Uddrag fra ‘Modstand-4’: 5. maj-skyderierne ved krydseren ‘Nürnberg’

Befrielsesdagene var en stor folkelig forløsningsfest for flertallet, men ikke for alle. 81 danskere blev dræbt ved skyderier i de større byer den 4., 5. og 6. maj 1945, og dagene kostede dermed flere liv, end kampen mellem modstandsbevægelsen og tysk politi på noget tidspunkt havde gjort.
Jeg har i bind 4 af ‘Modstand’ valgt at bruge skyderierne ved den tyske krydser ‘Nürnberg’, der lå i Københavns Frihavn, til at vise de mekanismer, der var på spil: kampiver, nervøsitet, utilstrækkelig information og hævntørst.
Dette uddrag fra bindets næstsidste kapitel begynder natten til den 5. maj 1945. Både det kommunistiske ‘Kompagni Robert’, der har tidligere frivillige fra Den spanske Borgerkrig i spidsen, og en af de såkaldte O-grupper under Den lille Generalstab (dvs. den underjordiske hærledelse) var udkommanderet til at lægge en ring om Frihavnen for at forhindre de talstærke tyske styrker i at bryde ud derfra.

Teksten er identisk med bogens tekst bortset fra, at mellemrubrikker er tilføjet.

—– —–

“På Nørrebro var der hos ’deling Moskva’ under det kommunistiske Kompagni Robert skuffelse over alligevel ikke at skulle i kamp ved de planlagte blokpost i Nordhavnen. En kurer kom med Frihedsrådets budskab; det smagte noget tamt. Delingsfører Karl Vilhelm Christensen var på vej i seng efter at være blevet lovet vækning kl. 4.30, men han blev kaldt tilbage af kammeraten ’Flip’, fordi kureren havde skaffet en frisk avis.
”Alt, hvad han kunne samle af hån samlede sig i det ene ord: ’Værsgo!’ Det flimrede vist for mine øjne, da jeg læste for enden af Flips pegefinger: Vilh. Buhl danner Regering. 18 Medlemmer i den nye Regering, 9 fra Frihedsraadet,” erindrede Karl Christensen.
”Hvordan var dette sket? Netop denne mand, der som statsminister (…) havde advaret ungdommen mod sabotørerne (…). Det måtte være en typografisk vittighed.”
Men da han løb Frihedsrådets budskab grundigt igennem, viste han sig som en god DKP’er.
”Mine øjne gled ned over navnene (…) og faldt til ro ved mine to partikammerater, Alfred Jensen og Børge Houmann. Hvad havde jeg at gøre? De to var min garanti! ”

Frihedskæmperarmbind på bordet
Tidligt om morgenen den 5. maj 1945 ankom Kompagni Roberts kurer med udrykningsordren til samlingsstedet for 1. deling, som ’deling Moskva’ nu blev benævnt.
”Han smed et bundt fine nye armbind på bordet mellem hele og skårede kaffekopper, af blåt klæde var de med rød-hvide bånd omkring, påsyet runde metalskilte med noget Danmarkshalløj, løver og hjerter, i relief. Fine sager!” erindrede Karl Christensen.
Ordren gik på at stille senest kl. 8 i Aahusgades Remise på Østerbro; opgaven var at være en del af en jernring, der skulle holde de talstærke tyske styrker i Frihavnen inde.

Unge fra overklassen
En ung mand fra den socialt set diametralt modsatte ende af samfundet var på vej til samme område. Det var den 21-årige søkadet Hans Harboe-Hansen, der kl. 4.30 var blevet hentet på sin dækadresse i Holte af prins Flemming, klassekammerat fra Søofficersskolen og søn af prins Axel, Christian X’s fætter.
”Sammen med en tredje kadet, som allerede var blevet samlet op, og et par stykker til, som vi hentede på vejen, sluttede vi os (…) til, hvad benævntes Frihavnskompagniet,” berettede han.
Ordren var den samme om for kompagni ’Robert’: at danne en ring omkring Frihavnen.

