Uddrag 13 fra ‘Modstand-4’: Ruth Philipsen – den dristige sekretær

Her får du tekstuddrag fra bind 4 af Modstand, der handler om efterretningskvinden Ruth Philipsen (herover, 1916-2003). Hun havde så megen farlig viden, at det formentlig udløste Royal Air Force’s bombardement af Gestapo-hovedkvarteret i kollegierne på Aarhus Universitet, at hun var fange hos Gestapo. Hun havde simpelthen for megen farlig viden.
De sammenklippede uddrag herunder er identiske med bogens tekst bortset fra, at mellemrubrikker er tilføjet.

—– —–

Professor Ole Chievitz (1883-1946), Finsen-instituttet, var en tidlig modstandsaktivist. Han var ved krigens slutning medlem af Danmarks Frihedsråd. (Nationalmuseet))

Det var måske især lægeprofessor Ole Chievitz’s personlige prestige, der satte ham i stand til at klare en udfordring, der krævede fingerspidsfornemmelse. Den illegale efterretningstjeneste blev i sommeren 1944 decentraliseret med regionale ledelser, efter at grundlæggeren Svend Truelsen, der havde styret hele organisationen fra København, i maj havde måttet flygte til England.
De officerer, der skulle udsendes til de tre jyske efterretningsafsnit, skulle gerne have ’illegale koner’.
Det gjorde det nemmere for dem at fremstå som almindelige lovlydige borgere, og så ville  chefernes behov for sekretær- og kurerhjælp samtidig være klaret. Men det var problematisk for de unge kvinders respektabilitet at bede dem bo sammen med en mand, der oven i købet godt kunne være gift, Manden var pr. definition fremmed på grund af grundreglen om at vide mindst muligt. Derfor afslog de fleste, fremgik det af historikeren Hans Christian Bjergs værk Ligaen fra 1985.
Den altid slagfærdige Chievitz, medlem af Frihedsrådet og illegal veteran, kaldte spøgefuldt sine bestræbelser for ’hvid slavehandel’. Han tilbød at prøve at få sin egen sekretær Ruth Philipsen (billedet øverst), 28 år og præstedatter, til at tage jobbet.
”Hun gik under jorden og meddelte Radiumstationen, hvor hun arbejdede for Chievitz, at hun på grund af illegalt arbejde blev nødt til at tage til Sverige. I stedet tog hun til Århus,” skrev Bjerg.
Hendes chef og sambo blev den 28-årige premierløjtnant Frits G. Tillisch, der var en erfaren efterretningsofficer og i øvrigt både havde kone og børn. Det lykkedes på tilsvarende vis Ole Chievitz at hverve to kvindelige medicinstuderende.
(…)
Toldstrup-kurer slap ud af fælde
Uden at kende til Liss Errboes anholdelse dagen før gik Ruth Philipsen ud på (kurer)ruten i Aarhus lørdag den 7. oktober 1944 (…). Endvidere skulle hun hente post på efterretningsfolkenes dækadresse, et annoncekontor i Søndergade 64.
”Jeg selv havde et par møder (…). Da jeg havde overstået mit første møde, var jeg et smut hjemme og undrede mig over, at Ruth ikke var kommet hjem,” erindrede Tillisch.
Han skulle imidlertid videre til at andet møde.
”Da jeg efter dette møde kom kørende i Odensegade på vej hjem, så jeg en af Toldstrups kvindelige kurerer (komme) kørende hæsblæsende i modsat retning. Jeg stoppede hende.”
Det var Annie Mouritzen, med 19 år den yngste af Toldstrups kurerer. Hun var i Aarhus, fordi hun havde ledsaget de faldskærmsfolk, der var blevet kastet ned ved Skive et par dage før. Hun skulle på ruten møde en af Bennikes folk og sørge for, at agenterne kom videre.
”Men jeg nåede kun at gå få skridt på ruten, før der kom to personer med pistoler gående på en sidevej,” fortalte hun mange år senere.
”For øjnene af mig arresterede de to modstandsmænd, som også var på ruten. (…) Jeg samlede al selvbeherskelse og gik lige så stille videre. Heldigvis kendte jeg en familie i Skovbrynet, som jeg gik ind til.”

Opdaget af Gestapo dagen før
Familien lånte hende en cykel, og hun kørte ind til Aarhus, hvor hun hentede en cottoncoat, hun havde inde til reparation på et skrædderi. Det var på vej tilbage herfra, hun mødte Frits Tillisch.
”Den er gal på ruten,” sagde hun stakåndet.
”Åh gud, der har jeg sendt Ruth op,” svarede efterretningschefen, der ilede videre.
Da Ruth Philipsen havde nærmet sig ruten, kunne hun ikke se nogen af Toldstrups kurerer.
”Hun blev (…) pludselig omringet af flere civilklædte mænd, som gav hende håndjern på (…). Hvad Ruth ikke vidste, var, at hun dagen før, da hun (…) talte med (…) Liss Errboe, var blevet iagttaget af Gestapo (…). Da de to piger havde sagt farvel til hinanden, cyklede Liss ind på kurerruten og blev arresteret,” fortalte Tillisch på basis af en senere forklaring af Ruth Philipsen.

