Buhl – krigens mest omstridte dansker

Blandt modstandsveteraner fra både de højre- og venstreorienterede grupper kalder navnet Vilhelm Buhl på voldsomme følelser. Mange har aldrig kunnet tilgive manden, der i to korte perioder var Danmarks statsminister, hans ’stikkertale’ i radioen 2. september 1942. Her opfordrede han danskerne til at bidrage til at opklare sabotagesager ved at indgive anmeldelse til dansk politi – ofte mod store dusører.
Da jeg for et år siden besøgte BOPA-veteranen Aage Staffe (‘Lille-John’) få måneder før hans død, spurgte jeg ham, om Vilhelm Buhl efter hans mening var landsforræder. Svaret var: “Ja, når man vil gøre alt for selv at bevare magten, når landet er besat, så er man landsforræder”.
Den tidligere Holger Danske-mand Povl Falk-Jensen (‘Eigil’) har også en uforsonlig holdning til Vilhelm Buhl. Han betegner i sin bog fra 2010 Holger Danske – Afdeling ‘Eigil’ – nærmest med en klang af  Corfitz Ulfeldts faneflugt i 1600-tallet – Buhls tale som ‘højforræderi’.

Tog afstand fra ‘hævnemetoder’
To dage efter drabet på Kaj Munk 4. januar 1944 udsendte Vilhelm Buhl sammen med andre ledende politikere fra samarbejdspartierne, der var gået af 29. august 1943, en erklæring, der tog afstand fra selvtægt, og “fortidens hævnemetoder må bandlyses”, som det hed. Modstandsbevægelsen opfattede ordlyden sådan, at Buhl sammen med erklæringens medudstedere sidestillede stikkerlikvideringer med f.eks. den tyske terrorbandes drab på digterpræsten fra Vedersø.
Man kan i hvert fald roligt sige, at Vilhelm Buhl ikke var den væbnede modstandskamps mand. Men hvordan kunne han så blive statsminister i befrielsesregeringen fra maj til november 1945?

Den reelle leder i tre år
En af de historikere, der har en positiv vurdering af Buhl, er Bo Lidegaard, der betegner ham som den mand, der lige fra Thorvald Stauning død i maj 1942 til november 1945 satte grænserne før først udenrigs- og statsminister Erik Scavenius og derefter for departementschefstyrets linje.
“Han var den, der med stor og uanfægtet autoritet trak stregen i sandet den 29. august 1943, og den, både Frihedsrådet og de gamle politikere kunne acceptere som leder af befrielsesregeringen. Det skyldtes blandt andet, at han var kendt som en af samarbejdspolitikkens mest skeptiske tilhængere og som den, der ofte havde været mere tilbøjelig til at sige nej end ja til de tyske krav,” skriver Lidegaard i bogen Kampen om Danmark (Gyldendal, 2005).
Buhls holdning førte til, at det ved Werner Bests ankomst til Danmark som ny rigsbefuldmægtiget i november 1942 endte med at blive et ultimativt tysk krav, at Erik Scavenius skulle afløse den ‘besværlige’ socialdemokrat som statsminister.

Mistænksom over for kommunisterne
Vilhelm Buhls klare vilje til at bekæmpe sabotagen i september 1942 skyldtes den opfattelse, at en optrapning af modstandskampen ville øge besættelsesmagtens repression og svække de danske myndigheders bestræbelser for at holde samfundets struktur intakt. I den forbindelse var det for ham altafgørende at beholde politi og retsvæsen under dansk kontrol.
Og så skyldtes Buhls holdning, at han nok var antinazistisk, men kommunisterne faldt helt og holdent inden for samme kategori.
“Han var blandt dem, der forblev dybt mistænksomme over for kommunisternes rolle i modstandskampen og over for deres intentioner, hvis kampen blev optrappet til et punkt, hvor der opstod mulighed for at likvidere det parlamentariske demokrati,” skriver Bo Lidegaard videre.

Buhl godkendt af Frit Danmark-folk
Jeg stødte for nylig på et eksempel på, at langt fra alle modstandsfolk delte det stærke had mod Vilhelm Buhl.
I februar 1944 udkastede den konservative eksilpolitiker John Christmas Møller for første gang ideen til, at en befrielsesregering skulle sammensættes at repræsentanter for ‘de gamle politikere’ og Frihedsrådet.
Måneden efter udarbejdede modstandsorganisationen Frit Danmarks rejsesekretær Elias Bredsdorff ifølge Hans Snitkers bog Det illegale  Frit Danmark (Odense Universitetsforlag, 1977) en rapport efter et besøg hos 18 af 21 større grupper i Midt- og Nordjylland. Formålet var at lodde stemningen vedr. blandt andet dannelsen af en befrielsesregering, og rapporten var bilagt ni gruppeudtalelser.
“Der er megen harme og utilfredshed med et ministerium bestående af de gamle politikere. Specielt gælder harmen Alsing Andersen, Johannes Kjærbøl, Lauritz Hansen og Bertel Dahlgaard,” noterer Bredsdorff i den rapport, han sendte til Frit Danmark-ledelsen i København.
“Der er enighed om, at de helt kompromitterede politikere ikke bør kunne blive  ministre, mens flertallet gerne vil acceptere navne som Buhl, Ole Bjørn Kraft, Knud Kristensen m.m.,” hedder det videre.
Selv om Frit Danmark var en organisation med et markant kommunistisk indslag, var mange aktive altså i marts 1944 indstillet på at se en efterkrigstid i øjnene, hvor manden bag ’stikkertalen’ ville få del i regeringsansvaret.

Det mørke kapitel
Der var altså en grund til, at Vilhelm Buhl kom til magten igen i maj 1945. Der var også en grund til, at den famøse tale aldrig er blevet glemt. Det var ikke bare en enkelt tale, men et symbol på, at Buhl stod i spidsen for et af samarbejdspolitikkens mørkeste kapitler i efteråret 1942.
På intet andet tidspunkt gjorde dansk politi sig så store bestræbelser på at bekæmpe modstandsbevægelsen. Det skete i høj grad ved hjælp af stikkere.
Det var i den periode, SOE-folkene Christian Rottbøll og Paul Johannesen omkom under danske politiaktioner, og det var i december 1942, at andre tre danske SOE-folk blev anholdt i Tårbæk under forsøg på at rejse illegalt til Sverige. De endte i kz-lejr i Tyskland.
Politiet gik i det hele taget nidkært til værks og rullede også i flere omgange ledelserne af de illegale blade ‘De frie Danske’ og ‘Frit Danmark’ op.
Det var en periode, hvor besættelsesmagten trængte sig mere og mere ind på den danske politimyndighed med bl.a. tyske politifolks tilstedeværelser under afhøringer, og flere sager blev pådømt af den tyske krigsretter med efterfølgende afsoning i Tyskland.
Det skabte en stadigt voksende usikkerhed, for befolkningen havde ikke mulighed for at gennemskue det skred, der skete.

 

 

 

 

 

 

Skriv en kommentar