Christian Ulrik Hansen (1921-44) var en bondesøn fra Farsø-egnen, der havde sin spejdertrup – og omfattende læsning – som kernepunkter i sin opvækst. (Foto: Frihedsmuseets Billedarkiv)

En gymnasieklasse på Viborg Katedralskole blev en rugekasse for modstandskamp i det besatte Danmark i 1940-41, da ingen var nået til at tænke sabotage. Sovjetunionen var endnu ikke med i Anden Verdenskrig, og de eneste illegale miljøer var kredse af borgerligt-nationale aktivister.
Enkelte toneangivende meningsdannere arbejdede for åndelig mobilisering – bl.a. digterpræsten Kaj Munk, journalisten Peter de Hemmer Gudme og historikeren Vilhelm la Cour.
Og det er netop i forbindelse med distributionen af en pjece af la Cour, som myndighederne havde erklæret for beslaglagt, at 2.G’eren Christian Ulrik Hansen lavede sin første illegale handling.
Det er den situation, der sætter scene i indledningen på dette uddrag af bind 1 af Modstand – min samlede fremstilling af frihedskampen 1940-45. Kammeratskabet mellem ‘Chr.U.’ og Elith Olesen og senere mellem Christian og Erik Nyemann skulle få afgørende betydning for etablering af væbnet frihedskamp.
Nyemann og Christian Ulrik Hansen var centrale aktører, da den første modtagelse af nedkastede agenter og containere med våben og sprængstoffer fandt sted. Christian Ulrik blev leder af den samlede modtageorganisation i Jylland og samtidig leder af ‘kornetgruppen’ i den københavnske modstandsorganisation Holger Danske.
Han var dermed konstant på farten, indtil han blev arresteret i februar 1944. Den 23. juni samme år blev han henrettet i Ryvangen nord for København efter tysk krigsretsdom.
Teksten herunder er taget direkte fra bind 1 af Modstand. Kun mellemrubrikkerne er tilføjet.

—– —–
—– —–

Forsøget på at beslaglægge Ord til os i dag mislykkedes. DS-aktivister havde i weekenden før den officielle offentliggørelse fordelt oplaget på depoter ude i København eller sendt dem til tillidsfolk rundt om i landet. Kun 371 eksemplarer lykkedes det politiet at lægge hånd på.
Blandt modtagerne var Christian Ulrik Hansen og Elith Olesen på Viborg Katedralskole, begge 19 år. De havde nogle måneder før været værter for et af La Cours foredrag.
“Mandag eller tirsdag efter skoletid stod vi hjemme i mine forældres kælder og foretog os vor første illegale handling: At sprede Vilh. la Cours endnu uudkomne Ord til os i dag til hele Nordjylland,” fortalte Elith Olesen efter krigen.
“Den var kommet som en kæmpeforsendelse med vognmand og forlod huset i småpakker (…). Mor jamrede, og far var sammenbidt – men vi fik lov at gøre, hvad vi anså for ret.”
Christian og Elith var henholdsvis formand og sekretær i Dansk Ungdom i Viborg – ungdomsafdelingen af Dansk Samling. Her havde de søndag aften – efter at partifællerne i København havde spredt og udsendt pjecen – hørt foredrag på Afholdshotellet med Kaj Munk.

