Povl Falk-Jensen, der bor i Nærum nord for København, voksede op på en proprietærgård ved Køge og holder stadig meget af landlige omgivelser. (Foto: Anette Bjørnholdt)

Nedenstående er et uddrag af kapitlet ‘Den voldsomme orlov’, der åbner ‘Modstand-2’
Foreløbig består manuskriptet af 22 kapitler eller 164 A4-ark – svarende til godt 350 fuldt opsatte sider med billeder

I efteråret 1942 begyndte danskernes indtil da altovervejende støtte til samarbejdspolitikken for alvor at skifte. En vigtig begivenhed i den antinazistiske og antityske mobilisering var uroen ved Frikorps Danmarks hjemkomst på samlet orlov i september 1942. En af deltagerne i de voldelige sammenstød med de østfrontfrivillige var den dengang 22-årige Povl Falk-Jensen, der i dag er 96 år. De dramatiske dage i København og på Frederiksberg åbner indledningskapitlet i ‘Modstand-2’, der får undertitlen ‘Samarbejdets fald’

Kort efter kl. 17 torsdag den 10. september 1942 stillede adskillige hundrede frivillige fra Frikorps Danmark op til parade på Rådhuspladsen i København. Blandt de tusinder af tilstedeværende var den 22-årige kornet og sparekasseassistent Povl Falk-Jensen.
Han havde besluttet sig for at følge med, når de østfrontfrivillige satte ud på den planlagte march til Frederiksberg for at holde hvervemøde i KB-Hallen.
”Jeg havde simpelthen – fra aftjeningen af min værnepligt – arbejdet ud fra at ville et eller andet. Jeg prøvede at finde nogen, som man kunne ’lave noget sammen med’,” fortalte Falk-Jensen som 95-årig i december 2015.
Det var lykkedes måneden før, da han sammen med en kollega fra sparekassen Bikuben havde rekognosceret og taget billeder ved Horserød-lejren, hvor flere hundrede kommunister sad interneret. De to mænd blev imidlertid blevet arresteret og først løsladt efter at have afleveret deres film.[1] Povl Falk-Jensen havde nu spurgt den samme kammerat, om han ville være med til noget i forbindelse med ’frikorpsernes’ tilstedeværelse i byen.
”Men det ville han ikke; han syntes, det var for risikabelt. I det hele taget var langt de fleste danskere på dette tidspunkt meget tilbageholdende.”[2]

Hos mange var der dog opbrud i holdningen til besættelsesmagten. Otte dage forinden, den 2. september 1942, havde statsminister Vilhelm Buhls antisabotagetale i radioen, skabt voldsom diskussion i Povl Falk-Jensens hjem på Frederiksberg. Det var heri, Buhl opfordrede danskerne til at angive mistænkte sabotører til dansk politi.
Faderen, den 58-årige tidligere forpagter af samme navn, var konservativt folketingsmedlem og reserveofficer. Han havde den 8. april 1940 stillet i uniform på Christiansborg, fordi han ventede at kunne blive indkaldt med kort varsel.[3] Nu holdt den ældre Povl Falk-Jensen dog på, at man måtte følge regeringens politik, og at en god konservativ var forpligtet på kongens bud om ro og orden.
Det kunne sønnen ikke tilslutte sig. For ham var det afgørende, at fjenden stod i landet, og at han som befalingsmand af reserven var kongens soldat. Sammenstøddet med forældrene endte med, at sønnen kort tid efter flyttede hjemmefra.[4]

Povl Falk-Jensens illegale ID-kort, der blev lavet to år efter masseslagsmålet ved KB-Hallen.

