“Barsk og gribende læsning… Brænder af nødvendighed,” skrev Kristeligt Dagblads anmelder, da Niels Peter Juel Larsens dokumentariske roman udkom i 2018.

Diskussionerne om fordeling af skyld og hæder fra modstandskampen under den tyske besættelse er mange. En af de mest indædte har drejet sig om de forklaringer, som den nordjyske modstandsleder Poul Larsen i december 1944 blev aftvunget under tortur af Gestapo på Højskolehotellet i Aalborg.
Veteranerne fra modtagechefen Jens Toldstrups organisation har lige siden krigen stået på, at Larsen, der var politifuldmægtig ved Aalborg Politi var for nysgerrig og derfor vidste for meget – og derfor også var i stand til at røbe katastrofalt meget under de pinlige forhør.
I kampen om eftermælet har Toldstrup-folkene haft en overvældende fordel, fordi chefen overlevede krigen. Det gjorde Poul Larsen ikke, idet han blev henrettet i Ryvangen den 10. marts 1945 efter tysk krigsretsdom.
Hans nu 78-årige søn Niels Peter Juel Larsen, litterat og forfatter, har haft faderens skæbne som hovedtema i sine bøger – senest den dokumentariske roman Krigens barn fra 2018 (forlaget Turbine). Han var to et halvt år, da faderen blev skudt. Juel Larsens hovedsynspunkt er, at faderen holdt tæt længe nok under forhør til, at der var tid til at advare alle, der var i fare for arrestation, og at Jens Toldstrup ikke slog alarm over for tilstrækkeligt mange.
Niels Peter Juel Larsen har boet i Berlin siden 1985. Forinden havde han gennem to årtier etableret sig som et af de førende navne i DR’s berømte montageafdeling, og han vandt flere priser. Det var i den sammenhæng han begyndte sit arbejde med faderens historie med montagen Historien om en henrettelse fra 1978, hvor hans mor (og altså Poul Larsens hustru) er en af interviewpersonerne. Hør evt. montagen her 
Nedenstående uddrag fra bind 4 af Modstand er sammensat af tekststykker fra fire forskellige kapitler. Mellemrubrikkerne er tilføjet, men ellers er teksten identisk med bogens tekst. Den begynder på et tidspunkt, da Poul Larsen i huj og hast har måttet forlade Randers, hvor han var byleder, men havde været tæt på at blive afsløret.

—– —– —–

“Poul Larsen måtte igen til Aalborg, hvor møderne med hustruen Karen Louise havde været svære.
”Når han kom på besøg skændtes de, og min mor græd. (…) Min far trøstede hende, men gav sig ikke,” skrev sønnen Niels Peter Juel Larsen.

Politifuldmægtig Poul Larsen blev arresteret af Gestapo en kold vinternat på vej hjem fra en våbenmodtagelse. (Nationalmuseet)

Karen Louise Larsen gik til assurandør Adam Nicolaysen, der var byleder og nærmest stod som en faderfigur for Poul Larsen. Hun prøvede at få ham til at opfordre manden til at rejse til Sverige.
Men Nicolaysen sagde nej.
”Jamen, (…) fru Larsen. De andre er kun 20 år, og dem kan jeg ikke stole på,” lød hans svar.
(…)
‘Den forsvundne fuldmægtig’
Natten til den 2. december 1944 blev politifuldmægtig Poul Larsen (’Kjær’) anholdt, da han var på vej hjem fra en våbenmodtagelse. Den var foregået ved Gudumholm sydøst for Aalborg og var gået godt i det kolde og blæsende vejr. I Klarup blev han og en kammerat dog standset af en Gestapo-vejspærring, og en af tyskerne genkendte Larsen fra politigården.
”Den forsvundne politifuldmægtig,” bemærkede han grinende.
’Kjærs’ hustru Karen Louise Larsen tog næste formiddag ind på amtsgården for at hente ægtefællens løn. Den blev udbetalt, selv om han var gået under jorden.
”Min mor havde netop modtaget hans lønningspose, da hun blev kaldt til telefonen. Det var min farfar, der ringede og sagde: ’Skynd dig at komme hjem, der er sket noget forfærdeligt med Poul’,” skrev sønnen Niels Peter Juel Larsen.

