Foto: Nationalmuseet

Foto: Nationalmuseet

Først på formiddagen tirsdag den 17. april 1945 – mindre end tre uger før befrielsen – parkerede fire mænd fra Schalburgkorpsets Efterretningstjeneste (ET) deres bil på Smørumvej i Brønshøj og gik op til kiosken i nr. 161.
De var blevet sendt derud af en overordnet i HIPO-korpset på Politigården i  København. Kioskejeren, den 32-årige Jens Thorup, skulle dræbes, lød ordren, som blev givet til den 38-årige ET-mand Henry Emil Riksted (tv.).  Han fik dog ikke at vide, hvorfor Thorup skulle dø.

Fra politiets rekonstruktion 1945

Anføreren: Jeg klarer det selv
Uden for kiosken sagde Riksted, at de tre andre blot kunne blive udenfor og fungere som dækfolk. Han skulle nok klare den beskidte del af opgaven selv. Han åbnede døren, gik hen foran disken og affyrede fra hoften et skud af sin pistol, der ramte Jens Thorup i brystet. Netop da kioskejeren sank om, kom en af medgerningsmændene, den 22-årige tyskfødte Willi Mann (foto øverst th.), ind ad døren. Han gav Thorup et skud i hovedet, der definitivt dræbte ham.

Tre dødsdømt i alle retsinstanser
Drabet i Brønshøj er et led i en af de tankevækkende blandt dødsstrafsagerne mod landsforrædere efter krigen. Den er interessant, fordi den siger noget om, hvem blandt de 78 dødsdømte der havde chance for at blive benådet, og hvem der måtte se i øjnene, at deres liv sluttede foran en peloton af ti karabinbevæbnede politifolk.  Det fremgår af historikeren Henning N. Larsens bog Benådet – 32 dødsdømte danskere, der slap for henrettelse, der udkom på Nyt Nordisk Forlag i fredags.
Sagen var et led i et sagskompleks mod en gruppe af ET-folk, og Københavns Byret, Østre Landsret og Højesteret var enige om at dømme Henry Riksted, Willi Mann og den 45-årige Vilhelm Georg Barnewitz (der også havde været med på Smørumvej) til døden.

Hævndrab på uskyldig
Den anden tungtvejende sag i anklagemyndighedens materiale var et drab, der fandt sted tre dage tidligere, den 14. april, da Willi Mann, Vilhelm Barnewitz, dennes søn Benny Barnewitz og yderligere en ET-mand Knud Carl Sjøberg kort før midnat bankede på døren hos ekspeditionssekretær Ejnar Emanuel Larsen, Finsensvej på Frederiksberg, og brasede ind i lejligheden, da hustruen åbnede.
Vilhelm Barnewitz, der havde planlagt aktionen, rettede først pistolen mod manden, der stod i entréen i pyjamas, men den klikkede. Derefter skød Sjøberg mod Ejnar Emanuel Larsen, og Benny Barnewitz gjorde det samme. Til sidst gik Mann, der havde til opgave at holde hustruen i skak, hen til den dødeligt sårede mand og skød ham i hovedet.
Drabet var et hævndrab, fordi Vilhelm Barnewitz kort forinden havde været genstand for et likvideringsforsøg. Han havde den (i øvrigt fejlagtige) opfattelse, at Ejnar Emanuel Larsens bror var med i aktionen. Og broderen var nu flygtet til Sverige.

Holdt hustru som gidsel
En tredje meget alvorlig sag var, da Riksted sammen med far og søn Barnewitz uden for åbningstiden tvang en bankbestyrer i Jyderup til at åbne banken og udlevere et kontantbeløb på over en million nutidskroner. Henry Riksted holdt hustruen op i hjemmet med besked om, at hun ville blive skudt, hvis manden lavede numre, medens Barnewitz’erne gik med bestyreren hen til banken.

Undlod at fylde patroner i pistolen
Kun Riksted blev henrettet. Det skete 15. september 1949 på Christianshavns Vold. Fem dage senere blev det to andre benådet og straffen ændret til fængsel på livstid. De blev begge løsladt i 1958 efter 13 års afsoning.
Forklaringen på benådningen af Vilhelm Barnewitz ligger lige for, selv om han var hovedmanden bag mordaktionen mod ekspeditionssekretæren. Han havde undladt at fylde patroner i sin pistol under aktionen, fordi han ville undgå at skyde nogen. Sagen blev afgjort ved Højesteret i 1949, og på dette sene tidspunkt af retsopgøret var det ifølge Henning N. Larsens bog blevet praksis, at det kun kom på tale at henrette en dødsdømt, hvis han egenhændigt havde begået mindst ét drab.

Skillelinjen mellem liv og død
Sværere bliver det, når man sammenligner Henry Riksteds og Willi Manns sager. Riksted blev henrettet på baggrund af ét drab, mens Mann affyrede to dræbende skud og alligevel blev benådet.
“Benådningen af Willi Mann synes på den baggrund at være et udtryk for vilkårlig forvaltning fra justitsminister Busch-Jensens side,” skriver forfatteren.
Det er jeg ikke enig med Henning N. Larsen i. Ud fra hans præsentation af sagen (og til dels også fra Frank Bøgh: De dødsdømte) mener jeg, der kan være flere grunde til, at justitsministeren har ladet Mann slippe og Riksted henrette.
1) Henry Riksted var hovedmanden ved kioskaktionen og ved den usædvanligt kyniske gidselaktion mod bankbestyrerparret.
2) Willi Mann affyrede i to tilfælde dræbende skud, men ved ingen af episoderne var han hovedmanden og heller ikke den, der skød først.
3) Man kan have ladet Manns unge alder komme ham til gode.
4) Willi Mann havde tyske forældre, og tilknytning til Tyskland blev ofte i andre retsopgørssager regnet for en formildende omstændighed.

Morderne skød en af deres egne
Sagskomplekset havde to andre særprægede facetter.
For det første kom ET-folkene til at skyde en af ‘deres egne’, da de myrdede Jens Thorup på Smørumvej. Thorup havde foregivet at sympatisere med modstandsbevægelsen (de var der mange, der gjorde i april 1945), men han var faktisk meddeler for den tyske Sicherheitsdienst (SD) med tilnavnet ‘Skægget’.
For det andet forsøgte mange HIPO- og Gestapo-folk efter kapitulationen at undgå arrestation ved at skaffe sig en dækidentitet, gå under jorden eller lignende. En af de få, det lykkedes for i længere tid, var Knud Carl Sjøberg, der affyrede det første skud mod Ejnar Emanuel Larsen i april 1945.
Sjøberg blev først anholdt i begyndelsen af 1950’erne, da han blev anholdt for at have kørt galt på sin cykel i fuldskab. Han kom til at opgive sit rigtige navn til politiet i stedet for det falske, han havde levet under siden 1945. Han blev idømt fængsel på livstid, fremgår det af Benådet.
I morgen, mandag den 22. september, har jeg en artikel i BT, der tager udgangspunkt i terrordrabet på Københavns byretspræsident Thorkild Myrdahl 20. april 1945 – også med udgangspunkt i Henning N. Larsens bog.