Besøg i en historisk lejlighed

Eigil KnuthDa jeg i april 1995 ringede på døren til en 4. sals lejlighed på Carl Johans Gade på Østerbro i København, blev jeg budt inden for til scenen for ét af de tidlige pionermøder i den danske frihedskamp. Det vidste jeg bare ikke på det tidspunkt.
Mødet fandt sted i december 1941, og lejligheden var nu – mere end 53 år senere – stadig beboet af den samme mand. Ideen til besøget opstod, da jeg som journalist på nyhedsbureauet Ritzau i  et stykke tid havde udsendt optaktsartikler til 50-årsjubilæet for befrielsen i 1945. En mand ringede mig op på redaktionen og fortalte mig, at jeg burde lave et interview med grev Eigil Knuth, der i 1945 som speaker i Statsradiofonien havde været ‘den første frie stemme’ i radioen – dvs. den første medarbejder, der talte i den danske radio, efter at befrielsesbudskabet havde lydt om aftenen den 4. maj.

‘Er du med?
Den 91-årige mand gav hånd. Trods grevetitlen var han ganske uformel og præsenterede sig som ‘Eigil’. Interviewet formede sig som få spørgsmål og lange svar. Han talte med fagter, der havde et lidt feminint tilsnit, og sproget var slebet og nuanceret. Blikket blev indadvendt, mens han spolede sit livs film tilbage.
Som det ofte er tilfældet med interviewpersoner i den ældste aldersklasse, brød han sig ikke meget om emneskift og indskudte spørgsmål. Men han var åndsfrisk; en gang imellem afbrød han de knivskarpe udredninger og kiggede på mig med et blik, der ligesom spurgte: ‘Er du med?’
Det var jeg, for det var interessant, hvad den gamle mand fortalte. Under indlægget her har jeg indskrevet et uddrag af interviewet.

Røjels sonderinger
Jeg kendte kun hans navn flygtigt, men Eigil Knuth var en kendt og anerkendt mand som billedhugger og Grønlandsforsker. Han havde modtaget en række priser og hædersbevisninger for sit afgørende bidrag til nutidens viden om eksimokulturer gennem udgravninger ved Peary Land. I lejligheden, der også var atelier, stod et stort antal figurer af ikke mindst grønlandsk tilsnit, som han selv havde tilvirket.
Noget, som vi ikke var inde på – og som jeg først mange år senere fandt ud af – var, at hans tilknytning til frihedskampen havde udspring i, at han var med i Danske studenters Roklub, der var et af de stærkeste miljøer for den tidlige ikke-kommunistiske modstand. Den dengang 38-årige Eigil Knuths store ungkarlelejlighed var et hyppigt mødested i kammeratskabskredsen.
Aktivisten over alle var den senere Holger Danske-sabotør Jørgen Røjel, der i 1941, da næsten ingen andre tænkte på aktiv modstand, forsøgte at samle en kreds af modstandsindstillede. Røjel fik under sine bestræbelser kontakt med den konservative politiker John Christmas Møller og professor Ole Chievitz fra Rigshospitalet.

Tøvende holdning
I begyndelsen af december – lige efter demonstrationerne mod Antikominternpagten – foregik det første møde i Knuths lejlighed med deltagelse af bl.a. Røjel, Christmas Møller, Chievitz, nogle yngre officerer fra roklubben og nogle officerer fra den militære efterretningstjeneste.
”Der har i alt været ca. 25 mennesker, som alle frøs med anstand, da det på grund af brændselsrationering ikke var muligt for Knuth at varme atelieret op,” skrev Jørgen Røjel i sin erindringsbog Kæft, trit og retning fra 1973.
”I den specielle anledning blev der serveret en kop rigtig the (…), som man nød til den lommemad, man var blevet inviteret til at tage med.”
Alle i lejligheden var enige i behovet for at stå mere fast og også for væbnet modstand. Men kun i princippet.
”Det viste sig, at et flertal i forsamlingen, alle militære inclusive, i virkeligheden var imod allerede på dette tidspunkt at opbygge egentlige modstandsgrupper under henvisning til, at befolkningen endnu ikke var moden til (…) sabotage eller lignende,” skrev Røjel videre.
Kredsen mødtes yderligere et par gange, men der var for stor uenighed om midlerne, til at man kunne komme videre. I begyndelsen af 1942 erfarede John Christmas Møller, at den tyske kontraefterretningstjeneste havde fået nys om møderne. Derefter holdt man op med at holde dem.