I øvrigt var Vilhelm Buhls tale ikke den eneste, der var blevet holdt den 2. september. Samme dag holdt digterpræsten Kaj Munk på et præstemøde i Tommerup et af sine provokerende foredrag.
I foråret 1942 havde myndighederne beslaglagt hans skuespil Niels Ebbesen ved udgivelsen, men det var lykkedes Dansk Samling og forskellige boghandlere at få distrubueret de 14.000 eksemplarer, inden beslaglæggelsen blev effektiv. Munk var et par dage senere blevet kaldt til møde med kirkeminister Vilhelm Fibiger og advaret om, at han ville blive arresteret, hvis han fremturede.
Tværtimod at rette sig efter pålægget angreb Kaj Munk i et sommerforedrag på Askov Højskole sin yndlingsaversion professor Hal Koch, formand for Dansk Ungdomssamvirke. I Tommerup skærpede han tonen endnu en tand. Munk modsagde kongens og regeringens påbud, for ’en værdig og korrekt optræden er ingen nytte til under de nuværende forhold; den er tværtimod samfundsfarlig’.
Digterpræsten opfordrede præsterne til at udvise den kristne heroisme, som består i ’offer, mod og lidenskab’. Munk savnede det samme, når han så på dansk åndsliv i det hele taget.
”Vore digtere og andre førere har lært det danske folk at tænke småt. Selv Hal Koch rider rundt i landet på en lille, skævbenet hund (…). Så må vi, præsterne, pariaerne, vi må til det. (…) Vi må sige til regering og domstole: Pas på! Før os ikke længere ind i løgnen,” tordnede han.[5]

Flere og flere knyttede hånden i lommen, f.eks. arbejderne på B&W i Strandgade på Christianshavn ved middagstid den 10. september – få timer før Povl Falk-Jensen overværede Frikorpsets opstilling i marchkolonne på Rådhuspladsen.
”Så kom ’Østens helte’ hjem på orlov og gik i gang med at tæve en dansk mariner på Christianshavns Torv,” skrev Peter Gylling Mortensen, dengang 18-årig smedelærling, senere.
”Tid og sted var heldigt valgt, for det var lige før frokost, og så stejlede vi læredrenge ud for at sikre os de bedste pladser på broen og på monumenterne.”
Ifølge Vilhelm Bergstrøm, kriminalreporter ved Politiken, begyndte balladen tilsyneladende, fordi den danske soldat ikke ville hilse på Frikorps-folkene, der reagerede ved at overfalde ham. Kampen var ulige, da de tre overfaldsmænd stod over for flere hundrede arbejdere.
”Vi smed frikorpserne i kanalen, og Bornholmeren tog en skråhue og en bajonet med hjem til tutten,” skrev Peter Gylling Mortensen.
Spændingen steg til faretruende højder.
”Arbejderne trak sig tilbage til B&W, hvor de sang Internationale og raabte Rød Front. Frikorpserne belejrede B&W’s Udgange,” hed det i Vilhelm Bergstrøms dagbog.
Respekten for autoriteterne var væk blandt arbejderne. Mange af dem stod i marketenderiet.
”Her bankede vi bajonetten i til skaftet midt i billedet af alfader Stauning. Kors i hytten, hvor blev der ballade. Fagforeningspamperne truede og råbte op,” skrev Gylling Mortensen.
Nu var det blevet et spørgsmål om ære fra Frikorps-kompagniets side, registrerede Vilhelm Bergstrøm.
”Der blev givet Arbejderne en halv Times Betænkningstid til at skaffe Bajonetten i. Kom den ikke til Veje, ville man rykke ind paa Grunden med ladte Geværer.”
En arbejdsformand tog ordet og fik overbevist om det tilrådelige i at fremskaffe bajonetten.
”En Arbejder pegede paa en Ølkasse ved Kanalen. I vandet neden for denne Ølkasse laa Bajonetten. Falcks Redningskorps blev hentet, og en Dykker gik ned og hentede Bajonetten. Den blev udleveret. Frikorpserne følte sig tilfredsstillet og gik bort,” skrev reporten om konfrontationen, som politiinspektør Einer Mellerup – ordenspolitiets chef – havde fundet ’overordentlig truende’.[7]

Falk-Jensen, senere kendt som afdelingslederen ‘Eigil’ i Holger Danske, husker tilbage på bataljerne, der fandt sted i et kolonihaveområde. I det samme område ved Peter Bangsvej ligger der stadigvæk en haveforening. (Foto: Anette Bjørnholdt)