Fire mand pryglede på skift
Senere på dagen kom Gestapo på besøg i herskabshjemmet på Hasserisvej og tog Poul Larsens far  med til afhøring. Karen Louise Larsen kontaktede straks bylederen Adam A. Nicolaysen, så han fik mulighed for at advare alle, der havde haft kontakt med politifuldmægtigen.
For at føje spot til den i forvejen alvorlige skade, fik hun senere samme dag bevis for, at manden havde været utro. ’Kjærs’ sidste logi havde været hos en præsteenke og hendes datter i Hasseris.
”Da han var blevet taget om natten, tænkte jeg, (…) at han nok gerne ville have noget skiftetøj ind i arresten,” fortalte Karen Louise Larsen.
”Mens jeg samlede hans ting sammen, så fandt jeg en bog (…) med et fotografi af en ung pige. (…) Jeg fandt også nogle breve og en bylt pigetøj, der lå i en krog, et par sko (og) en regnfrakke.”
Gestapo var på det rene med, hvor central en mand man havde anholdt, og da han de første to døgn ikke gav oplysninger af værdi, blev han underkastet tortur over adskillige dage under ledelse af Gestapo-chef Fritz Bolle. Ud over en tolk deltog fire mand; de skiftedes til at prygle fangen på ryggen med pisk og stav. Efterhånden begyndte Larsen at oplyse en række navne og adresser.
(…)
Razzia i Sæby
I Nordjylland havde arrestationen af politifuldmægtig Poul Larsen (’Kjær’) fremkaldt frygt blandt rutefolkene i Sæby. En række af dem forlod deres hjem, og uroen blev forstærket, da to mænd dukkede op. Den ene havde henvendt sig til skibsbygger Ditlev Pedersen og bedt om bådlejlighed, da han angivelig var på flugt. Skibsbyggeren, der var lokal ruteleder, fik straks mistanke og undgik at sige noget afslørende.  Begge de fremmede var fra Gestapo i Aalborg.
Sæby-folkene havde genoptaget deres virksomhed, da Larsens anholdelse tilsyneladende ikke trak følgevirkninger med sig. Men natten mellem den 23. og 24. januar 1945 slog tyskerne til. Efter at have omringet Ditlev Pedersens hus i Klostergyden sprængte tyskerne fordøren med en håndgranat. Den 59-årige skibsbygger greb straks sit gevær, men efter en kort skudveksling blev han anholdt.
Kort før var den 25-årige maskinarbejder Jørgen Blæhr, næstkommanderende i Arne Elstrøms ruteorganisation, kommet til huset. Han var forlovet med Ditlev Pedersens datter og overnattede efter at have ledet en afskibning fra Strandby. Blæhr vågnede og prøvede at gemme sig på loftet, men blev opdaget; da Gestapo-folkene så, at han havde en forniklet genstand i hånden, åbnede de ild mod ham.
”Først bagefter blev man klar over, at genstanden ikke havde været en pistol, men en lommelygte,” skrev forfatteren Hans Gregersen.
Jørgen Blæhr blev hårdt såret kørt til det tyske lazaret i Frederikshavn og opereret; han endte ligesom 11 andre sæbynitter i Kong Hans Gades Arrest i Aalborg.

Efter krigen sagde Jens Toldstrup (1915-1991), at han igen og igen havde forsøgt at få Poul Larsen til at rejse til Sverige. (Nationalmuseet)

Afsløring af central på sømandshjem
Også i Frederikshavn var der razzia. Blandt de anholdte var præsterne Knud Hanghøj og Paul Westergaard-Nielsen, begge illegale logiværter. På byens Sømandshjem, der var et centrum for  Sveriges-ruterne, arresterede Gestapo den 24-årige Aage Jensen, der var assistent på hjemmet. Han blev straks underkastet tortur i et forsøg på at rulle hele ruteorganisationen op.
I Grenaa var fyrbøder Carl Udsen blevet anholdt tre uger før, og Aage Jensen blev nu kørt til hans hjem, hvor Udsens kone og søn var til stede. Den danske Gestapo-mand Olaf Christian Quist (’Dr. Peters’) forsøgte at få den gennemtæskede mand til at indrømme, at han tidligere havde besøgt hjemmet. Det lykkedes ikke; Aage Jensen fastholdt, at han ikke havde været der.Alle arrestanterne fra Sæby og Frederikshavn kom i Frøslevlejren og vendte hjem efter krigen.
(…)
Konfrontation mange år efter
Efter afsløringen af Sæby-ruten begyndte snakken i Jens Toldstrups organisation for alvor om, hvad Poul Larsen havde fortalt til Gestapo. Det var ikke så meget det, at han var blevet pint til at opgive navne og adresser; det var noget de færreste kunne undgå. Det var mere det, at han angivelig var for nysgerrig og derfor fik unødvendig viden om for meget.
Da Toldstrup i 1971 fik besøg af Niels Peter Juel Larsen, Poul Larsens søn, der opsøgte ham som journalist, begyndte stemningen at blive anspændt, netop da de kom ind på dette emne.
”Jamen, for helvede, menneske,” sagde Toldstrup ifølge Juel Larsens referat.
”Han bøjede sig ned og lyste med sin lommelygte på navneskiltet, når vi kom til en ny adresse. (…) Det ragede ikke ham, hvad de mennesker hed i virkeligheden (…). Problemet var, at vi i hovedkvarteret ikke havde rede på, hvor meget han vidste.”
Den tidligere nedkastningschef, nu 56 år, forsikrede, at man havde advaret så mange som muligt, men at det havde været nødvendigt at omorganisere hele modstandsbevægelsen i Nordjylland på grund af den manglende klarhed om Poul Larsens viden. Ifølge Toldstrup havde han mange gange forgæves forsøgt at sende ’Kjær’ til Sverige.
Niels Peter Juel Larsen (herunder, ca. 1980) havde en anden version, som han offentliggjorde i flere sammenhænge. Han mente, at Toldstrup ikke havde advaret hele vejen rundt. Han skulle bl.a. have undladt at informere rutefolkene i Sæby, fordi han havde brug for ruten. Juel Larsen konkluderede, at faderen holdt til forhørene i tre døgn, og at det gav Toldstrups folk tilstrækkelig tid til at advare bredt.
Jens Toldstrups folk bakkede deres nu afdøde chef massivt op. Jørgen Hesseldahl, en af hans centrale folk, oplyste, at frygten for, hvad Larsen kunne fortælle, var så stor, at der var planer om at sprænge den bil i luften, der transporterede ’Kjær’ fra fængslet til de daglige forhør hos Gestapo.
”Han (…) virkede ude af balance. Jeg var utryg ved at skulle samarbejde med ham. Det eneste, man kunne bebrejde Toldstrup, var, at han ikke i tide fik sendt Poul Larsen på rekreation i Sverige,” sagde Hesseldahl i 1999 til Jyllands-Posten.”