Befrielsesdagene var en blanding af euforisk glæde og en udløsning af indestængt had og kampvilje, der havde hobet sig op i den sidste til af besættelsen. (Nationalmuseet)

Gamle minder fra Spanien
Omkring kl. 7.45 kørte 1. deling af Kompagni Robert i to brødbiler ned ad Blegdamsvej med hver en hjelm- og armbindprydet maskinpistolskytte på forskærmen.
”Morgenfriske københavnere (…) stod på fortovene, vinkede og råbte ’hurra’ og ’leve Danmark’, skrev Karl Christensen, tidligere Spaniens-frivillig.
”Ved Frimurerlogen (…) passerede vi en åben lastbil fyldt med opsamlede mænd og kvinder. To formodede feltmadrasser var allerede klippet skaldede (…), og straks meldte tanken sig, om de spanske piger, der i sin tid gav sig hen til os internacionales, mon havde kunnet nøjes med en sådan behandling?”
Et stykke tid før kl. 8 holdt de to vogne med delingen uden for Sporvognsremiserne.

I marchkolonne mod Riffelsyndikatet
Den 27-årige stud.jur Thore Branth, tidligere logivært for de nu henrettede ledelsesmedlemmer i SE-Transport, havde kun sovet et par timer, da han kl. 9 den 5. maj 1945 meldte sig hos sin militærgruppe. Ordren lød på afgang i marchkolonne for at hente våben på Riffelsyndikatet.
”Den første Del af Turen var den rene Idyl med Hurraraab, Blomster fra Vinduerne og glade Smil, men nede paa Strandboulevarden ændrede Billedet sig under en stærk Beskydning fra Krydseren Nürnberg,” skrev Branth i et dagbogsblad.

Utroværdig forklaring
Søkadet Harboe-Hansen havde på nærmeste hold været vidne til udviklingen. Han patruljerede på Østbanegade mellem Lindenovsgade og brandstationen i retning mod Østerport station.
”Alt åndede (…) fred og ro, da alle kirkeklokker kl. 8 begyndte en times kimen,” fortalte han.
Kort efter kom en tysk personbil, og føreren, der havde tre passagerer med, viste et dokument på dansk udfærdiget af et frihedskæmperkompagni et andet sted i byen.
”Da det så meget rimeligt ud, gav jeg tegn til, at bilen kunne fortsætte for at dreje ind til Frihavnen et par hundrede meter længere henne (…). Med øjnene fulgte jeg bilen (…); dér, hvor den skulle dreje, var også posteret nogle frihedskæmpere, der atter standsede bilen,” skrev Harboe-Hansen.
Umiddelbart derpå åbnede tre-fire mand ild mod føreren og de tre passagerer, der alle blev dræbt. Søkadetten gik derhen for at få en forklaring.
”Jeg erfarede, at de tilhørte en enhed, der hed Roberts Kompagni (…). En af dem forklarede (…), at da de havde standset bilen, havde en i bilen trukket sin pistol, og derfor havde de åbnet ild. Jeg tvivlede og tvivler stadig på, om en i bilen virkelig skulle havde trukket sin pistol. (…) De forekom alle fire fredelige, samarbejdsvillige og kun opsat på at komme ind i Frihavnen.”

Misforståelse eller krigsli’r?
Karl Christensen og en kammerat stod på Kalkbrænderivej og undrede sig.
”Der foregik noget henne ved Ndr. Frihavnsgade igen (…). Det bragede af maskinpistolild, så jeg spænede afsted med pistolen i hånden. (…) Midt ude i krydset stod (…) en lille Adler-personbil gennemhullet som en si og med tre-fire stendøde tyskere delvis hængende ud af de smadrede vinduer og døre.”
En rystet midaldrende mand fortalte ham, at han havde været på vej mod bilen for at høre, hvad personerne ville, da der pludselig blev skudt fra den anden side.
”En misforståelse. Eller ’bare’ simpelt krigslir?” spurgte Karl Christensen i sine erindringer.