Pastor Harald Sandbæk (1904-1986), der sad arresteret for sabotage og var blevet underkastet tortur, slap mirakuløst fra bombardementet. (Nationalmuseet)

Intensivt forhør
Premierløjtnanten skyndte sig tilbage til sit hemmelige hovedkvarter og beordrede sine medarbejdere til øjeblikkelig at rømme det. Ruth Philipsen kom straks i intensivt forhør på Kollegium 4 under ledelse af Kriminalobersekretär Hans Werner. Hun fik forelagt to forløb, hvor Gestapo havde fået informationer om Tillisch.
”Det drejede sig om en jernbanesabotage ved Hobro mod et transporttog med tropper, hvorved flere var blevet dræbt. Her havde premierløjtnant B.B. Iversen (…) under en afhøring hos Gestapo fortalt, at oplysningen om transporten stammede fra mig,” skrev Frits Tillisch.
I det andet tilfælde drejede det sig om, hvorfra oplysninger om en togtransport stammede.
”Transporten havde været udsat for sabotage med dræbte og sårede til følge. Her var det Frants Lassen, der under en afhøring havde fortalt.”
Da Ruth Philipsen af Werner fik forelagt Iversens og Lassens skriftlige tilståelser, var hun klar over, at hun ikke kunne spille helt uskyldig, men hun holdt fast i, at hun kun havde været kurer.
(…)
Pludselige brag ved middagstid
I Aarhus blev pastor Harald Sandbæk om formiddagen tirsdag den 31. oktober 1944 ført til en af de løbende afhøringer på Kollegium 5. Mod sædvane blev håndjernene taget af ham, da han blev ført ind til Kriminalobersekretär Hans Werner i forhørslokalet på 3. sal.
”I dag vil vi tale dansk,” erklærede Werner, og det viste sig, at anledningen til den behageligere tone var, at en journalist fra et nazistisk blad skulle lave en historie om afhøringen.
Afhøringslederen tog fat, men sidst på formiddagen så lød pludselig et brag – og ét til.
En styrke fra Royal Air Force på 24 Mosquito-jagerbombere, 12 Mustang-jagere og et fly til  filmoptagelse, var lidt over kl. 9 lettet fra Swanton Morley-basen i Østengland. Styrken fløj ind over den jyske kystlinje syd for Ringkøbing Fjord, og da den formerede sig til angreb, inddelte den sig i fire bølger á seks fly. De første sprængbomber fra de første seks fly detonerede kl. 11.41.
Hans Werner fór op, kridhvid i ansigtet, og sprang ud af døren.
”Jeg løb ud på gangen, hvor jeg så alle tyskerne og deres medløbere kravle på maven mod trappen til højre. Jeg (…) vidste, at der også var en trappe til venstre,” erindrede Harald Sandbæk, der kravlede hurtigt fremad 10-12 meter.
Så kom endnu en eksplosion.
”Loftet faldt ned over mig (…). Så mistede jeg bevidstheden. (…) Så var der en, der skreg. Han kaldte på Gud, stønnede, skreg (…). Så blev der talt til mig – på tysk. De trak mig ud af ruinerne, og det gjorde ganske forbandet ondt.”
Telegrafist Poul Jelgren sad netop da og sendte fra bagbutikken hos en bager over en kilometer væk. Trods afstanden gik en rude itu, og huset rystede.

Efterretningsofficeren Frits Tillisch (1915-2011, th.), Ruth Philipsens chef, efter krigen foran de ødelagte universitetskollegier sammen med RAF-aktionens leder, Air Vice Marshal Sir Basil Embry (tv.). (Nationalmuseet)

Slap uskadt fra spring fra 3. sal
Også Ruth Philipsen havde været til forhør, da bomberne begyndte at hagle ind. Da trappen efter den første bølge var et gabende hul, forblev hun og afhøringsofficeren Grönvold i forhørslokalet. Han gik i ly under skrivebordet, mens hun gemte sig under en håndvask.
”Bomberne fra anden bølge gik lige igennem Kollegium 4, og da hun åbnede øjnene, sad hun på en lille afsats, medens resten af stuen med Grönvold og hans skrivebord befandt sig flere etager længere nede,” skrev Frits Tillisch.
Hun kravlede ud gennem vinduet, og det lykkedes hende at slippe uskadt fra springet fra 3. sal.
”Hun kravlede (…) over et pigtrådshegn, og endte ude på Langelandsgade. Her blev hun halet ned i grøften af nogle tyske soldater, hvor hun så lå, medens 3. angrebsbølge kastede deres bombelast.”
Efterretningskvinden løb derefter nordpå og søgte tilflugt i en villa, hvor der viste sig at være sølvbryllupsfest. Hun fik tilkaldt en taxi, og en af gæsterne fulgte hende til præstegården i Risskov. Pastor Carl Bay og hans hustru, der netop var på vej til et selskab på Vosnæsgaard nord for Aarhus, tog hende med dertil.
(…)
Flugt over Grenaa
Få dage efter luftangrebet i Aarhus anmodede Frits Tillisch pr. kurer Jens Toldstrup om at anvise en rute, der kunne bringe Ruth Philipsen sikkert til Sverige. Tillisch kørte hende til Grenå og afleverede hende hos farvehandler E. Møller, hvorfra skib blev arrangeret. Ruth Philipsen kom derefter til at arbejde på efterretningstjenestens Klippekontor i Stockholm.

 

Skriv en kommentar