Den 5. september 1942 blev det kendt, at korpset ville ankomme til Københavns Godsbanegård tre dage senere, tirsdag den 8. Det blev klart, da pressefolk blev kaldt til møde i Udenrigsministeriet af direktør Nils Svenningsen og Karl Eskelund, chefen for Udenrigsministeriets Pressebureau.
Direktøren indskærpede, at man måtte gøre alt for at sikre et roligt forløb. Han oplyste, at frikorpsfolkene var instrueret om at iagttage en korrekt holdning over for befolkningen. De havde samme pligter og rettigheder som Værnemagtens soldater og skulle ikke tåle angreb eller forulempelser. Aviserne opfordredes til at bringe afdæmpede, balancerede reportager.
To dage senere, den 7. september, holdt udenrigsminister Erik Scavenius et tilsvarende møde for Københavns Redaktørforening. Han bad bladene om at advare befolkningen mod uvenlige handlinger, der kunne komme hele landet til skade. Bladene burde desuden sige nogle pæne ord og de 121 frikorpsfolk, der var faldet under de meget hårde kampe i Demjansk-området på Østfronten.[9]

Stemningen var spændt, da soldaternes to dage efter rullede ind ved middagstid. Bergstrøm blev sendt ud for at dække begivenheden. Han mødte en kollega.
”Næsh (Carl Næsh Henriksen, forf.) og jeg stod ret op og ned i 2 Timer og blev trætte. Saa hentede vi vore Cykler, som vi havde stillet hos Falck. Vi kørte gennem alle Afspærringer til Stedet, hvor det foregik,” noterede Vilhelm Bergstrøm i sin dagbog.
Naziføreren Frits Clausen holdt tale, men de to pressefolk kunne ikke høre, hvad Clausen sagde, og de cyklede ned mod havnen.
”En tyskuniformeret Mand kom hen og hilste paa Næsh. Han hed Norddahl Petersen (Poul Nordahl-Petersen, forf.) og havde tidligere været ansat i Politikens Sportsredaktion, men havde ladet sig lokke over til Fædrelandet.
’Vil du ikke hilse paa mig,’ spurgte han Næsh. Næsh saa lige ud. ’Jeg har bare været med som Korrespondent’, sagde Norddahl Petersen, og saa gik han. Det er et af de triste Tilfælde, som er i Tiden.”
Soldaterne marcherede op mod Rådhuspladsen, og pårørendes og tilhængeres hurraråb til soldaterne blandede sig med hujen og fy-råb. Det kom til flere korporlige sammenstød.
”En ældre Mand (…) blev ved synet af Frikorpset desperat. Han traadte frem og raabte Gang paa Gang:
’Landsforrædere!’ (…) Da han blev ved med at raabe, maatte man anholde ham,” skrev Bergstrøm, der ud på aftenen nåede op på avisen, hvor han briefede chefredaktør Niels Hasager.
”Jeg hørte, at vi skulde skrive Reportage om Frikorpset. Det blev Schwartz. Hasager var temmelig sammenbidt. Budet Otto kom hen til mig og fortalte, at han forleden, da han var blevet kørt hjem, var bleven kropsvisiteret af et Par Opdagere. Det er noget, der er ved at blive almindeligt. Man søger efter Sabotører.”[10]
(…)

