Manus-3: Den imødekommende dr. Best

Nedenstående er kapitel 22 i Modstand-2:
(i alt 164 A4-ark er skrevet svarende til ca. 350 sider i en bog – opsat med foto)

—– —–

Højdepunktet af samarbejdspolitikken omkring forhandlingsrelationen Werner Best/Erik Scavenius  førte til benådninger af dødsdømte – Werner Best gjorde et forsøg, der faldt pinligt til jorden, på at få professor Ole Chievitz og historikeren Vilhelm la Cour til at tage til orde mod sabotagen

Da den tyske krigsret blev sat den 12. april 1943 på Nyboder Skole, general von Hannekens hovedkvarter, blev KOPA-sabotøren Hans Petersen dømt til døden for sabotagen på Adlers Autoservice og sabotageforsøget på den tyske militære transportafdeling i Bjelkes Allé i henholdsvis september og oktober 1942.
Det var den første dødsdom over en dansker under besættelsen. Samtidig blev den tidligere KOPA-leder Harald Ferdinand Nielsen idømt fængsel på livstid og Johnny Nielsen 10 års fængsel. Hans Petersen hensad derefter i Vestre Fængsel, mens de danske myndigheder gennem udenrigsministeriet forsøgte at udvirke en benådning.
”Jeg regnede med, at hver gang døren gik op, der stod der så to soldater (…), men det ender med, at så er det for at undersøge, om der er noget urent i cellen eller sådan noget,” fortalte han mange år senere.
Den 8. maj 1943 fik han Politiken smidt ind i cellen.
”Der står så: dansk sabotørs dødsdom ændret ved Scavenius’ henvendelse til livsvarigt tugthus i Tyskland. Og så går turen til Tyskland, den tur son mange andre har været igennem.”[1]
I disse måneder blev fordele og ulemper ved samarbejdspolitikken sat på spidsen – den politik, der havde fortsat dansk retshåndhævelse og domsmyndighed som det højest prioriterede gode. Ikke bare KOPA-sabotørerne, men hele grupper af modstandsfolk blev stillet for retten i en stribe sager.
Blandt dem var folkene fra den kommunistiske radiogruppe. Den blev af historikeren Jørgen Grønvald Laustsen sammenlignet med den sovjetiske efterretningsorganisation i Frankrig, Holland og Belgien, der blev trevlet op samtidig med de danske og tyske myndigheders aktion mod de danske kommunister. Det netværk, som Gestapo gav betegnelsen Rote Kapelle, nåede i sin funktionstid i Vesteuropa fra 1940 at sende ikke mindre end 1500 telegrafiske indberetninger til Moskva. Oplysningerne var næsten alle af militær betydning, bl.a. krigsvigtige industrianlæg, våbentyper og tyske enheders bevæbning og antal.
”Hitler viste ingen nåde, og mange af gruppens medlemmer blev henrettet,” skrev Grønvald Laustsen i 2007.
De meget lempelige straffe skyldtes ikke, at de lokale tyske myndigheder ikke magtede at slå hårdt ned. Dødsdommen over Hans Petersen var den første over en dansker, men kun den anden i Danmark under besættelsen. Den 19. februar 1943 dødsdømte krigsretten på Nyboder Skole den 27-årige svenske kommunist og matros Karl Staf, der var rejst ind i Danmark i et forsøg på at komme til at virke som sovjetisk spion. På forespørgsel fra den danske regering blev Staf imdilertid benådet til livsvarigt tugthus, der skulle afsones i Tyskland.[2]
 Benådningerne af de to dødsdømte, der begge i nazistisk optik havde personprofiler uden formildende momenter, viste, at det tyske styre med Werner Best i spidsen var rede til at gå langt for at redde samarbejdspolitikken. I samme retning pegede mønstret i dommene, der ud fra nazistiske normer virkede rent ud latterlige.
Historikeren Kurt Jacobsen nævner muligheden for, at kriminalkommissær Hermann Span under afhøringerne af Aksel Larsen kan have stillet i udsigt, at tyskerne ville acceptere milde domme over personer, som Larsen oplyste navnene på. Der er ting i referatet, der kan tydes i den retning – især en trussel om, at personer ville blive dømt ved krigsret, hvis tyskerne selv skulle finde frem til dem.[3]
 I april faldt dommene Københavns Byret mod de arresterede medlemmer af Frit Danmarks ledelse. Professor Ole Chievitz (foto lige herunder)  fik otte måneders fængsel, landsretssagfører Rud Prytz seks måneder og biblioteksdirektør Thomas Døssing fire måneder. De blev kendt skyldige i illegalt bladarbejde, men ikke-skyldige i støtte til komministisk virksomhed og opfordring til sabotage. Den kommunistiske direktør Karl V. Jensen fik en strengere straf end de andre, halvandet års fængsel, fordi han havde hjulpet den dødsdømte Karl Staf efter dennes ankomst til landet. Landsretssagfører Ernst Petersen fra Odense blev frifundet.
Efter domsafsigelsen greb Chievitz ordet ole-chievitzog citerede et vers af den norske digter Nordahl Grieg: Men netop i denne timen vet vi hva frihet er. Der stiger en sang over landet, sejrende i sit språk, skjønt hvisket med lukkede læber under de fremmedes åk.
De milde domme blev mødt med bestyrtelse i den tyske ledelse. Døssings dom gik lige op med varetægtsperioden, mens Chievitz og Prytz skulle afsone en kort periode. Her skete der det usædvanlige, at Ole Chievitz fik eftergivet reststraffen.
Til gengæld skulle han møde op til en samtale på Dagmarhus med dr. Best, der fortsat mente, at han med sin smidige forhandlingslinje og påvirkning af indflydelsesrige meningsdannere kunne eliminere modstanden.
Werner Best mente at have et godt emne som udgangspunkt for at nå frem til nogle fælles synspunkter. Det var sympatien for Finland, der nu kæmpede på tysk side mod Sovjetunionen.[4] Her havde Chievitz ledet en dansk ambulance under både borgerkrigen efter Første Verdenskrig og under Vinterkrigen 1939/40. Best havde dog forregnet sig; han mødte ingen sympati hos Chievitz.
”Meget farlig mand, åleglat, smilende, charmerende, men sikkert bundupålidelig (…), skabt til at løbe om hjørner med godtroende danskere,” sagde professoren efter audiensen, da han mødte historikeren Vilhelm la Cour (foto lige herunder) i forværelset.[5].
