Da jeg for over to år siden påbegyndte researchen til min bog om modstandsbevægelsen, havde jeg et holdepunkt i den nærmest uoverskueligt store stofmængde. Jeg vidste, hvor det hele begyndte. Det slog en mindeplade på ydermuren af den for længst nedlagte Roskilde Kaserne (herover) fast for mig.   Jeg er jævnligt passeret forbi den, fordi bygningen i dag er adresse for Klub Kildegården, hvor min 13-årige datter de sidste tre år har haft fritidsklub.
“Oberst Helge Bennike, chef for 4. Regiment Roskilde Kaserne indledte her den danske modstandskamp mod Hitlers Tyskland den 9. april 1940”, står der på pladen (foto nederst).
Nu er der adskillige andre bud på, hvor og hvornår frihedskampen begyndte, men begivenhederne i Roskilde var i sandhed usædvanlige.

Var imod forsvarspolitikken
Den 54-årige Bennike (billedet tv.) var en klassisk nationalkonservativ officer, der ikke kunne affinde sig med den socialdemokratisk/radikale regerings forsvarspolitik i 1930’erne, der tog udgangspunkt i, at et militært forsvar mod Tyskland var umuligt.  Bennike anså et forsvar af territoriet som en ubetinget forudsætning for nationens eksistens og ære.
Da Danmark blev besat fik han lige som landets andre militære chefer ordre til at overgive sig. Bennike valgte at se bort fra ordren i lyset af, at København var besat, og at regeringen derfor ikke kunne handle frit.

Minderne om Dybbøl
Obersten overvejede en kort overgang at lade regimentet kæmpe til sidste mand ved f.eks. vej- og jernbaneknudepunkterne i Roskilde.
”Formaalet vilde da være at (…) give Efterverdenen Mindet om en lille Styrke, der gik til Grunde i en heltemodig Kamp mod Overmagten. Idet jeg tænker paa den Betydning, vor Hærs haabløse, men heltemodige Kamp paa Dybbøl Banke har haft for den danske Nationalitetskamp i Sønderjylland, skønnede jeg, at Mindet om en tilsvarende Kamp ved Roskilde vilde give vort Folk et ganske anderledes aandeligt Rygstød,” skrev Bennike i sin erindringsbog Soldaterære fra 1949.
Fortsættelsen viser dog, at Helge Bennike ikke var upåvirket af, at hans 400 soldater ikke kun var enheder på et  organisationsskema. Det var konkrete unge mænd, der stod opmarcheret i hans kasernegård.
”Ved at lade alle dem slaa ihjel i en Kamp, der paa Forhaand kunde ses at være aldeles haabløs, vilde jeg fremkalde Sorg i en Mængde Hjem, og naar det maatte ske gennem Ulydighed mod Regeringen, vilde jeg alligevel ikke naa min hensigt; det vilde jeg kun, naar Ofret kunde bringes paa det officielle Danmarks Vegne.”

Kapringen af færgen
I stedet beordrede han soldaterne til at stige om bord på de lastbiler, der i stort tal var blevet rekvireret fra de lokale vognmænd, og sætte kursen mod Helsingør. Her marcherede soldaterne uden videre om bord på Helsingborgfærgen, og Helge Bennike gik op på broen og beordrede – mens han gav sin tjenestepistol et klap på skæftet – kaptajnen til at sætte kursen mod den skånske kyst.
Obersten havde taget det usædvanlige skridt i overbevisning om, at Sverige var blevet angrebet lige som Danmark og Norge. Han ville gå i kamp for Danmarks befrielse ved at stille sine styrker til rådighed for
svenskerne. I stedet stod han pludselig med en uniformeret og bevæbnet styrke i et neutralt land. Derfor blev danskerne interneret i Ljungbyhed-lejren, men under lempelige forhold, og reelt havde de fortsat adgang til deres våben. Det blev aftalt med den svenske hær, at danskerne i tilfælde af et tysk angreb skulle deltage i forsvaret af den nærliggende flyveplads.
Som bekendt kom der aldrig noget tysk angreb, og et par måneder efter vendte danskerne hjem. Hæren eksisterede fortsat i det Danmark, der nu blev styret af samarbejdsregeringen, og Helge Bennike og de øvrige officerer genindtrådte i deres tjeneste.

Censuren forbød omtale
Forløbet var nærmest ukendt i samtiden, idet aviserne af censuren fik forbud mod overhovedet at omtale ‘udflugten’ til Sverige, der reelt var et mytteri. I sine erindringer fortæller Helge Bennike, at han traf sin beslutning om at overføre styrken til Sverige kl. 7 om morgenen den 9. april.
Det er næppe rigtigt; oplysninger fra hans søn og officerer, der stod ham nær, tyder på, at han havde planlagt manøvren måneder før, fordi han havde forudset besættelsen. Det er bare svært at forestille sig, at en embedsmand skulle indrømme, at han igennem måneder med fuldt overlæg havde forberedt sig på at omgå en lovlig valgt regerings politik.

På den måde er Helge Bennike et eksempel på, at mange officerer  ikke opfattede regeringens politik som legitim. For ham gjaldt den faneed, han havde aflagt ved sin udnævnelse til løjtnant, mere end loyaliteten over for den til enhver tid siddende regering.

Ugleset
Roskilde-obersten genindtrådte som regimentschef, men i en hær, der var sat på vågeblus, havde han ikke meget at lave. I stedet deltog han i forberedelsen af modstandskamp ved at stikke våben til side til hemmelige depoter. Efter regeringens afgang den 29. august 1943 flygtede han til Sverige i kajak og indtrådte i Den danske Brigade. Han havde ventet at blive chef, men blev kørt ud på et sidespor. De tidligere ministre, der stadig i kulissen havde den afgørende magt, ønskede ikke den uregerlige Bennike på en central post.
Helge Bennike blev igen regimentschef i Roskilde fra 1945 til sin pensionering, men han var – som de fleste officerer, der havde vist modstandsindstilling – ugleset af de højere myndigheder.
Han betalte i øvrigt en høj personlig pris for sin kompromisløse indstilling. Hans ældste søn, Erik, der var kaptajn, var involveret i illegal våbenproduktion og blev kort før befrielsen dræbt af et medlem af Birkedal-gruppen. Bennikes hustru, Gerda Bennike, døde i 1947 som følge af en nervesvækkelse, der var fremkaldt  af krigstidens påvirkninger. Hun havde selv deltaget i modstandskampen ved at lægge hus til produktion af våben i parrets villa i Gentofte.
Mindepladen på den gamle kasernebygning blev i 1993 indviet af Benedicte Bennike, der var enke efter Erik Bennike og dermed svigerdatter til oberst Bennike.