Sen anerkendelse til krigssejlere

Når 70-årsdagen for den vestallierede invasion i Normandiet 6. juni 1944 markeres i år, bliver Dannebrog for første gang hejst ved siden af de allierede landes flag. Samtidig bliver en officiel dansk delegation inviteret. Den kommer til at indbefatte de få nulevende D-dagsveteraner og krigssejlere, som har lyst til og mulighed for at deltage.

Dermed har de over 6000 danske sømænd fra handelsflåden, der sejlede for de allierede, samt knap 1000 danskere, der meldte sig frivilligt til den britiske hær, endelig fået fuld anerkendelse for deres bidrag til sejren over Hitler-Tyskland.
Enhver omtale af dansk modstand under krigen bør naturligt begynde med at nævne de mænd, der gik i allieret tjeneste, men specielt søfolkenes indsats var i mange år glemt.

Den danske deltagelse i Normandiet 6. juni markerer slutpunktet på bestræbelser, der blev påbegyndt for 71 år siden – i begyndelsen af september 1943. En dansk tremandsdelegation i London med den konservative eksilpolitiker John Christmas Møller i spidsen opsøgte den britiske udenrigsminister Anthony Eden.
Danskerne anmodede de allierede om at anerkende Danmark som medlem af alliancen mod Hitler som konsekvens af, at Erik Scavenius’ samarbejdsregering var gået af 29. august 1943.

Briterne var positive , og USA accepterede også forslaget. Sovjetunionen sagde derimod afgjort nej. Her havde man ikke glemt, at Danmark mindre end to år forinden havde tilsluttet sig Antikominternpagten og dermed politisk set havde tilsluttet sig Tysklands angreb på Sovjetunionen.
Først langt ind i 1944 accepterede Moskva at modtage biblioteksdirektør Thomas Døssing, der stod det danske kommunistparti (DKP) nær, som Frihedsrådets repræsentant – og altså som repræsentant for ‘det kæmpende Danmark’. Den tidligere samarbejdsregerings politikere ville man ikke have noget at gøre med.
Sovjetunionens forståelige reservation bevirkede, at Danmark aldrig fik status som andet end de facto-allieret.

Det danske bidrag på invasionsdagen var ellers stort. Næsten 800 søfolk på 31 danskbemandede skibe deltog – heraf 24 under Dannebrog, idet danske skibe i britisk tjeneste fra 25. december 1943 igen havde fået lov til at føre dansk flag.
Ét af de skibe, der satte den første bølge af amerikanske soldater ned i de fladbundede landgangsbåde ud for Omaha Beach, var dansk.

I Storbritannien var man ikke i tvivl om de danske søfolks betydning. I Underhuset i London sagde kong George VI i november 1944 i en takketale til alle, der havde taget del i D-dagen bl.a.:
‘Flåden har sikret overførslen af de store invasionsstyrker til angrebet på Vesteuropas kyst, og den opretholder fortsat de stabile forsyninger til hæren. Samtidig sørger den for den sikre og rettidige ankomst af fødevarer og materiel, som nationens liv og virke afhænger af. Alt dette ville ikke have været muligt uden den storslåede tapperhed, som er udvist af søfolkene i handelsflåden herhjemmefra og af deres kolleger fra de allierede nationer og Danmark’.

Efter krigen gled det danske bidrag ud i glemslen. Danskere har deltaget i D-dagsjubilæerne, men der har været tale om uofficielle private rejseselskaber. Kendskabet til de over 6000 søfolks indsats er først blevet vidt udbredt gennem Klaus Rydahls bog Krigssejler 1939-45 (Forlaget Radius, 2009).

Man kan argumentere for, at kampen for at blive anerkendt ikke er 71, men 74 år gammel. I oktober 1940 åbnede et rekrutteringskontor i London, der hvervede danskere til britisk krigstjeneste, og et stort flertal af de bevarede breve viser, at de frivilliges motiv til at melde sig bundede i et ønske om at afvaske skammen fra den kampløse kapitulation 9. april 1940.
Det fremgår af Jakob Sørensens bog For Danmarks ære – danskere i allieret krigstjeneste 1939-45 (Informations Forlag, 2011).

Styrken i dette tema viste sig blandt andet i, hvor vigtigt det var for både officerer og menige, at det danske bidrag skulle være synligt – at man ikke blot indgik som enkeltpersoner i de britiske styrker. For eksempel var der i en længere periode et bureaukratisk tovtrækkeri mellem danskerne i regimentet The Buffs, der ønskede adgang til at få påsyet deres britiske uniformer et dansk flag på skulderen, og Storbritanniens militærmyndigheder, der helst ville undgå at skabe en besværlig præcedens.

Skriv en kommentar