Ja, for den provokerende foredragsholder var blevet tilbudt en ophævelse af sin tvungne internering på Vallø Kloster,[6] hvis han også ville komme til samtale hos Werner Best. Den filosofisk og historisk velbevandrede Best så frem til at diskutere J.G. Fichtes Reden an die deutsche Nation (’Taler til den tyske nation’) og spørgsmålet om folkeånd med den lærde dansker.
Efter en lang udredning om dette emne kom Werner Best ind på, at danskere og tyskere som germanske broderfolk have fælles interesser. Han ville derfor høre, om Vilhelm la Cour var ikke enig i, at den sabotage og ’aandelig Vilhelm_la_Courog politisk Forgiftning af Opinionen’, der fandt sted, var beklagelig. Han spurgte, om dr. La Cour havde noget imod at sige sin mening helt ligeud.
”Absolut ikke, svarede jeg. Sabotage havde jeg ikke ment at kunne anbefale, fordi jeg ikke opfattede den som et effektivt Vaaben,” skrev han i sine erindringer.
”Man kunde ikke vinde Krigen alene ved Sabotage. Hvad den ’aandelige og politiske Forgiftning’ angik – en Bemærkning, der jo ganske øjensynligt var møntet netop paa mig – maatte det vel kunne berolige ham, at man havde lukket Mundet paa mig.”
Her afbrød Werner Best i la Cours referat og bedyrede, at bemærkningen ikke var møntet på ham specielt.
”Han var kun bange for, at andre skulde forgifte Atmosfæren, og dette søgte han at modvirke. Vilde jeg ikke selv anse det for gavnligt, hvis mere moderate og forstaaende Anskuelser kunde blive gjort gældende i Offentligheden? Jeg maatte ikke tro, at han savnede Forstaaelse for den danske Ungdoms Holdning. (…) Da han selv var ung, havde han under den franske Rhinlandsbesættelse handlet aldeles som Ungdommen her – kun endnu skrappere.”
Senere var Werner Best imidlertid blevet klar over, at det var uklogt.
”Tyskerne havde intet opnaaet ved denne Sabotage eller Hetz, de havde kun gjort Vanskelighederne større for sig selv. Men det vilde intet nytte, at han offentligt hav denne Erfaring til kende , og han kunde gerne tilføje, at det heller intet vilde nytte, hvis Hr. Scavenius sagde noget lignende; men ’hvis Folk af Deres Art vilde virke modererende og oplysende, vilde overordentlig meget være vundet. Jeg har hørt, at De i sjælden Grad kan tale til Ungdommen. Er det utænkeligt, at De vil virke med til at dæmpe dens forstaaelige, men nytteløse Opposition?’.”
Vilhelm la Cour troede nærmest, at den rigsbefuldmægtogede var gået fra forstanden og kom ifølge sin beretning nærmest til at le. ”Jeg nægtede kategorisk at imødekomme denne utrolige Henstilling, men gentog, at jeg virkelig ikke – af den Grund, jeg havde nævnt – havde opfordret til Sabotage.”
Samtalen fortsatte temmelig længe.
”Og saa fik jeg følgende ubetalelige Afskedssalut: ’Jeg er meget glad for, at De kom! Selv om man veed, at man staar som hinandens Modstandere, er det dog tilfredsstillende at kunne vise hinanden Respekt som germanske Mænd!’ Og atter trykkede han min Haand, idet han lukkede Døren op,” berettede Vilhelm la Cour.[7]
Werner Bests forsøg på at vinde de dansknationale bedsteborgere Chievitz og la Cour stod i skærende kontrast til den behandling, som blev Thomas Døssing (foto herunder) til del. Den 61-årige bibliotekstdirektør kunne forlade Københavns Byret som en fri mand efter dommen.
I hans tilfælde gav den tyske utilfredshed imidlertid et ubehageligt efterspil. Paul Kanstein, den ansvarlige for politispørgsmål hos den rigsbefuldmægtigede, beklagede sig kraftigt til Justitsministeriets departementschef Eivind Larsen. Kanstein kunne ikke acceptere, at Døssing, en kendt kulturradikal og højlydt kritiker af samarbejdspolitikken, var på fri fod.
Sagen krævede hurtig handling, men den var kompliceret, fremgår det af Jørgen Grønvald Laustsens biografi om Thomas Døssing. Lørdag den 10. april 1943 om aftenen ringede Eivind Larsen, der befandt sig i justitsminister Thune Jacobsens hjem, Udenrigsministeriets direktør Nils Svenningsen op privat. De blev enige om, at en ’la Cour-løsning’ – en frivillig husarrest – ville være det bedste.
Svenningsen ringede til Regierungsdirektor Friedrich Stalmann, der var politichefen Paul Kansteins højre hånd, og orienterede ham. Mandag formiddag thomas-doessingviste det sig, at tingene var komplicerede, for statsadvokat Troels Hoff havde forhandlet med Stalmann, der ikke ville acceptere en ’la Cour-ordning; Thomas Døssing skulle fængsles. Både justitsminister Thune Jacobsen og Eivind Larsen lagde imidlertid afgørende vægt på, at det skulle være en frivillig internering, og det lykkedes dem at få Paul Kansteins accept.
Tirsdag den 13. april blev biblioteksdirektøren kaldt til Justitsministeriet, hvor han fik at vide, at han måtte acceptere internering i sit hjem, hvis han ville undgå at blive arresteret. Døssing måtte skrive under på, at han tog orlov fra sit embede som biblioteksdirektør, så længe besættelsen varede, og han måtte ikke forlade sit hjem i Humlebæk i Nordsjælland uden tilladelse fra tysk politi. Han måtte ikke ytre sig offentligt eller beskæftige sig med politik, og de danske myndigheder skulle stå inde for, at han overholdt disse vilkår.
”Derfor skulle det danske politi overvåge Døssing så grundigt, at man fuldstændig kunne udeluklke et ’tilbagefald’,” skriver Grønvald Laustsen om SS-Brigadeführer Kansteins betingelser.
Internt blev de danske embedsmænd enige om, at kravet om husarrest ikke skulle tages ’aldeles bogstaveligt’. Troels Hoff forestillede sig, at gennemføre ordningen ved at politiet engang imellem kiggede forbi hos Thomas Døssing, når man alligevel havde et ærinde på egnen.
Hvis den tidligere Frit Danmark-aktivist overhovedet opfattede disse bestæbelser på at gøre forholdene så lempelige som muligt for ham, gjorde det ikke indtryk. At blive anholdt, dømt, suspenderet og interneret af danske myndigheder på tysk ordre var en oplevelse, han bar med sig. Den skulle de følgende år få afgørende indflydelse på hans grundholdning til modstandskampen og Danmarks internationale stilling.[8]
(Alle billeder er fra Frihedsmuseets arkiv)

