Uddrag fra Modstand 2 + 3: Da Horserød-fangerne blev prisgivet

De internerede i Horserød-lejren satte deres lid til regeringens løfte om, at de ville få lov til at slippe bort i tilfælde af tysk overtagelse af lejren. (Nationalmuseet)

I uddragene her fra Modstand skildres den dramatiske nat, da regeringens varsling om besættelsesmagtens overtagelse af Horserødlejren udeblev med det resultat, at 145 kommunister nu blev tyske fanger, samt døgnet en måned senere, da de samme fanger blev sendt til kz-lejren Stutthof.
Teksten er identisk med ordlyden i de to citerede bind af Modstand bortset fra, at mellemrubrikker er tilføjet.

—– —– —–

(Fra bind 2 af Modstand: ‘Samarbejdets fald 1942-1943’)

Lige før midnat fredag den 28. august 1943 bankede det på ruden til Martin Nielsens værelse i hans
barak i Horserødlejren. Det var en fængselsbetjent, som det 42-årige tidligere folketingsmedlem kendte som ’absolut pålidelig’ og med sympatien på fangernes side.
”Jeg lukkede op, og ind sprang som så ofte før den (…) unge fængselsbetjent,” skrev Martin
Nielsen i sin erindringsbog Rapport fra Stutthof.
Betjenten var drivvåd og tilsølet, for det regnede uophørligt.
”Dens monotone pisken på barakkernes tage, vinduer og trævægge gjorde sit til at forstærke den almindelige spænding,” erindrede de interneredes førstemand.
Fængselsbetjenten havde løbet og var hektisk.
”Han smed sin stålhjelm på bordet, tørrede vandet af sit ansigt, tændte en af mine cigaretter, der lå på bordet og sagde så:
– I må gå nu, det er på høje tid.
– Vi kan ikke, du ved, vi må vente på den besked.
– Skid på den besked. Du bør i hvert fald gå. Du kan få penge af mig og min kærestes adresse i
København. Hils hende fra mig, og hun vil skjule dig, til du får forbindelse med dine kammerater.
– Jeg kan ikke.
Han masede cigaretten ud, sprang ud ad vinduet, og hans sidste ord i regnen var:
– Endnu en time står jeg ved sydhegnet.
Og væk var han.”

Martin Nielsen (1900-1962), kommunisternes leder i lejren, undlod at tage initiativ til organiseret flugt af principielle hensyn til partimæssig disciplin.

Justitsministeren lovede advarsel
Den besked, som Martin Nielsen omtalte, henviste til en underhåndsaftale mellem kommunisterne og de danske myndigheder. I statsminister Thorvald Staunings tid havde han skrevet et brev til justitsminister Eigil Thune Jacobsen og opfordret ham til at beordre lejrportene åbnet i tilfælde af, at tyskerne overtog magten. Det ville Thune Jacobsen ikke på grund af frygt for repressalier, hvis man uden varsel løslod flere hundrede potentielle sabotører. Men man lovede at give de internerede besked, hvis der skete nogen afgørende udvikling i det danske samfund.
Landsretssagfører Carl Madsen, der sad i fangernes forhandlingsudvalg, drøftede kort før den 29. august spørgsmålet med lejrinspektør Cuno Gjerstrup, som de internerede opfattede som relativt smidig og fair. Gjerstrup garanterede ifølge Madsens erindringer, at der ville blive signaleret med ringning med klokken foran lejrens spisesal, og at fangerne ville få et par timers forspring. (…)

240 fanger til stede
Tidligere på dagen havde dansk politi i to busser transporteret ca. 30 kommunister og tidligere spaniensfrivillige fra Vestre Fængsel til lejren. Stemningen var præget af situationen, der især efter sprængningen af Forum var på bristepunktet.
”Hvis vi var Jer, ville vi beholde bukserne på,” sagde en af betjentene.
”Der er større chance for flugt fra Horserødlejren, end der er fra Vestre Fængsel.”
Med de nyankomne talt med sad der i døgnet op til den 29. august 1943 ca. 240 kommunister i lejren. Mange havde lige siden sommeren 1941 været indespærret bag det fire meter høje pigtrådshegn afbrudt af perioder i Vestre Fængsel.

