Kunsthåndværker Kirsten Musse Hartig var 28 år og mor til en étårig datter, da alting spidsede til i juni 1944: De vestallieredes landgang i Normandiet på D-dagen, den 6. juni, en række store sabotager og hver eneste uge henrettelser af frihedskæmpere efter dødsdom ved tysk krigsret.
Det hele kulminerede, da Folkestrejken i København brød ud i månedens sidste dage og fortsatte ind i juni. Folkestrejkens kostede omkring 100 modstandsfolk og civile danskere livet – især på grund af skyderier fra tyske soldater og medlemmer af det nazistiske Schalburgkorps i de tæt befærdede gader i det indre København.
Musset Hartig var venstreorienteret med kommunistiske sympatier, og hun havde været tidligt med i det kommunistiske modstandsarbejde. Hun havde været med i opklæbning af antinazistiske mærkater, illegal presse og havde i en række tilfælde været illegal logivært i hjemmet i Strandgade på Christianshavn.
Det delte kun med ægtemanden Knud Raaschou Nielsen, der senere blev en kendt kunstmaler. Knud var efter sigende ikke som udgangspunkt så politisk, men Musse fik trukket ham til venstre. I hvert fald kom han efterhånden med i den kommunistisk ledede sabotageorganisation BOPA, hvor han under dæknavnet ‘Mikkel’ blev en af de store sabotører.
Trods højgravid med parrets anden barn var hun mødeværtinde for et afgørende planlægningsmøde før sabotagen mod Dansk Industri-Syndikat (Riffelsyndikatet) den 22. juni 1944 – den største sabotage overhovedet i det besatte Danmark. Hun fødte et par dage senere på en privatklinik og lå og hvilede ud med sin nyfødte pige i en hovedstad præget af Folkestrejkens kamptummel.
Og blot en uge efter måtte hun give begge sine helt små døtre fra sig i pleje, da Musse og Knud med minutters varsel måtte gå under jorden. En af deres nære BOPA-kammerater Niels Evald Jensen (‘Martin’) var blevet arresteret af den danske Gestapo-mand Ib Birkedal Hansen, og de var sikre på, at næste gang kom turen til dem.
Resten af krigen levede ægteparret under jorden sammen med Knuds BOPA-gruppe.  De klarede sig begge igennem til Befrielsen uden at blive arresteret. Det skyldtes antagelig ikke mindst den snarrådighed, nedenstående tekst vidner om. Til gengæld overlevede parforholdet ikke de belastende forhold under det højillegale liv med BOPA-gruppen, og de blev skilt i 1945.
Nedenstående tekst består af flere sammensatte passager fra Den skærpede kamp 1943-1944, der er bind 3 af Modstand, mit firebindsværk om frihedskampen 1944-45. Teksten svarer til den, der fremgår af bogen. Kun er mellemrubrikkerne tilføjet for at gøre læsningen mere indbydende.