Vilhelm la Cour-sagen, som der hentydes til i teksten, er tidligere beskrevet i dette indlæg.

—– —– —–

Læs evt. også andre uddrag af manuskriptet til Modstand-2:

Mogens Fogs søn: En dag lige før jul var far pludselig væk 
Erindring om et slagsmål (Holger Danske-manden Povl Falk-Jensen)
Den oppositionelle SOE-agent (Poul Hansen, ‘Jelly’)
Agenten, der huskes for sin voldsomme død (Erik Boelskov)

—– —– —–

Se vedr. Werner Best evt. også dette indlæg om mit besøg hos et af hans børn.
[1] Esben Kjeldbæk: Sabotageorganisationen BOPA, side 55, og L. Bindsløv Frederiksen: Pressen under besættelsen, side 363.

[2] Jørgen Grønvald Laustsen: Medløbere og modløbere, side 155-156.

[3] Kurt Jacobsen: Aksel Larsen, side 295, og Tage Revsgård Andersen: Et studie i rødt, hvidt og blåt, side 155.

[4] Hans Snitker: Det illegale Frit Danmark, side 49-50.

[5] Hans Kirchhoff: Augustoprøret (bind 1), side 111, og Niels-Birger Danielsen: Werner Best, side 196.

[6] Bind 1, side 411.

[7] Vilhelm la Cour: Vejs Ende, side 92-100.

[8] Jørgen Grønvald Laustsen: Den illoyale gesandt, side 75-77.

Kommentarer
2 kommentarer til “Manus-3: Den imødekommende dr. Best”
  1. Uffe Andrasen siger:

    Kære Niels Birger
    Spændende! Mange af de begivenheder, du beskriver, har jeg ikke vidst før. Håber det hele trods alle besværligheder skrider frem!
    Uffe

Skriv en kommentar