‘Toms’ tapre Eva
En af sabotagepionererne fra besættelsestiden havde helhjertet støtte fra sin kone, selv om de farlige aktiviteter mildt sagt ikke passede ind i en småbørnsfamilies hverdag. Det er Josef ‘Tom’ Søndergaard, stifteren af den første Holger Danske-gruppe, der er tale om – og hans hustru Eva Lyre.
Parret blev gift i 1934, da han var 28 og hun 22 år.
‘Tom’ var idealist og en handlingens mand. Da Sovjetunionen overfaldt Finland i november 1939, meldte han sig frivillig til den danske bataljon, der dog ikke nåede at komme i kamp, inden finnerne måtte indgå våbenhvile. Da Josef Søndergaard ud på sommeren kom hjem, var Eva gravid, og hun fødte datteren Sisse hen på efteråret.
Gennembrud i 1943
I løbet af 1941 kom ‘Tom’ ind i modstandskredse gennem organisationen Nationalt Værn, og sidst i 1942 blev han forretningsfører for ‘Stjerne Radio’ i Istedgade i København. Forretningen blev mødested for den gruppe, der i starten af 1943 begyndte at foretage sabotager. Gruppen kaldte sig fra sommeren 1943 Holger Danske, og det var den, der sammen med BOPA’s mere og mere effektive aktioner førte til Scavenius-regeringens afgang 29. august 1943.
Deltog i bladarbejde
27. juli 1943 blev Søndergaard arresteret af dansk politi, der dukkede op på bopælen i Serbiensgade på Amager kl. 6 om morgenen. De ransagede boligen i Eva Søndergaards påsyn. En uge senere blev ‘Tom’ befriet fra Vestre Fængsel af gruppekammeraterne Povl Ryde Moesgaard (‘Ewald’) og Mogens Jarset (‘Bob’).
Befrielsen førte til, at Josef Søndergaard kunne lede den spektakulære sabotage mod Forum i København 24. august 1943. Aktionen førte samtidig til, at næsten hele gruppen måtte bringe sig i sikkerhed i Sverige.
Eva Søndergaard var ikke kun den tålmodige baglandskvinde. Hun deltog også selv i modstandskampen som kurer, som deltager i fremstillingen af det illegale blad De frie Danske og som ‘værtinde’ for våben- og sprængstofdepoter.
Hun var også med i disse aktiviteter, efter at manden var flygtet.
Gidsel hos Gestapo
Oplevelsen ved arrestationen var intet imod, hvad Eva Søndergaard kom til at gå igennem hen på efteråret 1943, da Gestapo var kommet til landet. Sidst i oktober var også hun ved at forberede sig på at rejse illegalt til Sverige, da to Gestapo-folk og en dansk nazist 29. oktober dukkede op og anholdt hende. Hun skulle holdes som gidsel for sin mand.
Eva Søndergaard blev først ført til Vestre Fængsel og dernæst overført til Horserødlejren, hvor hun sad helt til januar 1944. I mellemtiden blev hendes treårige datter anbragt på en børnehjem, og Sisse kunne dårligt kende sin mor, da hun blev løsladt.
Lidt familielykke
Josef Søndergaard beskæftigede sig i Sverige med en illegal skibsrute mellem Göteborg og Nordjylland. Eva havde taget ophold hos sine forældre i Frederikshavn, hvor hun stammede fra, og i maj 1944 hentede ‘Tom’ hende og datteren til Göteborg med et af rutens skibe.
Her fik de som Jørgen Kieler udtrykker det i bogen Nordens Lænkehunde – endelig mulighed for ‘ægteskabelig lykke og lidt familieliv’.
Parret nåede frem til befrielsen og kom hjem til København. Det blev efterhånden hverdag igen, og i september 1945 blev barn nr. to født – sønnen Poul John.
Ingen ‘happy ending’
‘Toms’ og Evas historie endte imidlertid ikke godt, for ‘Tom’ fik en eftersendt regning fra Forum-sabotagen i august 1943. På grund af en kommunikationsfejl var han ikke nået tidsnok ud af bygningen, før bomberne sprang, og han blev derfor såret af glassplinter og nedfaldende byggematerialer.
Det fremprovokerede tilsyneladende en kræftsygdom, som udviklede sig, og Josef Søndergaard døde i februar 1946, kun 39 år gammel. Eva Søndergaard, der nu stod alene med to små børn, døde som 65-årig i 1977.
Flotte artikler du laver 🙂 og nu du nævner Toldstrup, kunne det være fantastisk hvis du skrev en artikel om ham, jeg kom til at kende ham og Junker personligt i forbindelse med udgivelse af bogen “Kære Fætter” som er udgivet på forlaget Dixit i 1990, bogen handler bl.a. om de skærmysler Toldstrup havde med Vagn Bennike. Du er velkommen til at låne mit eksemplar af bogen såfremt det har din interesse og du ikke kan finde ovennævnte bog.
Med venlig hilsen
Tommy Martensen
21 444 075
Tusind tak, Tommy, for dine positive bemærkninger. Jeg vil helt sikkert komme tilbage til Toldstrup – og også Flemming Juncker – i forskellige sammenhænge her på bloggen. Tak også for tilbuddet om lån, men jeg har lånt det eksemplar, som de har på mit lokale, velassorterede bibliotek i Roskilde.
Hej Birger. Dejlig at du fortæller om Eva, kvinderne glemmer man som regel, det er altid mændene man
fortæller om. Som du sikkert ved er jeg Betjent i Mindelunden og har været det i 18 år nu,når jeg går rundvisning
derude glemmer jeg aldrig pigerne og deres indsats under besættelsen.
Jeg vil også gerne lige fortælle dig at jeg stod ved min Mors gravsted for nogle få år siden på Vestre Kirkegård, da mit øje fangede et gravsted med store tidsler og en hulens masse ukrudt, jeg gik derover og fandt
Josef Søndergårds grav med en flot sten og hans relief, samt stod der på stenen at han var Holger Danskes stifter.
jeg gik på Kirkegårdskontoret og der fik jeg at vide at gravstedet var hjemfaldet, jeg fik fat i Kammeraternes Hjælpefond og derefter kontaktede jeg Kirkeministeriet som derefter overtog vedligeholdelsen af graven. Eva ligger ved siden af og har en lille sten tilhøjre på feltet, Alt er pænt og ordentligt nu og sådan skal det være.
En Venlig Hilsen fra Axel.
Hej Axel.
Det var en dejlig positiv historie at høre. Og helt utroligt, at gravstedet kunne få lov til at forfalde på den måde.
Helt igennem et initiativ, der var på sin plads!
Venlig hilsen
Birger
Hej
Jeg havde Eva som klasselærer da jeg startede i 1. klasse på Sengeløse skole i 1959 …. da vi i 1960 fejrede 15 års dagen for befrielsen fortalte hun om sin mand Josef og sabotagen på Forum i 1943, fortalte at han var død og der bredte sig en trist stemning i klasseværelset … men ellers snakkede hun aldrig om krigen og de trængsler hun været igennem.
Venlig hilsen
Palle Szymanska Børsdal
Tak for dette interessante erindringsglimt! Jeg vidste ikke, at Eva Søndergaard blev lærer – eller lærerinde som det endnu hed.