—– —–
—– —–

Kirsten Musse Hartig, 28-årig kunsthåndværker og mor til den étårige datter Susanne, var gravid igen – i ottende måned. Det første barn havde været et livsbekræftende ønskebarn.
”Men da jeg blev gravid igen, var det som om livet bekræftede sig lidt vel ubelejligt,” skrev hun med tanke på, at hendes jævnaldrende mand, kunstmaler Knud Raaschou Nielsen (’Mikkel’)  deltog i de store BOPA-aktioner.
”Jeg prøvede alle de gammelkendte husråd for at blive ungen kvit (…). Jeg prøvede at snakke med min sygekasselæge, men da han var katolik, var der selvfølgelig ikke noget at gøre. Så ungen blev, hvor den var.”
Den 22. juni 1944 skulle BOPA lave endnu en stor aktion, mod Dansk Industrisyndikat i Frihavnen. Knud Raaschou Nielsens gruppe var som sædvanlig med som dækningsfolk, og planlægningen foregik hjemme hos parret i Strandgade på Christianshavn. De gennemgik, hvad medlemmerne hver især skulle gøre under aktionen.
”Selv var jeg gået lidt til og fra. Jeg havde passet Susanne (…) så hun ikke forstyrrede, og jeg lavede kaffe til dem,” berettede Musse Hartig mange år senere.
”Jeg (…) var fuldt vidende om, hvad der skulle foregå. (…) Knud skulle stå udenfor og være dækningspost, både når de kørte ind og når de skulle tilbage igen.”
Selv om planlægningen af en sabotage af hidtil uset omfang var i gang, tænkte ledelsen af Danmarks Kommunistiske Parti videre. Samtidig med planlægningen i Strandgade havde Svend Nielsen, medlem af DKP’s centralkomite med ansvar for det faglige arbejde og ledelsesmedlem i  BOPA, møde med en række kommunistiske tillidsmænd inden for jerndindustrien. De drøftede, hvordan den del af modstandskampen, der foregik på virksomhederne, kunne effektiviseres?

En veltjent cykel
Til brug i sabotagen i Frihavnen havde Knud Raaschou Nielsen et gammelt vrag af en cykel, som han bagefter skulle bruge til at komme væk på. Han fandt, at tiden var inde til at smøre den og give den en overhaling, men hustruen fik bange anelser, da manden ikke var særlig praktisk.
”Du får såmænd bare en skrue til overs. Lad den nu hellere være, som den er.”
”Nej, den skramler. Den skal ordnes!”
’Mikkel’ bar den op, stillede den i entreen og begyndte at skille den ad. Han var bevæbnet med nogle klude, en svensknøgle og en smørekande og kom til sidst ind i stuen:
”Kirsten, jeg har fået en skrue for meget!”
Pedalerne kunne dreje rundt, men gav en sær, gækkende lyd. De lagde den overskydende skrue i vindueskarmen.
”Jeg kan endnu se ham for mig, lige før han skulle afsted. Han havde taget et sæt lysebrunt sommertøj på (…). Normalt gik han aldrig med det (…), men der var mange brugbare lommer i det, og desuden havde han lånt en lille lærredsskuldertaske af mig,” skrev Musse Hartig.
”Han havde stoppet sin pistol i skulderhylstret, en ekstra i lommen, håndgranater i skuldertasken, løse patroner rundt omkring i de mange lommer. (…) Så skiltes vi med et ’so long’.”

Skræmmende opgave
Aktionen mod Riffelsyndikatet var en skræmmende opgave. Bevogtningen var dimensioneret efter, at fabrikken var et oplagt sabotagemål som landets største rustningsfabrik, storproducent af automatvåben og storleverandør til Værnemagten.
Der var altid 20 maskinpistolbevæbnede på vagt ud af en samlet styrke på ca. 70 vagter, og posterne havde bunkers. Fabriksområdet var omgivet af et højt, strømførende hegn med elektroniske alarmer. Yderligere blev adgangsvejene og nærområdet bevogtet af tyske politisoldater. En gentagelse af Globus-angrebet var derfor umuligt.
Vagterne var omhyggeligt udvalgte, men det lykkedes alligevel at få kontakt med en mand, der var med i en militær ventegruppe, der havde haft planer om at lave et våbenkup mod Riffelsyndikatet. Det lykkedes også at få yderligere to mand med.