Kaj Munks foredrag
Især på grund af Christian Ulrik Hansens seriøsitet og ildhu, lykkedes det ofte at få tidens mest efterspurgte foredragsholdere til at komme på besøg.
“Alle som én stampede vi i skistøvler og 28 graders kulde gennem mørklagte gader for at høre Vilhelm la Cour,” skrev forfatterinden Kirsten Aakjær, der også var elev på katedralskolen på den tid.
“Kaj Munk hørte vi, så ham, oplevede ham. (…) Vi var dybt bevægede af hans oplæsning og tryllebundne af det hvide ansigt med det opspilede blik under hårtjavserne.”
Munk havde fra sommeren 1940 holdt en række foredrag med Niels Ebbesen som tema, den jyske væbner, der i 1340 havde dræbt grev Gerhard, den største af de holstenske panteherrer i det kongeløse land. Derefter stillede væbneren sig ifølge overleveringen i spidsen for et folkeligt oprør.
“De var nemlig den omstændighed, at hvor meget end dette jævne folk blev svigtet og forrådt af sine førere, var dette folk kernedansk (…). Nu stod de rede til at slutte op bag ved ham, rede til at bygge det land op, der skal leve, så længe hjertet slår dansk og bøgen spejler sin top i bølgen blå, “ erklærede Munk i et af sine foredrag.
Når digterpræsten omtalte drabet på greven, var muligheden for at drage paralleller til samtiden om muligt endnu mere åbenlys end i Vilhelm la Cours foredrag.
“Denne dåd betød faktisk intet, hvis Niels Ebbesen havde stået isoleret; men den blev signalet til at vække de følelser, der havde slumret hos alle. Der stod pludselig en hær bag Niels Ebbesen.”

Elith Olesen (1922-2016) gik ikke længere i sin illegale aktivitet en arbejdet for at udbrede historikeren Vilhelm la Cours skrifter. Mern han spillede en vigtig rolle for Chrstian Ulrik Hansen som samtalepartner i de år, hvor ‘Chr. U.’ besluttede sig for at vie sit liv til modstandskampen. (Foto: Elith Olesen: ‘Jeg har levet mit liv i lyset’)

Gør op med selvopgivelsen
For både Elith Olesen og Christian Ulrik Hansen var en artikel af Arne Sørensen slået ned som et lyn. Den blev trykt i Dansk Samling-tidsskriftet Det tredje Standpunkt i oktober 1940 under overskriften ‘Ikke dø Straadøden’.
“Vi skal ikke lytte til dem, der gør vor fremtid afhængig af et gnidningsløst forhold til Tyskland; alle stoler på, at englænderne gør det på vore vegne, mens vi blot lytter til radionyhederne derovrefra. Lyt ikke til ham, der endelig ikke vil provokere, han dør strådøden. Men møder du den, der siger: ‘Dette folk kan aldrig gå under!’ så skriv hans telefonnummer op og slip ham aldrig af syne, for ham får du brug for at være sammen med i det levende og ægte danske fællesskab,” skrev Dansk Samling-formanden.
Elith Olesen lånte bladet ud til Christian Ulrik Hansen.
“Da Christian den oktoberdag i 1940 leverede hæftet tilbage, var han (…) usædvanlig rank i ryggen, virkede mere bredskuldret og stout end nogensinde og var sammenbidt og beslutsom: ‘Denne mand må vi have til Viborg,’ erklærede han kategorisk som sin foreløbig eneste kommentar.”

Lærd bondeknøs
De depressive tendenser, der havde været ved at tage magten fra Christian efter den 9. april 1940, var væk. De to troende og litterære gymnasiaster blev nære venner og kunne få timer til at gå med at diskutere sangen ‘Hvor smiler fager den danske kyst’. De blev begge også optaget af bl.a. lyrikeren Nis Petersens digt ‘Da seeren tav’, der bar stærkt præg af stemningen i landet i 1940.
Christian Ulrik Hansen var en enernatur og alvorsmand – en af modstandskampens mest særprægede skikkelser.
“Han ville nå frem til et klart syn på hele universet, hele menneskeheden, hele kulturen, og så vældig var hans drift mod sandhed og klarhed (…), at han helt overgav sig til læsningen af Platon, Macchiavelli, Goethe, Shakespeare, Søren Kierkegaard, Nietzsche, Friedell og mange andre,” sagde Robert Stærmose, hans senere nære fortrolige.
Christian adskilte sig markant fra kammeraterne, der mest bestod af det bedre borgerskabs børn. Trods sin belæsthed havde den kraftige bondeknøs i begyndelsen svært ved at blive taget alvorligt.
“Som regel gik han med sorte ridestøvler, med jakken skødesløst opknappet,” fortalte venner.
“Klar over sine ydre mangler havde han for vane at stikke den ene hånd i lommen og rømme sig nervøst, når han skulle sige noget. Instinktivt satte de andre ham uden for gruppen og regnede ham for en sær snegl. Ikke mindst fordi han tog sine egne og kammeraternes meninger højtideligt og diskuterede dem for deres indhold og ikke blot for diskussionens skyld.”