Skydning ude af kontrol
Næppe var Hans Harboe-Hansen kommet tilbage til sit patruljeområde, før ny skydning brød løs. Han kunne se folk fra Kompagni Robert i færd med at skyde mod Nordre Frihavnsgade-indgangen til havnen. Samtidig havde skyderi på Østbanegade givet andre frihedskæmpere, der var stationeret på Strandboulevarden, den opfattelse, at tyskerne var ved at bryde ud af Frihavnen. Derfor begyndte de blandt andet at skyde ned langs Lindenovsgade.
”Dette fik igen de ivrige frihedskæmpere på Østbanegade til at tro, at det var tysksindede varulve, der faldt dem i ryggen, så de besvarede ilden op mod Strandboulevarden,” skrev Harboe-Hansen.
Han sprang ifølge sin egen beretning i dækning fra opgang til opgang frem og tilbage ad Lindenovsgade i håb om at få stoppet skyderiet. Et projektil ramte på dette tidspunkt antagelig et gavltårn overfor på Strandboulevardens vestside.
”(Nogle fik) den fejlagtige opfattelse, at der var blevet skudt af en hipomand eller varulv oppe fra dette gavltårn, så en beskydning af det sagesløse tårn fulgte.”

Udfordrer krigsskibet
Kort efter rettede grupperne ved Østbanegade deres interesse mod krydseren ’Nürnberg’.
”En del fandt på at gå op i opgangene i husene nærmest mod Frihavnen eller endog op på tagene dér, hvorfra de over banedæmningen kunne se krydseren. Med deres håndvåben begyndte de så en (…) beskydning af skibet, og ’kampen’ om Nürnberg var indledt,” skrev den 21-årige søkadet.
”Man kan næppe fortænke chefen for Nürnberg (…) i, at han (…) med sit luftværnsskyts lod åbne ild mod de bygninger, hvorfra beskydningen kom. (…) (Man synes) om bord at have fået den opfattelse, at beskydningen var indledningen til et forsøg på at overtage krydseren.”

Den danske Brigades indtog ad Jagtvej i København først på aftenen den 6. maj 1945 ser få fredelig ud, men kort efter at dette billede blev taget, blev der åbnet ild mod soldaterne fra en højtliggende bygning. Om der var tale om desperadoer, der havde været i tysk tjeneste, eller ‘friendly fire’ fra en militærgruppe, er uklart, men tre soldater blev dræbt. (Nationalmuseet)

Trussel med tungt artilleri
Thore Branth og hans kammerater rykkede ind i området, mens skudduellen fandt sted.
”Selv naaede jeg op paa Jernbaneskraaningen ved Aarhusgade, men vores Gruppe blev nu saa kraftigt beskudt, at jeg med min enlige Pistol 1910 trak mig tilbage.”
Hans Harboe-Hansen tog sit bestik efter, at ’Nürnberg’ og alt andet tysk militær havde kapituleret til feltmarskal Montgomery, ikke til den danske frihedsbevægelse.
”Da denne lidet hensigtsmæssige ’kamp’ havde varet et godt stykke tid, forlød det, at der fra Nürnberg var kommet besked om, at hvis ikke beskydningen snart ophørte, ville man svare igen ikke blot med luftværnsskytset, men også med det svære artilleri. Vi var da flere, der omsider fik råbt de vilde krigere op og fik dem til at indstille skyderiet.”

Samlingssted på salatfabrik
Efter at have trukket sig tilbage fra banevolden ved Østbanegade var Thore Branth gået på strejftog.
”(Jeg saa) 4 Stikkere, som var blevet fanget og nu stod med Hænderne i Vejret bag paa en Lastvogn. Folk havde mest Lyst til at myrde dem omgaaende,” noterede han i sin dagbog.
Branth endte i remisen på Aarhusgade. Det var først her, han fandt ud af, at navnet var Korps Aagesen, og at det var dét, han var medlem af. Folk spiste og drak kaffe trods det stadige skyderi; ved 19-tiden marcherede de samlet til en salatfabrik på Strandboulevarden.
”Her sidder 500 Mand samlet i én Fabrik og bestiller ingenting andet end at (…) vente paa at blive overfaldet. Vi kunde ligesaa godt gaa hjem – men det maa vi ikke. (…) Vi venter på Englænderne og Danskerne fra Sverige, men de har ikke vist sig endnu,” noterede Thore Branth med det for dagen karakteristiske mangelfulde overblik.

Skriv en kommentar