Overrumplingsplanen
Vagtsystemet skulle ændres kort tid derefter, og da det var uklart, hvordan mulighederne ville blive bagefter, besluttede BOPA-lederne at planlægge en hurtig aktion.
”Fabriksområdet omfattede et ret stort antal bygninger, og der var 8 vagter på post spredt rund om områdets periferi samt 3 vagter i portbygningen. Resten af vagterne opholdt sig i en vagtbygning på 1. sal,” berettede aktionslederen Jørgen Jespersen (’KK’), der som blot 18-årig ud over koldblodighed og teknisk snilde også havde et anførerformat, der satte ham i stand til at lede en styrke på 30 sabotører i en regulær militæraktion.
Det komplicerede aktionen, at vagterne indbyrdes kunne se hinanden fra de tre poster, portbygningen og vagtbygningen, så afvæbningen måtte ske på én gang.
”Skyderi kunne vi ikke tillade os, som fabrikken lå, der ville alt for hurtigt komme undsætning.  Der var også direkte alarmtelefoner til tyskerne, så det gjaldt om at overrumple alle.”
Tidspunktet for angrebet blev sat til lidt i kl. 18, idet det store daghold af arbejdere ville være væk fra fabrikken. Så havde man to timer, inden vagtholdet blev afløst kl. 20.

Sprængningen af Dansk Industri-Syndikat i Frihavnen var den største sabotage af modstandsbevægelsen under frihedskampen 1940-45. Den tyske repressalie, der fulgte morgenen efter, var henrettelse af otte arresterede Holger Danske-mænd. (Nationalmuseet)

Den nødvendige timing
Aktionen begyndte med, at ti dækningsfolk ubemærket besatte toldbygningen ved adgangen til Frihavnen. Næsten samtidig gik otte vagter, hvoraf de to var i ledtog med sabotørerne, ind ad en normalt ubenyttet port, efter at de havde lokket vagtposten til at åbne porten.
”Hurtigt blev de nærmeste poster afvæbnet, men så kom det svære, at holde to poster, portvagten med tre vagter og hele vagtstuen op samtidig. Det lykkedes, og så blev de sidste poster holdt op,” berettede ’KK’ videre.
Kun i den centrale vagtstue nåede en vagt at tage ladegreb på sin maskinpistol, men her fik Børge Thing (’Brandt’) bekræftet, at han havde set rigtigt, da han gav sin medbeboer Jesper Juel Petersen (’Finn’) chance som sabotør. ’Finn’ gav vagten et kraftigt slag over nakken, så han tabte sit våben.

400 kilo trotyl
 Så blev hovedporten åbnet for resten af aktionsdeltagerne og for de tre lastbiler, der var blevet ’organiseret’ fra Det Civile Beredskab. I alt medbragte sabotørerne 400 kilo pulverformet trotyl.
”Så blev der travlt. Der blev anbragt 4 bomber a 50 kg. i hovedbygningen, 2 på 25 kg. i nærheden af hærderiet og endelig 6 a 25 kg. i maskinhallen. I hver bygning blev bomberne forbundet indbyrdes, så de detonerede samtidig,” skrev Jørgen Jespersen.
Samtidig begyndte andre at læsse våben og ammunition på vognene. Det blev til 40 maskingeværer, to maskinkanoner, vagternes 60 maskinpistoler samt store mængder granater og patroner.
Kun få af de ca. 100 arbejdere på aftenholdet opdagede noget; de der gjorde, blev holdt op og samlet med de tilfangetagne vagter. Luftværnssirenerne blev sat i gang og lastbilerne kørte væk. Vagter og dækningsfolk myldrede ud i en blandet strøm fra fabrik og Frihavn til stor forundring for de mange tyske soldater i området.

