17-årig Hitler-Tyskland tæt ind på livet. Hedda blev af sine forældre sendt til først Wittenberg og siden Bielefeld for at lære tysk, og hun kom ind i nazistiske omgivelser.
Faderen i den ene af værtsfamilierne forklarede hende, hvor forfærdeligt jøderne havde behandlet Tyskland.
‘Jeg forelskede mig selvfølgelig – i en ung officer i sort uniform. Han hed Karl Heinrich,’ fortæller hun i dokumentarudsendelsen.
Uniformskasketten havde et dødningehoved på sin SS-uniform, men det vidste den unge pige ikke, hvad stod for.
‘Nu skal jeg vise dig noget meget specielt, sagde han en dag, da vi var ude at cykle.’
Det han viste hende var en hærget og nedbrændt synagoge. Det mente han som noget positivt – en ‘Judenkirche’ var skaffet af vejen.
Hedda skyndte sig rystet  og grædende hjem på sit værelse, og hun så aldrig Karl Heinrich igen.

Kvindegruppe forberedte telefonsabotage
Hedda Lundh kom allerede med i modstandsarbejdet sidst på året 1941 – inspireret af demonstrationerne mod den danske tilslutning til Antikominternpagten.
I lang tid var hun som studerende på Århus Universitet aktiv i den illegale presse, og efter Gestapos ankomst til Danmark skaffede hun oplysninger ud fra det tyske politihovedkvarter. Det skete gennem hendes og hendes mands ansatte rengøringshjælp, der også gjorde rent i Gestapo-hovedkvarteret på kollegierne i Universitetsparken.
Den kvindelige modstandsgruppe, som hun var med i, fremstillede blandt andet falske identitetskort. Og den forberedte sabotage mod en række telefonskabe rundt om Langelandsgades Kaserne, der var Værnemagtens militære hovedkvarter for hele Østjylland.
Aktionen var blevet beordret fra London og skulle sættes i værk, hvis de allierede gik i land i Jylland.
Opgaven var teknisk kompliceret, fordi skabene skulle springe samtidig, så tyskerne ikke ville få lejlighed til at foretage en hurtig reparation.
Forberedelsen blev gennemført af fire tomandshold – alle kvinder. En af dem var en fysik- og matematiklærer, der kunne foretage de nødvendige beregninger.

Farlig viden
Den farligste opgave, Hedda Lundh fik, var ikke jernbanesabotagen. Det var da hun blev den kontaktperson, som skulle bringe beskeder fra modstandslederen Niels Åge Nielsen med dæknavnet ‘Bang’ til de enkelte modstandsgrupper. Nielsen måtte af sikkerhedsgrunde ikke kende adresserne.
– I den periode sad jeg med ti adresser på folk, som tyskerne meget gerne ville have fat i. Hvis jeg blev arresteret, var det vigtigt for dem at få oplysningerne hurtigt – og jeg var ikke i tvivl om, hvilke metoder de ville bruge for at få oplysningerne. Jeg var virkelig angst,’ fortæller Hedda Lundh i Danske kvinder i modstandsbevægelsen.
På denne tid – i sommeren 1944 – spidsede situationen til, da de nærmeste modstandskammerater nærmest efter tur blev arresteret af Gestapo.
Når Hedda Lundh og hendes mand, Carl-Einar Maaløe, undgik at blive taget, skyldtes det, at de tilfældigvis var til faderens runde fødselsdag på Sjælland, da Gestapo bankede på. Det var rejst fra Århus 29. juni.
Under retsopgøret efter krigen viste det sig, at det var storstikkeren Grethe Bartram, der var årsag til de mange arrestationer.
Parret måtte flygte til Sverige, hvor de meldte sig til Den danske Brigade.

Hun blev vist køkkenvejen
Her fik Hedda Lundh en oplevelse, som forekom hende nærmest uvirkelig efter flere år i farligt illegalt arbejde i Danmark.
Hendes mand fik opgave som lastbilchauffør, da han havde stort kørekort, og Hedda Lundh tilkendegav, at hun var klar til tjeneste i de almindelige tropper.  Det kunne der imidlertid ikke blive tale om.
‘Kvinder bliver lotter,’ erklærede den officer, der modtog dem.
‘Jamen, jeg kan alt om våben, sprængstoffer og alt muligt andet. Jeg bliver en dristig, fin soldat,’ sagde den nu 23-årige kvinde.
Det gjorde intet indtryk.
‘Kvinder bliver lotter,’ gentog officeren, og Hedda Lundh måtte i gang med kartoffelskrælleren.

Gymnasielærer
Den dristige sabotør fortsatte sine studier efter krigen og blev mag.art i litteraturvidenskab i 1952 og senere gymnasielektor, som det fremgår af biografien her.
Hedda Lunds ægteskab, som hun havde indgået allerede som 19-årig, holdt derimod ikke til krigstidens belastninger. Hun blev skilt fra Carl-Einar Maaløe i 1947.
Hun døde i 2012 som 91-årig – samme år som Pia Fris Laneths og Li  Vilstrups dokumentarfilm blev offentliggjort.