Den oppositionelle SOE-agent

poul-hansenPoul Hansen, der havde kodenavnet Table Jelly, markerede sig i den korte tid, han fik i aktion, som en af de mest betydningsfulde faldskærmsagenter, der blev udsendt til Danmark fra den britiske sabotageorganisation SOE (Special Operations Executive). Efter at være blevet kastet ned ved Hvidsten Kro den 10. maj 1943 blev han sabotagechef i København.
Han havde ikke den reservation over for de kommunistiske sabotører som de fleste af hans kolleger fra uddannelseslejrene i England, der havde en borgerlig-national baggrund. Derfor fik han hurtigt et godt samarbejde med dem.
Han formidlede også, at BOPA-sabotører virkede som instruktører for den første Holger Danske-gruppe, hvor medlemmerne fra begyndelsen kun havde ringe erfaring i sabotage. Dermed fik han en unik rolle som den mand, der skabte kontakt mellem den borgerlige og den kommunistisk-ledede modstandskamp, der var et vigtigt grundlag for sabotageoffensiven i sommeren 1943. Offensiven førte til samarbejdsregeringens fald den 29. august 1943.

Det pludselige farvel
Men faldskærmschefen Flemming B. Muus havde ikke samme indstilling som Poul Hansen. Muus var meget på vagt over for kommunisterne, og han kom i løbet af sommeren 1943 tæt på politikerne fra samarbejdspartierne, hvor antikommunismen var mere i højsædet end ønsket om modstand mod besættelsesmagten.
Selv om Flemming B. Muus i sine indberetninger til SOE-hovedkvarteret i London bar fuld af lovord om Jelly’s indsats, meddelte han ham i begyndelse af oktober, at han var stærkt eftersøgt af Gestapo og måtte rejse til Sverige med det samme. Han rejste, og derefter blev der aldrig kaldt på ham igen, og i SOE’s skandinaviske hovedkvarter i Stockholm fik han at vide, at han var uønsket.
Efter forskellige ophold i skove, flygtningelejre og andet gik Poul Hansen i mangel af bedre ind i Den danske Brigade og kom hjem til Danmark efter befrielsen. En pauver placering for en mand, der var indstillet på at bruge sin uddannelse som elitesoldat i modstandskampen.
Teksten herunder er den anden af en række uddrag fra manuskriptet til anden bind af Modstand, der p.t. er på 22 kapitler og 164 A4-ark – svarende til ca. 350 sider opsat med illustrationer. Den er en del af et kapitel, der handler om de danske SOE-agenter, der i efteråret 1942 var på træningslejr på forskellige militære uddannelsessteder i England.

—– —– —–

Fra Modstand-2 (Inden dette uddrag er Ole Geisler, Hans Henrik Larsen, Erik Boelskov og andre danske SOE-agenter under uddannelse blevet introduceret med biografiske beskrivelser):

“Alle de nævnte indgår i Flemming B. Muus’ beskrivelse af miljøet på Hatherop Castle i hans bog Ingen tænder et lys. Derimod figurerer Poul Hansen ikke. Han var med sine 21 år blandt de yngste. Hansen har ellers været vanskelig at overse, for han var den mest kontroversielle af de næsten færdiguddannede agenter. Til sin død i 2004 var Poul Hansen den mest omdiskuterede og dobbelttydige SOE-mand. Måske kun med konkurrence af Flemming B. Muus selv.

Poul Hansen blev født på Lolland som søn af en tømrermester og gik ud af Rødby Skole med realeksamen i 1938. Han stak til søs, og hans personlige historie omkring krigsudbruddet er typisk for SOE-folkene. Han sejlede fra Aden til Colombo på Ceylon (i dag Sri Lanka), dengang en britisk koloni, som dæksdreng på skibet M/S Afrika. Det blev imidlertid opbragt af en australsk krydser, og mandskabet fik valget mellem at gå i britisk tjeneste eller blive interneret som krigsfanger.

Hansen valgte britisk tjeneste,[1] og da han i september 1941 kom til Liverpool, mødte han Børge Møller, nøglepersonen i det danske krigssejlermiljø i Storbritannien.[2] Møller fik gjort Poul Hansen interesseret i ’aktiv, hemmelig krigstjeneste’. Kort efter var lollikken i gang med grunduddannelsen. Poul Hansen var dygtig, men stridbar; selv om han var blandt de yngste, gav sig ikke i en diskussion, uanset hvilken af kammeraterne han stod overfor. I Hansens første måneder var Christian Michael Rottbøll stadig conducting officer, ’den første blandt ligemænd’. Det hindrede ikke en alvorlig politisk konfrontation. Rottbøll nærede en ubetinget kærlighed til Finland og var et langt stykke i stand til at tilgive, at finnerne havde allieret sig med Tyskland i den fornyede finsk-russiske krig, der udbrød parallelt med den tysk-russiske krig i juni 1941.

Det kunne Poul Hansen ikke; han kom tværtimod med forskellige hårde ord om finnernes alliance med Nazityskland. Han gav tilsyneladende også til kende, at SOE-folkene i Danmark burde kunne arbejde lige så godt sammen med kommunister som med antikommunister – en kontroversiel melding i et militært miljø, hvor den nationalkonservative diskurs var meget fremherskende. Poul Hansen fik også et ubekvemt lys til at falde på sociale forskelle. De ledende poster var gået til frivillige med rødder i overklassen eller den højere middelklasse, f.eks. Carl Johan Bruhn, Mogens Hammer, Rottbøll og Flemming B. Muus. Det at Hansen, ung mand fra den lavere middelklasse i provinsen, ufortrødent gik ind i ordvekslinger med folk, der så på ham som en kommende underordnet, skabte uro – og gav i hvert fald ikke point hos den snobbede Flemming Muus. Det blev ikke altid ved ordene. Poul Hansen og Hans Henrik Larsen endte efter en Finlands-diskussion i noget, der blev betegnet som et ’håndgemæng’, og Hansen fik husarrest en dag. En konflikt med Ole Geisler, indbragte Poul Hansen en uges husarrest.
”Han er stædig, umedgørlig og for egenrådig. Han hader at blive korrigeret (…). Han er upopulær blandt sine kolleger, der ikke har tid til hans fikse ideer,” skrev en befalingsmand i en vurdering. Hansen scorede dog fint i de faglige vurderinger og blev anset for at være en lovende agent.” [3]

—– —– —–

Læs evt. også andre uddrag af Modstand-2:

Den imødekommende dr. Best
Mogens Fogs søn: En dag lige før jul var far pludselig væk 
Erindring om et slagsmål (Holger Danske-manden Povl Falk-Jensen)
Agenten, der huskes for sin voldsomme død (Erik Boelskov)

—– —– —–

 

[1] Niels Gyrsting og Peter Edelberg: Sprællemanden og SOE-agenten, side 76.

[2] Bind 1, side 216.

[3] Niels Gyrsting og Peter Edelberg: Sprællemanden og SOE-agenten, side 77-79.

Skriv en kommentar