Optræk til noget afgørende
En af fængselsbetjentene havde været på besøg hos sin familie i København og ankom samme aften til stationen i Helsingør på sin vej tilbage. Han kunne ikke undgå at bemærke det usædvanligt store antal tyske soldater, og han skulle vise Ausweis gang på gang. Det var tyske elitetropper, der var trukket fra Norge til Helsingør, og fængselsbetjenten gjorde sig sine tanker om, hvad de skulle bruges til.
Han cyklede til Horserød, og da han ankom hen ad midnat, gik han straks til inspektionsbetjenten og rapporterede sine observationer, men han blev affærdiget.
”Vi vil få besked fra højeste sted, hvis der sker noget afgørende i det danske samfund,” sagde den overordnede.
”Gå over til Deres kvarter og mød igen i morgen!”
Forinden opsøgte betjenten sin kollega, der gik ’hegnsvagt’ ved den ’lille lejr’ – det ene af de to barakbyggerier, der også gik under betegnelsen ’nye lejr’ – og gav ham besked. Det var denne fængselsbetjent, der umiddelbart efter advarede Martin Nielsen.

To betjente går i aktion
I ’store lejr’ – også kaldet ’gamle lejr’ – der lå inde i skoven, var fængselsbetjentene i vildrede. De diskuterede, om de skulle åbne portene, skyde varselsskud eller noget andet. To betjente gik til inspektionsbetjenten, og mens de stod på hans kontor, kom en politibetjent på motorcykel forbi og fortalte om de tyske soldaters ankomst til Helsingør. Inspektionsbetjenten gav imidlertid samme besked: at man skulle forholde sig afventende.
Fængselsbetjentene befandt sig stadig på kontoret kl. ca. 02.30, da en deling tyske soldater ankom i deres køretøjer og skød omkring sig – dog uden at ramme nogen. De to betjente forlod kontoret ad bagdøren og løb over mod ’store lejr’ ad en sti, mens de tyske soldater omringede ’nye lejr’ og erklærede Horserødlejren for at være under tysk kommando.

Overrumplingen
Indtil dette tidspunkt havde Martin Nielsen ligget med tøjet på i sin seng.
”Der var kvalmende varmt i værelset på grund af alt det papir, jeg havde brændt i kakkelovnen. Jeg drak en bajer, jeg havde stående. Så hørte jeg hurtige, snublende skridt ude fra den lange korridor. Min dør rives op, og ind stormer den kammerat, der havde vagten i vor barak:
– Tyskerne er her, de har besat lejren. Vi er omringede.
Ordene kom i stød og snublede over hinanden.”
De to gik sammen ud på gangen og hen i barakkens køkken, hvorfra de kunne se op til lejrens spisesal og vagtbygning, der lå uden for pigtråden.
”I skæret af den elektriske lampe, der hang over vagtstuens dør, kunne vi gennem regntykningen se skikkelser bevæge sig frem og tilbage. Når de passerede den elektriske pære, så vi, at deres kapper faldt i det grønne. Jo, tyskerne var der,” erindrede Martin Nielsen.

Uheldigt valg
En anden af folkene i den nye lejr var den 41-årige telegrafist Arne Jepsen, der havde siddet i Horserød siden 1941. Han vågnede ved lyden af tunge støvletramp på gangene.
”Døren til kammeret blev revet op, og en lommelampe skar i øjnene. Et par kappeklædte skikkelser stod som silhuetter mod gangens lys,” skrev han i en erindringsbog.
(…)
Arne Jepsen havde grund til at fortryde, at han ikke havde lyttet til kammeraten Ras, som han havde besøgt i den gamle lejr aftenen før.
”Bliv hellere herovre (…). Der sker måske noget i nat,” have Ras sagt.
Jepsen var enig, men mente, at hvis der skete noget i den ene afdeling, skete det vel også i den anden.
(…)
”Nu blev der skudt ovre ved den store lejr. Seks, syv hastige skud,” skrev Arne Jepsen videre.
”En lille pause og så en serie fra en maskinpistol, der gnældrede arrigt. Og endnu et par geværskud, der klang så langt mellem de regnvåde stammer. (…) Så blev der igen stille. Meget stille. Kun den aftagende regn silede med en svag susen.