Sidst på eftermiddagen den 10. september 1942 satte Frikorps-kolonnerne sig i bevægelse mod KB-Hallen ad Gammel Kongevej. Den medfølgende Povl Falk-Jensen overværede et særpræget optrin.
”Ved fajance-fabrikken var der en bæverding, hvor der sad tre barmsvære damer og en mandsling. De sad og råbte ukvemsord efter de her forrædere. Det stoppede, da der blev rekvireret et salatfad fra dansk politi,” fortalte han i 2015.
’Frikorpserne’ var marcheret videre, og den ungkonservative mand var sakket lidt agterud.
”Jeg har aldrig set noget så tillukket og ubeboet som ejendommene på Frederiksberg på dette tidspunkt. Der var intet tegn på liv, men folk har sikkert alligevel været nyfigne nok til at holde diskret øje ved vinduerne,” fortalte Povl Falk-Jensen.
Også andre overværede, at de østfrontfrivillige forsvandt ind i sportshallen.
”Det var især arbejdertyper, mange sikkert kommunister. Vi var nogle, der blev enige om, at frikorpserne skulle have nogle på frakken.”
Over for KB-Hallen – på højre side af Peter Bangsvej set fra København – lå der en passage som et stort, åbent græsareal i u-form med en masse små kolonihaver. I området stod et større antal cykler, som de nysgerrige havde stillet hen eller smidt fra sig.
”Bl.a. jeg fik den ide at samle nogle af de folk, der var – vel 20-30 mand. De blev formeret som en overfaldskommando. Vi tog cykelpumper fra de cykler, der lå rundt om for at bruge dem som våben. Strategien var at tage os kærligt af dem, der kom igennem passagen,” berettede Falk-Jensen.
Aktivisterne ventede op mod halvanden time, og der begyndte at opstå uro og utålmodighed. Så var hvervemødet inde i hallen endelig slut.
”Jeg gik frem til en af de første haver. Da frikorpserne kom, havde officererne dragne pistoler, og mange af de andre svang med livremmene over hovedet. Jeg stod i den forreste have, og de kom direkte mod mig. ’Kan I ikke rende uden om min have her,’ udbrød jeg indigneret. Og de rendte sgu udenom! Mange af de andre i passagen blevet slået ned med remme. Så samlede jeg stumperne, og så tævede vi nogle af deres ’stumper’, da de færdedes spredt på Peter Bangsvej.”
Povl Falk-Jensen ringede fra en telefonboks til den kammerat, der ikke havde villet være med. Falk-Jensen havde i skumringsbelysningen set politiet komme i en af deres ’skovvogne’ – dvs. biler, hvori betjentene sad på åbne bænke i siderne klar til at springe ud.
”Den stoppede og vendte på bakken ved KB-Hallen – og de tændte projektører, mens jeg stod i telefonboksen. De satte mandskab ind
med knipler og ryddede gaden totalt. Jeg hørte en voldsom larm af folk, der blev jagtet. Jeg blev i boksen og holdt øje gennem de matterede ruder. Jeg gik ud, men så nu en 15-mandskæde, der skulle samle op på alle, der havde taget tilflugt i porte, opgange og hække. Så fik jeg nogle stryg, og de lange knipler, de havde… – de svier en del,” fortalte han.
Med konfrontationen havde han fået en førstehåndsoplevelse af, at Buhl-regeringen tog skrappe midler i brug i bekæmpelsen af sabotage og antityske uroligheder.
”Politiet spredte ikke bare mængden; de undersøgte det hele for at være helt sikre på, at man havde skrabet bunden,” bemærkede han.[22]

—– —– —–

Læs evt. også andre uddrag af manuskriptet til Modstand-2:

Mogens Fogs søn: En dag lige før jul var far pludselig væk
Den imødekommende dr. Best
Den oppositionelle SOE-agent (Poul Hansen, ‘Jelly’)
Agenten, der huskes for sin voldsomme død (Erik Boelskov)

—– —– —–
[1] Bind 1, side 474-475 og Povl Falk-Jensen: Holger Danske – afdeling ’Eigil’, side 14.

[2] Interview med Povl Falk-Jensen 30. december 2015.

[3] Bind 1, side 92.

[4] Povl Falk-Jensen: Holger Danske – Afdeling ’Eigil’, side 14-15.

[5] Per Stig Møller: Munk, side 307-309.

[7] Per Mortensen (Peter Gylling Mortensen): Sabotørerne, side 20, og Vilhelm Bergstrøm: En Borger i Danmark under Krigen, side 507-508.

[9] L. Bindsløv Frederiksen: Pressen under besættelsen, side 326-328.

[10] Vilhelm Bergstrøm: En Borger i Danmark under Krigen (bind 1), side 503-504.

[22] Interview med Povl Falk-Jensen 30. december 2015 og Vilhelm Bergstrøm: En Borger i Danmark under krigen, side 508-510. Når en interviewperson fortæller om begivenheder, der fandt sted 73 år forinden, opstår spørgsmålet om eventuelle erindringsforskydninger naturligt.Her er det værd at bemærke, at Falk-Jensen fik stillet spørgsmålet om sammenstødene ved KB-Hallen uden varsel, og at han efter sin beretning fik læst Vilhelm Bergstrøms skildring af dagen op. Den eneste uoverensstemmelse i forhold til denne samtidige kilde var, at pensionisten erindrede, at begivenhederne var sket i fuldt dagslys, mens det hos Bergstrøm fremgår, at de udspillede sig i skumringen. Falk-Jensen erkendte, at han på dette punkt nok huskede forkert.