Sangglæden var ikke til at tage fejl af, da en dreng, der vist kun lige var 15 år, kom med som tenor i Sankt Mortens Kirkes kor i Randers omkring 1980. Han var flere år yngre end de næstyngste på herrestemmerne, men fra min plads blandt basserne kunne jeg se og høre, at han gik seriøst til Bach, Buxtehude og P.E. Lange-Müllers ‘Madonnasange’ og havde styr på sin lyse, klangfulde stemme.

Mads Elung-Jensen har aldrig sluppet sangen. Han bor nu i Berlin og har en solid karriere bag sig som lyrisk-dramatisk tenor. Om et par uger kommer han sammen med den slesvig-holstenske akkordeonist Dirk Rave til København, hvor de opfører cabaret’en “Besat – København møder Berlin” på LitteraturHaus i Møllestræde i København onsdag den 9. og torsdag den 10. april. Centrale elementer i det originale forløb er nazismen og besættelsestiden.

Jeg glæder mig til at se cabaret’en, som jeg har de bedste forventninger til. Jeg genså Mads for første gang siden kordagene for ca. fem år siden, da vores fælles ven, Troels Laurell fra København, inviterede mig til en soirée hjemme i privaten, hvor Mads sang Franz Schuberts store, vemodige lieder-værk Die Winterreise. Et par år senere sang han ved et lignende arrangement cabaret-musik under titlen Ein bisschen Leichtsinn – Berlin i 1920’erne.

Der var adskillige dygtige musikere til stede – bl.a. værten, der er en glimrende pianospiller – og jeg husker, hvordan de tilstedeværende spontant spillede videre i en veritabel jam-session efter selve forestillingen.

Mads Elung-Jensen har i oversat ti af de store danske sange fra besættelsestiden til tysk, og en række af dem er med i forestillingen. Kendte blandt dem er Kaj Munks ‘Den blå anemone’,  Poul Henningsens ‘Man binder os på mund og hånd’, som er udødeliggjort i Liva Weels fortolkning, og ‘Altid frejdig, når du går’.

– Vi fortæller historien om tabet af Slesvig-Holsten i 1864, livet i Berlin, samarbejdspolitikken, redningen af jøderne, mindretallets udfordringer, København-Bonn-erklæringerne fra 1955, og vi ender med Danmarks sejr ved Melodi Grandprix i 1963 med toppoint fra Tyskland, fortæller tenoren.

En positiv anmeldelse i regionalavisen Bäke-Courier fra 15. marts fremhæver især ‘Den lille, lysegrønne sang’ af Børge Müller fra Apollorevyen i 1940 og ‘Så tag mit hjerte’ af Tove Ditlevsen.

Mads Elung-Jensen taler syv sprog flydende, og tysk har været et favoritfag siden gymnasieårene på Randers Statsskole. Evnen til at oversætte lyrik fra dansk til tysk har han dog først udviklet i de seneste år. Man må dog rejse til Berlin for at høre sangene fremført på tysk, da forestillingen i LitteraturHaus foregår på dansk.

Jeg vil ikke påstå, at jeg  havde forudset, at netop Mads ville gøre operakarriere, for der var også andre dygtige sangere i Skt. Mortens Kirkes kor, der nåede et højt niveau under organist og kantor Bent Frederiksens myndige og præcise ledelse.

– Mødet med Bent var meget afgørende for mig. Han brændte for musikken, øvede og øvede og krævede alt og lidt mere, end man kunne. Jeg lærte, at uden disciplin kan man være nok så kunstnerisk; man må mestre sin form og blive ved med at udfordre sig selv. Det har jeg prøvet på siden, siger Mads Elung-Jensen.

Bent Frederiksen døde i 2010, og som det fremgår af denne nekrolog, var han en bredt respekteret og anerkendt kirkemusiker.

—– —–

Mads Elung-Jensens oversættelse af Poul Henningsen “Man binder os på hånd og mund”:

Gribe efter blanke ting
vil hvert et grådigt lille barn
Binde andre med en ring
gør man som helbefar’n
Tænk, hvor har man stået tit
og delt et vindu’s paradis
Helle, helle, det er mit!
Og livet går på samme vis
Man binder os på mund og hånd
med vanens tusind stramme bånd
og det er besværligt at flagre sig fri
Vi leger skjul hos en som ved
at skærme os mod ensomhed
med søde kontrakter vi luller os i
Kunne vi forbyde de tre ord: jeg lover dig
var vi vist i kærlighed på mere ærlig vej
De ord vi svor med hånd og mund
de gælder kun den korte stund
til glæden er borte og alting forbi

Greifen jedes blanke Ding
will manch ein kleines gier’ges Kind.
Später, wenn wir älter sind,
bindet man mit ‘nem Ring.
Denk mal, wie wir standen fein
teilten Schaufensterparadies:
Wäre, wäre der nur mein!
das Leben wiederholt es mies.
Man bindet uns auf Mund und Hand
mit der Gewohnheit feinem Band
und es wird recht lästig, frei flatternd zu sein.
Wir spiel’n Versteck mit dessen Eid
der schützt uns vor der Einsamkeit
in süssen Verträgen, wir lullen uns ein.
Könnten wir den Satz verbieten: Ich verspreche Dir!
ginge uns’re Liebe durch die ehrlichere Tür.
Das Wort wir schwor’n mit Hand und Mund,
das galt doch nur die kurze Stund’,
die Freude verschwand dann, und alles war Schein.

Og hvad med ‘Altid frejdig, når du går’ på tysk?

Immer froh auf Deinem Pfad
Wege Gott nur kennet,
wenn Dein Ziel Dir auch erst naht,
wo die Erde endet.

Fürchte nie des Dunkels Macht,
Sterne leuchten wollen.
Bet’ ein Vaterunser sacht,
 du wirst niemals grollen.

Kämpf für alles, was Dir wert,
Stirb auch ohne Zagen.
Dann ist Leben unbeschwert,
Tod kannst leicht ertragen