De Finlandsfrivillige gik hver sin vej

Birkelund-1

Det danske Finlandskorps under en parade i Helsingfors. (Foto: Frihedsmuseet)

De ca. 1200 danske mænd, der meldte sig til krigstjeneste i Finland under den finsk-russiske vinterkrig 1939/40, drog vidt forskellige konklusioner af deres oplevelser.
Der var mange idealister blandt dem. Nogle var blandt de tidligste og mest betydningsfulde modstandsfolk med Josef ‘Tom’ Søndergaard og en gruppe kammerater som de kendteste. Det var dem, der fra Stjerne-Radio i Istedgade i København grundlagde den første Holger Danske-gruppe. En del andre gik i stik modsat retning og meldte sig senere til østfronttjeneste med Frikorps Danmark eller Waffen-SS. Den kendteste fra den gruppe er den senere kommandør for frikorpset, C.F. Schalburg.

Hjælp til nordisk broderfolk
Ifølge historikeren Peter Birkelund, der næste torsdag udgiver bogen Sabotør i Holger Danske på Lindhardt & Ringhof, var det ikke tilfældigt, i hvilken retning man gik.
– Spørgsmålet var, om man først og fremmest var national, eller om man var antikommunist, fastslog Birkelund, da jeg interviewede ham til Weekendavisen i dag, fredag den 6. marts.
– Når man ser på beretningerne fra folkene i Istedgade, er der meget få intensive udtryk for antikommunisme. Kommunisterne var folk, man stod fjernt fra, og man var mistænksomme over for dem, men indsatsen i Finland gjaldt om at hjælpe et nordisk broderfolk.

Birkelund-2

En gruppe nære bekendte, der var tidligere finlandsfrivillige, var kernen i den første Holger Danske-gruppe. (Foto: Frihedsmuseet)

Glidebane i nazistisk retning
For dem, der endte med at gå i nazistisk retning, var antikommunismen det primære.
– Hvor man endte henne, handlede om ens  baggrund og ens omgangskreds. For at tage Konservativ Ungdom (KU) som eksempel: Medlemmer her, der havde været gode danske spejdere med den oplæring, der hørte til, blev i almindelighed ikke nazister, siger Peter Birkelund.
– Men en del nærede antidemokratiske og antiparlamentariske holdninger, og temmelig mange blev nødt til arbejde i Tyskland. Det kunne være en glidebane. Så kunne de måske få en stilling som vagtmand hos tyskerne, når de kom hjem. Så var der slet ingen danskere, der ville have noget med dem at gøre. Så var skridtet til de uniformerede nazistiske korps ikke lang.

Frihedskæmpernes egne beretninger
Birkelunds nye bog er en bredt anlagt fremstilling af Holger Danske-gruppernes sabotager, likvideringer og andre aktiviteter. Den er i høj grad baseret på modstandsfolkenes egne skriftlige beretninger eller båndoptagne interview.
Dermed er den rettet mod et større publikum end tobindsværket Holger Danske – sabotage og likvidering 1943-45, som udkom i 2009. Sidstnævnte er i højere grad en videnskabelig afhandling, hvis primære formål er at kortlægge Holger Danskes organisation og mønstre i aktionerne i de forskellige faser.

Mange slags stikkeri
Besættelsens stikkerlikvideringer er et vigtigt emne, og Birkelund mener, at man godt kunne bruge en grundig undersøgelse af stikkeriet og af, hvilken indflydelse det havde på modstandsgrupperne – hvis en sådan overhovedet kildemæssigt lader sig gennemføre.
Der blev rejst over 1300 angiverisager efter krigen ud af knap 14.000 retsopgørssager i alt, men der er ingen tvivl om, at stikkeriet var langt mere udbredt.
– Men hvad bestod angiveriet mere præcist i? spørger forfatteren.
– Der var så mange typer. I nogle tilfælde kunne en vagtmand f.eks. føle sig generet og truet, eller en butiksejer kunne få smadret en rude, hvorefter han ringede til HIPO. Det var en trussel mod modstandsbevægelsen, men i substansen var der ofte tale om gadespektakler, som man forsøgte at få løst ved tyskernes hjælp, mere end noget ønske som sådan om at bekæmpe modstandsgrupperne, fortæller Peter Birkelund.
– Angiveriet kunne ske af ideologiske årsager, af uforvarenhed, for penge eller af helt enkeltstående årsager, som da en kvinde forsøgte at neutralisere sin søsters voldelige ægtemand ved at anmelde ham til HIPO. Hun vidste ikke, at den mand, hun anmeldte, var modstandsmand.

Faderen ledede likvidering
Peter Birkelund er selv søn af Holger Danske-modstandsmanden Hakon Birkelund, der døde i 2006. Hakon Birkelund ledede likvideringen af chefen for Schalburgkorpset i januar , og den historie ønskede han ikke fortalt over for offentligheden før efter sin død. Sønnen fortæller i interviewet i Weekendavisen, hvad der skete den dag, da overløjtnant T.I.P.O. Madsen blev skudt.

Kommentarer
2 kommentarer til “De Finlandsfrivillige gik hver sin vej”
  1. Elsebeth Housden siger:

    Min farmors bror Ove Valdemar Boris Elsberg var Finlands frivillig i Vinterkrigen 1939-40 og kasserer for Foreningen for Danske Finlands Frivillige.
    Min faster som stadigt er i live siger at han var involveret i Holger Danske under anden verdenskrig.
    Hvordan kan jeg finde ud af om dette er rigtigt?

    Jeg vil vaere meget taknemlig for hvad hjaelp jeg kan faa?

Skriv en kommentar