Historikeren Vilhelm la Cour (1883-1974) prøvede gentagne gange grænser af over for danske og tyske myndigheder med sine provokerende artikler og foredrag. Det førte senere til fængselsstraf og afskedigelse fra hans gymnasielektorstilling. (Nationalmuseet)

At dø for Gud, konge og fædreland
Netop på dette tidspunkt skete der voldsomme ting i Christian Ulrik Hansens sind. Den 10. april – altså i ugen efter ekspeditionen af Vilhelm la Cours illegale ord – berettede han i sin spejdertrups vandrebog om en åndelig oplevelse. Den havde han haft et halvt år tidligere, i efteråret 1940.
“Da skete det. En vidunderlig smuk efterårsaften. Solglødens stråler kysser den farveprangende høstskov, glitrer i åens rolige vand og flammer op i fjerne ruder østpå. I et af disse øjeblikke, der har skær af evighedens glans, så jeg det, følte jeg det – det Danmark jeg skulle kæmpe for og måske dø for. Da faldt den i slag, landsbyens kirkeklokke. Efterårsluften duvede og sitrede af malmets dirrende klange. Mit hjerte dirrede også – ikke af uro, rastløshed, angst eller spænding. Nej, det skjalv af glæde. Det var som om mit splittede sind, min sønderrevne sjæl blev helet og tonede i underskøn harmoni. Det var, som om den gamle støvede frase om Gud, konge og fædreland blev levende og i mit sind blev til en treklang, så stærk, så skøn. Hin efterårskvæld fandt jeg den klippe, jeg kunne bygge på: Kristendommen og danskheden.”

Effektiv debattør
De to venner var begyndt at diskutere politik, og på Elith Olesen opfordring meldte Christian sig ind i Dansk Samling.
“En skønne dag læste vi i en annonce i den lokale avis, at Arne Sørensen skulle tale i et forsamlingshus i omegnen. Vi satte os straks i forbindelse med ham, og det lykkedes os at få ham til at tale i gymnasiastforeningen,” berettede Christian Ulrik Hansen i en artikel fra 1942.
“Christian fik sin ilddåb i disse situationer,” fortæller Elith Olesen.
“Han var ikke veltalende og heller ikke særlig hurtigttænkende, men han var stædig, og ved at fastholde sit standpunkt tilstrækkelig længe fik han tid til at lægge præmisser til rette for en effektfuld konklusion. (…) Det var først i disse debatter, vi andre – ja, skolen i det hele taget – opdagede hans format. Inden skoleårets slutning var han en høvding iblandt os.”

(Otte måneder senere – i december 1941 – var Elith Olesen flyttet til København for at studere teologi, mens Christian Ulrik Hansen gik i 3.G i Viborg. På den tid fandt Antikominternpagt-demonstrationerne sted i København – den første åbne manifestation mod Stauning-regeringens samarbejdspolitik. Den var rettet mod udenrigsminister Erik Scavenius underskrivelse af pagten, der betød, at Danmark figurerede side om side med Nazitysklands lydstater)

Antikominternpagt-demonstrationerne i København førte til talrige sammenstød med politiet og anholdelser. (Nationalmuseet)

