Jeg var nærmest professionel illegal

Den 20-årige næsten nybagte Århus-student Jørgen Hesseldahl (th. herover – og herunder) var i overhængende livsfare i eftersommeren 1944. Den tyske besættelsesmagt så strengt på våbenmodtagelse. Det havde med al tydelighed vist sig to måneder tidligere, da otte medlemmer af Hvidsten-gruppen var blevet henrettet.
– Men vi var unge, og vi tænkte måske ikke så meget på faren. Jeg var selv nærmest professionel illegal, der flyttede fra sted til sted. Jeg havde altid rygmarvsreflekserne i orden. Jeg tror f.eks. at det nærmest var umuligt at skygge mig, uden at jeg opdagede det, sagde den dengang 70-årige Hesseldahl, da jeg i 1995 som journalist på nyhedsbureauet Ritzau lavede et firefoldigt interview med ham og tre modstandskammerater, der havde været i en våbenmodtagelsesgruppe sammen.
Det var Jørgen Hesseldahl, der på min henvendelse samlede gruppen. Det skete, efter at jeg havde læst hans bog I Toldstrups tjeneste fra 1993, hvor en modtagelse i Feldborg Plantage ved Holstebro bliver beskrevet.

Toldstrup214

Klar til ny udgave
Hesseldahl, der havde en central placering i nedkastningschefen Anton Toldstrups jyske modstandsorganisation, er nu 90 år, men alderen betyder ikke mere, end at han arbejder på en ny og udvidet udgave af bogen, der efter planen skal udkomme i 2015 som et årsskrift fra foreningen Frihedsmuseets Venner.
Det er foreningens formand, Niels Gyrsting (tv. på billedet øverst), der står for redigeringen.
– Jeg synes, det udvidede erindringsskrift er et væsentligt vidneudsagn fra en mand, der har arbejdet alsidigt i modstandsbevægelsen, siger Niels Gyrsting.
– Bogen får hele nye afsnit og nye kommentarer. Jørgen Hesseldahl er én af de tre nulevende, der var tilknyttet Anton Toldstrups hovedkvarter, så han var ganske centralt placeret.

Bennike-Toldstrup-konflikten
Interviewet med våbenmodtagelsesgruppen fandt sted hos fabrikant Arne Kruse Andersen i Bogense, der var vært ved en frokost i sit hjem. De fire mænd faldt med det samme ind i en indforstået snak, selv om de kun havde mødt hinanden ganske få gange efter Anden Verdenskrig.  De tiltalte lige så ofte hinanden med dæknavne fra den illegale tid som med rigtigt navn.
En stribe emner fra dengang blev taget op, som var de foregået ugen før. Nu ham ostegrossereren fra Skive, der både handlede med tyskerne og hjalp modstandsbevægelsen? Var han en god dansk mand, eller gik han over grænsen for, hvad der var national loyalitet? Og der blev spundet nye ender på en af modstandskampens store konflikter mellem Jyllands-chefen Vagn Bennike, der var oberst, og den mere anarkistiske nedkastningschef Toldstrup.

Toldstrup211

‘Carl’ var den mest erfarne
Indforståetheden opstod, uanset at de fire mænds liv var fortsat ad forskellige baner.
Jørgen Hesseldahl med dæknavnet ‘Tage’ var gået pension fra en stilling som direktør for teknisk skole i Odense.
Den fire år ældre Willy Jensen var under dæknavnet ‘Carl’ den mest erfarne modstandsmand, og han ledede aktionen. Han endte som direktør i en jerngrossistvirksomhed.
Værten for gensynet, Arne Kruse Andersen, befandt sig i udkanten af gruppen og levede ikke illegalt. Han blev tilkaldt i sidste øjeblik som vagtpost, da man havde brug for at have tilstrækkeligt mange folk. Han blev senere direktør for Bogense Jernstøberi.
Den ældste af de fire, 80-årige Einar Ammundsen (‘Bloch’), havde været Toldstrups næstkommanderende og organisationens transportchef. Han var netop to måneder forinden vendt hjem til Danmark efter i næsten 50 år at have levet som læge i Thailand.

Modstandskampen i tegneserie
Jørgen Hesseldahls krigstidserfaringer har haft et efterliv i familien, idet hans søn Morten Hesseldahl i 1990’erne udgav en meget anerkendt tegneserierække om Danmark under besættelsen frit baseret på bl.a. de virkelige hændelser i Toldstrups organisation. De havde titlerne ‘Opbrud’, ‘Bristepunktet’, ‘Swingtime’, ‘Skumring’ og ‘Hjemsøgt’.

Forfatteren er den samme Morten Hesseldahl, som for nylig blev teaterchef på Det Kongelige Teater.

Jørgen Hesseldahls bog udkom i februar 2015: http://nielsbirgerdanielsen.dk/modstandsveteran-genudgiver-bog/

Avis_fax

Skriv en kommentar