Justitsminister Eigil Thune Jacobsen (1880-1949) var en af de ministre fra samarbejdsregeringen, der blev hårdest belastet under Den Parlamentariske Kommissions undersøgelser efter krigen – blandt andet på grund af hans ansvar for, at 145 Horserød-fanger faldt i de tyske myndigheders hænder.

Den halvhjertede bemærkning
Helt præcis var det lykkedes 107 fanger at flygte fra den gamle lejr, inden tyskerne ved daggry blev klar over, at det ikke var hele Horserødlejren, de havde besat. 12 blev pågrebet i skoven umiddelbart efter, men det lykkedes 95 at komme ud i friheden.
De ca. 145 tilbageblevne fanger, der blev resultatet af den udeblevne frigivelse, er et af de sorte kapitler fra de tre og et halvt år med samarbejdspolitik – på linje med kommunistinterneringerne og kommunistloven i 1941, politidrabet på Michael Rottbøll i september 1942 og arrestationen af tre faldskærmsagenter i Skodsborg i december 1942 på dansk politis eget initiativ.
Der blev ikke givet den instruks ned gennem systemet, som var blevet stillet i udsigt efter det ministermøde, der endte med, at statsminister Erik Scavenius måtte meddele Werner Best afslag på det tyske ultimatum.
”(Thune Jacobsen sikrede) sig ikke, at Scavenius rent faktisk havde hørt hans uengagerede og henkastede randbemærkning om kommunisternes skæbne i interneringslejren,” skrev retshistorikeren Henning Koch i 2002.
En anden historiker, Morten Møller, har i tilspidset form sammenfattet den kommunistiske opfattelse af Horserød-fangernes skæbne:
”Staten havde efter i flere år nidkært indfanget politiske fjender og gjort dem klar til sydlig eksport sammen med de mange landbrugsvarer, som gik samme vej. Regeringen havde ikke alene serviceret det tyske marked med smør, flæsk og andre lækkerier. Den havde på sin sidste arbejdsdag også været leveringsdygtig i politiske modstandere til de tyske koncentrationslejre.”
Ingen historiker har fundet belæg for, at ’forglemmelsen’ skulle skyldes ond vilje fra Thune Jacobsens og regeringens side, men omvendt har paratheden til at sætte ind med vægt og risikere noget for at redde kommunisterne været lav.

—– —–

(Fra bind 3 af Modstand: ‘Den skærpede kamp 1943-1944’)
Endnu før dæmringen, kl. ca. 4.30 (en måned senere – den 2. oktober 1943), dundrede geværkolber på dørene i de 145 kommunistiske fangers barakker i Horserødlejren. Aufstehen, Heraus!! lød det fra de tyske vagter.
”Overrumpling. Bange anelser. Vi spurgte og gættede, mens vi fumlede os i tøjet. Var der mon rendt nogen? Skulle der skydes gidsler?” erindrede den 41-årige telegrafist Arne Jepsen.
”Natten var råkold og klam af drivende fugt. To rækker af fanger groede sig længere og længere ned over pladsen. De sidste kom halsende og sluttede op. ”
To tyskere begyndte at tælle op og nåede det rigtige antal.
”Om en halv time skal I stille op igen og kun medbringe den nødvendigste bagage. Vi skal forlade lejren. Hvorhen siges der ikke noget om,” lød beskeden fra vagtkommandøren.
”Foran og bagved gik vagterne med maskinpistoler. (…) Så kom de tyske militærvogne duvende ud af den drivende dis og bakkede op foran hegnsporten,” skrev Arne Jepsen videre.