Antinazistiske aktioner
Christian Ulrik Hansen fulgte på afstand udviklingen med en intensitet, som havde han selv været til stede. Hans informant var den nære ven og klassekammerat Elith Olesen, som han udvekslede breve med. Den 19-årige 3.G’er oplevede demonstrationerne som opløftende. Han så dem som et varsel om den kamp, som han mente, måtte komme – ja, som han længtes efter.
“Det er snart tid til at skærpe ånden, troen og sværdet, til at lade luren gjalde til kamp, til at stemme harpens strenge til sørgesang over kampens ofre. (…) Den holdning, Københavns og Danmarks studenter har udvist, lyser op i denne tåge af uværdighed, som den danske regering – med dens fortyskede elementer – har hyllet over landet,” skrev han i et brev til Elith.
Efter at Elith Olesen i sommeren var rejst til København, havde Christian Ulrik fået en ny ven, der overtog sekretærjobbet i Dansk Samling. Det var den 19-årige Erik Nyemann, lægesøn fra Skive. Erik holdt kontakt med en barndomsven fra Skive, Henning Schwartz, der efter krigen beskrev Nyemann som en frygtløs og temperamentsfuld ung mand.
“Skønt vi kom til at gå på forskellige gymnasier, var vi altid sammen i ferierne hjemme i Skive. Og så var der skæg og ballade. Vi holdt af at ‘vælte’ nazimøder og i øvrigt genere nazisterne på alle tænkelige måder,” berettede Henning Schwartz efter krigen.
De skulle begge komme i gruppe med Christian Ulrik Hansen i Holger Danske-organisationen.

Erik Nyemann var i sin stil og væremåde helt forskellig fra Christian Ulrik Hansen, men de to blev alligevel nære venner. (Elith Olesen: ‘Jeg har levet mit liv i lyset)

To der supplerede hinanden
Erik Nyemann havde talent som kunstmaler og var samtidig en meget praktisk fyr med et kontant sprog. Klassekammeraterne bemærkede, hvor godt han supplerede Christian Ulrik med hans højtflyvende ideer, når de afløste hinanden som talere på katedralskolen.
“Jeg hører Nyemanns lave, skurrende stemme, ser ham springe frem og tilbage bag katedret i ridestøvlerne, kaste sig frem over det og gestikulere – en lille levende, indtagende franskmand,” mindedes forfatterinden Kirsten Aakjær.
“Jeg ser ham blive afløst af Christian Ulrik, ser ham stå deroppe, rank og kantet, med et ansigt, der er modnet udover hans alder. (…) Jeg husker ham som den festligste af os alle, men med bratte overgange til en intens alvor, som gjorde os usikre og sært urolige.”
Stemninger, der kan have bidraget til kammeraternes blandede følelser, kom til udtryk i et brev til en veninde i eftersommeren 1941.
“Det er forresten underligt at sidde og se bladene på træerne udenfor. De gyldnes – og vildvinen bliver blussende rød,” funderede Christian.
“Underligt er det at tænke på, at det måske er sidste efterår, man får lov at opleve her. Til foråret ligger man måske med knuste lemmer dybt under jorden – og hører slet ikke lærkens jublende forårstoner, når de ringer friheden ind over Danmarks grønnende sletter. (…) Jeg tror, at vi allerede til foråret skal betale prisen for friheden og sone den straf, den Almægtige har sendt over vort folk,”
Foreløbig begrænsede han sin aktivitetstrang til at ‘vælte’ et møde i nazistpartiet i Rødding i Sønderjylland sammen med Erik Nyemann og en halv snes unge lokale antinazister.
‘Vælte’ ville i praksis sige at give mødets indledere god tid at fremføre deres budskaber, hvorefter vennerne rejste sig for på skift og højlydt kom med de argumenter, der provokerede nazister allermest. Og de benyttede lejligheden til at agitere for Dansk Samling. Det hele endte forudsigeligt i ballade, inden naziformanden hævede mødet.