Erik Boelskov vandrede over isen til Skåne og rejste fra Sverige videre til England.

Kl. ca. 11.30 den 24. august 1943 – fem dage før samarbejdsregeringens afgang den 29. august – lød et kæmpebrag fra 3. sal på J.M. Thielesvej 13 på Frederiksberg. Inden for et par minutter var brandbiler og ambulancer på vej med fuld udrykning til adressen, hvor en del af ydermuren til lejligheden til højre på etagen var sprængt helt bort. Et hul var også sprængt gennem gulvet til lejligheden nedenunder, og gulvbrædderne i lejligheden oppe på 4. sal var blevet slået op. De store søm havde ikke kunnet holde dem på plads under eksplosionen.
Redningsfolkene fandt to dødsofre. Det ene var den 22-årige Erik Boelskov, der en måned før, den 22. juli, var blevet kastet ned som SOE-agent ved Hvidsten Kro.

Var ved at konstruere brevbombe
Ulykken skyldtes, at han arbejdede på at konstruere en brevbombe, der i agentmiljøet blev kaldt en love parcel (‘kærlighedsgave’). Den var blevet introduceret i Danmark nogle måneder før af SOE-manden i Aalborg Jens Paul Jensen, der havde sendt den til en kvinde, der var  mistænkt for angiveri, i et forsøg på at likvidere hende. I stedet døde kvindens kæreste ved sprængningen.
Erik Boelskovs resultater som agent var begrænsede på grund af hans korte virketid, så han huskes mest for ulykken. Han var leder af sabotagen på Sjælland, og hans vigtigste resultat var nedbrændingen af Herringløse Maskinsnedkeri den 11. august 1943. Han nåede at arrangere, at adskillige sjællandske modstandsgrupper fik forsyninger af våben og sprængstoffer.
Faldskærmschefen Flemming B. Muus havde skaffet lejligheden på J.M. Thielesvej – oprindelig til eget brug. Den endte imidlertid med at blive brugt som sprængstoflager, mødested og overnatningssted for faldskærmsagenter.
 Erik Boelskov er en af aktørerne i bind 2 af Modstand, der udkom den 29. august 2018. Bind 1 udkom i oktober 2015.
Teksten herunder er et uddrag af bogen. Den er en del af et kapitel, der handler om de danske SOE-agenter, der i efteråret 1942 var på træningslejr på forskellige militære uddannelsessteder i England.

—– —– —–

Fra Modstand-2:

Den (…) 21-årige Erik Boelskov var i modsætning til næsten alle kammeraterne ankommet direkte fra Danmark, hvor hans far var skoleinspektør i hjembyen Køge.
”Ikke mindst derfor var vi saa glade for at møde Boelskov, der kom som et Tegn paa, at der trods alt var Liv i dem derhjemme,” skrev Flemming B. Muus i sine erindringer.
Erik Boelskov havde allerede før krigen været med i en gruppe, der forstyrrede DNSAP’s møder ved at lave ballade. I samme periode var han på besøg i England, og som noget ret usædvanligt dengang beherskede han engelsk, allerede da han meldte sig til britisk krigstjeneste.

I uholdbar situation efter slagsmål
Anledningen til udrejsen var, at Erik Boelskov, der var snedkerlærling, søndag den 8. marts 1942 blev forarget, da han så en dansk pige gå med en tysk soldat.
”Boelskov ventede, til soldaten var gået sin vej, og gik derefter hen for at forklare pigen det forkerte i hendes opførsel,” skrev historikeren Peter Edelberg ud fra en rapport fra svensk politi.
”Pigen hidsede sig op og skældte Boelskov ud, hvilket soldaten hørte og vendte tilbage (…). Boelskov troede, at soldaten ville slå ham, så Boelskov, der var fritidsbokser, slog først, og soldaten faldt baglæns ned på fortovet. Soldaten truede Boelskov med konsekvenser og gik sin vej, og pigen gav Boelskov afskedssalutten, at hun skam godt vidste, hvem han var.”
Den unge mand følte, at hans situation var uholdbar og besluttede at rejse til England for at søge ind i Royal Air Force. Han steg på toget til Helsingør, steg af i Humlebæk og tog derfra turen over Øresund på ski.[1]

Reddede sig over Øresunds is
Boelskovs overfart fandt sted i den rekordkolde vinter 1941/42, blot en uge efter, at modstandsfolkene Kaj Oxlund og Thorbjørn Christophersen var frosset ihjel på Øresunds is – og tre uger før SIS-agenten Thomas Sneum havde krydset sundet.[2]
Erik Boelskov kravlede i land for at undgå de svenske kystvagter, der var bevæbnet med maskinpistoler. Han fik lejlighed til at tale med den danskfødte britiske vicekonsul i Göteborg Albert E. Christensen, der uofficielt var SOE’s repræsentant på den svenske vestkyst.
Christensen gav den unge dansker penge til at rejse til Stockholm og opfordrede ham samtidig til at melde sig til det derværende svenske politi. Det gjorde Boelskov, og det er grunden til, at der findes en politirapport med hans skildring af forløbet.
Erik Boelskov opsøgte derefter Ronald Turnbull på det britiske gesandtskab. Efter en kort udveksling af telegrammer med Ralph Hollingworth, blev Boelskov godkendt som et emne til tjeneste for briterne.
Den 7. maj 1942 ankom han til Storbtitannien.[3]
(Foto: Frihedsmuseet og Køge Byhistoriske Arkiv)

—– —– —–

Læs evt. også andre uddrag af Modstand-2:

Den oppositionelle SOE-agent (Poul Hansen, ‘Jelly’)
Den imødekommende dr. Best
Mogens Fogs søn: En dag lige før jul var far pludselig væk 
Erindring om et slagsmål (Holger Danske-manden Povl Falk-Jensen)

—– —– —–

[1] Peter Edelberg: ’The Sandwich Incident’ i Køge Studier 2005, side 5-6.

[2] Bind 1, side 352-355.

[3] Peter Edelberg: ’The Sandwich Incident’ i Køge Studier 2005, side 6; Ebbe Munck: Døren til den frie verden, side 70, og Flemming B. Muus: Ingen tænder et lys, side 27-28.