Angstfyldt venten
Den højgravide Musse Hartig gik rundt i Strandgade og ventede.
”Jeg vidste, at den første bombe skulle eksplodere klokken seks. Jeg åbnede et vindue, gik uroligt frem og tilbage (…). Klokken blev seks, den blev et minut over, den blev to minutter over. Så blev jeg bange, noget måtte være gået galt. De måtte være taget alle sammen,” erindrede hun.
”Jeg var tør langt ned i halsen (…) Jeg stod foran køkkenvinduet og postede mig et glas vand. I det øjeblik, jeg begyndte at synke vandet, sprang den første bombe. (…) Så fulgte bragene, det ene efter det andet.”
Luftalarmen begyndte at lyde.
”Jeg fik hanket op i Susanne og beredskabstasken i et mere behersket tempo end sædvanligt. Denne gang vidste jeg jo, hvor eksplosionerne kom fra. Vi gik så sindigt, som det passer sig for en højgravid kone med et barn på armen, ned i kælderen,” berettede Musse Hartig videre.
”Fælles for alle rygterne var, at englænderne havde bombet en stor del af København. Det var rent utroligt små mange engelske maskiner, folk havde set over byen.”
Efter en jublende følelse over en åbenbart vellykket aktion kom nu bekymringen for de enkelte kammerater.
”Var de alle kommet væk (…), eller var de blevet taget af Gestapo?” spurgte hun sig selv.
”Luftalarmen blev blæst af, og vi gik op i lejligheden. Susanne fik tidlig aftensmad, blev lagt i seng, og jeg ventede, men Knud kom ikke.  (…) Mens jeg stod foran gasblusset, begyndte ungen at røre på sig (…). Kort sagt: Jeg fik veer en måned før beregnet.”

Omtrent sådan så der ud i Københavns gader, mens Musse Hartig lå på fødeklinik. (Nationalmuseet)

Hæsblæsende flugt
Langt om længe lød de kendte, beroligende trin på trappen.
”Det viste sig, at hans cykel var gået i stykker, da han skulle køre bort fra Riffelsyndikatet efter sprængningsholdet,” skrev Kirsten Musse Hartig.
”Cyklen ville hverken køre frem eller tilbage , da han skulle stikke af (…) (Han tog) cyklen på nakken, en cykel var jo en værdi dengang.”
’Mikkel’ fik den smidt ind i en gård i Østbanegade. Derefter var han kravlet over et plankeværk og, forsinket af luftalarmen, ad kringlede veje nået ud til Christianshavn. Pludselig blev han opmærksom på sin hustrus tilstand.
”Jeg synes, du ser så mærkelig ud, Kirsten…”
Knud Raaschou Nielsen var forvirret og ikke til megen hjælp.
”Måske var det også mere end nok for en mand både at være med til at sabotere Riffelsyndikatet, forlise sin cykel og så til overflod også blive far – alt sammen på samme dag.”

Kvinden i nabosengen
Den 24. juni var det åbenlyst, at Musse Hartig skulle føde. Sammen med en af hendes veninder i gaden fik de via søpolitiet alarmeret en ambulance.
“Ved siden af ambulancen stod et ’føl’, en af disse CB-betjente, og gjorde honnør. Knud (…) måtte (…) sidde foran hos chaufføren, for ’føllet’ skulle sidde inde hos mig,” skrev småbørnsmoderen.
“Han kunne jo ikke vide, om det var et barn eller en bombe, jeg havde inde i maven. (…) Knud kravlede meget modstræbende op foran, mens ’føllet’ ligeså modstræbende kravlede ind til mig.”
Hun skulle indlægges på en klinik på Frederiksberg ejet af en læge kaldet ‘røde Møller’.
“I gryet den følgende morgen, den 25. juni 1944, fødte jeg Lulu,” erindrede Musse Hartig.
Efter en del timers søvn vågnede hun op ad dagen.
”Efterhånden var jeg blevet så klar, at jeg begyndte at interessere mig for min  naboerske. Hun havde forholdt sig ganske stille de første par timer.”
       “Guten Morgen, Sie haben gut und lange geschlaft.”
       Den 28-årige kunsthåndværker stivnede.
“For helvede, kvindemennesket var tysk (:::), alle antenner strittede. (…) Da jeg fik at vide, at hun var en officersmadamme (…), blev det for meget. (…) Jeg krøb ud af sengen, vaklede ud på gangen og fik fat på en forvirret sygeplejerske.”
Det lykkedes Knud at få en samtale med dr. Møller, og tilfældigvis var en enestue netop blevet ledig, og klinikejeren gik ind på, at Musse Hartig fik den.