Sabotører overnattede i lejligheden
Hvad Eigil Knuth derimod fortalte var, at han lejlighedsvis gav husly til folk, der var på flugt for tyskerne – f.eks flygtninge på vej til Sverige og modstandsfolk, der havde brug for et overnatningssted efter en sabotageaktion. Jeg husker, at han nævnte Jens Thorsen, der dengang var en offentlig kendt person som mangeårig direktør for Monberg & Thorsen og formand for Industrirådet indtil få år før. Han havde under besættelsen været med  i BOPA og senere i Holger Danskes ‘Gruppe Strand’ og havde sovet på gulvet hos Eigil Knuth efter en sabotage.

Tog på polartogt som 91-årig
Den kreative adelsmands tilknytning til modstandsbevægelsen gav sig udslag på Peary Land, hvor han stod bag navngivelsen af flere lokaliteter: ‘5. maj’, ‘Kap Michael Rottbøll, ‘Citronens Fjord’, ‘Flammens Fjord’ samt ‘Kap Ole Chievitz’.
Eigil Knuth var ikke mere skrøbelig, end at han magtede endnu et togt til Peary Land. Det tog han på sammen med tre unge forskere, der i sommeren 1995 – to måneder efter interviewet – undersøgte havbunden i området. Knuth døde året efter i en alder af 92 år.
Grønlandsforskeren blev i 2003 genstand for en grundig biografi over sit eventyrlige liv. Den blev skrevet af forfatteren Janni Andreassen, der udgav den i anledning af 100-året for Eigil Knuths fødsel.

—– —– —–

Fra Ritzau-artiklen, der blandt andet blev bragt i Frederiksborg Amts Avis den 1. maj 1995:
“Fra 1942 havde han (dvs. Eigil Knuth) haft kontakt med kaptajn Volmer Gyth fra den danske generalstabs efterretningssektion, der udførte efterretningsarbejde til fordel for englænderne. Gyth og Knuth sammensatte i fællesskab en kode, der blev mikrofotograferet og sendt til Sverige og England i en tube tandpasta. Koden var baseret på variationer i annonceringen af klokken, således at der til hver variation (f.eks. ‘Nu kommer klokken’, ‘De hører nu, hvad klokken er’, ‘De får lige, hvad klokken er’) svarede et mandsnavn.
Eigil Knuth fik aldrig – heller ikke efter krigen – at vide, hvilken militær betydning disse navne havde.
– Jeg vidste blot, at oplysningerne tog sigte på at varsko såvel Sverige som England, og at der var lytteposter på mig begge steder, forklarer han.
Systemet fungerede på den måde, at kaptajn Gyth i specielt kritiske situationer ringede til Knuth og inviterede ham til frokost med f.eks. Carl, Niels, Peter eller Hans. Knuth aflæste nu med et forstørrelsesglas den klokke-annoncering, der stod ud for vedkommendes navn på mikrofilmen, og brugte den så ofte som muligt i dagens løb. Filmen lå gemt i en tysk bog, som stod i speakerstudiets bogreol, og speakeren havde et andet eksemplar bag kapslen på sit lommeur.
På et tidspunkt blev tyskerne mistænksomme over for de påfaldende mange sætningsformer og udstedte en forordning om, at der kun måtte bruges et begrænset antal, forud fastsatte vendinger til at annoncere klokken. Eigil Knuth og kollegaen Ib Wiedemann fandt dog hurtigt ud af at konstruere en ny kodevariant, der var baseret på annonceringen af koncertnumre.”

Skriv en kommentar