Sekretær Edith Bonnesen (‘Lotte’), 33 år og den nærmeste medarbejder for den illegale radiotelegrafichef L.A. Duus Hansen, var en af de mest centralt placerede kvinder i modstandsbevægelsen. Og hun var én af de personer, der havde mest farlig viden samlet i sit hoved, fordi hun kodede og afkodede de telegrammer, hun hhv. modtog og afsendte på vegne af Duus Hansen.
Derfor var det en regulær katastrofe, da hun ved en tilfældighed blev arresteret den 14. august 1944 på Dansk-Svensk Flygtningetjenestes illegale kontor på Nytorv i det centrale København og ført til Shellhuset, Gestapos hovedkvarter.
Og derfor er det også en af de store historier fra modstandskampen, at det lykkedes ‘Lotte’ at flygte inden den påtænkte afhøring gennem en enestående rådsnarhed og koldblodighed.
Nedenstående er et uddrag fra bind 4 af Modstand (fra side 124 – mellemrubrikker er tilføjet).

—– —–

Netop som Edith Bonnesen (’Lotte’), telegrafichef Duus Hansens personlige assistent, var ved at forlade det nye kontor for Dansk-svensk Flygtningetjeneste på Nytorv 5 i det centrale København, dundrede det på døren. Det var den samme dundren, som havde lydt blot tre uger før, da Gestapo havde lavet foretaget razzia mod det forrige rutekontor på Forchhammersvej.
’Lotte’ var alene på kontoret sammen med den 39-årige Eric Lagergreen, fuldmægtig på Berlingske Tiden, der havde afløst Robert Jensen (’Tom’) som afskibningschef. Hun var der blot tilfældigt for at hente post til sin chef.
”Vi så på hinanden, der var ingen bagdør, vi sad i fælden,” berettede Edith Bonnesen efter krigen.
”(Eric) lukkede døren op, og der blev stukket 3-4 maskinpistoler ind, og så kom de ind (…). De var (…) lykkelige over alt det, de så, der lå jo sække med breve, pakker og koder.”

‘I kælderen med hende!’
De blev kørt til Shellhuset og ført forbi en tyk, bevæbnet vagt og op på 4. sal. Situationen var kritisk, for hun var velkendt af Gestapo og gik for at være ’englændernes bedste spion’.
”Der kom mange tyskere ind for at se, hvordan Lotte så ud. (…) Jeg kom i forhør og prøvede at henholde mig til mit identitetskort, hvor jeg stod som direktrice,” erindrede Edith Bonnesen.
Kriminalrat Erich Bunke (billedet her th.) kom ind og henvendte sig til manden, der foretog afhøringen.
”Spild ikke mere tid på hende, vi har rapporter om hende fra de sidste 5 år, en tur i kælderen med hende,” sagde Bunke, inden han gik og smækkede med døren.
’Lotte’ gjorde sig ingen illusioner om, hvad ’en tur i kælderen’ indebar, og tænkte febrilsk på, hvordan hun kunne undgå at prisgive de mange hårdt belastede illegale, hun havde oplysninger om.
”Jeg blev ført ned til 2. sal og anbragt i et stort lokale (…) Vagten gik ind i et lokale bagved (…) Jeg kunne høre, at han sagde noget om die Frau (…) Jeg besluttede mig til at prøve at komme ud af døren.”

Stak af og hoppede på sporvogn 
Edith Bonnesen kom ud på trappen, hvor der ingen mennesker var. Hun besluttede at spørge om vej til toilettet, hvis hun mødte nogen.
”Da jeg kom en hel etage ned, kom to civile tyskere med mapper under armen (…). De så uinteresseret på mig og gik ned ad trappen. (…) Jeg gik så tæt bag dem, jeg kunne, uden at træde dem i hælene,” berettede ’Lotte’.
Det største problem var den tykke vagt, der kort før havde set hende blive ført ind ad den befæstede port med en maskinpistol i ryggen.
”Da jeg manglede nogle trin, kunne jeg mærke, at han så på mig, han kom hen til mig, fulgte ved siden af mig ned ad de sidste trin, men han sagde ikke noget, spurgte ikke,” erindrede hun.
”Da vi kom til hoveddøren, træder de to tyskere galant til hver sin side og siger: ’bitte schön’ – og jeg siger: ’danke sehr’ (…) og vandrer ud.”
Edith Bonnesen gjorde sig nu den største umage for at gå roligt og upåfaldende væk fra Shellhuset. Nogle gader væk stak hun i vildt løb og hoppede op på en sporvogn i fart. Da den stoppede tog hun en taxi til sit og Duus Hansens (billedet her tv.) illegale kontor.
”Der sad Duus og så meget bøs ud, om det var nødvendigt at et besøg på Nytorv for at hente en smule post skulle tage så lang tid?” erindrede hun, at han havde spurgt.

Mistænkt af Holger Danske
Hendes problemer var dog ikke forbi. Rutekontorerne var tydeligvis blevet røbet på grund af stikkeri. Og når anholdte hurtigt og uden overbevisende grund kom ud af Gestapo-fangenskab, opstod der straks mistanker.
(…)
Den 22-årige Anker Frants Sørensen (’Søren’), medarbejder hos Dansk-svensk Flygtningetjeneste, havde længe været mistænkt, og efter razziaerne på rutekontorerne besluttede faldskærmschefen Flemming B. Muus, at han skulle likvideres. Holger Danske fik opgaven, og blandt deltagerne var Niels Jørgen Carstensen (’Sjørn’).
De kendte ikke ’Søren’, men det lykkedes at aftale et møde med ham på Café Sct. Georg, Godthåbsvej på Frederiksberg. De bad Edith Bonnesen (’Lotte’) at identificere ham, men da de fandt ud af, at hun var spadseret lige ud af Shellhuset, blev de mistænksomme. Da ’Lotte’ efter aftale mødte ’Sjørn’ og chefen Knud Larsen (’Bergstrøm’) i en lejlighed i Hostrups Have i nærheden af caféen, dukkede ’Søren’ ikke op, men de tilbageholdt ’Lotte’.
”Vi tog hende med ned i bil, lagde en regnfrakke over hovedet på hende og lagde hende ned på bagsædet. Derpå kørte vi en lang omvej, hvorpå vi havnede ude i mine forældres sommerhus i Hjortekær,” berettede Niels Jørgen Carstensen.
Her holdt de hende fanget i adskillige timer, mens andre Holger Danske-folk skaffede kontakt til Special Forces. Misforståelsen blev opklaret.
”(’Lotte’ tog) det egentlig flot. Hun kunne jo godt se, at det var en noget særpræget historie,” bemærkede ’Sjørn’.