Da briternes kvindelige superagent flygtede fra Gestapo

Ellen Margrethe Harboe (1894-1960) var værdifuld for de allierede, fordi hun ofte arbejdede i Tyskland og kunne skaffe efterretninger derfra. Men som led i sit dobbeltspil var hun hjemme i Danmark nødt til at give indtryk af at være tyskvenlig – blandt andet ved at holde selskaber med tyske gæster. Det gav hende et ry som ‘nazisten fra Østrupbæk’, som det var umuligt for hende at ryste af sig – selv ikke da det britiske militærmyndigheder efter krigen bekræftede, at hun havde arbejdet for dem. (Nationalmuseet)

Ellen Margrethe Harboe fra Østrupbæk ved Roskilde havde som agent for den britiske militære efterretningstjeneste SIS (MI6) i 1943 bl.a. stjålet vigtige militære flyvekort fra den tyske besættelsesmagt. Men i februar 1944 var det slut. Dette uddrag fra ‘Modstand-3’ viser, hvordan fru Harboe med nød og næppe undslap, da Gestapo rullede hele den danske SIS-organisation op. Hun reddede sig til Sverige, hvor hun forblev resten af krigen.
Læs hele historien i nr. 3 af Politiken Historie, der udkommer på tirsdag, den 7. juni 2022.

—– —–

Ellen og Georg Quistgaard var også blandt dem, (faldskærmsagenten) Jens Jacob Jensen havde røbet. Quistgaard blev arresteret af Gestapo samme dag, torsdag den 13. januar 1943, og to dage senere kom Ellen Quistgaard fra en kurerrejse uden at ane noget.
”Jeg (…) blev (…) urolig, da min mand ikke var ved toget for at hente mig, det plejede han altid. Da jeg kom hjem til vores lejlighed i Åbenrå, så jeg, døren var spigret til og forstod, at noget var galt,” erindrede hun i et interview.
”Jeg skyndte mig ned i en telefonkiosk og ringede til frøken Bruun de Neergaard på Damehotellet (…). Jeg sagde bare: Det er mig, må jeg komme op og sludre lidt med Dem.”
Hos hotelejeren fik fru Quistgaard besked om, hvad der var sket. Hendes mand havde ved 13-tiden truffet sin samarbejdspartner Arne Lützen-Hansen (fru Harboes føringsofficer) , som han arbejdede sammen med for SOE, og de var gået hjem i lejligheden for at få en kop kaffe. Her sad et hold Gestapo-folk – fire tyskere og en dansker – og ventede på dem. Mens Quistgaard og Lützen-Hansen blev ført i Vestre Fængsel, forsøgte en tredje tilstedeværende, den 23-årige illegale bladmand Kaj Schiørring at skyde sig fri og dræbte en Gestapo-mand og sårede en anden. Han blev dog selv ramt og døde to dage efter.
”Da jeg prøvede at løbe, blev der stor bestyrtelse, og en herre slog mig hårdt i tindingen,” skrev Georg Quistgaard i en dagbog, han sneg sig til at skrive i fængslet.
”Arne forsikrede stadig sin uskyld. (…) Så fulgte 8 timers ophidset og usammenhængende forhør (…) med 6 forskellige mennesker til at overbevise mig (…) om nødvendigheden at tale den hele og fulde sandhed.”
(…)
Med arrestationen af Arne Lützen-Hansen havde Jacob Jensens og Kaj Lunds afsløringer nu også givet Gestapo indpas i Secret Intelligence Service (SIS eller MI6), som det ellers var lykkedes at operere under stor diskretion. Tyskerne var godt klar over, at den 24-årige Lützen-Hansen sad inde med nøgleoplysninger.
Siden begyndelsen af december havde der været tegn på, at Gestapo var ved at kredse sig ind på fru Ellen Margrethe Harboe i Østrupbæk ved Roskilde, en af de værdifulde agenter. Efter arrestationen   blev hun inaktiv og gik under jorden i Korsør.
Arne Lützen-Hansen blev formentlig udsat for tortur eller trusler om det. Inden for få dage lagde han stort set alt på bordet, blandt andet identiten på ’R34’, SIS-chefen direktør Aage Andreasen.
Han var dog ikke ene om at afsløre Andreasen. Redaktør Svend Bjørnestad fra Nationalt Værn havde også opgivet navnet til Gestapo-chef Karl Heinz Hoffmann, så arrestationen var alene et spørgsmål om tid.
”Da jeg den 18. januar 1944 om morgenen sammen med min sekretær, som hentede mig i taxa i mit hjem, kørte ind til byen, var vi straks klar over, at vi blev skygget, idet vi kørte i spidsen for en lang kortete af biler, der overhovedet ikke respekterede rødt trafiklys, sporvogne, forkørselsret eller lignende,” berettede Aage Andreasen efter krigen.
Da han kom ind til sit firma, var hele kontorbygningen omringet. Aage Andreasen mente at vide, at over 40 mand var med i anholdelsesaktionen.
(…)
Efter SIS-agenten Arne Lützen-Hansens arrestation den 13. januar 1944 måtte hans nære samarbejdspartner Ellen Margrethe Harboe regne med at komme i søgelyset. Derfor meldte den  diskrete og effektive dame sig syg fra Blindflyveskolen i København og rejste til Korsør, hvor hun fik logi hos en kunstmaler Aagaard. Fru Harboe fik arbejde hos restauratør Carl V. Jensen på ’Færgegården’. Hun fortsatte sin agentvirksomhed ved at kontrollere tyskernes transporter fra restaurantens kontorer på bygningens 1. sal.
(…)
Efter at have holdt sig i skjul i to måneder Korsør blev Ellen Margrethe Harboe anholdt af Gestapo på ’Færgegården’ den 8. marts 1944. Tilsyneladende havde man fået presset forklaringer ud af den arresterede Lützen-Hansen, der havde ført frem til hendes opholdssted.
Tyskerne førte hende til hendes hus i Østrupbæk ved Roskilde, som de ransagede. I et ubevogtet øjeblik lykkedes det hen imod midnat den 49-årige kvinde at stikke af hjulpet af et tåget vejr. Hun blev af den lokale læge kørt til Vanløse, hvor hun fik mulighed for at skjule sig, indtil hun 18. marts 1944 fik bådlejlighed til Malmø.

Skriv en kommentar