Kurs mod syd
En anden af fangerne i geleddet var Martin Nielsen (…). Han genkendte en mand i SS-uniform, der trådte ud af en personbil. Det var Friedrich Jaensch, som et år før – dengang i civil – havde afhørt Nielsen i Vestre Fængsel.
”I dag optrådte han altså som SS-mand (…). Efter at jeg havde set ham, var enhver tvivl borte:
Rejsen gjaldt Tyskland,” noterede Martin Nielsen, som af sine kammerater og medfanger blev betragtet som leder.
”Så kørte vi. Danske myndigheder havde i sin tid kørt os til Horserød, nu kørte de tyske os derfra.”
Nielsens bitre bemærkning tager samarbejdspolitikernes grove svigt den 29. august 1943 på kornet. Det skulle i efterkrigstiden blive udgangspunkt for den mest udbredte modfortælling til konsensusudlængningen af Danmarks besættelsestid: Historien om, hvordan myndighederne i 1942/43 bekæmpede de kommunistiske modstandsgrupper energisk og til sidst overlod en større gruppe danske statsborgere til deres skæbne ved at undlade at åbne Horserødlejrens porte, da tysk erklæring af militær undtagelsestilstand syntes at være umiddelbart forestående. Kortegen satte i gang.
”Snart sad vi igen på de medbragte kufferter, som måtte aflaste de alt for få bænkepladser (…) De våde presenninger klaskede i fartblæsten,” erindrede Arne Jepsen.
De kørte ind i København ad Lyngbyvejen.
”I nogen tid fulgtes vi af en mand på cykel,” skrev Martin Nielsen.
”Og han var ikke i tvivl om, hvad der var los. Det var nemlig en af vore kammerater, som den 29. august var flygtet fra Horserød. (…). Vi fortsatte ud på Langelinie, der var stærkt afspærret.”

Af de danske fanger i Stutthof omkom 21 – svarende til én ud af syv.

‘Gode miner til slet spil’
Yderst ved Langelinie-molen lå ’Wartheland’ med hagekorset vajende i mastetoppen.
”På dækket gik bevæbnede gestapoofficerer rundt med revolvere i hænderne. Ud for skibet standsede vort biltog.”
Ledsaget af tilråbene ’Los! Los!’ ilede mændene op ad landgangsbroen, tværs over dækket og forud langs styrbords ræling.
”Dybt nede vaskede blygrå bølger mod skibssiden. Så gik det ned ad en smal lodret jernstige med kufferten i den ene hånd, dinglende over afgrunden ned til lastens bund, syv meter under vandspejlet,” mindedes Arne Jepsen.
De kommunistiske fanger tilbragte hele sejladsen til Swinemünde (i da Swinoujscie) i lastrummet Der gik dårligt et minut, uden at de tænkte på risikoen for at drukne som mus som følge af torpedoer fra ’vennerne’ i Royal Air Force eller de sovjetiske ubåde – eller risikoen for minesprængning.
”Vi må håbe på gode miner til slet spil,” sagde fangerne galgenhumoristisk til hinanden.

Solidaritetshilsner
Først da de kom op på dækket før ankomsten, gik det op for dem, at jøderne var om bord. DKP’erne kunne stå og se på, mens de blev gennet ned ad landgangen og ind i nogle godsvogne.
”Hold jer ranke,” råbte en af kommunisterne over mod jøderne.
”Vi holder os ranke. Vær hilset landsmænd,” lød en stemme ovre fra vognen.
Så vidt kommunisterne kunne høre og se var det overrabiner Alex Friediger, der også var blevet afhentet i Horserødlejren.
Toget med godt 200 danske jøder satte kurs mod Theresienstadt i Böhmen, mens kommunisterne blev sendt nogle hundrede kilometer stik østpå til Stutthof-lejren ved Danzig (i dag Gdansk).

Kommentarer
2 kommentarer til “Uddrag fra Modstand 2 + 3: Da Horserød-fangerne blev prisgivet”
  1. Nis rossing siger:

    Skammelig at der ikke faldt Dom i Retsopgøret 1945 Utrolig at de ikke blev dømt for deres samarbejdspolitik og ikke mindst Industriens indtog i østlandene med Slavearbejdere.

    • Birger Danielsen siger:

      Det kan man mene, men det kom ikke på tale at stille politikere for retten, for de havde aldrig ført anden politik end den, der var parlamentarisk rygdækning for. Og til ind i 1943 støttede et flertal af befolkningen formentlig regeringens politik – herunder bekæmpelsen af de illegale bevægelser. Specielt de kommunistiske.

Skriv en kommentar